En kærlighedserklæring til Oskar

Ja! Det er mig med den døde dreng!

97_mads

Hård overskrift…jeg ved det godt!

Dette indlæg har været længe undervejs – og det er nok et af de hårdeste indlæg, jeg har skulle udgive…men samtidig ét af dem med størst betydning.

For et år siden – i januar ’16 – blev jeg kontaktet af Christina, en tidligere kollega. Hun havde fulgt min blog og læst mit indlæg om førstehjælp, og hun ville gerne have, at jeg skulle fortælle hendes historie… En historie, der ændrede mit eget syn på livet.

Christina og hendes mand, Thomas, har oplevet en forælders værste mareridt. At miste sit barn.

Deres søn, Mads, blev fundet død i sin seng i en alder af 14 måneder. Han var død i løbet af natten – og ingen har kunne komme med en forklaring på, hvorfor Mads kun skulle blive 1 år. Forklaringen kunne være, at han havde vendt sig i løbet af natten og var på den måde kommet til at ligge uhensigtsmæssig i forhold til hans vejrtrækning. Christina og Thomas får aldrig svar på det!

***

”Hej, mit navn er Christina. Jeg tror, at min baby er død”.

”Trækker den vejret?”

”Nej!”

”Det gør den ikke?”

”Min kæreste prøvede at give hjertemassage”

Christina råber til Thomas: ”Thomas, du skal lige komme ned på gulvet. Du kan ikke give ham hjertemassage deroppe!”

”Nej, det er smaddergodt, at I går i gang med det, ikke også”

”Han er helt … han er helt stiv og blå. I må komme hurtigt. Please!”

”Ja. Hvor gammel er han? Vi er på vej, ikke også? Vi sender nogen ud”

”Han er 14 måneder”

”14 måneder…”

(Uddrag fra samtalen mellem Christina og alarmcentralen, d. 5/10-13)

***

Foruden at skulle kæmpe med sorgen, så har Christina også oplevet utallige episoder, hvor det at tale om døden bliver betragtet som et tabu. Folk har taget afstand til hende og hendes familie:

Aflyst legeaftaler med hendes datter, gået over på den anden side af gaden, når de kom imod dem, ikke sagt godmorgen nede i børnehaven. Det har højst sandsynligt været en blanding mellem misforstået hensyn eller generel berøringsangst. Men som Christina siger, man kan ikke gøre det værre for de efterladte at konfrontere dem. De kan ikke blive mere kede af det. Mads vil stadig være død – og ikke komme tilbage.

Da hun ser sin døde søn sidste gang, beslutter Christina sig for, at hans død ikke skal være forgæves. Hun vil fortælle folk om det at miste – og endnu vigtigere den ensomhed, som opstår bagefter.

Det var derfor, hun tog fat i mig for et år siden. Hun ville ud med historien om Mads, så folk forhåbentlig kunne forstå, hvordan det er at miste sit barn.

Da jeg interviewede Christina, fortalte hun, at hendes mission var at udgive en bog, der netop skulle fortælle om det at miste et barn, om sorgen og ensomheden. Tabubelagte emner.

Min storebror, Simon, er tilfældigvis forfatter, så jeg aftalte et møde med de to.

Bogen blev skrevet og udkom her d. 19/1-17…på Mads’ storesøsters fødselsdag.

Den har fået titlen “Ja! Det er mig med den døde dreng!”

Det er vigtigt at pointere, at bogen ikke er en håndbog, der handler om, hvordan man håndtere det at miste. Det er Christinas – og Mads’ – historie.

I forbindelse med tilblivelsen af bogen, oprettede Christina en gruppe på Facebook, hvor folk kunne følge med i bogprojektet. Lynhurtigt kom der medlemmer til. Nogle “kigger” bare – og andre kommer med deres historier. Historier om deres døde børn. Det kan være barsk læsning. I dag er der små 4000 medlemmer. Der har åbentbart været brug for sådan en gruppe.

Bogen kan rekvireres inde på gruppen ved at sende en besked til Christina.

Selvom det er en hård historie (jeg har grædt utallige gange!), så er jeg stolt af at have været en del af det. Tak til dig, Mads! Du er elsket hele vejen op til dig og tilbage igen…

Husk at give jeres børn et ekstra klem om aftenen, når I putter dem!

  • Nanna.

 

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En kærlighedserklæring til Oskar