Klar, parat, markér skolestart...

Roadtrip Florida

En længe ventet opdatering.

Efter flere måneder væk fra bloggen, kommer der nu en opdatering.

Vi har i oktober haft revet tre uger ud af kalenderen for at køre rundt i Florida, USA.

Hvorfor lige Florida? Kasper og jeg har før rejst rundt i USA – både øst, vest og ned igennem landet, men vi har aldrig været i Florida. Vi er svært glade for landet og deres gæstfrie, venlige indbyggere. Vi vidste, at vi gerne ville have børnene med på en længere tur en dag. Da vi for ca. et år siden fandt ud af, at Disneyworld ville åbne et Star Wars Land i deres parker både i Los Angeles og Orlando, besluttede vi, at nu skulle det være. Specielt vores ældste dreng på 9 år er super interesseret i den “galaktiske” verden. For tre år siden blev han udlært Jedi-ridder i Disneyland i Paris…og interessen er ikke blevet mindre med tiden.

Vi tænkte, at vi kunne slå to fluer med ét smæk: Besøge Florida og besøge Star Wars Land.

Efterhånden som rejsen nærmede sig, begyndte vi at researche. Hvad skulle vi opleve, mens vi var væk? Og i den forbindelse, hvor lang tid skulle vi være væk? Takket være venner og specielle rejsesider på Facebook, fik vi strikket en rejseplan sammen. Først Orlando, så Tampa, ned til Bonita Springs ved Naples og helt ned til Key West. Så op til Miami og videre op til Orlando igen. Det vil sige Florida rundt, mod uret.

Vi startede med at være en uge i Orlando. Her var vi fem dage i Disneyworld – inkl. Star Wars Land. Dette var jo egentlig turens primære formål 😉

Efter fem dage i Disneyworld trængte vi alle til at slappe ordentligt af…specielt Oskar. Han kan godt blive overloadet. Den næste halvanden uge stod den på rundtur og badeferie. Vi så nogle enkelte seværdigheder undervejs (blandt andet Everglades med vilde alligatorer), men det vigtigste var at få slappet af og få badet på lækre strande eller i egen pool, hvor vi boede. De fleste steder boede vi privat via AirBNB. Det kan altså godt betale sig. For samme pris som et hotelværelse får man en hel villa med egen pool – og vaskemaskine 😉. Ofte var det i deres gated community, så området var hegnet ind og med vagt ved indgangen. En vis tryghed. Det er ikke sidste gang, vi benytter os af AirBNB.

Efter at have daset, badet, hygget og slappet af i Tampa, Bonita Springs, Key West og Miami vendte vi næsen mod Orlando igen. Her skulle vi nyde feriens sidste dage. Slappe-dagene var ovre, og de sidste to dage brugte vi i Kennedy Space Center og i Universal Studios.

Lørdag d. 19/10 satte vi atter vores ben på dansk jord. Glade, afslappede og fyldt med oplevelser. Nogle af de største oplevelser, jeg har haft, er at se alle de vilde dyr, der findes derovre: Leguaner, delfiner, pelikaner, skildpadder, ørne, gribbe, slanger og som skrevet tidligere alligatorer. Det er et vildt dyreliv, de har derovre.

Vi måtte købe en ekstra kæmpe kuffert i USA. Denne var fyldt med…lyssværd, droider, Stormtrooper-maske og 11 bamser 😄. Der blev shoppet igennem…men kun til drengene 😏. I det hele taget var turen meget på drengenes præmisser.

Det var de vildeste tre uger. Det er helt sikkert, at vi kommer tilbage til Florida! ☀️

Et lille fif: Det kan godt betale sig at rejse uden for sæson (sommersæson). Temperaturerne er mere behagelige, og der er ikke så mange turister ved de forskellige turistattraktioner. Man skal dog være opmærksom på orkansæsonen i Florida, som ligger fra juni til november.

Jeg overvejer faktisk at skrive et indlæg med fif til sådan en længere rejse… Kunne det være en idé? 

 

Mange globetrotter-hilsner fra Nanna.

 

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram

2 kommentarer

  • Rebecc

    Tak for indlægget. Vi skal til Florida med vores to drenge til januar, så et indlæg med tips og vurderinger af både seværdigheder og rejseguides ville være fantastisk!! Velkommen hjem til jer 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Rebecca.
      Glæd jer… ;o)
      Jeg kommer med et indlæg her inden jul…
      Hvis du følger bloggens facebookside (Life with kids), så bør du få en opdatering, når jeg har udgivet det.
      Mvh. Nanna.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Klar, parat, markér skolestart...