Forældreintra… Helvedets forgård?

Først kontaktbøger, så mails, nu Forældreintra – og senere hen AULA.
Hvad er det med de fora? Og hvorfor er der så meget debat omkring det lige nu?

Da jeg gik i skole, havde vi den fysiske kontaktbog. Da jeg begyndte som lærer, gik der ikke mange år, før vi fik Forældreintra som kommunikationsmiddel mellem skole og hjem. Snart skal vi overgå til AULA. Men hvordan kan det være, at der lige pludselig tvivles på denne form for kommunikation mellem skole og hjem?

Som både forælder og lærer vil jeg gerne komme med mit besyv til denne debat.

For det første: Skal der være den kommunikation mellem skole og hjem? Ja, selvfølgelig… Det kan der forhåbentlig ikke herske nogen tvivl om.
Jeg synes, at man som forældre forpligter sig, når ens barn begynder i skole. Man skal holde sig ajour, man skal følge med i lektiebogen (indtil barnet selv kan administrere det), og man skal samarbejde med skolen. Sidstnævnte står faktisk i Folkeskolelovens formålsparagraf §1. Barnets læring beror på et samarbejde mellem skole og hjem.

Forældre har i debatten givet udtryk for, at Forældreintra stresser. Til det må jeg sige, at der må være meget andet, der stresser i hverdagen. Forældreintra i sig selv bør ikke være stressende…så bliver det i hvert fald brugt forkert.

Som både forælder og lærer tænker jeg, at følgende tre områder i Forældreintra er de primære: Beskeder til og fra skolen, kontaktbogen og lektiebogen. Det er disse, man bør holde sig mest ajour med. Lektiebogen, tænker jeg, er ikke det store problem; tag en dag ad gangen. Kontaktbogen bør heller ikke være et større problem (med mindre man har et barn, der tit “får skrevet hjem”). Beskeder til og fra skolen: Ja, se her kan vi alle nok blive bedre, forældre såvel som lærere. Læreren kan bruge det som informationskilde til hjemmet. Dette kan for eksempel være i form af ugebreve, månedsbreve eller information i forbindelse med “anderledes” dage.
Forældre kan ligeledes bruge beskeder til information. Men her tænker jeg skolerelaterede informationer – og ikke, at lille Ludvig har mistet sin venstre vante. Her kan klassens forældre vælge at bruge en dertil oprettet Facebookgruppe i stedet for. Jeg tror også, at man her vil få bedre respons, da flere er på Facebook end på Intra. Desuden skal man også nogle gange fravælge “at svare alle” i beskeder. Det kunne være, at nogle beskeder ikke var relevante for alle.

Nogle foreslår, at vi skal tilbage til den gamle fysiske kontaktbog. Selvfølgelig skal vi ikke det. Børnene kommer til at glemme den eller smide den væk. Hvis forældre ikke en gang kan tjekke Forældreintra hver dag, skulle de så kunne tjekke kontaktbogen? Jeg tvivler.
Desuden vil det være et tidsproblem for læreren at skulle skrive beskeder i den fysiske bog. Tænk, hvis flere elevers forældre skulle have den samme besked? Nej tak, herfra!

 

Som både forælder og lærer mener jeg, at Forældreintra bør bestå. Det er den nemmeste måde at samarbejde på mellem skole og hjem. Men det er vigtigt, at et forum bliver brugt korrekt af både forældre og skolens personale. Specielt beskeder kan virke overvældende, og her er det vigtigt at skelne mellem relevante/skolerelaterede beskeder – og beskeder, der bør høre til i et andet forum. Hvis alle kunne tænke sig om en ekstra gang, så er jeg sikker på, at Forældreintra (senere hen AULA) kunne blive nemmere at overskue.

Opråb fra en mor og en lærer,
Mvh. Nanna.

 

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram

Mødregruppens mange muligheder

Mødregruppe eller ej? Der kan være mange grunde til, at man fravælger mødregruppe – og det har jeg al respekt for. Jeg var i mødregruppe med begge drenge… Med Oskar var jeg ovenikøbet i to mødregrupper; én i København og én i Smørum, da vi flyttede midt i min barsel. 

Jeg har været super glad for alle mine tre mødregrupper… Det er altid dejligt og givende med lidt voksensnak i de barslende hverdage.

