Ferie-fif

Jeg trænger godt nok til ferie…
Godt nok har jeg ikke været på arbejde forrige uge og delvist heller ikke denne uge…men det har skam ikke været fordi jeg har holdt fri, som sådan…tværtimod!
Jeg har været græsenke…OG plejet mit skrantende helbred. Ligesom mange andre i Danmark i disse tider, så har jeg været ramt af den berygtede influenza…aka man-flu for mit vedkommende 🙄. Jesus, aldrig har jeg været så syg! Sengeliggende i 10 døgn med feber, snot, bihulebetændelse, hoste, kvalme, opkast, ondt i halsen…og generelt ondt i hele kroppen. Damn it! Og så alene med to drenge på hhv. 7 og 4 år… Hurra for bedsteforældre!
Skranter stadig på anden uge, men håber at blive ordentlig klar til vinterferien… 🙏🏼
Og på mandag er den der…vinterferien! Det bliver SÅ godt… Drengene og jeg skal som sædvanlig opleve en masse.
Der er rigtig mange oplevelser inde omkring København. Her har jeg listet nogle af dem, som jeg personligt synes er interessante. Tryk på links for at blive klogere:
- Tivoli holder for første gang i år vinteråbent. Det må opleves! Jeg har allerede smugkigget billeder, og det ser godt nok flot ud.
- Legoworld i Bella Centeret. Hvert år er Anton afsted med morfar… Denne gang får Oskar og jeg også lov til at komme med.
- Disney on Ice i Forum. Det plejer at være et super flot show. Det foregår d. 14. og 15. februar.
- Kulturanstalten på Vesterbro afholder detektivuge hele uge 7. Forskellige workshops og oplevelser hver dag.
- Copenhagen Light Festival. Rundt om i København vil der være de fineste og flotteste lysinstallationer, blandt andet Ballonskoven på Islands Brygge. Tjek deres hjemmeside ud og find et sted i nærheden af jer.
- Kunstværket The Wave på Ofelia Plads. En del af Frost Festival.
- Tycho Brahe Planetarium sørger for kosmisk vinterferie. Udstillingen “Made in Space” svarer på det eksistentielle spørgsmål: “Hvor kommer du fra?”
- Rosenborg Slot i Kongens Have: Gå i Christian den fjerdes fodspor på slottet. Efterfølgende er der kroneværksted.
- Museumsbesøg: På Nationalmuseet kan man i vinterferien lave Rullinger fra Ramasjang. Tøjhusmuseet holder Sørøverskole fra de 5-10 årige.
- Man kan nok ikke komme uden om en tur i biografen. For tiden viser de både Vitello, Hodja fra Pjort, Det store nøddekup 2, Ferdinand og Coco. Førstnævnte har vi været heldige at være til forpremiere på, og den kan godt anbefales.
Punkterne ovenover er et mindre udbud af, hvad der findes af børnevenlige oplevelser i København i vinterferien. Der findes masser af arrangementer. Jeg har med vilje undgået alt med fastelavn, da indlægget ville blive for langt. Hvis I synes, at der nogle børnevenlige arrangementer, der mangler at blive nævnt, så skriv endelig en kommentar til dette indlæg.
Jeg håber, at I alle får en dejlig vinterferie…uden sygdom!
Vinterlige hilsner fra Nanna, mom with kids.
Husk, at I kan følge Life with kids på:
Ingen kommentarer endnu