Da jeg startede denne blog tilbage i december 2014, var mine drenge hhv. 1 og 4 år. Jeg elskede – og elsker stadig – at opleve med dem. At komme ned i børnehøjde. Danmark er smækfyldt med fantastiske, børnevenlige oplevelser, nogle mere kendte end andre. Min idé med bloggen var at afprøve disse forskellige steder og skrive om dem. Sådan har min blog primært været bygget op igennem årene, og jeg har nydt at have denne blog; at opleve og skrive om stederne.
Nu skriver vi 2023. Drengene fylder her i efteråret hhv. 10 år og 13 år. Vi oplever stadig meget sammen, men samtidigt med at drengene er blevet ældre, er vores liv og hverdag også ændret en smule. Jeg vil stadig skrive om børnevenlige oplevelser, men målgruppen er naturligt nok rettet mod lidt større børn og deres familier.
Desuden har jeg – som noget nyt – tænkt på at tage forskellige samfundsproblematikker op. Det kan f.eks. folkeskolen i dag, forældrerollen, shaming på nettet osv.
Man må hjertens gerne deltage i de eventuelle debatter i kommentarsporet, bare man holder den gode tone. Det er vigtigt for mig.
Jeg håber, at I fortsat vil læse med. Det vil glæde mig!
Det kan være en dyr affære at holde ferie i storbyen, København er ingen undtagelse.
Jeg kender mange gode steder i København for børn og barnlige sjæle…og med dette indlæg har jeg sat mig for at fortælle om de steder, der er gratis. Jeg slutter dog indlægget af med at fortælle om nogle steder, der koster under 100 kr. at besøge.
Indlægget har været lidt længe undervejs pga. sommerferie for mit vedkommende, men jeg vælger at udgive det alligevel, selvom sommeren er ved at være slut. De fleste af oplevelserne kan nemlig bruges året rundt.
København er kendt for mange fede legepladser. Prøv blandt andet legepladserne på Skydebanegade, Ørstedsparken, Kongens Have eller lidt længere ude i Valbyparken. Er vejret dårligt, så søg indenfor og besøg Blegdamsremisen på Østerbro eller KU.BE på Frederiksberg tæt på Flintholm St.. En form for indendørs legepladser/legelande med oceaner af muligheder. Mange af legepladserne i København er faktisk bemandede, så der er pædagogisk personale tilstede. De er gode til at hygge om børnene.
Fælledparken bugner af temalegepladser: Der er for eksempel Trafiklegepladsen, Tårnlegepladsen, Vandlegepladsen og Skaterbanen (der er faktisk to; en til de store børn og en mindre til de små på løbehjul). Vi kan snildt bruge en hel dag i Fælledparken, bare at gå rundt til alle legepladserne. Medbring evt. tæppe og madkurv, så bliver dagen lidt hyggeligere. I kan læse mere om legepladserne i Københavns Kommune på deres hjemmeside her.
Hvis ungerne trænger til at dyppe sig, så er der faktisk mange muligheder i København: Som skrevet ovenover er der Vandlegepladsen i Fælledparken. Legepladsen på Skydebanegade har også et område, der fyldes op med vand, hvis vejret er godt. Man kan tjekke Københavns Kommunes hjemmeside, hvis man vil være sikker på, at der er vand de to steder. I år fyldes soppebassinerne dog ikke pga. Covid-19. Til gengæld er der de forskellige havnebade rundt omkring i byen. Vi kan anbefale Islands Brygge og Sluseholmen. Vi har ikke prøvet de andre…endnu. Hvis man gerne vil have sand under tæerne, så er der Svanemøllen Strand og Amager Strand. Sidstnævnte er inden for de sidste par år blevet fornyet. Det er en oplevelse at være omkring den nye strandpark. Er I på Amager, så besøg Naturcenter Amager Strand eller Naturcenter Vestamager. De er rigtig gode til at lave børnevenlige oplevelser for de små. Følg dem evt. på Facebook.
Vil man gerne på vandet, så findes der Green Kayak, hvor man kan låne en kajak gratis i to timer. Man skal til gengæld samle skrald op i de københavnske kanaler og havne, mens man sejler… Win win for alle parter.
København har også mange grønne områder, som er værd at besøge. Kongens Have, som også har den føromtalte eventyrlige legeplads, har normalt også Marionetteater i sommersæsonen. De spiller to gange om dagen, og det er ganske gratis. Desværre er der lukket ned for det denne sommer pga. Covid-19. Jeg vil dog nævne det alligevel, da det er en fast tradition om sommeren. Frederiksberg Have emmer af hygge og romantik. Med få kroner på lommen, kan man få en skøn tur rundt i søen i en gammel jolle. Super hyggeligt! Ørstedsparken ved Nørreport er Danmarks svar på Central Park, har jeg hørt 😉. Det er muligvis en overdrivelse, men parken er super hyggelig. Mange nyder solen eller lidt mad på skrænterne ned mod søen.
Skal man være kulturel med børnene, så er en gåtur i Frederiksstaden fantastisk. Tag metroen til Marmorkirken. Stå af og gå ind i kirken med Nordeuropas største kuppel. Fantastisk flot. Bagefter går I over vejen til Amalienborg. Hvis I kommer omkring middagstid, så kan I overvære vagtskifte. Gå videre til Amaliehaven og følg kajen nordpå til Kastellet, Den Lille Havfrue og Langelinie. Slut af med en is ved Langelinie 😉.
Et andet interessant område i København er Nordhavn. Inden for de sidste par år er stedet blevet udviklet. Der er for eksempel kommet Havnebad til en kølig dukkert. Konditaget Lüders på toppen af et parkeringshus (Helsinkigade 28) er fyldt med aktiviteter for kroppen for både børn og voksne. Til sidst skal nævnes, at jeg har hørt, at Thomas Dambos skjulte kæmper også kan findes omkring Nordhavn, ligesom de også kan findes på Vestegnen. Man kan gå på jagt efter Kaptajn Nalle i Nordhavn.
Som jeg skrev i starten af indlægget, så er der også flere steder, hvor det koster lidt at komme ind. Mange af de københavnske museer er gratis for børn. Hvis man som voksen har et barn med, kan det sågar blive billigere for den voksne at komme ind. Super smart måde at få børn til at interessere sig for museerne. Husk også, at der indtil d. 9. august er 50% rabat på indgangen til de forskellige museer pga. sommerpakken. Mange af museerne har også ferieaktiviteter i de fleste skoleferier, så tjek endelig deres hjemmeside eller Facebookside ud inden besøget.
Jeg nævnte tidligere de små både i Frederiksberg Have. Vil man gerne “på vandet”, så er kanalrundfart altid hyggeligt og kulturelt. Man kan også leje små cykelbåde ved Kaffesalonen ved Peblingesøen. Super hyggeligt!
En tur i Rundetårn koster næsten ikke noget, og børnene kan lide det. Husk at se deres udstilling midtvejs i Bibliotekssalen – og Stjerneobservatoriet øverst oppe.
Et besøg i Disney Store på Strøget hører jo egentlig til de gratis glæder…meeeen man går sjældent tomhændet derfra. Stedet bugner af eventyr og fantasi, så man bliver helt grebet at stemningen.
Det var lidt steder fra mig… Jeg håber, at I kan bruge det som inspiration og komme ind og nyde vores hovedstad.
Vinterferien er begyndt (for vores vedkommende), og vi glæder os til dage, hvor der kan soves længe, og nærværet er i højsædet.
Jeg er alene med drengene, da Kasper skal arbejde. For ikke at blive sindssyg over at konfliktløse hele tiden (sådan er det lige nu derhjemme 🙄), så er det bedst for drengene…og mig, at der sker noget. Oskar elsker muséer (jep, den er go’ nok!) – og Anton elsker bare at opleve nye ting.
Jeg har de sidste par uger skrevet ned, hver gang jeg er stødt på børnevenlige oplevelser i Hovedstadsområdet… Dem vil jeg gerne dele med jer (jeg håber, at samtlige links dur):
Børnekulturhus Ama’r: Musikværksteder: instrumentværksted, vær komponist for en dag, rockstar i dit eget band, lav dit eget mini band eller gå på scratchskole med en dj
Man kan også selv udforske hovedstadsområdet. Bogen “111 steder for børn i København som du skal se” er næsten lige udkommet fra forlaget Frydenlund. Som titlen indikerer, så lister forfatterne 111 børnevenlige steder op. Der er alt fra muséer og spisesteder, hvis man vil være indenfor til naturoplevelser og legepladser udenfor. Det spænder vidt fra det moderne Copenhagen Contemporary og Konditaget Lüders til det historiske Frederiksborg Slot og øen Hven.
Hver oplevelse er beskrevet med tekst og billede. Det er en lækker bog at bladre i.
Bogen kan købes i de fleste boghandler til 249 kr.
Jeg håber, at I kan blive inspireret til at komme ud og opleve i vinterferien…så krydser vi bare fingre for, at vejret holder 🤞🏼
Mødregruppe eller ej? Der kan være mange grunde til, at man fravælger mødregruppe – og det har jeg al respekt for. Jeg var i mødregruppe med begge drenge… Med Oskar var jeg ovenikøbet i to mødregrupper; én i København og én i Smørum, da vi flyttede midt i min barsel.
Jeg har været super glad for alle mine tre mødregrupper… Det er altid dejligt og givende med lidt voksensnak i de barslende hverdage.
Dette indlæg kommer ikke til at handle om, hvorvidt man skal tage imod tilbuddet om mødregruppe eller ej. Det kommer til at handle om, hvad man kan lave med sin mødregruppe, der både kan være babyvenligt – men også voksenvenligt.
Rytmik:
Med begge mine drenge gik jeg til rytmik. Inde i København bugner det med steder, hvor man kan tumle rundt med de små. I provinsen er der længere mellem snapsene, men der er dog babyrytmik inden for en overkommelig afstand. Rytmik er super godt for den lilles motoriske og sanselige udvikling. Desuden er det skønt at lave noget sammen med barnet.
Babysvømning:
Ligesom med rytmik, så er babysvømning også en aktivitet, hvor baby udvikles på flere områder. Jeg har lært af erfaring at undersøge omklædningsfaciliteterne inden. De forskellige svømmehaller har forskellige måder at klæde om sammen med baby på… Nogle er mere stressende end andre. Sørg for at baby på en eller anden måde kan stilles fra dig (selvfølgelig ikke helt væk), mens du kan bade… Det kan godt være udfordrende at bade med et barn på armen.
Salmesang:
Hånden på hjertet; det har jeg ikke selv prøvet. Flere kirker tilbyder babysalmesang…og jeg har hørt, at det skulle være hyggeligt! Dette foregår oftest inden for en overkommelig radius.
Førstehjælp:
Førstehjælpskurser for hele mødregrupper + fædre tilbydes af en del kompetente firmaer. Det er nok det mest vigtige og givende kursus, man kan give sig selv, hvis man er småbørnsforældre. Kurset er tilrettelagt, så der er fokus på de ulykker, man kan komme ud for med et lille barn. Jeg har selv taget kurset flere gange…og har tidligere skrevet et indlæg om det. Læs det her.
Babybio:
Flere og flere biografer arrangerer babybio. Til disse forestillinger er det ok at tage baby med ind i biografsalen. Sover den lille, kan man flere steder stille barnevognen lige udenfor, og så vil personale holde øje med guldklumpen. Det er da smart!
Et lille hint; i starten af februar er der premiere på den nye, danske film “Mødregruppen”… Den vil da ligge lige til højrebenet.
Egen “bio”:
Hvis man ikke helt tør Babybio endnu, så kan man jo bare arrangere sin egen bio hjemme hos en fra mødregruppen. Smid et par madrasser eller puder på gulvet, lav nogle popcorn – og smid en tøsefilm på, som manden alligevel ikke gider at se med én.
Børn i Byen Babyklub:
Hver onsdag arrangerer Børn i Byen Babyklub: Babyonsdag. Her kan der være forskellige temaer på programmet. Det kan være at lære babytegn, babymassage, førstehjælp eller lignende.
En god måde også at møde andre mødre på.
Åben legestue:
Hvis man bor i Storkøbenhavn, kan jeg anbefale Blegdamsremisen på Østerbro.
Stedet er et af de bemandede legepladser, der findes i København, og super det indendøre, så vejrforholdene er underordnet. Blegdamsremisen kan bruges for alle aldre, men tirsdag og torsdag kl. 9.00-12.30 er det forbeholdt de mindste børn, fra 0-3 år. Her kan man tumle rundt i trygge rammer. Bestemt et besøg værd (også for de større børn)!
Lagersalg:
Det bugner med lagersalg…specielt til de helt små. Få en hyggelig dag ud af det, og snup mødregruppeveninderne med. Så kan I måske også hjælpe hinanden undervejs med babyerne…eller valget af tøj 😉. Jeres mand vil sikkert også sætte pris på at slippe for det.
Nu behøver alting jo ikke at være planlagt. En gåtur i det grønne, ud og se på seværdigheder eller en hyggelig cafétur er ligeså godt givet ud. Der kan voksensnakkes, mens de små slumrer i vognen.
Jeg håber, at indlægget kan bruges som inspiration, så barslen ikke bliver for ensformig.
Mange vinterlige hilsner fra Nanna, mom with kids.
Statens Museum for Kunst står i fortællingens tegn. Der bliver læst op af Kim Fupz Aakesons fantastiske fortælling om Fanden og hans oldemor. Man ser desuden på kunstværker, som har inspireret Kim Fupz
Tegneworkshop på Den Hirschsprungske Samling d. 17-19/10 kl. 12-14. Der tages udgangspunkt i udstillingen “Michael Ancher og KVINDERNE FRA SKAGEN”. Man kan desuden få et hæfte med opgaver i forbindelse med udstillingen
I efterårsferien kan børn i alderen 6-12 år komme i lære som spion under Den Kolde Krig på Krigsmuseet
City 2 i Taastrup har i samarbejde med Cirkus Benneweis arrangeret Cirkusworkshops for børn. Der vil desuden være to daglige cirkusforestillinger, hvor de professionelle artister inddrager børnene
Åbent hus på Brøndby Stadion d. 18/10-18. Overvær en træning, besøg Familie Loungen med masser af aktiviteter og få en autograf og et billede af spillerne
Halloween på Sallie’s Restaurant og Snack Bar i Albertslund. Fra d. 12/10-4/11 er det pyntet op til Halloween på Sallie’s. Fredag d. 19/10 kl. 13.00-20.00 er Scary Day, hvor børn kan få lagt en uhyggelig ansigtsmaling
Glem ikke Kulturnatten fredag d. 12/10-18. Mange børnevenlige tilbud
Biograf:
Iqbal & Den Indiske Juvel, premiere d. 20/9-18
Smallfoot, premiere d. 4/10-18
Team Albert, premiere d. 4/10-18
Vildheks, premiere d. 11/10-18
Jakob og Peter Plys, premiere d. 11/10-18
Som I kan se, er det nok at se til…
Hvis man mere er til besøg på legepladser eller legelande, så har jeg tidligere lavet indlæg omkring dette. Indlægget vedrørende legepladser kan læses her. Og indlægget omhandlende legelande kan findes her.
Jeg håber, at I alle får en helt fantastisk efterårsferie med masser af familiehygge.