Man behøver ikke at have kendt mig særlig længe, før man finder ud af, at jeg er kontrolfreak. Faktisk er jeg så stor kontrolfreak, at jeg har en snert af OCD. Jeg kalder det kun en snert, da det aldrig er blevet diagnosticeret…og det bliver det nok aldrig. Det skal der vist lidt mere til.
Min “OCD” ses mest i forbindelse med min ordenssans. Det er lige fra min almindelige hverdag, der er opdelt i såkaldte kasser – til børnenes tøj, hvor det er vigtigt, at det matcher. Oskars sokker og hagesmæk matcher f.eks. altid sammen.
Men hvad sker der så, hvis noget eller nogen blander sig i min indre orden?
Som lærer er man tit ude for, at der sker ændringer i løbet af dagen. Så på det punkt har jeg egentlig lært at agere i “kaos” ;-). Måske jeg lige skal lave et nyt “skema” i mit hoved, men det lykkes altid at gennemføre dagen, som om intet var hændt.
Men hvis manden derhjemme får givet lillemanden forkert hagesmæk på – trods jeg har lagt en frem – så kan det godt genere mig. Nogle gange går jeg op og skifter den – andre gange prøver jeg at sige til mig selv, at det jo er lige meget! Men det er det jo ikke! 😉
Min ordenssans og mine indre kasser ses også tydeligt, når vi skal ud at rejse. Flere dage inden afgang bliver der skrevet huskeliste, og det er ikke småting, der står på den. Dette resulterer i en bil med bagagerummet fyldt samt en tagboks, der ligeledes er fyldt til randen. Sæt nu vi kom til at mangle noget? Indtil videre er vi aldrig kommet afsted, hvor vi har glemt noget derhjemme…tværtimod! Vi har med til flere familier, tror jeg. Min mand ryster på hovedet (fair nok!) – men han ved også godt, at han ikke skal blande sig. Happy wife – Happy life! Det er en af grundene til, at jeg elsker ham så meget!
Men ét er min mand, men hvordan påvirker det mine børn, at mor er lidt hysterisk på det plan?
Indtil videre har jeg faktisk ikke oplevet, at de har reageret på det. Jeg har to små drenge, så mht. tøj, så er de fuldstændige ligeglade med, hvad de får på. Tænk hvis jeg havde fået en pige, så kunne det nok være, at én af os måtte give os… Og jeg ved faktisk ikke hvem af os!
Men på et punkt kan jeg se, at den ældste har arvet lidt af min stringente ordenssans. Her hjemme bliver legetøjet ryddet op hver aften – og hvert stykke legetøj hører hjemme på en speciel plads eller i en bestemt kasse. Og lige præcis den ordenssans har Anton arvet.
Jeg husker en scene fra da drengen var 2 år. Han og hans kusine leger på hans værelse. Inden de skal sove, beder jeg dem om at rydde op inde på værelset. De går i gang (skønne unger!), men da der er gået 5 min., råber lille Anton til mig, at Filuka putter tingene i de forkerte kasser.
På en måde var moren her stolt af ham, men samtidig tænkte jeg også: “Shit, han ligner jo mig på det punkt!” Det var lidt et wake up-call!
Dagligt arbejder jeg med min enorme kontrol – og specielt efter vi har fået børn. Det er faktisk lærerigt at få børn, når man har det som mig. Livet med børn er nemlig umuligt at planlægge ned til mindste detalje. Det har jeg lært på den helt hårde måde!
Inspirationen til dette indlæg fik jeg, da jeg skrev mit sidste indlæg. Dette indlæg kan læses her.
Mange hilsner fra Nanna, Mom with kids.
Husk at I kan følge Life with kids på:
