Las Vegas, Baby… Syndens by!

Der har været lidt stille på bloggen i små to ugers tid… Det er der en god grund til.
Kasper og jeg har lige været en uge i Las Vegas…UDEN BØRN. 8 dage!!! 😳
Allerede her deler vandene sig nok mht. holdninger. For hvordan kan man rejse uden sine børn – og endda i en HEL uge?!

Vores sommer i år stod på ren børneferie. Alt, hvad vi foretog os, stod i børnenes tegn. Vi savnede lidt voksentid! I kan læse om vores ferie i København i de fire indlæg, der starter med “Når heldet er med én…”.
Jeg har tidligere skrevet et indlæg om, hvor vigtigt det er at pleje forholdet til hinanden som kærestepar/ægtepar, når der kommer børn ind i billedet. I det indlæg skrev jeg, at Kasper og jeg plejer at tage en forlænget weekend væk fra det hele en gang om året…bare ham og mig. Dette ville vi også i år – og da vi i foråret fik muligheden for at komme en hel uge til Syndens By, Las Vegas, så virkede det som en rigtig god idé. Vi blev gift (første gang) i Las Vegas for snart 5 1/2 år siden, og vi føler derfor lidt, at det er vores by. Vi har efterhånden været her en del gange.
Bedsteforældrene var også hurtige til at sige, at de nok skulle tage sig af børnepasser-tjansen.
Bum, fluks bestilte vi fly og hotel – og vi glædede os allerede!

Da vi nærmede os afrejsedatoen, var følelsen dog en anden. Lige pludselig havde vi svært ved tanken om at skulle væk fra ungerne i så lang tid. Før har vi kun været væk fra dem i to overnatninger… Nu skulle vi pludselig være væk fra dem i 8 overnatninger.
I dagene op til vores afrejse, sørgede vi for at “suge al kærlighed” ud af ungerne. Oskar på 2 år forstod selvfølgelig ikke, hvad der skulle ske. Anton kunne man bedre tale med omkring det forestående. Vi fortalte ham, at vi skulle rejse, og at han og Oskar skulle på ferie hos farfar – og senere mormor. Det glædede han sig gudskelov til!

Da dagen oprandt, var det svært at sige farvel…ihvertfald fra vores side. Ungerne vinkede bare, uvidende om, hvor lang tid vi ville være væk fra dem.
Vi følte os som de værste forældre. Jeg var sikker på, at jeg ville græde hele turen over Atlanten. Men faktisk gik det ud over alle forventninger. Jeg stoppede, inden jeg gik ombord på Dreamlineren 😉.
Nu var vi afsted. På vej mod voksentid. Vi skulle nyde at sove igennem, at stå op, når vi ville, at spise uden forstyrrelser, at gøre lige præcis, hvad vi gerne ville – og ikke mindst bare nyde hinandens selskab.
Vi skypede hjem til drengene hver dag. Dette hjalp os personligt rigtigt meget. Vi kunne se, at de havde det godt – ja, de gad nærmest ikke at tale med os til sidst. Samtidig tror jeg også, at de opkald har gjort, at drengene ikke syntes, vi var rigtigt væk. Vi var jo hele tiden til at komme i kontakt med.

Hjemme igen. Efter 8 dage satte vi endelig vores fødder på dansk jord.
Vi blev modtaget med kys og kram i lufthavnen af to glade drenge og deres bedstefædre.
Hold op, hvor havde vi savnet dem! Det var så skønt at se dem – og de næste par dage stod i familiens tegn. Endnu en gang skulle der suges kærlighed ud af dem ❤️️.

Om vi har fortrudt vores valg? Egentlig ikke. Det var en dejlig og velfortjent voksenferie, meeen vi synes også selv, at en uge var lang tid. Vi savnede drengene. Måske vi skal holde os til de 4 dage en anden gang?

Mange hilsner fra Nanna, mom in Vegas.

Husk, at I kan følge Life With Kids på:
Facebook
Instagram