Da jeg ventede vores første søn for lidt over 6 år siden, fortalte min daværende jordemoder mig, at man med fordel kunne lave en ønskeliste til fødslen. Altså en liste over scenarier, der ville være de bedst tænkelige i fødselssituationen. Denne liste skulle så lægges ved vandrejournalen, så den lå klar til den store dag.
Som sagt, så gjort! Jeg fik udarbejdet en ønskeliste, som gav den forestående fødsel et strejf af kontrol (!). Lige noget for mig!
Men som de fleste sikkert ved, så er det meget sjældent, at man får ALT på sin ønskeliste.
På min ønskeliste til fødslen af vores førstefødte stod der bl.a., at jeg kun ønskede smertestillende i form af vandkar og lattergas. Dette er egentlig, fordi jeg er hunderæd for nåle. Dette gjorde jeg dem desuden opmærksom på både i vandrejournal og på ønskelisten.
Desuden skrev jeg, at jeg ikke ønskede, at fødestuen skulle blive lige så trafikeret som Hovedbanegården. Det var selvfølgelig helt i orden, hvis det var relevant personale, men en hel bunke studerende ønskede jeg helst ikke.
Plask! Fødslen startede med en voldsom vandafgang kl. 23.30…midt i et kæmpe grineflip. Shit, så var vi i gang! Så vidste vi ligesom, at vi inden for ca. 24 timer ville blive forældre. Denne tanke var nok til, at hele kroppen begyndte at ryste pga. adrenalinen. Veerne kom hurtigt efter og med korte mellemrum. Når man er førstegangsfødende, kan det godt virke frygteligt skræmmende. Jeg ringede til fødegangen, og de bad os om at komme.
Godt udstyret med natbind, joggingbukser og hospitalstaske tog vi en taxa mod Rigshospitalet.
Jeg var ikke åbnet nok, så vi blev sendt ud på en gåtur. Fra fødegangen til Rigshospitalets hovedindgang tog det 1 1/2 time. Normalt vil det nok tage 5-7 min., men så mange gange måtte jeg stoppe op pga. veer. Jeg hang op af min mand hver gang. Da vi kom tilbage til fødegangen, havde jeg stadig ikke åbnet mig nok, og vi blev sendt hjem. De kunne tro nej! En stædig førstegangsfødende med vestorm skal man ikke sende hjem. Jeg var alt for utryg, og de lyttede gudskelov til mig. Vi fik en stue, hvor vi kunne hvile lidt. Min mand fik sovet den nat, men jeg lukkede ikke et øje.
Om morgenen kom vi ind på fødestuen. Jubi, nu var mine pinsler forhåbentlig snart ved at være ovre. Jeg blev klogere!
Ud på eftermiddagen gav de mig ve-stimulerende drop (med nål!), så vi kunne få sat gang i den fødsel. På dette tidspunkt havde jeg været i gang næsten 15 timer med vestorm.
Tredje vagtskifte var ved at være ovre, og fjerde jordemoder kom og hilste på os. En sød, garvet jordemoder. Det skulle vise sig at være godt. Da jeg fik ve-stimulerende drop, måtte jeg ikke komme i vandkar, men lattergas og akupunktur udgjorde smertelindringen. Specielt lattergassen var min (eneste?!) ven på det tidspunkt. Den skulle de ikke tage fra mig!
Min fjerde jordemoder insisterede på, at jeg fik født på hendes vagt, så der blev i løbet af aftenen sat alt ind på dette ønske. Jeg var på det tidspunkt også godt mør af træthed.
Slutningen af fødslen, selve pressefasen, var ekstrem hård, da han (Anton) var lidt stor i forhold til min spinkle krop. Han satte sig fast, og det resulterede i, at hans hjerterytme faldt. Da han endelig kom ud, var han livløs og helt violet.
Forskellige læger og sygeplejersker, der havde stået klar lige udenfor, fløj ind på stuen, og alle vidste nøjagtigt, hvad de skulle gøre. Top professionelt!
Det føltes ikke sådan, men hurtigt kom der liv i det lille kræ, og at høre ham græde var den bedste lyd på daværende tidspunkt.
Efter ca. 10-15 min fik jeg ham lagt hen til mig. 23 timer efter vandafgang og første ve.
Anton blev født 27/10-10 kl. 22.32, 3805 g. og 54 cm..
En kærlighed så stor blev født den aften!
Mange hilsner fra Nanna, mom with kids.
Husk at I kan følge Life with kids på:
