F som Ferie, efterårsferie!

Halloween i Tivoli

For bare et par uger siden havde vi sensommer herhjemme. Shorts og solbriller var fundet frem igen. Fra den ene dag til den anden kom det rigtige efterårsvejr med kulde, blæst og regn…men også med en snarlig efterårsferie.

Traditionen tro har jeg researchet og kommer her med min liste over hyggelige og uhyggelige arrangementer for familien i ferien.

Første del af indlægget drejer sig primært om efterårsarrangementer på Sjælland. Anden del er deciderede halloween-arrangementer.

Alle steder er fremhævet med et link, som leder dig direkte hen til en hjemmeside, hvor du kan finde flere information er om arrangementet.

 

Først vil jeg dog gerne nævne Kulturnatten, som hvert år ligger fredagen inden ferien, det vil sige, at Kulturnatten i år ligger fredag d. 13/10. Tjek programmet ud og find lige præcis det eller de steder, der kunne være interessante for jer. Vær opmærksom på, at de populære steder ofte har kø for at komme ind.

Kulturnatten

Når efterårsferien er skudt i gang holder flere museer særlige arrangementer for børn og barnlige sjæle:

Experimentarium i Hellerup følger i Andreas Mogensens fodspor og inviterer indenfor til rumrejse, laserskydning, raketværksted og fremtidsteknologi.

Krigsmuseet kan I blive hemmelig modstandsperson for en dag og hjælpe modstandsbevægelsen med at vinde over tyskerne. Tag på en undendørsrundvisning i Christian 4.’s gamle krigshavn og bliv klogere på svenskerkrigene. I kan også tage på en rundvisning, der handler om, hvordan det har været at være soldat gennem historien.

Politimuseet på Nørrebro kan I bruge jeres evner som efterforskere og forsøge at opklare et røveri. I kan prøve at sidde i en rigtig politibil og tale med de folk, der er ansat i Politiet.

Nationalmuseet kan I møde vikingerne, Fenrisulven, Loke, Odin, Vølven og andre væsner fra vikingernes verden. I kan opleve Ragnarok og komme med på børnerundvisningen “Vikingebrødre”.

Kælderen på Thorvaldsens Museum bliver i ferien omdannet til et værksted for de mest uhyggelige væsener. Kom forbi i efterårsferien og byg et museum til alle de uhyggelige væsner, der dukker op til Halloween. Slip fantasien løs og lav jeres helt eget monster-museum.

I efterårsferien er der aktiviteter for hele familien både inde og ude hos BLOX. Fire dage i efterårsferien kan du besøge aktivitetsteltet på Bryghuspladsen foran BLOX, hvor du kan skære  græskarlygter, lave kastanjedyr, få lavet ansigtsmaling med halloween-tema og andet kreativt.

Dansk Arkitektur Center (DAC) er åben hver dag hele efterårsferien. Her kan du opleve 3 aktuelle udstillinger. I vores børneunivers Educatorium kan du komme til familieworkshop og lave lystryk med planter fra Københavns kirkegårde, eller bygge en lysere fremtid som LEGO ® arkitekt. Du kan også komme med ud på en guidet tur i efterårsbyen.

Arbejdermuseet ser på historiens kvinder. Oplev udstillingen “Kvindeliv”, inspireret af historiens heltinder kan I lave jeres egen heltefigur – og I kan høre om Tove Ditlevsen oppe på loftet.

Børn (6-12 år) og deres voksne har i efterårsferien mulighed for at gå på ledsaget opdagelse i Shane Brox’ udstilling ”Beauty in the Beast” i Nikolaj Kunsthal. Udstillingen hylder den frisættende kreativitet og det indre, uspolerede barn i os alle. Med udstillingen vil Shane Brox gerne inspirere os til at være tro mod os selv og turde vise, hvem vi er.

Tag familien med på Musikmuseet og oplev musikkens magi. Oplev museets interaktive musikinstallationer, spil på fremtidens instrumenter, gå på digitale skattejagter og prøv kræfter med en verden af instrumenter i prøv-selv rummet.

Har I endnu ikke besøgt det forholdsvis nye museum, Enigma, så er det på tide. Enigma er et museum for post, tale og kommunikation. I kan blandt andet besøge Teleportalen og Arcadeum , der er et Slaraffenland for børn og barnlige sjæle.

Enigma

I ferien kan man opleve den næsten magiske stemning af nærvær og samvær på Vikingeskibsmuseet i Roskilde, når man samles om bålet for at bage vikingebrød. I kan også gå i det store telt for at høre historier fra den nordiske mytologi.

Kom helt tæt på poppens og rockens verden, når RAGNAROCK i efterårsferien inviterer børnefamilier ind til en legesyg tur gennem museets faste udstilling. Vi skal lytte til den fedeste musik, danse sjove danse og quizze. Du kan også komme forbi kreaværkstedet og designe dit helt eget fan-merchandise.

Mød den folkekære konge, Frederik d. 7., på Christiansborg Slot. Frederik 7. har fået et brev fra sin afdøde far med en lang liste med ting, der skal ændres i Danmark. Men har Frederik overhovedet lyst til at følge sin fars formaninger?

