

Jeg skruer lige tiden tilbage til onsdag d. 11/3…den dag Regeringen lukkede Danmark ned. En dag, der var skelsættende, en dag, der kommer i historiebøgerne. I dagene inden fulgte jeg godt med i Nyhederne, fordi Corona-virussens indtog i Danmark påvirkede mig meget. Jeg fulgte med i udviklingen, som kun gik i den forkerte retning. Jeg frygtede for min familie. Jeg havde det dårligt med, at mine børn var i skole. Derfor var denne onsdags pressemøde for mig en sten, der blev fjernet fra mit hjerte. Jeg fik faktisk ro på. Nu kunne jeg selv “holde øje” med mine børn. Jeg kunne beskytte dem 24/7.
Ja, det har selvfølgelig været udfordrende at lave hjemmeskole, samtidig med at jeg har fjernundervist mine egne elever. Men det er lykkedes…og det har faktisk været hyggeligt.
Nu skruer vi tiden frem til mandag d. 6/4. Den dag, hvor Statministeren proklamerede, at Danmark gradvist skulle genåbnes. Jeg har regnet med, at de store elever i folkeskolen skulle starte først. Det vil sige, at jeg som udskolingslærer skulle afsted i første bølge med hensyn til genåbningen af folkeskolen. Det gav bedst mening i mit hoved. Men den kære Mette F. proklamerede, at vi starter med de små børn…det vil sige mine egne børn på 6 og 9 år.
Min første tanke var, nej tak! Den sten, jeg havde haft i mit hjerte, inden Danmark lukkede ned, kom hurtigt tilbage. Jeg kunne da ikke sende mine børn i frontlinjen i kampen om denne dødelige sygdom?! Hvad hvis de bragte smitte med hjem? Deres far er astmatiker og allergiker. Og hvad med bedsteforældrene? Så går der endnu længere tid, før vi kan være sammen med dem? Ja, bekymringer er der mange af.
Allerede dagen efter var jeg faktisk mere rolig. Selvfølgelig har Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut styr på det. Det er deres arbejde at have styr på det. Og som Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut sagde til pressemødet; der er kalkuleret med, at børn er børn…og børn opfører sig som børn.
Bloggeren Meyermor har skrevet et lignende indlæg omkring bekymringer ved denne genåbning. Hun har fundet fakta i forbindelse med virussen og vores sundhedsvæsen, der gør, at hun sender sin datter afsted her efter påsken. Har I lyst til at læse hende indlæg, så kan I finde det her.
Jeg tænker selv, at mine børn kommer afsted. De vil have godt af det rent socialt. Men når det er sagt, så er jeg faktisk lidt nervøs over det. Det er svært at finde ud af, om man skal stole på sin første intuition og sine mavefornemmelser eller stole på eksperterne. Jeg er klar over, at der er lige så mange meninger om dette, som der er individer. Det vigtigste er, at der er plads til alle disse meninger. Det er ikke nu, at vi skal shame hinanden. Det får vi ikke noget godt ud af. Der er sikkert gode grunde til, at man vælger, som man gør…om det så er at holde børnene hjemme eller sende dem afsted.
Jeg vil meget gerne høre jeres meninger og tanker omkring jeres børn og denne lock up. Skriv gerne en kommentar nedenfor, men jeg vil bede jer holde den pæne tone.
Mange virtuelle kram fra Nanna.
(Jeg gør opmærksom på, at dette indlæg indeholder reklame.)
Forrige uge blev brugt på at forberede skolestarten for begge drenge… De skulle begynde i deres nye skole mandag d. 12/8. Anton i 3. klasse og Oskar i 0. klasse.
Madkasser og dunke skulle findes frem igen, skoletaske skulle indkøbes til Oskar og frem for alt, skulle drengene lidt tidligere i seng, så de kunne lære at stå tidligt op…igen. Nøj, vi har nydt at sove længe!
Foruden ovenstående bestod min forberedelse også af mærkning af diverse ting og sager: Skoletasker, penalhuse, madkasser, dunke, regntøj, gummistøvler osv. Gud, hvor har børn meget af værdi, som man helst ikke vil miste.