Dette indlæg kommer ikke til at handle om, hvorvidt man skal tage imod tilbuddet om mødregruppe eller ej. Det kommer til at handle om, hvad man kan lave med sin mødregruppe, der både kan være babyvenligt – men også voksenvenligt.

 

Rytmik:

Med begge mine drenge gik jeg til rytmik. Inde i København bugner det med steder, hvor man kan tumle rundt med de små. I provinsen er der længere mellem snapsene, men der er dog babyrytmik inden for en overkommelig afstand. Rytmik er super godt for den lilles motoriske og sanselige udvikling. Desuden er det skønt at lave noget sammen med barnet.

Babysvømning:

Ligesom med rytmik, så er babysvømning også en aktivitet, hvor baby udvikles på flere områder. Jeg har lært af erfaring at undersøge omklædningsfaciliteterne inden. De forskellige svømmehaller har forskellige måder at klæde om sammen med baby på… Nogle er mere stressende end andre. Sørg for at baby på en eller anden måde kan stilles fra dig (selvfølgelig ikke helt væk), mens du kan bade… Det kan godt være udfordrende at bade med et barn på armen.

Salmesang:

Hånden på hjertet; det har jeg ikke selv prøvet. Flere kirker tilbyder babysalmesang…og jeg har hørt, at det skulle være hyggeligt! Dette foregår oftest inden for en overkommelig radius.

Førstehjælp:

Førstehjælpskurser for hele mødregrupper + fædre tilbydes af en del kompetente firmaer. Det er nok det mest vigtige og givende kursus, man kan give sig selv, hvis man er småbørnsforældre. Kurset er tilrettelagt, så der er fokus på de ulykker, man kan komme ud for med et lille barn. Jeg har selv taget kurset flere gange…og har tidligere skrevet et indlæg om det. Læs det her.

Babybio:

Flere og flere biografer arrangerer babybio. Til disse forestillinger er det ok at tage baby med ind i biografsalen. Sover den lille, kan man flere steder stille barnevognen lige udenfor, og så vil personale holde øje med guldklumpen. Det er da smart! 

Et lille hint; i starten af februar er der premiere på den nye, danske film “Mødregruppen”… Den vil da ligge lige til højrebenet.

Egen “bio”:

Hvis man ikke helt tør Babybio endnu, så kan man jo bare arrangere sin egen bio hjemme hos en fra mødregruppen. Smid et par madrasser eller puder på gulvet, lav nogle popcorn – og smid en tøsefilm på, som manden alligevel ikke gider at se med én.

Børn i Byen Babyklub:

Hver onsdag arrangerer Børn i Byen Babyklub: Babyonsdag. Her kan der være forskellige temaer på programmet. Det kan være at lære babytegn, babymassage, førstehjælp eller lignende.

En god måde også at møde andre mødre på.

Åben legestue:

Hvis man bor i Storkøbenhavn, kan jeg anbefale Blegdamsremisen på Østerbro. 

Stedet er et af de bemandede legepladser, der findes i København, og super det indendøre, så vejrforholdene er underordnet. Blegdamsremisen kan bruges for alle aldre, men tirsdag og torsdag kl. 9.00-12.30 er det forbeholdt de mindste børn, fra 0-3 år. Her kan man tumle rundt i trygge rammer. Bestemt et besøg værd (også for de større børn)!

Lagersalg:

Det bugner med lagersalg…specielt til de helt små. Få en hyggelig dag ud af det, og snup mødregruppeveninderne med. Så kan I måske også hjælpe hinanden undervejs med babyerne…eller valget af tøj 😉. Jeres mand vil sikkert også sætte pris på at slippe for det.

 

Nu behøver alting jo ikke at være planlagt. En gåtur i det grønne, ud og se på seværdigheder eller en hyggelig cafétur er ligeså godt givet ud. Der kan voksensnakkes, mens de små slumrer i vognen.

 

Jeg håber, at indlægget kan bruges som inspiration, så barslen ikke bliver for ensformig.

Mange vinterlige hilsner fra Nanna, mom with kids.

 

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram

Jeg bliver så glad, når I følger mig! 😉

RO PÅ!

GODT NYTÅR, ALLE SAMMEN! Bedre sent end aldrig… Jeg håber, at I er kommet godt ind i det nye år…det er ihvertfald kommet for at blive 😉.

Sidste halvdel af 2018 var for mig og min familie noget udfordrende. Derfor tænker jeg egentlig, at årskiftet er en god, ny start.

I 2019 bliver Kasper 40 år, Oskar begynder i skole, Anton skifter skole, vi skal til tre bryllupper (jeg eeelsker bryllupper!), vores egen 10 års dag…og vi har planer om en tur til USA. Det skal nok blive et godt år.

Sidste år skrev jeg et indlæg, hvor jeg efterlyste mål, jeg kunne have…ikke forsæt (det virker på mig så falsk og intetsigende og kun i forbindelse med nytår; én gang om året). Nej, jeg vil sætte mål for året og frem. Hånden på hjertet, jeg fik ikke rigtig sat et mål – og derfor fik jeg heller ikke indfriet det.

 

To episoder inden for den seneste tid har dog været lidt en øjenåbner for mig.

Jeg prøvede for første gang Hatha yoga – og jeg læste en interessant artikel om børns behov for indre ro (læs den her).

Ud fra de to oplevelser har jeg sat mig et mål for 2019: Jeg vil skrue ned for tempoet…og forsøge at finde ro i hverdagen. Ikke noget helligt, bare være mere nærværende og tilstede. Til gavn for både mig selv og min familie.

Jeg har det personligt med, at der gerne skal ske noget hele tiden. Jeg har svært ved at slappe af og blive i nuet. 

Nedenfor har jeg skrevet kort om de tiltag, jeg har taget til mig for at få mere ro på hverdagen.

Vi er begyndt at indføre begrænset skærmtid herhjemme. Efter aftensmaden er den “individuelle skærmtid” byttet ud med fælles hygge. Vi sidder for eksempel sammen i sofaen og ser “Passer Passer piger”, “Olsen-banden” eller lignende (mine drenge elsker gamle, danske film og musiknumre). På den måde bliver der mere fælles tid i hverdagen. 

Jeg er desuden begyndt at dyrke yoga nede i mit lokale træningscenter… Har dog kun været der et par gange, da det ligger om aftenen, og jeg er ekstremt dårlig til at komme ud så sent. Der vil jeg oftest hellere bare ligge på sofaen. Trods træthed er det egentlig skønt at komme afsted. Én times “Nanna-tid”. Ingen børn der råber “Moar?!”, dæmpet lys og dæmpet musik. Skønt! Jeg kan mærke, at det er godt for min stive, låste krop…men også for sindet.

Jeg har også et par gange i det nye år kastet mig ud i børnemeditation med drengene, inden de skal sove. Det tror jeg egentlig giver godt i sidste ende. Jeg søger bare på “meditation for børn” på Youtube. Indtil videre har vi haft succes med Dyb Ro og Natbjørnen Tjugga.

Når jeg selv ligger i min seng om aftenen, ligger jeg de første 5-10 min på ryggen. Her slipper jeg tanker, styrer vejrtrækningen, og jeg kan mærke, at min krop bliver tungere og tungere. Når jeg er klar til det, lægger jeg mig om på siden og falder hurtigt i søvn.

Jeg er priviligeret at have fri hver fredag. De næste mange fredage har jeg sat af til at rydde op her hjemme. Et rum af gangen! Sortere og smide ud. Når det er klaret, giver det en fantastisk tilfredsstillelse. Alle burde gøre det en gang imellem.

Rent praktisk er jeg også begyndt at slette ulæste mails. Jeg var kommet op på over 6000 ulæste mails. Jeg var sådan set ligeglad med den røde cirkel på mobilen, der mindede mig om, at jeg havde så mange ulæste. Det, der irriterede mig, var, at jeg var/er bange for, at jeg misser vigtige mails. At de bare smelter sammen med alle de ligegyldige mails, jeg har. Jeg har nemlig være god til at sætte flueben i den kasse, der handler om nyhedsbreve 🙈. Nu sletter jeg mails – og afmelder mig de fleste maillister. Et godt sted at starte.

Kender I begrebet FOMO? Det står for “Fear of missing out”…angsten for at gå glip af noget. Det kan jeg til tider godt lide lidt af. Det har gjort, at jeg har sagt ja til en masse, hvor jeg egentlig burde have lyttet mere til mig selv og fornuften og sagt nej i stedet, netop for at få mere ro i specielt hverdagene. Ja, det kan godt være, at jeg går glip af noget, tilgengæld vinder jeg tid og ro…måske en god investering i sidste ende.

Jeg håber, at jeg kan fortsætte med de ovenstående tiltag…om ikke andet så nogle af dem. De er gode for mig…og familien.

 

Ro, nærvær og namaste,

Fra Nanna.

 

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram 

Hvorfor gør den skolelukning så ondt?

I sidste uge skrev jeg et indlæg, hvor jeg fortalte, at min og Antons skole skal lukke på sigt. Jeg skrev også i indlægget, at det er hårdt mentalt at stå midt i det.

Jeg vil gerne forklare mig…eller måske mere forklare hvad Søagerskolen står for, og hvorfor det gør så ondt.

Tilbage i 2004 var jeg i praktik på Søagerskolen. Jeg var ved at være færdig med min uddannelse som lærer, så jeg havde været en del i praktik på det tidspunkt. Men dette praktikforløb var noget særligt. Da jeg var færdig med praktikken på Søagerskolen, var jeg sikker; jeg ville gerne tilbage og arbejde på skolen, når jeg var færdiguddannet. Selvom jeg “bare” var praktikant, følte jeg mig velkommen og fuldt ud accepteret af dem, der arbejdede der. Det er desværre ikke altid, at man føler det sådan, når man kommer ud som praktikant…men det er en anden historie.

Sommeren 2006 blev jeg færdiguddannet. Inden da havde jeg sendt en uopfordret ansøgning til Søagerskolen – og jeg fik jobbet. Det vil sige, at jeg i skrivende stund har arbejdet på skolen i over 12 år. Det kommer der en del følelser af.

Nu springer jeg lidt i tiden. I efteråret 2015 skulle vi skrive vores ældste dreng op til skole. Det har hele tiden været skrevet i kortene, at han selvfølgelig ikke skulle være på min skole. Han skulle have sin egen skole uden mors “indblanden”. Men da tidspunktet kom for indskrivningen, fik jeg ondt i maven. Hans personlighed (han er forsigtig og følsom) hørte mere til på en lille, nærværende skole. Vi endte med at skrive ham op på Søagerskolen – og har aldrig fortrudt.

Det er klart, at det kræver noget at have barn på ens egen skole, men jeg synes egentlig, at det går fint med at administrere de to “kasketter”. Det hjælper også, at indskolingen, hvor han går, og udskolingen, som jeg har, ligger i hver sin ende af skolen. Jeg ser ham under 10 gange på et skoleår i løbet af en skoledag. Det er ikke meget.

Jeg vil gerne forklare skolen…eller rettere den specielle ånd og atmosfære, der er på skolen. Som skrevet tidligere, så er det en lille skole. Vi har lidt over 400 elever. Dette gør, at nærværet er i højsædet. Man kender i grove træk de fleste på skolen. Det, synes jeg, er et stort plus.

Vi ser og anerkender hinanden på skolen, små som store. Vi hilser alle på hinanden på gangene – også selvom det kan være forældre, man ikke rigtig kender.

Sådan en lille ting, som at vi har dyr på skolen (ex. vagtler, gekkoer, skægagamer), gør det også hyggeligt at gå rundt. Det giver desuden eleverne et specielt forhold til de dyr. De bliver opmærksomme og ansvarsbevidste overfor dem.

Man kan ikke sige Søagerskolen uden at nævne Smugen. Den lille figur, der er på billedet øverst oppe. Så vidt jeg ved, blev den tegnet for omkring 35-40 år siden af en tidligere lærer på skolen, Bruno Kvist.

Smugen ER skolen.

De børn, der går på skolen, lærer Smugen at kende fra start af – og de “tager” den med i deres bevidsthed, når de går ud.

Det er svært at forklare, hvad Smugen kan, for den er ikke bare en figur. Den er en form for ånd. Jeg vil prøve at forklare dens “primære virke”: Når man opfører sig dumt overfor andre, så dør Smugen. Når man er god ved andre, så fordobles den. Ingen har set den/dem rigtigt, men den findes – om ikke andet i vores bevidsthed. Den bliver en stor del af den trivsel og opdragelse, det er at gå på Søagerskolen. Jeg kender mange på min egen alder, der stadig kan huske Smugen, fra dengang de gik på skolen. Smugen betyder meget for Søagerskolen – og for Søagerskolen børn og voksne…også selvom de er “fløjet fra reden”. Vi kalder det også for Smugeånden , når man taler trivsel på skolen. Hvis jeg skal forsøge at forklare Smugeånden med få ord, så er den lig med anerkendelse, opmærksomhed og hjælpsomhed.