Når nu man er i nærheden af Christiansborg Slot, så slå et smut forbi Folketinget. Eventet Børn på Borgen har vi selv oplevet for et par år siden. Det var en kæmpe oplevelse! Både børn og voksne lærer, hvordan det er at være ansat i Folketinget. Man finder bl.a. ud af, hvor god man er til holde styr på, at uindbudte gæster ikke sniger sig ind, hvor lynhurtig man er til at sortere affald, og hvordan det er at få lov til at bestemme lidt mere, end man gør derhjemme.

Gå i Christian 4.s fodspor, når I i efterårsferien kan gå på kronejagt på Rosenborg Slot. Når jagten er til ende, kan I fortsætte jeres krone-eventyr i Det Kongelige Kroneværksted, hvor børn kan udsmykke deres helt egen smukke krone.

Besøg værkstedet i Den Sorte Diamant, hvor du kan lave din egen gaming-gadget eller spil dig igennem udstillingen i spillet “Alt på spil “ – computerspillets sygt farlige historie. Besøg også udstillingen #DKgame og gå på opdagelse i de danske computerspils historie.

Lær at tegne den snoede Sneglegang og fantasifulde forslag til tårnets arkitektur, når Rundetaarn inviterer til omvisninger og tegneworkshops for børn og voksne. Man kan også lade sig inspirere af den nye udstilling, “Dansker med ulve”, og skabe sin helt egen ulvemaske.

I Ejbybunkeren i Rødovre kan I fange Koldkrigsspionen og forhindre, at Ejbybunkeren bliver saboteret og 3.verdenskrig bryder ud. Lån en Ipod I lugen og gå på jagt efter spor I bunkeren, så I kan få afsløret den spion.

Mordforsøg på Kronborg Slot – Hvem er skyldig? Frederik 2. er rystet, vred og oprørt. En sen aften har nogen forsøgt at forgifte ham. En eller anden omkring ham ønsker ham død. Men hvem? Kongen har forgæves forsøgt at opklare hvem, der vil slå ham ihjel. Men uden held. Er der vigtige spor, han har overset? Er der nogen, der lyver? Hjælp ham med at opklare mysteriet.

Efterårsferien på M/S Museet for Søfart byder på masser af sørøver-spas og en helt ny udstilling om små modelskibe. Rundt på museet har de glemsomme sørøvere efterladt spændende ting, der gør dig klogere på de sande fortællinger fra de syv have.

Elsker dine børn at løse mysterier? Så besøg Esrum Kloster og Møllegård i efterårsferien, hvor I kan prøve gådespillet ”Munkenes hemmelighed”. Sammen skal I på en eventyrlig rejse, hvor I som medlemmer af De Hvide Munkes Loge skal på jagt efter en kiste, der indeholder en 800 år gammel hemmelighed.

Ballerup Museum i den hyggelige landsby Pederstrup kan I være kreative med uld, væve og garn. I kan også gå på jagt efter museumsgenstande i udstillingen på Pederstrupgård.

Gl. Holtegaard kan I få stimuleret jeres sanser og kreativitet i værkstedet, både på egen hånd og med værkstedsvært. I kan også gå med hele familien på opdagelse i udstillingen “Masquerade” sammen med kunsthallens omviser, der guider i børnehøjde blandt udstillingens værker.

Besøg Kragerup Gods i ferien og få en oplevelse for livet. Tilbring efterårsferien på godset med sjove aktiviteter, hygge og god mad. Tjek hele pakken ud på godsets hjemmeside.

Begiv dig ud i efterårsvejret og ind i varmen på Holmegaard Værk, hvor vi byder på hyggelige (og uhyggelige) aktiviteter for alle sanser og for aldre i hele efterårsferien. Blæs dit eget drikkeglas, få støbt din hånd i glas, se glaspusterne blæse Danmarks (måske) største græskar, tag på spændende skattejagt, spøgende aftenomvisning eller super (u)hyggelig familieworkshop.

GoMonkey i Gladsaxe holder efterårsevent i ferien. Man kan blandt andet prøve Gladiatorkamp, hygge ved bål, se show med “Jungle Jim” og deltage i fede konkurrencer med mange præmier. Husk også at nyde en tur i trætoppene.

Tag familien med til en hyggelig efterårsdag på Ungdomsøen. Mærk historiens vingesus, når der åbnes op for sjove og familievenlige aktiviteter på det gamle militærfort fra 1894. Glæd jer til at gå på opdagelse i fortets hemmelige kroge under en spændende skattejagt og til bålhygge med ristede skumfiduser.

Katrine Muff og band inviterer til fællessang i DR Koncerthuset i efterårsferien. Muff fortolker klassiske børnesange på ’Flere Sange Til Børn & Deres Voksne’ – et album der slipper fantasien løs og tager jer med i børnelandets magiske verden af ord, lyde og fællessang.

Astralis Nexus afholder camp for dem, der er glade for at game. Få en uforglemmelig gaming-oplevelse, der vil tage din Fortnite- og CS-oplevelse til det næste niveau. Aldersgrænsen er 8-13 år. Det foregår d. 16.-17. oktober.

Madspildsskolen forvandler I sammen overskudsvarer til nye, lækre måltider. I lærer om sanserne, grundsmagene og enkle køkkenteknikker, der er i samspil med overskudsvarer og basisprodukter ender med et velsmagende måltid, som I nyder sammen. Dygtige undervisere sørger for gode og trygge rammer, hvor kreativitet og ambitioner kan udfolde sig uanset alder.

Har I mere lyst til hjemmehygge med kreative sysler, så hjælp Dansk Flygtningehjælp med at samle penge ind til de millioner af børn og voksne, der lige nu er på flugt. Tegn og upload din tegning af dit hjem. Del dit eget donationslink, så venner og familie kan støtte sagen. Måske du bliver den heldige, der får udstillet din tegning i Louisianas Børnehus.

 

Halloween:

Grev Spiegelberg inviterer til Monsterbal. Endelig er Halloween lige om hjørnet, og når man som den skøre Grev Spiegelberg har ventet et helt år i lidende længsel og ensomhed, så er det eneste rigtige at gøre at invitere til et kæmpe Monsterbal.

Med overraskende 40.000 besøgende i oktober 2022, blev det slået fast at Horror Drive Thru er helt i toppen, når det kommer til danskernes foretrukne horror-oplevelse. Oplev deres nye show “Paranoia – på grænsen mellem virkelighed og fantasi”.

Horror Drive Thru

Det er uhyggeligt og lidt skræmmende at besøge Odsherreds Museum i efterårsferien. Det er nemlig natten, hvor genfærd og spøgelser kommer frem fra skjul og sprækker og går hvileløst rundt. Bliv ikke forskrækket af deres ånde i nakken.

Væsener fra den nordiske folketro overtager Frilandsmuseet. Landsbybeboerne har brug for jeres hjælp til at overvinde trolde, nisser, hekse og huldre. Mød kloge koner, skræmte landsbybeboere og bekæmp væsner med bue og pil. Der vil også være sjove pauser fra det uhyggelige med trylleri, ansigtsmaling, græskar lanterne værksted, forhindringsbaner og farlige snacks, såsom giftig candy floss og mugne popcorn.

Tivoli er som sædvanlig pyntet flot op i efterårsferien. Heksene har fortryllet haven, så I kan gå på opdagelse blandt uhyggelige edderkopper, krager og flere end 20.000 græskar, der danner rammen om Tivolis stemningsfyldte efterårssæson. Hvis I tør, så besøg Villa Vendetta, hvor den glemte familie har mistet forstanden – eller måske tør I tage turen gennem det hjemsøgte hospital, hvor de indlagte aldrig slap ud?

Bakken har ligeledes pyntet op til Halloween. For de mindste er der Onkel Reje show og Halmballelabyrint. De lidt ældre børn kan besøge Rædselsdybet…hvis de tør?

Vi bevæger os et lille smut til Jylland. Legoland holder Monsterfest, hvor I kan møde de skræmmende halloweenvæsner og komme inden for til det store Monsters’ Ball, hvor monstrene byder jer op til dans. I kan også tage på den (u)hyggelige Brick or Treat-rute gennem det forheksede Legoland.

Zoologisk Have er hoppet i halloween-kostumet og er blevet pyntet op med spindelvæv, kryb, kravl og store edderkopper. Gå på opdagelse i haven fyldt med græskar og (u)hyggelige oplevelser for hele familien, hvor de modige har chance for at se deres frygt i øjnene … Skab dit eget seje slim, hjælp Pelle & Kaya med den store halloween-gåde og vær med, når der skal skæres trick & treat-græskar til havens dyr.

Vi bliver i dyrenes verden. Pangea Park i Bjæverskov er overtaget af Zombier. For de modige er der aftenarrangement, når mørket er faldet på. For de sartere sjæle eller bare mindre børn findes der en børne-edition om dagen. Her er der ikke skræmmende personer og bevægelige rekvisitter.

Kunne I tænke jer en lille getaway, så tag et smut til Oslo med DFDS’ Halloween Cruise. Flagermus, mosekoner, hekse, vampyrer, skeletter og andre skøre skabninger overtager skibet.

Cirkus Arenas “Halloween Cirkus” fører atter engang børnefamilierne sikkert gennem årets mest uhyggelige højtid. Oplev et totalshow med artister, sangere, dansere, skuespillere og influensere.

Oplev en af Danmarks største Halloween events. “Den Hjemsøgte By” har overtaget Brøndby Hallen med dens gys og rædsler. “Den Hjemsøgte By” består af over 150 personer som er klædt ud; alt fra zombier til figurer fra gyserfilm og døde mennesker.

 

Er man ikke til museer eller Halloween, så tag et smut i biografen. Der er mange børnefilm på programmet i efterårsferien. Oplev blandt andet Trolls 3 og Paw Patrol.

 

Jeg håber, at I kan blive inspireret af indlægget og har mod på at komme ud og opleve i efterårsferien.

God ferie – og god fornøjelse!

Mange hilsner fra Nanna.

Husk, at I kan følge Life With Kids på:

Bloggens fremtid

 

Da jeg startede denne blog tilbage i december 2014, var mine drenge hhv. 1 og 4 år. Jeg elskede – og elsker stadig – at opleve med dem. At komme ned i børnehøjde. Danmark er smækfyldt med fantastiske, børnevenlige oplevelser, nogle mere kendte end andre. Min idé med bloggen var at afprøve disse forskellige steder og skrive om dem. Sådan har min blog primært været bygget op igennem årene, og jeg har nydt at have denne blog; at opleve og skrive om stederne.

Nu skriver vi 2023. Drengene fylder her i efteråret hhv. 10 år og 13 år. Vi oplever stadig meget sammen, men samtidigt med at drengene er blevet ældre, er vores liv og hverdag også ændret en smule. Jeg vil stadig skrive om børnevenlige oplevelser, men målgruppen er naturligt nok rettet mod lidt større børn og deres familier.

Desuden har jeg – som noget nyt – tænkt på at tage forskellige samfundsproblematikker op. Det kan f.eks. folkeskolen i dag, forældrerollen, shaming på nettet osv.

Man må hjertens gerne deltage i de eventuelle debatter i kommentarsporet, bare man holder den gode tone. Det er vigtigt for mig.

 

Jeg håber, at I fortsat vil læse med. Det vil glæde mig!

 

Mange hilsner fra Nanna,

Life With Kids, eller snarere Life With Preteens.

 

Husk, at I kan følge Life With Kids på:

Facebook

Instagram

Påskeferiens påfund

Ja, påskeferien er godt nok begyndt for skolebørnene, så dette indlæg kommer nok i sidste øjeblik…men I skal ikke snydes for det.

Traditionen tro får I her en liste over steder, der har et særligt program for familier her i påsken. Det drejer sig primært om steder i hovedstadsområdet, men der er også enkelte andre steder på Sjælland uden for hovedstadsområdet. Trykker i på stedets navn, så ledes I via et link hen til stedets hjemmeside, hvor I kan læse mere.

 

Hovedstadsområdet:

Nationalmuseet inviterer til påskemagi. Prøv nat-universet, lav amuletter i hekseværkstedet, tæm et uhyggeligt væsen, træd ind i pengenes verden. Der er utallige muligheder på det store museum.

Statens Museum for Kunst (SMK) kan I støde på en desperat slagtermester, et familievenligt kødværksted og pølser i lange baner! Det er nogle af ingredienserne i påskeferieprogrammet, hvor man kan lade sig inspirere af Carl Blochs malerier af mad og dyr. Tag med på en familietur, hvor I hjælper slagtemester Svend med at stoppe pølser, lav jeres egne ‘slagtervarer’ i kødværkstedet eller skab insekter og skaldyr i Børnenes Værksted.

Københavns Museum kan I gå en farverig påske i møde. Nyd påsken i farver med Ib Antonis smukke plakater, HuskMitNavn-skattejagt, fortidens kulører og jagt på historiske påskeharer i flotte dragter. Kom tæt på Københavns forsvundne byporte, klostre og kirker i det Arkæologiske Værksted.

Krigsmuseet kan familien holde en KANON påskeferie. Hvem kan vælge de rigtige kanoner til skibet, få flest point i kast med kanokugler og lade kanonen rigtigt? Tag hele familien med på Krigsmuseet i påskeferien og dyk ned i kanonernes forunderlige verden og spændende historier.

Arbejdermuseet inviterer til de tre P’er: Påske, perler og protest. Museet markerer 10 års dagen for lærerlockouten i 2013. Verdens største lockout-perleplade lavet af elever og lærere under konflikten.

Besøg det nye kommunikationsmuseum Enigma på Østerbro. I påsken er ENIGMA fyldt med aktiviteter til store og små gæster. Arcadeum inviterer jer til at dyste i 80’ernes spilteknologi på både arkademaskiner og spillekonsoller. I værkstedet kan I træde i opfinderens fodspor og med små elektroniske klodser bygge fortidens utrolige teknologier. I kan tegne jeres eget frimærke i Teleportalen og købe det med hjem i form af 36 små klistermærker. Læs eventuelt mit forrige opslag om stedet på Life With Kids’ Instagram.

DAC (Dansk Arkitektur Center) kan man bygge med mursten og muslinger i Påskeværkstedet. Byg et relief af muslingeskaller, leg med minimursten, eller støb din helt egen flise, du kan tage med hjem og pynte dine forårsgrene med. Man kan også bygge LEGO arkitektur til fremtidens by, når Dansk Arkitektur Center og Lego Build the Change inviterer børn og familier til LEGO workshops i påsken.

Designmuseum Danmark er der også et Påskeværksted. I ferien kan børn og voksne slippe deres indre designer løs på Designmuseum Danmark, finde finurlige mønstre i udstillingen Mønsterkraft og gå på æggejagt i museumshaven. I Påskeværkstedet kan man designe sit eget silketørklæde.

Reffen har påskejagt, påskepetanque og påskejazz på programmet. Der er lidt for alle aldre. Nyd samtidig deres lækre mad fra Copenhagen Streetfood.

Tag børnene med i Ruinerne under Christiansborg Slot i påskeferien. Leonora Christine har brug for jeres hjælp til at hævne sig. Oplev Ruinerne og lær historien om Leonora Christine i den nye, interaktive opgavejagt i påskeferien til en sjov og lærerig aktivitet.

Vil I hellere have en kilden i maven, så er både Tivoli og Bakken åbnet for forårssæsonen. Nyd stedernes smukke udsmykning og forårets mange flotte farver.

 

Resten af Sjælland:

Har du nogensinde pustet et æg? Eller trillet et? Der er sjove æggelege i alle afskygninger i Sagnlandet Lejre hele påsken.

Garderhøjfortet: Lav din egen soldaterkylling, løs mysteriet om gækkebrevet, kom på familierundvisning og prøv de interaktive udstillinger med aktiviteter for hele familien.

Ballerup Museum i Pederstrup er der kreative påskesysler. Gå en tur rundt i det skønne Pederstrup og se, om I kan finde et lille lam eller to.

Oplev Storhed og Fald på Esrum Kloster. Rejs med tilbage i historien, når der i påskeferien sættes spot på Esrum Klosters storhed og fald. I kan komme på tur i landskabet med stedets nye digitale reality-oplevelse, deltage i et spil, hvor I har magten og bestemmer Esrums Klosters skæbne – og I kan fordybe jer i stedets tegnestue, hvor I kan undersøge de smukke sten, som klosteret engang var bygget af.

Kronborg slot: I påskeferien kan I både opleve monster-udstillingen af Shane Brox – og så kan I løse ”Monstergåden – en historiejagt for hele familien”. Med historiejagten bevæger I jer rundt på slottet, graver i en historie og udspørger slottets beboere om, hvad de har set og oplevet. Historiejagten tager 30-90 minutter, og I er selv med til at afgøre, hvordan historien ender.
Historiejagten er særligt egnet til børn 5-12 år, men alle er velkommen til at deltage.

 

Jeg håber, at I kan blive inspireret af de forskellige oplevelser i indlægget.

Jeg ønsker jer alle en rigtig god påske! 🐣

Mange hilsner fra Nanna.

 

Husk at I kan følge Life With Kids på:

Facebook

Instagram

Vinterlige ferie-fif

Så nærmer vinterferien sig. For nogen er det allerede i næste uge, for andre er det først i uge 8. Traditionen tro har jeg samlet en del familievenlige oplevelser, som man kan bruge ferien på. De fleste steder har både et program i uge 7 og et i uge 8. Ved at trykke på stedets navn, har jeg vedhæftet et link, så I kan læse mere om både arrangementet – og også om der er åbent i uge 8.

Jeg har kun koncentreret mig om oplevelser på Sjælland, så er du i Jylland i vinterferien, så kan du springe dette indlæg over 😉.

 

Det første, jeg gerne vil fremhæve, er steder i København og Storkøbenhavn.

Copenhagen Light Festival lyser endnu en gang København op fra forskellige steder. Oplev de flotte lysinstallationer, når mørket sænker sig. Det er fantastisk flot at se på hvert år.

Har du endnu ikke prøvet den familievenlige skattejagt “Seek’n’See”, så er der mulighed for det nu. Brug vinterferien med børnene, hvor I kommer rundt på egen hånd inde omkring Indre By. I kan oven i købet hoppe over på Life with kids’ Instagram nu og deltage i en konkurrence, hvor præmien er en skattejagt for dig og din familie samt en ekstra skattejagt til jeres venner. I vinder desuden en goodiebag med en t-shirt til et barn + et gavekort til Broens Gadekøkken. Skynd jer over på Instagram, for vinderen trækkes allerede på søndag d. 12/2-23 kl. 20.00. Link til Instagram findes i bunden af dette indlæg.

Når I alligevel er inde i København, så besøg Rundetårn, hvor et eventyrligt blomsterflor vil omdanne bibliotekssalen til en smuk sansehave. Blomsterkunstner Signe Kejlbo har ladet sig inspirere af Christian IV’s liv og historie, og børn kan tilføje egne papirsdekorationer.

Statens Museum for Kunst (SMK) inviterer familier til en farverig vinterferie. Tag med på en Odyssé gennem den dansende installation “Regnbuen” – eller lad kreativiteten flyde i de daglige værksteder. Du kan også møde Matisse og hans venner.

Et andet kunstmuseum, Thorvaldsens Museum, inviterer børn til portrætmodellering. Med udgangspunkt i børnenes egne ansigter, får de lov at prøve kræfter med ler og ansigtets anatomi.

Nationalmuseet har lige åbnet den nye udstilling “Jagten på danmarkshistorien”. Her kan du møde de personer, der ved hjælp af f.eks. metaldetektorer har fundet ældgamle danefæ. Desuden bliver Nationalmuseet omdannet til en pengeby i anledning af Nationalmuseets nye særudstilling om dine og vores penge, KA-CHING! Hele familien kan prøve kræfter med falskmøntneri, aktier og andre pengemaskiner. I kan løfte en ægte guldbarre, arbejde for pengene i vores hamsterhjul og blive klogere på, hvordan penge styrer jeres liv.

Designmuseum Danmark har en workshop for familiens yngste, hvor børnene kan lave dyremasker i designværkstedet. Prøv også deres lækre fastelavnsboller eller slå katten af tønden i museumshaven.

Arbejdermuseet kan man gå på opdagelse i museets kroge, man kan slippe kreativiteten fri med skovtrolden Arnvid, eller man kan deltage i en skattejagt. Besøg deres børnemuseum – “Det’ for børn”.

Krigsmuseet kan I teste, hvem i familien der er den hurtigste, stærkeste eller mest udholdende. I kan udfordre hinanden i sjove militærøvelser. Der er desuden særudstillinger om Svenskerkrigene og soldaterlivet. Krigsmuseet er altid et besøg værd.

Frihedsmuseet kan man være på den anden side af “fronten” og opleve besættelsen i børnehøjde. Man kan opleve, hvordan børn levede i krigens mørke.

Politimuseet slår dørene op til en spændende og sjov vinterferie med masser af aktiviteter for hele familien. Større børn og voksne kan få afprøvet deres evner som ”Efterforsker for en dag”. Få afgjort hvem der har den bedste politinæse i familien, når en drabssag bliver genåbnet og skal efterforskes og opklares. For de mindre børn er der også aktiviteter, når museet dagligt inviterer til børnerundvisninger. Her skal børnene i samarbejde med en af museets undervisere finde ud af, hvem gerningsmanden er i ”Mysteriet om hundetyven”.

Rosenborg Slot i Kongens Have kan I gå på jagt efter chokoladen. Se, om I kan finde de eksotiske råvarer, som man brugte i chokoladedrikken i 1600-tallet. Undervejs vil I også kunne dufte til ingredienserne og komme tættere på chokoladens kongelige historie og smag.

Christiansborg Slot sidder Leonora Christine fængslet i Blåtårn. Hjælp hende med at få hævn over Dronningen. Slotsruinerne bliver vækket til live ved hjælp af interaktive installationer. Ved hjælp af ledetråde og opgaver skal I hjælpe Leonora Christine.

STORM Museet på Frederiksberg åbner dørene for en interaktiv rejse gennem dansk humor med udstillingen “Men hvad må vi så?!”. Oplev værker fra Halfdans ABC, Ib Spang Olsen og Anders Morgenthaler. Prøv et prutteklaver eller slæng dig i John Dillermand-puden. Besøg køkkenet, hvor intet er, som det plejer.

Vil I gerne holde vinterferie i musikkens tegn, så er der faktisk flere muligheder. På Musikmuseet kan hele familien slå sig løs på Københavns lydlegeplads. Man kan se gamle musikinstrumenter, spille på symfoniorkesterets instrumenter og via VR-briller dirigere Copenhagen Phil.

Rytmisk Center på Vesterbro slår også dørene op til en vinterferie i musikkens tegn. Her kan man lave musiklege og lære at skrive sange.

Zoologisk Have har traditionen tro fuldt program i ferien. Zoo inviterer til Vinterfestival, hvor man blandt andet kan møde Pelle og Kaya i deres kreaværksted, Bluey og Bingo, Børste – og Silje Okking, der giver koncert. Man kan desuden teste sine klatreevner mellem kænguruer og pandaer.

Besøg Ejbybunkeren, hvor I kan blive klogere med ingeniøren, grave med voldbissen, cykle med soldaten og forsøge at forhindre Cubakrisen i at udvikle sig til en tredje verdenskrig. Prøv også om I kan fange koldkrigsspionen i deres mobilspil.

Det er ikke kun København, der har familievenlige oplevelser i vinterferien.

I Nordsjælland kan man besøge Kronborg Slot, der i ferien har besøg af monstre og stygge skabninger med store følelser. Mød Shane Brox’ 12 historiske monstre i slottets dunkle og dystre kasematter. Børnene kan også bygge dit eget monster af genbrugsmaterialer – eller få ansigtet malet som et monster.

Hvis I kan slå to fluer med ét smæk, så ligger M/S Museet for Søfart lige ved siden af Kronborg Slot. Her kan I finde ud af, om I er ægte landkrabber eller søulke. I kan også gå ombord på Drømmeskibet, hvor I kan lege, at I er besætning på et rigtigt skib. Vil I være kok, kaptajn eller gast?

Frederiksborg Slot vil Christian IV forbyde fastelavnsfesten. Hver dag kan familier med børn, på egen hånd eller sammen med museets omviser, gå på jagt efter beviser på, at fastelavn er en vigtig højtid, der skal bevares. I slottets gamle spisesal er der fastelavnsværksted for børn og kreative sjæle. Her kan der kan pyntes fastelavnsris og laves fantasifulde fastelavnsmasker.

Garderhøjfortet, der ligger i Gentofte, kan I prøve kræfter med en soldaterbog om sanitetstjenesten, lære førstehjælp, se dig omkring i den interaktive udstilling eller gå med på en familievenlig rundvisning i det store To-kanon tårn.

Børnene kan fejre fastelavn på Frilandsmuseet i Lyngby. Der vil være tøndeslagning, kattejagt og ansigtsmaling. Børnene kan desuden lave deres egne fastelavnsris, -masker eller -hatte.

Rudersdal Museerne, der består af Mothsgården og Vedbækfundene, inviterer til vintersjov i ferien. Mothsgården har stjerneløb og middelalderquiz på programmet. Desuden kan man farvelægge Moths flotte våbenskjold eller tegne en flot tegning af Kong Valdemar og hans ven Absalon. Besøg Vedbækfundene og tag på storvildtjagt i jægerstenalderen. Gå på jagt efter ”The Big Five” – elefant, bøffel, leopard, løve og næsehorn, som er de fem farligste dyr at gå på jagt efter.

 

Resten af Sjælland kan også bryste sig af fine familiearrangementer i vinterferien.

Observatoriet i Brorfelde i Tølløse holder aftenåben, så alle friske børn og voksne kan se stjernetåger og stjernebilleder.

Børnenes Museum Vestsjælland, som består af flere museer har en masse på programmet. Kalundborg Museum har fastelavnsværksted. På Holbæk Museum kan du komme på dybt vand i et Escape Room. På Ringsted Museum og Arkiv kan du lave dit eget stamtræ og forske i din egen slægt.

 

Til sidst skal nævnes, at flere shoppingcentre også har fine arrangementer for børn i ferien. Det er f.eks. Lyngby StorcenterFields, Frederiksberg Centeret og City 2.

