Yes, endnu en forlænget weekend... Vi glæder os! Glæder os til at sove længe (jeps, også børnene)
Se næste indlæg >
Sikke et skoleår!
Yes, ferie!
Dette skoleår har været noget af en følelsesmæssig rutchetur…der primært er gået i den forkerte retning. For et år siden var vi uvidende omkring alt det, der skulle ske i løbet af dette skoleår. Episoder, der har fået mig til at tabe dele af håret over flere omgange. Det er åbenbart den måde jeg reagerer på, når jeg er følelsesmæssig stresset.
I efteråret ‘18 besluttede Kommunalbestyrelsen i Egedal, at to skoler skulle lukke i kommunen. Den ene blev desværre Søagerskolen, hvor jeg arbejder – og Anton går…eller skulle jeg sige gik. Det hele skulle åbentbart gå så hurtigt, at indskolingen allerede rykkede over på en anden skole her i sidste uge. Lidt over et halvt år efter første udmelding.
Mandag d. 24/6-19 var dagen, hvor cirka 100 elever fra Søagerskolen og deres lærere og pædagoger skulle flytte fra Søagerskolen til Boesagerskolen. En stor dag med mange blandede følelser.
Jeg var på én måde spændt med sommerfugle i maven, men halvdelen af mig græd også indvendigt (og udvendigt, bevares!). Det var jo et stort skridt mod skolelukningen. En skolelukning jeg slet ikke forstår. En skolelukning, der gør så ondt på alle involverede. Modsat de fleste skoleskift for børn og jobskift for voksne, så har vi ikke valgt det selv. Vi har ikke valgt det for at få det bedre et andet sted…tværtimod. Det er blevet valgt for os…og vi er mange, der ikke er enige i beslutningen. Jeg har tidligere skrevet et indlæg om, hvorfor denne skolelukning gør så ondt. Det kan læses her.
Nå, tilbage til mandag d. 24/6, hvor indskolingen rykkede…og jeg var hele følelsesregistret igennem. For ja, jeg tudede et utal af gange den dag. Prøvede at tage mig sammen i skoletiden, men da jeg kom hjem, brød jeg sammen flere gange. Jeg indrømmer, at jeg er følsom. Grunden til mine tårer var lige så splittede som mine følelser. Jeg græd ikke kun af sorg over skolelukningen og tvangsflytningen – men jeg græd faktisk også, fordi selve overflytningen var arrangeret så fint.
De små (0.-2. kl.) blev samlet i Aulaen, hvor de fik en tale – og et “på gensyn” – af vores skoleder. Her blev der også sunget Smugesangen, som handler om Søagerskolens maskot, Smugen. Derefter skulle de stille op klassevis, og så gik de ellers i én lang række ud ad skolen. Udenfor skolen blev de mødt af de store elever og lærere, der skal blive på skolen lidt endnu. Der blev givet highfives, og de blev sendt godt afsted. Da de kom ned til hallen, som ligger på vejen, stod 7. klasserne og klappede dem videre mod Boesagerskolen. Da de ankom til Boesagerskolen, var der arrangeret en stor flag-allé ned forbi skolen. Her stod hele indskolingen, lærere og ledelse og flagede og bød dem velkommen på skolen. Det var så fint og rørende! ❤️
Anton har nu gået på Boesagerskolen i 2 uger, og det har været noget af en omvæltning for ham. Han synes, at det er svært. Han har ikke været specielt glad om morgenen, når vi skulle afsted. Og han har været ovenud lykkelig, når jeg hentede ham og Oskar om eftermiddagen. Det ligner ham ikke. Han har også fået sat ord på det svære skift. Det hele er overvældende, stort og overskueligt for ham…lige nu.
Som prikken over i’et fortalte min fantastiske leder, at han stopper på skolen her ved skoleårets udgang. En leder, der har troet på mig, støttet mig, lyttet på mig, givet mig ansvarsfulde opgaver og dermed har udviklet mig mere end nogen anden leder, jeg har haft. Endnu et chok, et chok jeg ikke havde set komme. Jeg tabte håret igen… 😔
Nu sætter vi hverdagen på pause og holder en dejlig lang ferie. Så er jeg sikker på, at næste skoleår kun kan blive bedre…for os alle sammen!
Nyt år, nyt hår! 🙏🏼
Feriehilsner fra Nanna.
Husk, at I kan følge Life with kids på:
Ingen kommentarer endnu