Som jeg skrev i mit indlæg i sidste uge (læs det her), så har byrådet i Egedal Kommune besluttet, at to skoler i kommunen skal lukke, blandt andet Søagerskolen.

Jeg vil ikke gå ind i en politisk debat i dette indlæg (det vil jeg fri jer for), men jeg vil gerne komme med min bekymring omkring denne forhastede og kortsigtede beslutning. Jeg frygter simpelthen for konsekvenserne, fordi det skal foregå så hurtigt (hele indskolingen – elever, lærere og pædagoger – rykker allerede til sommer).

Jeg frygter, at trivslen hos både elever og ansatte kommer på prøve.

Jeg frygter, at resten af Søagerskolen vil blive en spøgelsesskole efterhånden.

Jeg frygter elev-, lærer- og pædagogflugt.

Jeg frygter, at beregningerne ikke holder, så der kommer stigende børnetal i kommunen, og der derfor skal presses flere elever ind i klasselokalerne – eller at der hurtigst muligt må bygges en ny skole til at rumme de mange børn.

Jeg frygter for vores samfund, hvor alt skal slåes sammen og være “super”; ex. supersygehuse…og nu superskoler med 1200 elever. Måske ikke alle kan overskue så store skoler.

Når alt det så er sagt, så vil jeg gerne slutte mit indlæg af med at sige, at jeg er fortrøstningsfuld. Jeg ved, at ledere, skolebestyrelse og kolleger gør ALT for, at denne overgang bliver så smertefri som overhovedet muligt.

Jeg ved, at kollegerne på den anden skole (hvor vi skal flyttes hen) bliver klar til at modtage os, børn som voksne…og jeg ved, at de vil gøre det med åbne arme.

Selvom Smugen bliver svær at tage med, så vil den altid være i vores bevidsthed, og derfor kommer den med i vores tanker og handlinger.

Det kan godt være, at det hele er lidt trist nu…men det skal nok blive godt!

Mange Smuge-hilsner fra Nanna.

 

Husk, at følge Life with kids på:

Facebook

Instagram

Skoleindskrivning…nu på ny skole

Så skal vi til det igen; sidste barn skal skrives op til skole.

Vores situation har desværre ændret sig siden sidst. Antons (og min) skole skal desværre lukke, det har byrådet besluttet for nyligt. Indskolingen rykker allerede hen på en anden skole i byen her til sommer. Det er gået (alt for) hurtigt. Mentalt er det svært at følge med.

Oskar skal nu skrives op, men hvor jeg før havde tre skoler at vælge imellem, har jeg nu kun to. Min førsteprioritet er væk.

Det føles som en tvangsflytning for Antons vedkommende – og en nødløsning for Oskars. Men det skal nok blive godt på sigt.

Når vi taler med Anton om det, så har vi ja-hatten på. Han kommer til at gå i skole med flere af vores tætte venners børn.

Med hensyn til Oskar, så har vi faktisk ikke fortalt ham det endnu. Han glæder sig simpelthen så meget til at begynde på Søagerskolen. Vi har ikke fundet det rette tidspunkt til at fortælle ham, at det ikke bliver den skole alligevel. Det skal nok komme. Og når tidspunktet er, så tager vi ned og besøger den nye skole. Igen med ja-hatten på 😉

Til at starte med var det trods alt en trøst, at de to drenge kunne følges ad på den nye skole. Nogle søskende bliver nemlig skilt ad, da det kun er indskolingen, der flytter til sommer. Men vores to drenge begynder faktisk ikke på samme tid (det havde vi håbet). Oskar begynder nemlig i Mini-SFO allerede til april. Anton kommer først omkring sommerferien. Endnu et slag i ansigtet.

Nå, som skrevet er Ja-hatten på, og det hele skal nok blive godt til sidst.

Hvis det har interesse, så har jeg tidligere skrevet et indlæg omkring de tanker, man skal gøre sig, når man skal vælge skole til sit barn. Vi har nemlig alle forskellige behov…og vigtigst af alt; børn er forskellige.

I kan læse det tidligere indlæg her.

Mange hilsner fra en skolemor/skolelærer,

Nanna.

 

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram