Uhyggen breder sig… Kan I mærke det? 😳

Dette indlæg er nok ikke tilegnet de sarte sjæle. Det handler om Halloween. En tradition, som mange tror, stammer fra Amerika. Følgende har jeg dog fundet på nettet om denne tradition. Interessant læsning:

..”traditionen kan faktisk spores tilbage til det gamle europæiske folkeslag, kelterne. Den 31. oktober fejrede kelterne nytår under navnet ‘Samhain’. Udover at være en festdag, hvor man sagde farvel til det gamle år og fejrede det nye, var man også af den overbevisning, at de døde på denne dag, rejste fra graven for at hjemsøge de levende og finde vej til dødsriget. Man gjorde derfor alt for at skræmme genfærdene væk. For at holde ånderne på afstand, udhulede man roer, skar ansigter i dem og brugte dem som lygter, mens masker og anden udklædning skulle narre ånderne til at tro, at kelterne også var genopstået fra de døde, og ånderne derfor ville lade dem være i fred.”

“I den kristne kirke fejrer man d. 31. oktober Allehelgensaften, der ofte blandes sammen med halloween, og ikke uden grund. Selve ordet halloween kommer nemlig af ‘All-Hallows’-Eve’, der betyder ‘alle helgeners aften’. Denne dag fejrer man alle de helgener, der ikke har deres egen særskilte fejringsdag, men på grund af dens placering er den med tiden smeltet sammen med kelternes ‘Samhain’. De traditioner, vi forbinder med halloween, stammer fra kelterne.”

“Nogle mener, at traditionen om at gå fra dør til dør for at få slik, tager udgangspunkt i kelterne, som stillede mad ud på de dødes grav, så de ikke ville bosætte sig andre steder på jorden. Andre mener dog, at denne tradition er opstået på baggrund af den kristne kirkes forsøg på at afskaffe kelternes tradition. Kirken tillod her, denne ene dag om året, tiggere at gå fra dør til dør, for at bede om ‘sjæle-kager’ fra folket, altså en slags småkage, for til gengæld at bede for de døde.

Uanset hvor denne tradition kommer fra, så har den gennem årene udviklet sig til en leg for børn, som før i tiden fik tildelt mad i form af frugt og nødder, men nu får tildelt slik, når de går udklædte fra dør til dør.”

(Info fra: https://www.arla.dk/alle-artikler/alt-du-behover-vide-om-halloween/)

Så blev vi lidt klogere på Halloween.

Før i tiden, da jeg var barn, var det til fastelavn, man klædte sig ud og “tiggede” om få slik. Børn i dag går stort set mere op i halloween end fastelavn. Fastelavn er næsten gået hen og blevet glemt pånær i skoler og daginstitutioner, hvor lærere og pædagoger ihærdigt forsøger at fastholde den hyggelige tradition.

Nok historieundervisning for nu. Jeg har med hjælp fra jer fundet flere (u)hyggelige arrangementer, der løber af stablen i disse dage. Jeg har valgt at fokusere på hovedstadsområdet (undskyld til alle andre). I kan nedenfor se en liste over både offentlige og private steder og arrangementer, nogle af dem med tilhørende links, så I kan læse mere om det, hvis det vækker interesse.

 

Offentlige steder:

Tivoli har sædvanen tro pyntet super flot op inde i den gamle have. For at få mere uhygge kan man besøge “Villa Vendetta” og “Det hjemsøgte”. Det er dog ikke for sarte sjæle og børn under 12 år. For de mindre er der “uhyggelig” hygge, hvor de små kan møde hekse og Rasmus Klump.

Bakken har også iklædt sig de efterårsagtige farver og pyntet op til halloween. I efterårsferien havde de åbnet for “Rædselsdybet”. Det virker dog til, at de har lukket det igen…desværre her op til Halloween. Ærgerlig timing!

Det gamle akvarium, Danmarks Akvarium, i Charlottenlund har stået tomt længe. Men nu er den tomme bygning hjemsøgt. “Horror in the old Aquarium” strækker sig over 3500 kvadratmeter fordelt på to etager med gys og skræk. I mindre hold bliver man ledt gennem en planlagt rute i det mørke hus. “Horror in the old Aquarium” er inddelt i to skrækniveauer: Light-versionen: Klokken 15.00 til 17:50. Oplevelsen er uden skuespillere. Heavy-versionen: Klokken 18.00 til 22.50. Oplevelsen er med skuespillere. Det anbefales, at børn under 13 år følges med en voksen.

Mandag d. 31/10-22 kl. 15.00-20.00 kan man tage afsked med Shane Brox’ 12 monstre under Christiansborg Slot. Kom gerne udklædt. Klokken 17-18 kan man oven i købet møde Shane Brox, der vil signere monsterbøger.

Cirkus Arena har slået det kæmpe cirkustelt op ved Bellahøj. Denne gang er det Halloween Cirkus “Hikken fra Helvede”. Szhirley, Clemens og Patrick Spiegelberg er de bærende kræfter i forestillingen, der handler om cirkusdirektøren Owen Hall (Patrick Spiegelberg), som har samlet en gruppe af cirkusverdenens største freaks for at skabe det største Halloween-show nogensinde. Til Owens store skræk bliver hans show dog ødelagt, da hans artister én for én pludselig forsvinder ind i underverdenen, kidnappet af den mystiske McClawn (Clemens) og hans gruopvækkende gemalinde, Szkrækilda (Szhirley).

Tag bilen og kør mod Reffen på Refshaleøen. Her er der for andet år i træk “Horror Drive Thru”, hvor du i egen bil kører gennem et univers af uhygge. Dette år handler det om en hjemsøgt cirkus-landsby, hvor dræberklovne, genopståede cirkusfreaks og andre skrækindgydende monstre hærger de mørke og øde gader. Tør du rulle vinduet ned, når du kører igennem???

I Valby inviterer klubberne til Halloweenfest på Toftegårds Plads d. 28/10 kl. 16.00-20.00 – og Kulturbyens Transformerstation inviterer indenfor i Spøgelseshuset “Grev Draculas Slot” d. 29/10 og d. 30/10.

Ved Hvidovre Strandpark finder du “Den hjemsøgte by” lørdag d. 29/10 kl. 20.00. Den hjemsøgte by består af over 150 personer som er klædt ud, alt fra zombier til figurer fra gyserfilm og døde mennesker. Arrangementet er en gåtur på 1,5 km fyldt med uhyggelige hemmeligheder i hvert et hjørne. En uforglemmelig tur fyldt med de vildeste gys og jumpscares.

Lørdag d. 29/10 kl. 15.00-18.00 inviterer Garderhøjfortet til en skræmmende tur rundt i området eller gennem de mørke, lange gange på infanterikasernen. Rollespillere vil sørge for skræk og rædsel til store og små. Der vil være forskellige ruter, alt efter hvilket skrækniveau man er til.

I Hillerød er der “Horrorwalk” i AdventurePark. Igen i år er ondskaben sluppet løs. Et væsen uden form og uden sind, kun drevet af sin sult, er vågnet fra sin dvale. Alle, som kommer for tæt på det, bliver taget af en sort tåge… Du er nu taget, og din opgave er simpel – find en vej ud, før det er for sent. Ligesom med Danmarks Akvarium er der to skrækniveauer: Fra kl. 15-17 vil det være Horrorwalk i en børnevenlig version med mindre skræmmende aktører og effekter. Velegnet til familier og børn. Der er det også stadig dagslys/skumring. Fra kl. 18-22 vil det være Horrorwalk for de hærdede- hvor der bliver skruet op for specielle effekter og uhygge, aktørerne er også klar til at give den mere ”gas”. Her har mørket sænket sig over skoven, og kun lys fra jeres fakler viser vej.

Halloween I Måløv er et tilbagevendende arrangement, der er så stort, at det fylder næsten hele byen. Det er altid sidste fredag i oktober, så i år er der nu på fredag d. 28/10-22. Efter to års coronanedlukning er det i år vendt tilbage, dog med ændringer. Der vil ikke være optog, som der plejer, men til gengæld fem forskellige indgange til arrangementet. Det koster 40 kr. i forsalg (købes i Kulturhus Måløv) og 60 kr. ved indgangen. Besøg blandt andet byparken, skolen og kirken.

 

Private adresser:

Mange privatpersoner holder også “åbent hus/have” med uhyggelige scenarier.

I Smørum, hvor vi bor, er der mange steder, hvor man må komme forbi. Christina Lydolph er en rigtig ildsjæl, når det handler om at samle byen, om det så handler om Store Loppedag, Julemarked eller som nu Halloween. Hun har lavet en oversigt over de steder i Smørum, hvor alle børn og barnlige sjæle er velkomne. Se oversigten her.

Jeg vil gerne fremhæve fam. Flindts flotte forhave og gårdhave, der år efter år overgår sig selv. De er altså for vilde! De bor Astershaven 283, og de kalder stedet “Astershelvede”. Læs denne artikel om dem. Når man er i Astershaven, så er der flere steder i det område, der har pyntet op, så gå en runde.

I Stenløse, i samme kommune som Smørum, er der også pyntet op. Besøg blandt andet Vipstjærtevej 5, der har forvandlet både hus og have til et sandt mareridt.

Kører du lidt længere vest på, så besøg Opalvej 36 i Ølstykke. Det skulle også være ret vildt!

Bliver du i Ølstykke, så tjek Klub Ørnebjerg ud på Irisvej 11. Der vil være Scary huse og Cozy huse, så der er noget for alle aldre.

Længere nordpå har jeg hørt, at Søbakken i Skovshoved også skulle gå helt amok. Hvis I er på de kanter, så kig forbi…

Og endnu længere nordpå er der Halloween på Gurrevej 292 i Helsingør, hvor de døde genopstår. Vær opmærksom, for Gurre Kirke ligger lige overfor, og der går rygter om, at Gurres gamle bøddel genopstår for at stjæle slik, som børnene så skal prøve at få fat på.

 

Jeg håber, at I er i nærheden af nogle af stederne, så I kan få én på opleveren de næste par dage…hvis I tør! 😬

Mange skrækkelige og uhyggelige hilsner fra Nanna.

 

Husk, at I kan følge Life With Kids på:

Facebook

Instagram