Det bliver godt igen…men hvornår?…og hvordan?

Mit sidste indlæg handlede om de bekymringer, man som forælder kunne have i forbindelse med genåbningen af folkeskolen. Mine drenge startede i skole i torsdags, og det er gået ud over alle forventninger…trods diverse restriktioner. Da de mødte ind torsdag morgen var der en fantastisk stemning à la “1. Skoledag”. Børnene var spændte, forældrene var spændte og jeg tror også, at alle lærere og pædagoger havde lidt sommerfugle i maven. Sidstnævnte havde knoklet to dage på at få styr på det hele. Og de formåede at udtrykke ro omkring det hele, så man gik derfra med god ro i maven. Vi forældre må ikke komme ind på skolen, så der var lavet specielle “Kys og farvel-zoner” til klasserne. Disse zoner var gjort hyggelige med blomster og flag, så afskedssituationen blev afdramatiseret og hyggelig i stedet.

Nu kan jeg ånde lettet op med hensyn til genåbningen af skolen og det at skulle sende sine børn afsted. Så kan andre bekymringer melde sig. Her er lidt flere tanker fra Coronaland:

De fleste tænker sikkert det samme som mig: Hvornår stopper dette Corona-helvede? Jeg er klar over, at Corona-virussen er kommet for at blive (desværre!), men vi er vel alle enige om, at nedlukningen af landet med diverse restriktioner ikke kan fortsætte for evigt. Så det evige spørgsmål er: Hvornår vil vi være nogenlunde tilbage til normalen? Jeg er klar over, at vi ikke bare lukke op fra den ene dag til den anden, og så er alt fryd og gammen. Jeg er klar over, at genåbningen selvfølgelig skal ske gradvist. Men kan vi overhovedet forvente at komme tilbage til “pre-Corona” på et tidspunkt? Hvad er det for en verden, vi kommer ud til, når Danmark igen er åbnet?

Det der fylder mest hos mig i denne tid er manglen på samvær med familie og venner. Hvornår kommer vi til at kunne være sammen med dem igen? Hvornår må man være mere end ti mennesker sammen? Kommer vi til at kunne give dem en krammer…eller er manglen på krammere bare blevet hverdag, så nu krammer man ikke mere?

Jeg savner mine forældre, min mormor på plejehjem og mine brødre og deres familie. Hvornår kan man ses som familie? Min mormor på snart 94 år sidder mutters alene på plejehjem. Nogle dage er humøret hos hende ok, og man kan mærke, at hun har accepteret den (forhåbentlige) midlertidige hverdag. Andre dage er humøret trist. Hun sidder bare på hendes værelse uden besøg. Personalet på plejehjemmet må ikke give hende den mentale, psykiske omsorg, som hun har brug for, nemlig selskab.
Jeg plejer at besøge hende én gang om ugen. Jeg har ikke set hende i halvanden måned nu. Jeg savner hende! ❤️

En anden bekymring i forbindelse med den verden, som vi kommer ud til, er i forbindelse med oplevelser og rejser. Jeg elsker at opleve – og jeg elsker at rejse. Som H.C. Andersen sagde; at rejse er at leve. Hvornår kan vi komme ud at rejse igen? Kan vi overhovedet komme i vores sommerhus på Bornholm til sommer, når nu vi plejer at køre gennem Sverige?
Oskar, min yngste, savner Tivoli. Hvornår åbner de, så han kan få sine mange ture i Den Flyvende Kuffert og Piratskibene? Hvornår kan vi komme på Pincho Nation igen? Hvornår kan jeg planlægge oplevelser for drengene uden at skulle tænke over, om det er i det fri, afstanden til andre eller andre forholdsregler.

Spørgsmålene er mange, og ikke en gang Søren Brostrøm og Kåre Mølbak kan svare på dem nu… Men hvornår kan de? Hvornår kan de give os et lille håb om en hverdag ligesom før coronaens indtog i Danmark?

Håbefulde tanker fra Nanna.

Husk, at I kan følge Life with kids på:
Facebook
Instagram