BLW: Baby Led Weaning

Gratis i København

Jeg er stor tilhænger af København, og jeg tager tit børnene med derind, for København har oceaner af børnevenlige oplevelser.
Mange af oplevelserne koster penge, så det kan godt gå hen og blive en dyr fornøjelse i længden. Men der findes faktisk rigtig mange gode steder, hvor man kan hygge sig med børnene uden at få en krone op af lommen.

Post- og Telemuseet, der ligger på Købmagergade er bestemt et besøg værd for børn og forældre. Foruden udstillinger har muséet også et legeland for de små.
På toppen af muséet findes Café Hovedtelegrafen. Her serveres rigtig lækker mad inkl. børnemenu – og så er der den flotteste udsigt ud over byens tage. Absolut også et besøg værd, men maden er selvfølgelig ikke gratis.
Muséet har åbent alle ugens dage fra kl. 10-16, og entréen er gratis.
Man skal dog være opmærksom på, at udstillingerne pt. er lukket, da muséet snart flytter til det gamle postkontor på Østerbro (hjørnet Øster Allé og Blegdamsvej).
Legelandet og caféen har dog åbent indtil årsskiftet.

I Kongens Have findes der det sødeste, lille Marionetteater. Det ligger ovre ved Kronprinsessegade. De spiller hver dag (undtagen mandag) kl. 14 og igen kl. 15.
I løbet af sommerperioden spiller de to forskellige forestillinger. For tiden spiller de forestillingen “Pip”, der handler om en lille kyllings rejse fra hønsegården og ud i det vide verden. Denne forestilling spiller indtil 30. august, og herefter er der pause indtil næste sommer. Så skynd jer afsted!

Marionetteater

Jeg vil også nævne de legepladser, som jeg synes er værd at besøge i København.
I Fælledparken kan man faktisk få en hel dag til at gå ved at besøge de forskellige legepladser. De fleste legepladser i Fælledparken har et tema, som er fuldt ud gennemført. Der findes f.eks. Tårnlegepladsen, hvor alle legeaktiviteterne er bygget som Københavns flotte tårne. F.eks. er rutchebanen lavet som Rundetårn og Marmorkirken er ved sandkassen.
Der er god luft imellem de forskellige aktiviteter, så der er plads til alle.
Legepladsen ligger ved Frederik V’s Vej.

Tårnlegepladsen

Fælledparken har desuden Trafiklegepladsen. Her kan man tage sit barn hen, hvis der skal øves trafik. Legepladsen er formet som et lille vejsystem med lyskurve, hajtænder og m.m. Det kan godt være en udfordring at øve trafik med sit barn inde midt i København. Men her er en mulighed. Der kan lånes små cykler på stedet, men der er ikke så mange, så det er en god idé selv at medbringe cykel til barnet. Husk cykelhjelm!
Ligesom en del af de københavnske legepladser er Trafiklegepladsen bemandet i dagstimerne.
Legepladsen ligger ved Gunnar Nu Hansens Plads.

Den sidste legeplads i Fælledparken, som jeg vil nævne, er Vandidrætslegepladsen. Den ligger ved den store soppesø, og som navnet indikerer, er vand det gennemgående tema. Her findes både vandlabyrinter, en regnsky og vandkanoner. Legepladsen viser vandets gang fra sky, til by og ud i havet.
Specielt i sommervarmen er stedet eftertragtet, men uden vand fungerer legepladsen faktisk også. Der er vand i aktiviteterne hver dag fra kl. 9-17, og vandet skiftes hver dag, så der er altid frisk, rent vand i bassinerne.

Er vejret dårligt, kan man slå et smut forbi Blegdamsremisen, som ligger Blegdamsvej 132A. Stedet er populært for både privatpersoner og institutioner. Der er noget for alle aldre og hele 1000 m2 at boltre sig på.
De tager netop hensyn til de forskellige aldersgrupper, så dagene er inddelt i forskellige legegrupper. Det er en rigtig god idé at følge dem på Facebook, så man hele tiden er opdateret.
Ligesom på Trafiklegepladsen, så er Remisen også bemandet.

Jeg håber, at I kan bruge det til noget!
Jeg ønsker jer alle en solrig dag!
Mange hilsner fra Nanna, Mom with kids.

Husk at I kan følge Life with kids på:
Facebook
Instagram
Bloggermoms

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

BLW: Baby Led Weaning