Men ét er at man ikke vil miste noget… Der er andre grunde til, at jeg mærker deres ting med Børneflapper:
3 gode grunde til at købe Børneflapper:
Lige nu kører jeg en Giveaway over på bloggens Instagramprofil: @lifewithkids.dk.
Skynd dig at deltage, hvis du gerne vil vinde et sæt Børneflapper med 90 stk.. Vinderen trækkes søndag d. 25/8 kl. 21.00.
Mange hilsner fra Nanna, mom with kids.
Ambassadør for Børneflapper.
Husk, at I kan følge Life with kids på:
Yes, ferie!
Dette skoleår har været noget af en følelsesmæssig rutchetur…der primært er gået i den forkerte retning. For et år siden var vi uvidende omkring alt det, der skulle ske i løbet af dette skoleår. Episoder, der har fået mig til at tabe dele af håret over flere omgange. Det er åbenbart den måde jeg reagerer på, når jeg er følelsesmæssig stresset.
I efteråret ‘18 besluttede Kommunalbestyrelsen i Egedal, at to skoler skulle lukke i kommunen. Den ene blev desværre Søagerskolen, hvor jeg arbejder – og Anton går…eller skulle jeg sige gik. Det hele skulle åbentbart gå så hurtigt, at indskolingen allerede rykkede over på en anden skole her i sidste uge. Lidt over et halvt år efter første udmelding.
Mandag d. 24/6-19 var dagen, hvor cirka 100 elever fra Søagerskolen og deres lærere og pædagoger skulle flytte fra Søagerskolen til Boesagerskolen. En stor dag med mange blandede følelser.
Jeg var på én måde spændt med sommerfugle i maven, men halvdelen af mig græd også indvendigt (og udvendigt, bevares!). Det var jo et stort skridt mod skolelukningen. En skolelukning jeg slet ikke forstår. En skolelukning, der gør så ondt på alle involverede. Modsat de fleste skoleskift for børn og jobskift for voksne, så har vi ikke valgt det selv. Vi har ikke valgt det for at få det bedre et andet sted…tværtimod. Det er blevet valgt for os…og vi er mange, der ikke er enige i beslutningen. Jeg har tidligere skrevet et indlæg om, hvorfor denne skolelukning gør så ondt. Det kan læses her.
Nå, tilbage til mandag d. 24/6, hvor indskolingen rykkede…og jeg var hele følelsesregistret igennem. For ja, jeg tudede et utal af gange den dag. Prøvede at tage mig sammen i skoletiden, men da jeg kom hjem, brød jeg sammen flere gange. Jeg indrømmer, at jeg er følsom. Grunden til mine tårer var lige så splittede som mine følelser. Jeg græd ikke kun af sorg over skolelukningen og tvangsflytningen – men jeg græd faktisk også, fordi selve overflytningen var arrangeret så fint.
De små (0.-2. kl.) blev samlet i Aulaen, hvor de fik en tale – og et “på gensyn” – af vores skoleder. Her blev der også sunget Smugesangen, som handler om Søagerskolens maskot, Smugen. Derefter skulle de stille op klassevis, og så gik de ellers i én lang række ud ad skolen. Udenfor skolen blev de mødt af de store elever og lærere, der skal blive på skolen lidt endnu. Der blev givet highfives, og de blev sendt godt afsted. Da de kom ned til hallen, som ligger på vejen, stod 7. klasserne og klappede dem videre mod Boesagerskolen. Da de ankom til Boesagerskolen, var der arrangeret en stor flag-allé ned forbi skolen. Her stod hele indskolingen, lærere og ledelse og flagede og bød dem velkommen på skolen. Det var så fint og rørende! ❤️
Anton har nu gået på Boesagerskolen i 2 uger, og det har været noget af en omvæltning for ham. Han synes, at det er svært. Han har ikke været specielt glad om morgenen, når vi skulle afsted. Og han har været ovenud lykkelig, når jeg hentede ham og Oskar om eftermiddagen. Det ligner ham ikke. Han har også fået sat ord på det svære skift. Det hele er overvældende, stort og overskueligt for ham…lige nu.
