RO PÅ!

GODT NYTÅR, ALLE SAMMEN! Bedre sent end aldrig… Jeg håber, at I er kommet godt ind i det nye år…det er ihvertfald kommet for at blive 😉.

Sidste halvdel af 2018 var for mig og min familie noget udfordrende. Derfor tænker jeg egentlig, at årskiftet er en god, ny start.

I 2019 bliver Kasper 40 år, Oskar begynder i skole, Anton skifter skole, vi skal til tre bryllupper (jeg eeelsker bryllupper!), vores egen 10 års dag…og vi har planer om en tur til USA. Det skal nok blive et godt år.

Sidste år skrev jeg et indlæg, hvor jeg efterlyste mål, jeg kunne have…ikke forsæt (det virker på mig så falsk og intetsigende og kun i forbindelse med nytår; én gang om året). Nej, jeg vil sætte mål for året og frem. Hånden på hjertet, jeg fik ikke rigtig sat et mål – og derfor fik jeg heller ikke indfriet det.

 

To episoder inden for den seneste tid har dog været lidt en øjenåbner for mig.

Jeg prøvede for første gang Hatha yoga – og jeg læste en interessant artikel om børns behov for indre ro (læs den her).

Ud fra de to oplevelser har jeg sat mig et mål for 2019: Jeg vil skrue ned for tempoet…og forsøge at finde ro i hverdagen. Ikke noget helligt, bare være mere nærværende og tilstede. Til gavn for både mig selv og min familie.

Jeg har det personligt med, at der gerne skal ske noget hele tiden. Jeg har svært ved at slappe af og blive i nuet. 

Nedenfor har jeg skrevet kort om de tiltag, jeg har taget til mig for at få mere ro på hverdagen.

Vi er begyndt at indføre begrænset skærmtid herhjemme. Efter aftensmaden er den “individuelle skærmtid” byttet ud med fælles hygge. Vi sidder for eksempel sammen i sofaen og ser “Passer Passer piger”, “Olsen-banden” eller lignende (mine drenge elsker gamle, danske film og musiknumre). På den måde bliver der mere fælles tid i hverdagen. 

Jeg er desuden begyndt at dyrke yoga nede i mit lokale træningscenter… Har dog kun været der et par gange, da det ligger om aftenen, og jeg er ekstremt dårlig til at komme ud så sent. Der vil jeg oftest hellere bare ligge på sofaen. Trods træthed er det egentlig skønt at komme afsted. Én times “Nanna-tid”. Ingen børn der råber “Moar?!”, dæmpet lys og dæmpet musik. Skønt! Jeg kan mærke, at det er godt for min stive, låste krop…men også for sindet.

Jeg har også et par gange i det nye år kastet mig ud i børnemeditation med drengene, inden de skal sove. Det tror jeg egentlig giver godt i sidste ende. Jeg søger bare på “meditation for børn” på Youtube. Indtil videre har vi haft succes med Dyb Ro og Natbjørnen Tjugga.

Når jeg selv ligger i min seng om aftenen, ligger jeg de første 5-10 min på ryggen. Her slipper jeg tanker, styrer vejrtrækningen, og jeg kan mærke, at min krop bliver tungere og tungere. Når jeg er klar til det, lægger jeg mig om på siden og falder hurtigt i søvn.

Jeg er priviligeret at have fri hver fredag. De næste mange fredage har jeg sat af til at rydde op her hjemme. Et rum af gangen! Sortere og smide ud. Når det er klaret, giver det en fantastisk tilfredsstillelse. Alle burde gøre det en gang imellem.

Rent praktisk er jeg også begyndt at slette ulæste mails. Jeg var kommet op på over 6000 ulæste mails. Jeg var sådan set ligeglad med den røde cirkel på mobilen, der mindede mig om, at jeg havde så mange ulæste. Det, der irriterede mig, var, at jeg var/er bange for, at jeg misser vigtige mails. At de bare smelter sammen med alle de ligegyldige mails, jeg har. Jeg har nemlig være god til at sætte flueben i den kasse, der handler om nyhedsbreve 🙈. Nu sletter jeg mails – og afmelder mig de fleste maillister. Et godt sted at starte.

Kender I begrebet FOMO? Det står for “Fear of missing out”…angsten for at gå glip af noget. Det kan jeg til tider godt lide lidt af. Det har gjort, at jeg har sagt ja til en masse, hvor jeg egentlig burde have lyttet mere til mig selv og fornuften og sagt nej i stedet, netop for at få mere ro i specielt hverdagene. Ja, det kan godt være, at jeg går glip af noget, tilgengæld vinder jeg tid og ro…måske en god investering i sidste ende.

Jeg håber, at jeg kan fortsætte med de ovenstående tiltag…om ikke andet så nogle af dem. De er gode for mig…og familien.

 

Ro, nærvær og namaste,

Fra Nanna.

 

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram 

Når selvmord kommer lidt for tæt på…

Ja, jeg undskylder min lidt brutale overskrift…men det rammer meget godt min følelse af fortvivlelse i skrivende stund.

Billedet, jeg har valgt at bruge til indlægget, har heller ikke noget med det hele at gøre (gudskelov!), men afspejler også ret godt den følelse, jeg havde i går aftes.

 

I går inviterede jeg Anton på “mor-søn-date”… Vi spiste sushi, som er Antons livret, og var til Forpremiere på Skammerens Datter 2.

Super hyggelig aften med ældstearvingen.

 

Den endte desværre anderledes…og tragisk.

Mens vi venter på vores tog på Valby Station, er der én, der bliver påkørt af et tog ovre på den anden perron.

Togene bliver indstillet, så i 40 min. kan vi rent faktisk følge med i ALT deres arbejde på stedet. Det undrer mig, at der ikke bliver skærmet af.

Jeg skærmer dog hurtigt Anton fra virkeligheden og går lidt væk med ham. Han hørte den voldsomme larm fra toget (jeg tænker, at det var bremserne), og han så politiet møde talstærkt op, så han vidste, at noget var sket…men gudskelov ikke hvad. Vi fik talt om, at man ikke skal smide “ting” på skinnerne. Han var ikke synderligt mærket af det efterfølgende…men det var jeg.

 

En anden gang (for nogle år siden) gik jeg med Kasper inde ved Købmagergade. Vi skulle i musikbutikken 4Sound ved Landemærket. Ved Rundetårn får Kasper et opkald. Vi venter med at gå ind i butikken, til han har talt færdigt. Da vi går derind, går der 2 min., så er der massiv udrykning lige uden for døren. Da vi kommer ud fra butikken, er det hele skærmet af. Vi finder ud af, at en ung kvinde har kastet sig ud fra Rundetårn.

 

Jeg ved ikke, om det i går var et selvmord…jeg kan kun tænke mit. Jeg føler virkelig med de triste skæbner, der vælger selvmord som sidste udvej. De må være helt ude i tovene. Jeg kan bare ikke forstå deres valg af sted at gøre det; offentligt. Endnu flere bliver ramt af det. Stakkels alle de lokoførere, der oplever det “fra første række”. Stakkels dem der stod lige ved siden af det sted ved Rundetårn, hvor den unge kvinde kastede sig ud. Jeg har selv billeder på nethinden i dag, men var trods alt ikke helt tæt på.

 

Livet er skrøbeligt!

Pas på jer selv og jeres kære!

Hilsner fra Nanna.

I, der kender Anton, skal selvfølgelig ikke nævne noget omkring ulykken over for ham. Han er videre i dag…

Hvorfor gør den skolelukning så ondt?

I sidste uge skrev jeg et indlæg, hvor jeg fortalte, at min og Antons skole skal lukke på sigt. Jeg skrev også i indlægget, at det er hårdt mentalt at stå midt i det.

Jeg vil gerne forklare mig…eller måske mere forklare hvad Søagerskolen står for, og hvorfor det gør så ondt.

Tilbage i 2004 var jeg i praktik på Søagerskolen. Jeg var ved at være færdig med min uddannelse som lærer, så jeg havde været en del i praktik på det tidspunkt. Men dette praktikforløb var noget særligt. Da jeg var færdig med praktikken på Søagerskolen, var jeg sikker; jeg ville gerne tilbage og arbejde på skolen, når jeg var færdiguddannet. Selvom jeg “bare” var praktikant, følte jeg mig velkommen og fuldt ud accepteret af dem, der arbejdede der. Det er desværre ikke altid, at man føler det sådan, når man kommer ud som praktikant…men det er en anden historie.

Sommeren 2006 blev jeg færdiguddannet. Inden da havde jeg sendt en uopfordret ansøgning til Søagerskolen – og jeg fik jobbet. Det vil sige, at jeg i skrivende stund har arbejdet på skolen i over 12 år. Det kommer der en del følelser af.

Nu springer jeg lidt i tiden. I efteråret 2015 skulle vi skrive vores ældste dreng op til skole. Det har hele tiden været skrevet i kortene, at han selvfølgelig ikke skulle være på min skole. Han skulle have sin egen skole uden mors “indblanden”. Men da tidspunktet kom for indskrivningen, fik jeg ondt i maven. Hans personlighed (han er forsigtig og følsom) hørte mere til på en lille, nærværende skole. Vi endte med at skrive ham op på Søagerskolen – og har aldrig fortrudt.

Det er klart, at det kræver noget at have barn på ens egen skole, men jeg synes egentlig, at det går fint med at administrere de to “kasketter”. Det hjælper også, at indskolingen, hvor han går, og udskolingen, som jeg har, ligger i hver sin ende af skolen. Jeg ser ham under 10 gange på et skoleår i løbet af en skoledag. Det er ikke meget.

Jeg vil gerne forklare skolen…eller rettere den specielle ånd og atmosfære, der er på skolen. Som skrevet tidligere, så er det en lille skole. Vi har lidt over 400 elever. Dette gør, at nærværet er i højsædet. Man kender i grove træk de fleste på skolen. Det, synes jeg, er et stort plus.

Vi ser og anerkender hinanden på skolen, små som store. Vi hilser alle på hinanden på gangene – også selvom det kan være forældre, man ikke rigtig kender.

Sådan en lille ting, som at vi har dyr på skolen (ex. vagtler, gekkoer, skægagamer), gør det også hyggeligt at gå rundt. Det giver desuden eleverne et specielt forhold til de dyr. De bliver opmærksomme og ansvarsbevidste overfor dem.

Man kan ikke sige Søagerskolen uden at nævne Smugen. Den lille figur, der er på billedet øverst oppe. Så vidt jeg ved, blev den tegnet for omkring 35-40 år siden af en tidligere lærer på skolen, Bruno Kvist.

Smugen ER skolen.

De børn, der går på skolen, lærer Smugen at kende fra start af – og de “tager” den med i deres bevidsthed, når de går ud.

Det er svært at forklare, hvad Smugen kan, for den er ikke bare en figur. Den er en form for ånd. Jeg vil prøve at forklare dens “primære virke”: Når man opfører sig dumt overfor andre, så dør Smugen. Når man er god ved andre, så fordobles den. Ingen har set den/dem rigtigt, men den findes – om ikke andet i vores bevidsthed. Den bliver en stor del af den trivsel og opdragelse, det er at gå på Søagerskolen. Jeg kender mange på min egen alder, der stadig kan huske Smugen, fra dengang de gik på skolen. Smugen betyder meget for Søagerskolen – og for Søagerskolen børn og voksne…også selvom de er “fløjet fra reden”. Vi kalder det også for Smugeånden , når man taler trivsel på skolen. Hvis jeg skal forsøge at forklare Smugeånden med få ord, så er den lig med anerkendelse, opmærksomhed og hjælpsomhed.

Som jeg skrev i mit indlæg i sidste uge (læs det her), så har byrådet i Egedal Kommune besluttet, at to skoler i kommunen skal lukke, blandt andet Søagerskolen.

Jeg vil ikke gå ind i en politisk debat i dette indlæg (det vil jeg fri jer for), men jeg vil gerne komme med min bekymring omkring denne forhastede og kortsigtede beslutning. Jeg frygter simpelthen for konsekvenserne, fordi det skal foregå så hurtigt (hele indskolingen – elever, lærere og pædagoger – rykker allerede til sommer).

Jeg frygter, at trivslen hos både elever og ansatte kommer på prøve.

Jeg frygter, at resten af Søagerskolen vil blive en spøgelsesskole efterhånden.

Jeg frygter elev-, lærer- og pædagogflugt.

Jeg frygter, at beregningerne ikke holder, så der kommer stigende børnetal i kommunen, og der derfor skal presses flere elever ind i klasselokalerne – eller at der hurtigst muligt må bygges en ny skole til at rumme de mange børn.

Jeg frygter for vores samfund, hvor alt skal slåes sammen og være “super”; ex. supersygehuse…og nu superskoler med 1200 elever. Måske ikke alle kan overskue så store skoler.

Når alt det så er sagt, så vil jeg gerne slutte mit indlæg af med at sige, at jeg er fortrøstningsfuld. Jeg ved, at ledere, skolebestyrelse og kolleger gør ALT for, at denne overgang bliver så smertefri som overhovedet muligt.

Jeg ved, at kollegerne på den anden skole (hvor vi skal flyttes hen) bliver klar til at modtage os, børn som voksne…og jeg ved, at de vil gøre det med åbne arme.

Selvom Smugen bliver svær at tage med, så vil den altid være i vores bevidsthed, og derfor kommer den med i vores tanker og handlinger.

Det kan godt være, at det hele er lidt trist nu…men det skal nok blive godt!

Mange Smuge-hilsner fra Nanna.

 

Husk, at følge Life with kids på:

Facebook

Instagram

Skoleindskrivning…nu på ny skole

Så skal vi til det igen; sidste barn skal skrives op til skole.

Vores situation har desværre ændret sig siden sidst. Antons (og min) skole skal desværre lukke, det har byrådet besluttet for nyligt. Indskolingen rykker allerede hen på en anden skole i byen her til sommer. Det er gået (alt for) hurtigt. Mentalt er det svært at følge med.

Oskar skal nu skrives op, men hvor jeg før havde tre skoler at vælge imellem, har jeg nu kun to. Min førsteprioritet er væk.

Det føles som en tvangsflytning for Antons vedkommende – og en nødløsning for Oskars. Men det skal nok blive godt på sigt.

Når vi taler med Anton om det, så har vi ja-hatten på. Han kommer til at gå i skole med flere af vores tætte venners børn.

Med hensyn til Oskar, så har vi faktisk ikke fortalt ham det endnu. Han glæder sig simpelthen så meget til at begynde på Søagerskolen. Vi har ikke fundet det rette tidspunkt til at fortælle ham, at det ikke bliver den skole alligevel. Det skal nok komme. Og når tidspunktet er, så tager vi ned og besøger den nye skole. Igen med ja-hatten på 😉

Til at starte med var det trods alt en trøst, at de to drenge kunne følges ad på den nye skole. Nogle søskende bliver nemlig skilt ad, da det kun er indskolingen, der flytter til sommer. Men vores to drenge begynder faktisk ikke på samme tid (det havde vi håbet). Oskar begynder nemlig i Mini-SFO allerede til april. Anton kommer først omkring sommerferien. Endnu et slag i ansigtet.

Nå, som skrevet er Ja-hatten på, og det hele skal nok blive godt til sidst.

Hvis det har interesse, så har jeg tidligere skrevet et indlæg omkring de tanker, man skal gøre sig, når man skal vælge skole til sit barn. Vi har nemlig alle forskellige behov…og vigtigst af alt; børn er forskellige.

I kan læse det tidligere indlæg her.

Mange hilsner fra en skolemor/skolelærer,

Nanna.

 

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram

Fedt drengetøj… Er det en by i Rusland?

Jeg er meget beæret over at være drengemor. Det er en helt ny verden, der åbner sig for én, når man bliver forælder til en af det modsatte køn end en selv (jeg tænker, at fædre kan have det på samme måde med døtre?).

Der er dog en verden, der er lukker sig mere, når man er drengemor – og ikke mor til en pige. Det drejer sig om tøj til arvingen.

Hvilke drengemødre har ikke oplevet, at pigetøjet i en tøjforretning fylder 3 eller 4 gange mere end drengetøjet. Det kan virkelig være en skuffende oplevelse at købe tøj til drenge…med mindre man kigger de rigtige steder.

Via Instagram og CIFF Kids messen har jeg fået øjnene op for følgende mærker, der gør lidt ekstra for drengemoden (Tak!).

Tine, kvinden bag tøjmærket Boyish, havde det nøjagtig på samme måde, som jeg har beskrevet ovenover. Hun tog dog sagen i egen hånd. Udstyret med hendes ældste søns tegninger og designs startede hun tøjkollektionen Boyish. Som navnet hentyder, så er det kun tøj til drenge… Og jeg er vild med stilen! Streetwear med baggy pasform, og det er lige mig. Tøjet er ovenikøbet økologisk. Foruden deres eget mærke sælger de andre mærker på webshoppen. Alt tøjet er til drenge.

Billederne til dette indlæg er fra Boyish.

På CIFF Kids for halvandet år siden stødte jeg på det dengang nye mærke The New. Her er der både fedt tøj til drenge og piger. Deres stil er casual med fede prints.

Hvis man følger nogle kendte mennesker med børn på Instagram, så har man måske stødt på mærket Sometimessoon. I en periode var der en del af disse kendisser, der taggede billeder med deres børn med Sometimessoon. Men ok, deres tøj er faktisk også rigtigt fedt! Igen er stilen baggy og casual…det er nok det, jeg falder for.

På Instagram opdagede jeg også på hollandske Lucky no 7. Deres tøj er en blanding af casual og sporty – og med skønne farver. Hvis man ikke magter at bestille tøj fra Holland, kan man følge dem på Instagram i stedet og få inspiration til at sammensætte tøj og accessories.

Til sidst vil jeg nævne “I dig denim”. Igen har jeg fundet brandet på Instagram. “I dig denim” er fra Gøteborg i Sverige, og de laver fedt tøj til både drenge og piger, store og små…for ja, de har også lidt til mødrene.

I sidste ende handler det måske om, hvordan tøjet styles på de forskellige modelbilleder… Og ja, jeg hopper i med begge ben. Det er ikke altid (langt fra!) at mine drenge kommer til at ligne dem på billederne… Men så har de i det mindste noget fedt tøj… 😉

Jeg er klar over, at mærkerne, jeg fremhæver i dette indlæg, er valgt på baggrund af min egen smag til mine to drenge… Jeg håber alligevel, at I kan blive inspireret af deres hjemmesider.

Jeg vil desuden gøre opmærksom på, at dette indlæg ikke er sponsoreret. Jeg har selv taget initiativ til indlægget.

Mange hilsner fra en drengemor, Nanna.

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram