Smut en tur i biografen!

den-kaempestore-paere

Så er det en uge siden, at efterårsferien gik på hæld, og man må sige, at drengene og jeg nød den fuldt ud.

Vi var blandt andet på Jedi-skole, i Tivoli, vi besøgte legepladser i Fælledparken, så Ramasjang Mysteriet på Bremen Teater…og vi var to gange i biografen.

Vi så “Den utrolige historie om den kæmpestore pære” og “Sikke et cirkus”.

Begge film er forholdsvis nye på lærredet. Dette indlæg kan ses som en anmeldelse af dem… Jeg skal nok lade være med at afsløre for meget 😉.

“Den utrolige historie om den kæmpestore pære” er lavet efter Jakob Martin Strids bog af samme navn. Fantastisk bog, så hvorfor skulle filmen ikke også være det?

Modsat bogen, får man en lille forhistorie med, når man ser tegnefilmen. Ellers lægger den sig ret godt op ad bogen. Der er dog enkelte småændringer, men intet der gør noget dårligt for filmens handling…tværtimod.

Undervejs i filmen kan der være nogle halvuhyggelige scener, men det var slet ikke noget mine to drenge på 4 og 7 år reagerede på… Jeg tror muligvis, at det var oppe i mit hoved, at uhyggen foregik 😄.

sikke-et-cirkus

“Sikke et cirkus” er en film, hvor vi bevæger os i Ramasjang/Cirkus Summarum universet. Karakterer som Hr. Skæg, Cirkus Direktøren, Motor Mille, Onkel Reje og Rosa fra Rouladegade er med i filmen.

Selvom universet og karaktererne er bekendte, så er vinklen anderledes. I filmen her har vi moderløse børn, trange kår, og personerne i cirkusset må knokle i fællesskab, for at få cirkussæsonen i gang.

Ligesom Cirkus Summarum, rammer “Sikke et cirkus” et bredt publikum. Der er både noget for børn og voksne. Forestillingen balancerer fint mellem det politisk korrekte og det politisk ukorrekte. Sidstnævnte takket være Cirkusdirektøren og den altid sjove Onkel Reje.

filmplakater

Filmene har samme målgruppe, men er alligevel meget forskellige. Mine drenge var vilde med begge film. De taler stadig meget om dem.

Da jeg spurgte den ældste, hvilken en af filmene han foretrak, kunne han faktisk ikke svare…

Så vi sender hermed vores varmeste anbefalinger videre.

Efterårshilsner fra Nanna, mom with kids.

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram

Fif til ferien

halloween-i-tivoli

Yeah, endelig bankede efterårsferien på døren… Efter et hektisk efterår med arbejde, diplomuddannelse på UCC og Skammerens Datter i Baltoppen, trænger jeg i den grad til at hive stikket ud og være sammen med familien. Desværre har Kasper ikke ferie, så det bliver kun mig og drengene, der skal nyde hinandens selskab hele ugen.

Der er SÅ mange tilbud for børn i efterårsferien.

Nedenfor har jeg listet en del børnearrangementer i Hovedstadsområdet. Nogle af dem er gratis, andre koster penge.

Listen er kort skitseret, tilgengæld har jeg linket til de fleste arrangementer, så I selv kan gå ind og læse mere.

Både Kronborg, Rosenborg, Tøjhusmuseet, Frilandsmuseet, Nationalmuseet og Sagnlandet Lejre tager os tilbage i tiden:

Kronborg kan man opleve renæssancefestival, hvor der blandt andet vil være ridderturneringer, fægtetræning og søslag.

Rosenborg i Kongens Have i København byder på Frederik den 4.’s hofskole. Gennem fortællinger og aktiviteter prøver børnene at mærke, hvad der skal til for at blive en del af Kongens hof.

Tøjhusmuseet byder på både krudt og kugler, når det danner ramme for Tordenskioldsdage. I forbindelse med Tordenskioldsdage vil der d. 19. og 20. oktober være søslag i Københavns Havn.

Frilandsmuseet kan man gå i H.C. Andersens fodspor og møde Klods-Hans, Den grimme ælling, Prinsessen på ærten og mange andre af hans fantastiske eventyr. Det bliver opført som små teaterstykker på området.

Nationalmuseet i København byder på flere temaer i løbet af efterårsferien, blandt andet vikinge- og middelalderdage. Fredagen står i Østens tegn, hvor der vil være Bollywood-danseshow i forhallen kl. 14.00. Alle er velkomne til at danse med!

Sagnlandet Lejre byder på Sagnkongefestival, hvor børnene kan opleve en vikinge-krigerlejr. På daglig basis vil der være kreative værksteder og oplevelsesrige børneslag.

Kulturanstalten på Vesterbro afholder Star Wars uge hele ugen. Der er noget for alle aldre. Mine drenge deltog i Jedi-skolen i går… Det var en succes!

jediskole

Absalon, der ligeledes ligger på Vesterbro, holder også åbent hele efterårsferien. Her bliver der hygget med blandt andet pandekager, perleplader, brætspil og bordtennis.

Børnemuseet på Frederiksberg har forskellige workshops i løbet af ugen – blandt andet smykkeværksted, træværksted og bagning.

Den Hirschsprungske Samling ved Østre Anlæg afholder videoworkshop for de lidt ældre børn (5-8 år + 9-13 år). Her kan børnene komme til at lave deres eget videokunstværk på Ipad’en.

Bremen Teater vil hele efterårsferien være forvandlet til Ramasjang Mysteriet, hvor Kristian fra Ramasjang vil underholde alle børn og barnlige sjæle.

Fisketorvet kan man have det som en fisk i vandet. Hele ugen står i fiskens tegn. Her kan man blandt andet komme helt tæt på de flotte fisk i det store akvarie, svømme sammen med de flotte fisk i havet med VR briller på og meget mere.

Er man mere til at opleve noget uden for København, så er Ballerup og Glostrup et godt bud: Ballerup Museum slår dørene op til Efterårsferiejagt og andre kreative efterårssysler.

I Glostrup kan man udfordre sig selv, hvis man besøger Klatreskoven. Her kan man prøve de fire klatrebaner og den nye fritfaldshop på 18 meter. Husk at bestille tid på deres hjemmeside.

Er man ikke til museer og workshops, kan man tage en tur i biografen og se filmene Den utrolige historie om den kæmpestore pære, Lego Ninjago, My little pony eller Sikke et cirkus.

Man skal heller ikke snyde sig selv for en tur i Tivoli. Igen i år har de forvandlet den smukke forlystelsespark til et vellykket Halloween-univers.

God efterårsferie!

Gyldne hilsner fra Nanna, mom with kids.

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram