Når selvmord kommer lidt for tæt på…

Ja, jeg undskylder min lidt brutale overskrift…men det rammer meget godt min følelse af fortvivlelse i skrivende stund.

Billedet, jeg har valgt at bruge til indlægget, har heller ikke noget med det hele at gøre (gudskelov!), men afspejler også ret godt den følelse, jeg havde i går aftes.

 

I går inviterede jeg Anton på “mor-søn-date”… Vi spiste sushi, som er Antons livret, og var til Forpremiere på Skammerens Datter 2.

Super hyggelig aften med ældstearvingen.

 

Den endte desværre anderledes…og tragisk.

Mens vi venter på vores tog på Valby Station, er der én, der bliver påkørt af et tog ovre på den anden perron.

Togene bliver indstillet, så i 40 min. kan vi rent faktisk følge med i ALT deres arbejde på stedet. Det undrer mig, at der ikke bliver skærmet af.

Jeg skærmer dog hurtigt Anton fra virkeligheden og går lidt væk med ham. Han hørte den voldsomme larm fra toget (jeg tænker, at det var bremserne), og han så politiet møde talstærkt op, så han vidste, at noget var sket…men gudskelov ikke hvad. Vi fik talt om, at man ikke skal smide “ting” på skinnerne. Han var ikke synderligt mærket af det efterfølgende…men det var jeg.

 

En anden gang (for nogle år siden) gik jeg med Kasper inde ved Købmagergade. Vi skulle i musikbutikken 4Sound ved Landemærket. Ved Rundetårn får Kasper et opkald. Vi venter med at gå ind i butikken, til han har talt færdigt. Da vi går derind, går der 2 min., så er der massiv udrykning lige uden for døren. Da vi kommer ud fra butikken, er det hele skærmet af. Vi finder ud af, at en ung kvinde har kastet sig ud fra Rundetårn.

 

Jeg ved ikke, om det i går var et selvmord…jeg kan kun tænke mit. Jeg føler virkelig med de triste skæbner, der vælger selvmord som sidste udvej. De må være helt ude i tovene. Jeg kan bare ikke forstå deres valg af sted at gøre det; offentligt. Endnu flere bliver ramt af det. Stakkels alle de lokoførere, der oplever det “fra første række”. Stakkels dem der stod lige ved siden af det sted ved Rundetårn, hvor den unge kvinde kastede sig ud. Jeg har selv billeder på nethinden i dag, men var trods alt ikke helt tæt på.

 

Livet er skrøbeligt!

Pas på jer selv og jeres kære!

Hilsner fra Nanna.

I, der kender Anton, skal selvfølgelig ikke nævne noget omkring ulykken over for ham. Han er videre i dag…