Glædelig jul, alle sammen!

94_jul-16

Glædelig jul, alle sammen!

Må I få en helt fantastisk aften og nogle skønne efterfølgende dage…

Må gaverne falde i god jord, sværen sidde lige i skabet og kærligheden skinne ud af alle ansigter, som I møder på jeres vej.

Denne juleferie har været ekstra tiltrængt.

Det kan godt være, at det kun har været første halvår af skoleåret, men det føles som et helt 😳.

På arbejdet har jeg haft rigtigt travlt de sidste par måneder. Terminsprøver, karaktergivning, uddannelsesparathedsvurderinger (jep, det er et rigtigt ord!), og så har jeg også haft praktikanter fra UCC. Skønne kolleger har gjort arbejdsdagen udholdelig… Tak til dem! ❤️️

Min krop og mit hoved venter vist bare på at bukke under. Jeg er småsløj, men det er som om, at kroppen prøver at kæmpe en uligevægtig kamp for at vinde over sygdommen.

Hvis bare de kunne blive enige om jeg skal være rask eller ej… Det der “mellem-halløj” kan jeg ikke rigtig bruge til noget.

Men nu skal jeg stoppe med at klynke, der er andre, der har det sværere i denne juletid.

I aften skal vi holde jul med min mands familie. Vi bliver 17 mennesker! 

De efterfølgende dage står på skiftevis julefrokost og fred og ro… Vi har gudskelov ikke et tætpakket program.

Traditionen tro pakkes der julegaver op hen over flere dage… Det fungerer bedst for os og børnene…så er der tid til at lege med det…også for os voksne.

Med håbet om en god jul til jer alle!

Juleknus fra Nanna, mom with kids.

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook 

Instagram

Hip hip hurra, bloggen fylder 2 år!

92_blog-2-a%cc%8ar

Bloggen havde reelt set fødselsdag i fredags! 2 år!

Nu kan jeg ikke kalde den en baby mere – men et barn! 😃

Det har fået mig til at skrive et indlæg, der netop handler om bloggen. Et indlæg hvor jeg fortæller, hvorfor jeg startede den i tidernes morgen, hvad jeg vil med den – og hvad jeg har fået ud af at have bloggen indtil videre.

Til sidst kan I læsere byde ind med, hvad I gerne vil have, at jeg skriver om.

Da jeg var på barsel med Oskar, den yngste, begyndte jeg at læse forskellige blogs – primært omhandlende livet med børn. Jeg syntes, at det var god, underholdende læsning…specielt de indlæg, hvor jeg kunne relatere til mig selv og mit liv.

Jeg legede med idéen om at lave en blog, hvor jeg kunne informere om forskellige børnevenlige tiltag – alt fra legeland til spisesteder… Men jeg turde ikke springe ud i det. Hvem ville dog læse min blog?

En aften i starten af december 2014 rækker min mand mig min Mac: “Vær’s’go, skat… Her er din nye blog!”. Han havde simpelthen oprettet bloggen til mig! 😳

På én måde havde jeg lyst til at tæve ham (sådan har jeg det tit!) – men på en anden måde, var jeg bare så lykkelig for, at han havde taget springet for mig… Så var vi i gang!

Navnet “Life with kids” kom ret hurtigt til mig. Min hverdag er fyldt med børn, fra jeg står op, til jeg går i seng. Foruden mine egne to drenge, så arbejder jeg som lærer. Her har jeg primært de ældste elever i folkeskolen. Desuden er jeg koreograf for Teatergruppen Klima, der har en børne- og ungdomsafdeling.

24/7 er jeg altså i kontakt med børn fra 3-18 år. Et ret stort spænd. Jeg har kun et frirum fra børn, når jeg går på toilettet (hjemme kan de dog godt finde på at gå med mig…med mindre jeg skynder mig at låse!).

De sidste to år har været præget af stor glæde omkring bloggen. Jeg kan godt lide at skrive – og jeg slapper mere og mere af, når jeg udgiver indlæg. Jeg har via bloggen mødt rigtig mange mennesker…nogle af dem stadig kun via nettet. Fantastiske mennesker, hvis bekendtskab jeg ikke ville være foruden. Man kunne tro, at en masse kvinder/Bloggermoms kunne ryge i totterne hos hinanden… Men det sker faktisk ikke…ikke i mine netværk ihvertfald. Folk er så søde til at hjælpe og støtte hinanden. Man føler nogle gange, at man har kendt dem hele livet.

Jeg vil gerne fortsætte bloggen, så længe der er tid til og glæde ved den.

Hvis I som læsere har noget specifikt, I gerne vil læse om, så tøv ikke med at skrive til mig (her i en kommentar, Facebook eller Instagram)… Det kan f.eks. være om mit arbejde som lærer, koreograf…eller bare som mor til to drenge! 😉

Ha’ en rigtig dejlig dag!

Mange hilsner fra Nanna, mom with kids.

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram