Love is in the air!

32_DateWup wup, har lige været på 24 timers date med manden!

Jeg har tidligere skrevet om, hvor vigtigt det er at pleje forholdet, når man får børn. Dette tidligere indlæg kan læses her.
I fredags havde vi sådan en forkælelsesdag…bare manden og jeg.

Vi startede med picnic nede ved kajen ved Amaliehaven. Restaurant Fyrtøjet, der ligger i Nyhavn, havde lavet en skøn picnickasse til os. Der var lækker mad i form af laks, charcuterie, paté, ost, frugt og grønt samt brød til. En kold hvidvin samt ternet dug var også lagt ved. Hyggeligt!

Efter vi havde spist kassens indhold, gik vi langs kajen ned til Langelinie…med en halv flaske hvidvin i hånden. Lidt teenageagtigt!
Selvom vi var godt mætte, så kunne man da godt lige knibe en lille softice ned. Man skal da have is, når man er ved Langelinie 😉

Retur mod Indre By, nærmere bestemt Samadhi Spa, som ligger tæt på Nytorv. Her stod den på ren selvforkælelse i form af 1 times RIGTIG GOD massage. Vi havde ryddet op i vores skur onsdag og torsdag, hvilket indebar flytning og sortering af 25-30 flyttekasser. Derfor synes vi selv, at den massage var velfortjent. Hvornår er en massage egentlig ikke det? 😉
Med skuldrene 30 cm. længere nede, hoppede vi i jacuzzi. Smoothie, cremant, frisk frugt og chokolade til at dyppe det i var linet op på kanten.
Slutteligt saltscrub og rainforrest-bruser… SÅDAN!

Aftenen sluttede af med 3 (læs 8) retters menu på yndlingsrestauranten Höst. Hvis I ikke har prøvet at spise på Höst før, så kom afsted! Virkelig hyggelig atmosfære samt yderst lækker mad. Man får virkelig meget for pengene. Som I kan læse overfor, så bestilte vi 3 retter, men med alle de små retter, der kom ind i mellem, så talte vi 8 retter til sidst. For os to endte regningen på under 1000 kr., og det var inkl. vin til hovedretten.

Meningen var egentlig, at vi ville tage på cocktailbar, men mor og far her var trætte, så vi tog hjem og nød en hel nat uden afbrydelser.
Man er jo næsten født påny dagen efter.

Nu skal sidste feriedag nydes, inden arbejdet så småt starter op…

Hyg jer alle sammen!
Nanna, mom with kids.

P.s. Jeg vil lige gøre opmærksom på, at dette indlæg ikke er sponsoreret. Al forkælelsen har vi selv betalt for.

Husk at I kan følge Life With Kids på:
Facebook
Instagram

Når heldet er med én… Vol. #4

Anton ved akvarieFredag d. 17/7: Sidste dag af vores lille, københavnske eventyr. På én måde sørgeligt – men også med en rigtig god fornemmelse i maven. Vi har fået udnyttet København fuldt ud – og vi har været intenst sammen på børnenes præmisser. Det var sådan set også turens formål.

Efter morgenmaden gik jeg op på hotelværelset og begyndte at pakke. Drengene tog hen på verdens største, mobile hoppepude (som jeg tidligere har fortalt om her). De sluttede også lige af med et besøg i hotellets legerum (som jeg har fortalt om her).

Den Blå Planet indgang

Efter udcheckning gik turen mod Den Blå Planet.
Oskar faldt i søvn på vejen, så han gik glip af lidt af udstillingen. Tilgengæld kunne man så hellige sig lidt kvalitetstid med Anton. Det er nu skønt!
Akvariet er inddelt i 3 områder: Nordlige søer og have, Tropiske søer og floder og til sidst Oceanet.
Hver dag er der flere events, som man kan overvære. Det kan f.eks. være fodring af de store fisk i Oceanet eller fodring af havoddere.
Vi overværede fodring af de store fisk i Oceanet. Det var en stor oplevelse. Guiden fortalte om de forskellige fisk, hvordan de levede og hvordan de spiste.
I området med Nordlige søer og have er der desuden røre-bassiner, hvor man kan komme til at røre fisk, søstjerner og m.m. Det er altid godt for de nysgerrige sjæle (store som små).
Vi kom hele akvariet rundt og endte med frokost på akvariets Spisestedet Øst, som ligger med udsigt ud over Øresund. Det er Meyers Køkken, der står for maden, og den er også rigtig lækker. Der er noget for alle aldre – og fisk er det gennemgående tema.
Drengene (både de små og den store) valgte Fish’n’Chips. Det var en succes…og så fik jeg også lidt fisk i dem 😉

Anton ved oversigt

Efter frokosten vendte vi glade og mætte hjemad. Mæt af lækker mad – men også mæt på skønne oplevelser igennem de sidste 4 dage.
Det har været en helt fantastisk tur, hvor vi har fået nydt vejret, København og hinanden.

En stor tak til både Børn i byen og ikke mindst DGI for sådan en skøn præmie! Hvor heldig har man lov at være?

Nu er denne føljeton slut!
Tak fordi I læste med… :o)

Store hilsner fra Nanna, Mom with kids.

Husk at I kan følge Life with kids på:
Facebook
Instagram
Bloggermoms

Når heldet er med én… Vol. #3

Torsdag d. 16/7: Dag tre i København.
(Dag ét kan læses her – og dag to her).

Dagen startede som i går. Vi sov længe. Alt er selvfølgelig relativt, men når man er børnefamilie er alt efter 7.30 længe ;-). Og her vågnede Oskar, som den første, først kl. 8.30. God start på dagen!

Efter at vi havde indtaget morgenmaden, som vanen tro blev indtaget i Vestauranten, delte vi os.
Jeg fik lov at træne lidt i hotellets træningshus. Skønt! Samtidig gik Kasper og drengene hen på verdens største mobile hoppepude, som var opstillet i DGI-byen.
Da de kom retur, fik Oskar sin middagslur, mens Kasper og Anton tog i Vandkulturhuset.

Hoppepude

Omkring kl. 15 mødtes vi med en veninde på Halmtorvet, hvor frokosten blev indtaget på Café Apropos.
Derefter foregik resten af dagen i bedste turist-stil. Op på rickshaw’en og afsted. Første stop, Disney Store på Strøget. Det er en oplevelse i sig selv at besøge den butik. De er gået all-in i bedste amerikanske stil med prinsesser, tøjdyr og udklædning over det hele. Et sandt eventyr for børnene – og muligvis et sandt mareridt for forældrene – for man går da ikke tomhændet derfra. Og nej, det gjorde vi heller ikke. Anton blev udstyret med 6 superhelte-figurer – og Oskar fik 2 Cars-biler.

Op på rickshaw’en igen.
Næste stop, kanalrundfart med Canal Tours Copenhagen. En tur på ca. 1 time. Lidt en prøvelse med en dreng på under 2 år. Vi fik både set Nyhavn, Operahuset, Skuespilhuset, Christiania, Den Lille Havfrue og den store privatejet yacht, Eclipse, som ejes af rigmanden Roman Abramovich. Slap af en færge! Der kunne vi godt bruge en uge af vores ferie!

Kanalrundfart

Vel ankommet til lands cyklede vi mod Langelinie for at indtage dagens søde sager i form af is. Hvad er en sommer uden en amerikaner?
Aftenen blev sluttet af med sushi i Nansensgade. Yum yum! Det kan vi alle lide!

I morgen kan I læse om vores sidste dag i København…for denne omgang.

Hyggelige hilsner fra Nanna, Mom with kids.

Husk at I kan følge Life with kids på:
Facebook
Instagram
Bloggermoms

Når heldet er med én… Vol. #2

Anton og MinionsOnsdag d. 15/7: Dag to på vores skønne miniferie i København.
(Dag et kan læses her).

Vi startede dagen med at sove længe. Skønt! Hvis man ikke kan gøre det i ens ferie, hvornår skal man så gøre det?
Morgenmaden blev indtaget i Vestauranten. Der var et stort udbud, så alle fire gik godt mætte fra bords.

Efter lidt “slåen maver” på værelset, skulle vi prøve DGI’s Vandkulturhus. Begge drenge er glade for vand, så det kunne kun blive en succes. Vi opholdt os mest i deres varmtvandsområde, hvor de har to bassiner: Gryden og Indsøen. Far havde købt en dykkermaske til Anton, så der blev dykket frem og tilbage, på ryggen og på maven. Oskar legede primært med de forskellige legesager og hoppede i fra kanten.
Hvad moren egentlig først troede blev en times tid i vandet, endte med to timer. Succesen stoppede, da vi skulle op af vandet. Der var dømt skrig og skrål fra Oskars side. Jeg svedte og smilede nervøst til de andre damer i omklædningen. Jeg gør det aldrig igen…før næste gang!

Efter Vandkulturhuset skulle vi bruge vores adgangsbilletter til Tivoli. Vi var dog ikke de eneste, der havde fået den idé, hvilket resulterede i RIGTIG MANGE mennesker. Lige dér var jeg faktisk glad for, at mine børn har den alder endnu, hvor det at prøve noget ikke er det vigtigste. Oskar tumler bare lidt rundt og er optaget af alt og alle omkring ham. Anton er bare lykkelig, hvis man kan fiske eller skyde efter noget. Så lykken var alligevel gjort!
Vi sluttede aftenen af med at spise endnu en gang i Vestauranten. Nu må det også være slut. Det ligger bare så dejligt tæt på hotellet.

AndedamI morgen kan I læse om vores 3. dag i København. Der legede vi rigtig turister ;o)

Mange hilsner fra Nanna, Mom with kids.

Husk at I kan følge Life with kids på:
Facebook
Instagram
Bloggermoms

Når heldet er med én… Vol. #1

RickshawI foråret vandt jeg en super fed konkurrence igennem Børn i byen… Og i sidste uge blev præmien indfriet.

Præmien var 3 overnatninger på DGI Hotel midt i København, adgang til deres Vandkulturhus og Bowling & Burger. Desuden blev der stillet turistcykler til rådighed og adgangsbilletter til Tivoli og Den Blå Planet.
Folk, der kender mig, ved, hvor glad jeg er for København, så det var med stor glæde, vi tog mod hovedstaden tirsdag d. 14/7.

Vi tog afsted omkring middag. Ved DGI Hotels hovedindgang blev vi budt velkommen af hotellets Sales Assistent, Lene Rosenkrands. Hun havde arrangeret vores ophold og havde blandt andet sørget for booking af bowlingbane og leje af super fed Rickshaw-cykel til os. I receptionen bød Michel os velkommen og fortalte lidt om den pakke, som vi havde vundet og hotellets faciliteter.
Da vores værelse ikke var helt klar endnu, slog børnenes sig løs i hotellets legerum. Her var alt, hvad et barnehjerte kunne begære. Stort lærred med Ramasjang, boldbassin, legetelt, stangtennis, tegnegrej og meget mere.
Efter en lille times tid var værelset klar. Vi fik et familieværelse, så der var plads til os alle fire.

Legerum

Da Halmtorvet nærmest ligger i hotellets forgård valgte vi at spise frokost der. Området omkring Halmtorvet og Sønder Boulevard byder på mange kulinariske steder. Der er alt fra almindelige caféer til mere eksklusive steder. Så der er lidt for enhver.

Efter frokosten gik vi lidt ned ad Sønder Boulevard. Så kunne vi også få lillebror til at sove. Planen var nemlig, at vi skulle spille bowling efter frokosten. Og det er altså lidt nemmere uden en nysgerrig dreng på snart to år.
Anton på snart 5 år fik sin bowling-debut hos Bowling & Lounge, som også er en del af DGI-byen. Det gik ud over alle forventninger. Der var bander, der automatisk kørte op og ned, når det var hans tur. Desuden havde de sådan en smart sliske formet som en drage, hvor hans kugle kunne trille ned af, så han ikke selv skulle kaste den. Smart!

Bowling

Da vi var færdige med at bowle, besluttede vi os for at cykle en tur på rickshaw’en. Det var godt nok hyggeligt at cruise igennem Vesterbros gader…nok mest for drengenes og mit vedkommende. Manden måtte svede lidt. Vi cyklede mod legepladsen på Skydebanegade. Den havde jeg hørt meget om. Ligesom mange andre af de store legepladser, der er i København, så er denne legeplads også indhegnet. Det er dejligt at vide, når nu ungerne tumler rundt. Der blev både rutchet, klatret og kørt med svævebane. Her kan man godt få mange timer til at gå.

Skydebanegade

Da der var gået et stykke tid, cyklede vi tilbage til hotellet. Her spiste vi burgere på deres restaurant Vestauranten. Appetitten var blevet stor oven på den oplevelsesrige dag.
Vi sov alle fire godt den nat!

I morgen kan I læse om vores dag nr. 2 i København.

Mange kærlige hilsner fra Nanna, Mom with kids.

Husk at I kan følge Life with kids på:
Facebook
Instagram
Bloggermoms