Vilter Ørngot, godnatlæsning der hitter!

Københavns gratis glæder

Det kan være en dyr affære at holde ferie i storbyen, København er ingen undtagelse.

Jeg kender mange gode steder i København for børn og barnlige sjæle…og med dette indlæg har jeg sat mig for at fortælle om de steder, der er gratis. Jeg slutter dog indlægget af med at fortælle om nogle steder, der koster under 100 kr. at besøge.

Indlægget har været lidt længe undervejs pga. sommerferie for mit vedkommende, men jeg vælger at udgive det alligevel, selvom sommeren er ved at være slut. De fleste af oplevelserne kan nemlig bruges året rundt.

København er kendt for mange fede legepladser. Prøv blandt andet legepladserne på Skydebanegade, Ørstedsparken, Kongens Have eller lidt længere ude i Valbyparken. Er vejret dårligt, så søg indenfor og besøg Blegdamsremisen på Østerbro eller KU.BE på Frederiksberg tæt på Flintholm St.. En form for indendørs legepladser/legelande med oceaner af muligheder. Mange af legepladserne i København er faktisk bemandede, så der er pædagogisk personale tilstede. De er gode til at hygge om børnene.

Fælledparken bugner af temalegepladser: Der er for eksempel Trafiklegepladsen, Tårnlegepladsen, Vandlegepladsen og Skaterbanen (der er faktisk to; en til de store børn og en mindre til de små på løbehjul). Vi kan snildt bruge en hel dag i Fælledparken, bare at gå rundt til alle legepladserne. Medbring evt. tæppe og madkurv, så bliver dagen lidt hyggeligere. I kan læse mere om legepladserne i Københavns Kommune på deres hjemmeside her.

Hvis ungerne trænger til at dyppe sig, så er der faktisk mange muligheder i København: Som skrevet ovenover er der Vandlegepladsen i Fælledparken. Legepladsen på Skydebanegade har også et område, der fyldes op med vand, hvis vejret er godt. Man kan tjekke Københavns Kommunes hjemmeside, hvis man vil være sikker på, at der er vand de to steder. I år fyldes soppebassinerne dog ikke pga. Covid-19. Til gengæld er der de forskellige havnebade rundt omkring i byen. Vi kan anbefale Islands Brygge og Sluseholmen. Vi har ikke prøvet de andre…endnu. Hvis man gerne vil have sand under tæerne, så er der Svanemøllen Strand og Amager Strand. Sidstnævnte er inden for de sidste par år blevet fornyet. Det er en oplevelse at være omkring den nye strandpark. Er I på Amager, så besøg Naturcenter Amager Strand eller Naturcenter Vestamager. De er rigtig gode til at lave børnevenlige oplevelser for de små. Følg dem evt. på Facebook.

Vil man gerne  vandet, så findes der Green Kayak, hvor man kan låne en kajak gratis i to timer. Man skal til gengæld samle skrald op i de københavnske kanaler og havne, mens man sejler… Win win for alle parter.

København har også mange grønne områder, som er værd at besøge. Kongens Have, som også har den føromtalte eventyrlige legeplads, har normalt også Marionetteater i sommersæsonen. De spiller to gange om dagen, og det er ganske gratis. Desværre er der lukket ned for det denne sommer pga. Covid-19. Jeg vil dog nævne det alligevel, da det er en fast tradition om sommeren. Frederiksberg Have emmer af hygge og romantik. Med få kroner på lommen, kan man få en skøn tur rundt i søen i en gammel jolle. Super hyggeligt! Ørstedsparken ved Nørreport er Danmarks svar på Central Park, har jeg hørt 😉. Det er muligvis en overdrivelse, men parken er super hyggelig. Mange nyder solen eller lidt mad på skrænterne ned mod søen.

Skal man være kulturel med børnene, så er en gåtur i Frederiksstaden fantastisk. Tag metroen til Marmorkirken. Stå af og gå ind i kirken med Nordeuropas største kuppel. Fantastisk flot. Bagefter går I over vejen til Amalienborg. Hvis I kommer omkring middagstid, så kan I overvære vagtskifte. Gå videre til Amaliehaven og følg kajen nordpå til Kastellet, Den Lille Havfrue og Langelinie. Slut af med en is ved Langelinie 😉.

Et andet interessant område i København er Nordhavn. Inden for de sidste par år er stedet blevet udviklet. Der er for eksempel kommet Havnebad til en kølig dukkert. Konditaget Lüders på toppen af et parkeringshus (Helsinkigade 28) er fyldt med aktiviteter for kroppen for både børn og voksne. Til sidst skal nævnes, at jeg har hørt, at Thomas Dambos skjulte kæmper også kan findes omkring Nordhavn, ligesom de også kan findes på Vestegnen. Man kan gå på jagt efter Kaptajn Nalle i Nordhavn.

Som jeg skrev i starten af indlægget, så er der også flere steder, hvor det koster lidt at komme ind. Mange af de københavnske museer er gratis for børn. Hvis man som voksen har et barn med, kan det sågar blive billigere for den voksne at komme ind. Super smart måde at få børn til at interessere sig for museerne. Husk også, at der indtil d. 9. august er 50% rabat på indgangen til de forskellige museer pga. sommerpakken. Mange af museerne har også ferieaktiviteter i de fleste skoleferier, så tjek endelig deres hjemmeside eller Facebookside ud inden besøget.

Jeg nævnte tidligere de små både i Frederiksberg Have. Vil man gerne “på vandet”, så er kanalrundfart altid hyggeligt og kulturelt. Man kan også leje små cykelbåde ved Kaffesalonen ved Peblingesøen. Super hyggeligt!
En tur i Rundetårn koster næsten ikke noget, og børnene kan lide det. Husk at se deres udstilling midtvejs i Bibliotekssalen – og Stjerneobservatoriet øverst oppe.
Et besøg i Disney Store på Strøget hører jo egentlig til de gratis glæder…meeeen man går sjældent tomhændet derfra. Stedet bugner af eventyr og fantasi, så man bliver helt grebet at stemningen.

Det var lidt steder fra mig… Jeg håber, at I kan bruge det som inspiration og komme ind og nyde vores hovedstad.

Mange hilsner fra Nanna.

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vilter Ørngot, godnatlæsning der hitter!