Desuden har Børn i Byen lavet en fin guide til vinterferie i Malmø. Tjek den ud, hvis I skal en tur over Sundet.

 

Jeg håber, at I kan bruge indlægget som inspiration, så I kan få en god og oplevelsesrig vinterferie i familiens skød.

Mange hilsner fra Nanna.

 

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram

Det er uhyggeligt!

Uhyggen breder sig… Kan I mærke det? 😳

Dette indlæg er nok ikke tilegnet de sarte sjæle. Det handler om Halloween. En tradition, som mange tror, stammer fra Amerika. Følgende har jeg dog fundet på nettet om denne tradition. Interessant læsning:

..”traditionen kan faktisk spores tilbage til det gamle europæiske folkeslag, kelterne. Den 31. oktober fejrede kelterne nytår under navnet ‘Samhain’. Udover at være en festdag, hvor man sagde farvel til det gamle år og fejrede det nye, var man også af den overbevisning, at de døde på denne dag, rejste fra graven for at hjemsøge de levende og finde vej til dødsriget. Man gjorde derfor alt for at skræmme genfærdene væk. For at holde ånderne på afstand, udhulede man roer, skar ansigter i dem og brugte dem som lygter, mens masker og anden udklædning skulle narre ånderne til at tro, at kelterne også var genopstået fra de døde, og ånderne derfor ville lade dem være i fred.”

“I den kristne kirke fejrer man d. 31. oktober Allehelgensaften, der ofte blandes sammen med halloween, og ikke uden grund. Selve ordet halloween kommer nemlig af ‘All-Hallows’-Eve’, der betyder ‘alle helgeners aften’. Denne dag fejrer man alle de helgener, der ikke har deres egen særskilte fejringsdag, men på grund af dens placering er den med tiden smeltet sammen med kelternes ‘Samhain’. De traditioner, vi forbinder med halloween, stammer fra kelterne.”

“Nogle mener, at traditionen om at gå fra dør til dør for at få slik, tager udgangspunkt i kelterne, som stillede mad ud på de dødes grav, så de ikke ville bosætte sig andre steder på jorden. Andre mener dog, at denne tradition er opstået på baggrund af den kristne kirkes forsøg på at afskaffe kelternes tradition. Kirken tillod her, denne ene dag om året, tiggere at gå fra dør til dør, for at bede om ‘sjæle-kager’ fra folket, altså en slags småkage, for til gengæld at bede for de døde.

Uanset hvor denne tradition kommer fra, så har den gennem årene udviklet sig til en leg for børn, som før i tiden fik tildelt mad i form af frugt og nødder, men nu får tildelt slik, når de går udklædte fra dør til dør.”

(Info fra: https://www.arla.dk/alle-artikler/alt-du-behover-vide-om-halloween/)

Så blev vi lidt klogere på Halloween.

Før i tiden, da jeg var barn, var det til fastelavn, man klædte sig ud og “tiggede” om få slik. Børn i dag går stort set mere op i halloween end fastelavn. Fastelavn er næsten gået hen og blevet glemt pånær i skoler og daginstitutioner, hvor lærere og pædagoger ihærdigt forsøger at fastholde den hyggelige tradition.

Nok historieundervisning for nu. Jeg har med hjælp fra jer fundet flere (u)hyggelige arrangementer, der løber af stablen i disse dage. Jeg har valgt at fokusere på hovedstadsområdet (undskyld til alle andre). I kan nedenfor se en liste over både offentlige og private steder og arrangementer, nogle af dem med tilhørende links, så I kan læse mere om det, hvis det vækker interesse.

 

Offentlige steder:

Tivoli har sædvanen tro pyntet super flot op inde i den gamle have. For at få mere uhygge kan man besøge “Villa Vendetta” og “Det hjemsøgte”. Det er dog ikke for sarte sjæle og børn under 12 år. For de mindre er der “uhyggelig” hygge, hvor de små kan møde hekse og Rasmus Klump.

Bakken har også iklædt sig de efterårsagtige farver og pyntet op til halloween. I efterårsferien havde de åbnet for “Rædselsdybet”. Det virker dog til, at de har lukket det igen…desværre her op til Halloween. Ærgerlig timing!

Det gamle akvarium, Danmarks Akvarium, i Charlottenlund har stået tomt længe. Men nu er den tomme bygning hjemsøgt. “Horror in the old Aquarium” strækker sig over 3500 kvadratmeter fordelt på to etager med gys og skræk. I mindre hold bliver man ledt gennem en planlagt rute i det mørke hus. “Horror in the old Aquarium” er inddelt i to skrækniveauer: Light-versionen: Klokken 15.00 til 17:50. Oplevelsen er uden skuespillere. Heavy-versionen: Klokken 18.00 til 22.50. Oplevelsen er med skuespillere. Det anbefales, at børn under 13 år følges med en voksen.

Mandag d. 31/10-22 kl. 15.00-20.00 kan man tage afsked med Shane Brox’ 12 monstre under Christiansborg Slot. Kom gerne udklædt. Klokken 17-18 kan man oven i købet møde Shane Brox, der vil signere monsterbøger.

Cirkus Arena har slået det kæmpe cirkustelt op ved Bellahøj. Denne gang er det Halloween Cirkus “Hikken fra Helvede”. Szhirley, Clemens og Patrick Spiegelberg er de bærende kræfter i forestillingen, der handler om cirkusdirektøren Owen Hall (Patrick Spiegelberg), som har samlet en gruppe af cirkusverdenens største freaks for at skabe det største Halloween-show nogensinde. Til Owens store skræk bliver hans show dog ødelagt, da hans artister én for én pludselig forsvinder ind i underverdenen, kidnappet af den mystiske McClawn (Clemens) og hans gruopvækkende gemalinde, Szkrækilda (Szhirley).

Tag bilen og kør mod Reffen på Refshaleøen. Her er der for andet år i træk “Horror Drive Thru”, hvor du i egen bil kører gennem et univers af uhygge. Dette år handler det om en hjemsøgt cirkus-landsby, hvor dræberklovne, genopståede cirkusfreaks og andre skrækindgydende monstre hærger de mørke og øde gader. Tør du rulle vinduet ned, når du kører igennem???

I Valby inviterer klubberne til Halloweenfest på Toftegårds Plads d. 28/10 kl. 16.00-20.00 – og Kulturbyens Transformerstation inviterer indenfor i Spøgelseshuset “Grev Draculas Slot” d. 29/10 og d. 30/10.

Ved Hvidovre Strandpark finder du “Den hjemsøgte by” lørdag d. 29/10 kl. 20.00. Den hjemsøgte by består af over 150 personer som er klædt ud, alt fra zombier til figurer fra gyserfilm og døde mennesker. Arrangementet er en gåtur på 1,5 km fyldt med uhyggelige hemmeligheder i hvert et hjørne. En uforglemmelig tur fyldt med de vildeste gys og jumpscares.

Lørdag d. 29/10 kl. 15.00-18.00 inviterer Garderhøjfortet til en skræmmende tur rundt i området eller gennem de mørke, lange gange på infanterikasernen. Rollespillere vil sørge for skræk og rædsel til store og små. Der vil være forskellige ruter, alt efter hvilket skrækniveau man er til.

I Hillerød er der “Horrorwalk” i AdventurePark. Igen i år er ondskaben sluppet løs. Et væsen uden form og uden sind, kun drevet af sin sult, er vågnet fra sin dvale. Alle, som kommer for tæt på det, bliver taget af en sort tåge… Du er nu taget, og din opgave er simpel – find en vej ud, før det er for sent. Ligesom med Danmarks Akvarium er der to skrækniveauer: Fra kl. 15-17 vil det være Horrorwalk i en børnevenlig version med mindre skræmmende aktører og effekter. Velegnet til familier og børn. Der er det også stadig dagslys/skumring. Fra kl. 18-22 vil det være Horrorwalk for de hærdede- hvor der bliver skruet op for specielle effekter og uhygge, aktørerne er også klar til at give den mere ”gas”. Her har mørket sænket sig over skoven, og kun lys fra jeres fakler viser vej.

Halloween I Måløv er et tilbagevendende arrangement, der er så stort, at det fylder næsten hele byen. Det er altid sidste fredag i oktober, så i år er der nu på fredag d. 28/10-22. Efter to års coronanedlukning er det i år vendt tilbage, dog med ændringer. Der vil ikke være optog, som der plejer, men til gengæld fem forskellige indgange til arrangementet. Det koster 40 kr. i forsalg (købes i Kulturhus Måløv) og 60 kr. ved indgangen. Besøg blandt andet byparken, skolen og kirken.

 

Private adresser:

Mange privatpersoner holder også “åbent hus/have” med uhyggelige scenarier.

I Smørum, hvor vi bor, er der mange steder, hvor man må komme forbi. Christina Lydolph er en rigtig ildsjæl, når det handler om at samle byen, om det så handler om Store Loppedag, Julemarked eller som nu Halloween. Hun har lavet en oversigt over de steder i Smørum, hvor alle børn og barnlige sjæle er velkomne. Se oversigten her.

Jeg vil gerne fremhæve fam. Flindts flotte forhave og gårdhave, der år efter år overgår sig selv. De er altså for vilde! De bor Astershaven 283, og de kalder stedet “Astershelvede”. Læs denne artikel om dem. Når man er i Astershaven, så er der flere steder i det område, der har pyntet op, så gå en runde.

I Stenløse, i samme kommune som Smørum, er der også pyntet op. Besøg blandt andet Vipstjærtevej 5, der har forvandlet både hus og have til et sandt mareridt.

Kører du lidt længere vest på, så besøg Opalvej 36 i Ølstykke. Det skulle også være ret vildt!

Bliver du i Ølstykke, så tjek Klub Ørnebjerg ud på Irisvej 11. Der vil være Scary huse og Cozy huse, så der er noget for alle aldre.

Længere nordpå har jeg hørt, at Søbakken i Skovshoved også skulle gå helt amok. Hvis I er på de kanter, så kig forbi…

Og endnu længere nordpå er der Halloween på Gurrevej 292 i Helsingør, hvor de døde genopstår. Vær opmærksom, for Gurre Kirke ligger lige overfor, og der går rygter om, at Gurres gamle bøddel genopstår for at stjæle slik, som børnene så skal prøve at få fat på.

 

Jeg håber, at I er i nærheden af nogle af stederne, så I kan få én på opleveren de næste par dage…hvis I tør! 😬

Mange skrækkelige og uhyggelige hilsner fra Nanna.

 

Husk, at I kan følge Life With Kids på:

Facebook

Instagram