Som prikken over i’et fortalte min fantastiske leder, at han stopper på skolen her ved skoleårets udgang. En leder, der har troet på mig, støttet mig, lyttet på mig, givet mig ansvarsfulde opgaver og dermed har udviklet mig mere end nogen anden leder, jeg har haft. Endnu et chok, et chok jeg ikke havde set komme. Jeg tabte håret igen… 😔
Nu sætter vi hverdagen på pause og holder en dejlig lang ferie. Så er jeg sikker på, at næste skoleår kun kan blive bedre…for os alle sammen!
Nyt år, nyt hår! 🙏🏼
Feriehilsner fra Nanna.
Husk, at I kan følge Life with kids på:
Oskar, min Oskar. Min øjesten har netop afsluttet børnehaven og er begyndt i SFO. Et stort skridt, en ny start. En ny start, som vi har ventet på.
Oskars tid i børnehaven har ikke været uden udfordringer. Han har været igennem talepædagog, ressourcepædagog, psykolog og gået i sprogskole.
Det hele startede, da han havde gået i børnehaven i 3 måneder. Oskar var på det tidspunkt lige fyldt 3 år, og pædagogerne kaldte os til møde, da de mente, at han mistrivedes. De havde svært ved at trænge ind til ham. Av, det gjorde ondt i morhjertet at høre. Hvis det var sandheden, så skulle der handles hurtigt.
Oskar er følelsesmæssigt bredspektret: Han kan være næsten overglad – men han kan også være enormt frustreret, vred og ked af det. Han kan gå fra den ene yderlighed til den anden på 0,5. Nogle gange uden varsel. Han har nogle gange svært ved at håndtere egne følelser, og han skal derfor hjælpes lidt på vej af os eller andre voksne omkring ham. Han er desuden en bestemt person med egne meninger, og han kan være svær at håndtere i visse situationer.
Til sidst skal nævnes, at han er en nysgerrig dreng, der suger ALT til sig – uden filter. Dette gør, at han kan blive overloadet i visse situationer. Det er Oskar, kort og godt. Han har kant, og passer ikke rigtigt ind i de kasser, som man forsøger at placere ham i, og som han herefter har haft svært ved at komme ud af.
Det første tiltag, børnehaven foretog, var at kontakte PPR (Pædagogisk, Psykologisk Rådgivning). En psykolog blev tilknyttet. Hun forsøgte at give personalet i børnehaven redskaber til at håndtere ham, men uden at der skete det helt store. Derefter kom der en ressourcepædagog på. Hun var fantastisk, for hun så det hele barn. Hun forsøgte at hjælpe Oskar med relationer. Det gik super godt, men hun var der desværre kun i en kortere periode. Andre børn i kommunen havde mere brug for hjælp. Så selvom vi var så glade for hende, så var det jo dejligt at høre.
Sideløbende har Oskar haft brug for talepædagog, da han er ørebarn og havde brug for en ekstra indsats i forbindelse med sproget. For et år siden kom han tilmed på sprogskole. Tre formiddage om ugen (onsdag-fredag) i 5 måneder. Når han ikke var der, gik han stadig i børnehaven. Det var en noget turbulent tilværelse for ham. Jeg har tidligere skrevet et indlæg om dette. Det kan læses her.
Som I kan se, så er der sket meget i Oskars tid i børnehaven. Mange tiltag, de fleste gudskelov vellykkede. Men nu trænger drengen til lidt ro. Som lederen i børnehaven selv sagde; han trænger til at blive kigget på med friske øjne. Jeg håber, at skolen vil tage godt imod ham – og se ham som den skønne, fantastiske dreng, som han er… Det fortjener han.
Mange hilsner fra Nanna, mom with kids.
Husk, at følge Life with kids på:
Instagram (jeg er få følgere fra 1000, så hjælp mig lige ;o))