Bloggens fremtid

 

Da jeg startede denne blog tilbage i december 2014, var mine drenge hhv. 1 og 4 år. Jeg elskede – og elsker stadig – at opleve med dem. At komme ned i børnehøjde. Danmark er smækfyldt med fantastiske, børnevenlige oplevelser, nogle mere kendte end andre. Min idé med bloggen var at afprøve disse forskellige steder og skrive om dem. Sådan har min blog primært været bygget op igennem årene, og jeg har nydt at have denne blog; at opleve og skrive om stederne.

Nu skriver vi 2023. Drengene fylder her i efteråret hhv. 10 år og 13 år. Vi oplever stadig meget sammen, men samtidigt med at drengene er blevet ældre, er vores liv og hverdag også ændret en smule. Jeg vil stadig skrive om børnevenlige oplevelser, men målgruppen er naturligt nok rettet mod lidt større børn og deres familier.

Desuden har jeg – som noget nyt – tænkt på at tage forskellige samfundsproblematikker op. Det kan f.eks. folkeskolen i dag, forældrerollen, shaming på nettet osv.

Man må hjertens gerne deltage i de eventuelle debatter i kommentarsporet, bare man holder den gode tone. Det er vigtigt for mig.

 

Jeg håber, at I fortsat vil læse med. Det vil glæde mig!

 

Mange hilsner fra Nanna,

Life With Kids, eller snarere Life With Preteens.

 

Husk, at I kan følge Life With Kids på:

Facebook

Instagram

Når døden banker på…


Dette indlæg har været længe undervejs, faktisk et par år. Jeg har villet skrive et indlæg om børn og deres oplevelse af døden. Jeg ville høre jer læsere, hvordan I har tacklet det, når jeres barn har mistet en nær. Hvordan håndterer man det bedst, når ens barn skal stå ansigt til ansigt med døden? Jeg kom bare aldrig så langt… Måske jeg udskød det med vilje?

Sagen er den, at mine drenge havde en oldemor, som de var meget tæt på. I en længere periode besøgte vi hende på plejehjemmet hver fredag, når jeg hentede dem fra skole. Hun fik det dog sværere og sværere. Alle hendes sanser blev taget fra hende, på nær følesansen, men så kom Covid-19 og ødelagde dette. Vi måtte nu ikke røre hende mere. Vi besøgte hende dog stadig i besøgstelte i plejehjemmets have, men den fysiske afstand var til at mærke, specielt for oldemor, der higede efter fysisk kontakt. I starten af marts faldt hun (igen) og brækkede lårbenet. Hun kom sig aldrig. Det var svært at komme i kontakt med hende, og natten mellem d. 25. og 26. marts sov hun ind. Et flot, langt liv på 94 år ebbede ud… ❤️

Jeg ville egentlig skåne mine drenge for den sidste tid, da oldemor ikke var sig selv. Jeg ville vente med at tage dem med, til hun var i bedring… Jeg håbede, at hun ville komme sig… Jeg var nok naiv.

Torsdag d. 25. marts hentede jeg drengene fra skole. Vi skulle egentlig bare hjem og hygge, men da jeg kørte ud fra skolens parkeringsplads, drejede jeg instinktivt til venstre i stedet for højre… Jeg drejede mod oldemor. Jeg fortalte drengene, at vi lige skulle besøge hende kort. Jeg fortalte dem også, at hun nok sov, når vi kom, men at hun vidste, at vi var der. Drengene kom derud. Talte lidt til hende, holdt i hånden og aede hendes kind. Efter en lille time tog vi hjem igen.
Om natten sov hun ind. Ventede hun bare på, at drengene kom og sagde farvel? ❤️

Om fredagen sendte jeg drengene i skole, uden at have fået fortalt dem, at oldemor var sovet ind om natten. Jeg skulle først have styr på mine egne følelser. Vi hentede dem lige efter skole, så de kunne nå at se hende en sidste gang. Den tanke kom til mig, selvom jeg, før det hele skete, var i tvivl, om de skulle se hende død. Oskar syntes, det var lidt mærkeligt, men det var helt naturligt for Anton. Han holdt hendes hånd, fortalte, at han elskede hende, aede hendes kind og kyssede hendes pande. Det hele var så fint! ❤️
Da bedemanden kom, gik vi ud, så de kunne få hende løftet over i kisten. Vi kom ind en sidste gang. Hun lå ligeså fredfyldt i den hvide kiste. Bedemanden påpegede, at der ingen mystik skal være ved døden, så hvis drengene ville hjælpe med kisten, så skulle de være velkomne. Det ville de gerne… De to drenge hjalp med at lægge låg på kisten og skruede skruerne i. En vild oplevelse! Men vild på den gode måde… De to drenge hyggesludrede med de to bedemænd, mens de gjorde det. Oskar ytrede sågar, at han ville være præst, når han blev stor… Det var nok lige i det givne øjeblik 😉.
Sammen fik vi båret kisten ud til rustvognen og fik vinket farvel.

En uges tid efter blev bisættelsen afholdt. Drengene skulle selvfølgelig med… Det var jeg slet ikke i tvivl om på det tidspunkt. Jeg har dog respekt for de familier, der ikke ønsker deres børn med til sådan en følelsesladet begivenhed. Man skal hele tiden huske på, at familier er forskellige…og dermed også børn.
Bisættelsen gik så fint…og vi sluttede af ved oldefars grav, her hvor oldemor også skulle ligge. Så kunne alle være med til “gravøl” uden restriktioner.

Præcis en måned efter hendes død, skulle urnen i jorden. Denne gang var drengene også med. De havde lavet tegninger til hende, som kom med ned sammen med urnen. Graveren spurgte drengene og deres fætter, om de ville være med til at putte jord ned i hullet. Endnu en fin gestus, som jeg tror, vil betyde meget for dem senere hen.

Som jeg skriver i starten af indlægget, så var jeg i tvivl om, hvor meget drengene skulle involveres, når døden pludselig kom tæt på vores familie.
Min bekymring blev gjort til skamme. Alle de valg, som vi tog undervejs, passede så fint til vores drenge. Familier er dog forskellige, så dette indlæg skal ikke ses som gode råd i forbindelse med børn og håndtering af døden, når den pludselig kommer for tæt på. Det er blot et indlæg, der fortæller, hvordan vi håndterede det første gang, drengene mistede én tæt på.
Jeg håber, at der går et stykke tid, før det skal gentages…

Mange eftertænksomme hilsner fra Nanna.

Husk, at I kan følge Life With Kids på:

Facebook

Instagram

Taknemmelighedsdagbog

Mine sidste to indlæg har været præget af tanker og frustrationer i forbindelse med Corona-krisen. Først et indlæg om skoleåbningen og senere et indlæg omkring den ukendte fremtid.
De to indlæg har været præget af usikkerhed og en lille portion tristhed. Det dur jo ikke at lulle sig ind i denne form for negativitet. Man vælger jo netop selv, hvad man vil fokuserer på; glasset der er halvtomt, eller glasset der er halvfyldt 🥃
Det kan godt være, at denne periode er svær, fordi vi mangler at være sociale, fordi vi har skulle hjemmeundervise samtidigt med at passe vores eget arbejde, fordi vores fremtid er ukendt. Men vi skal også huske på, hvad denne tid har bragt med sig af gode episoder.
Min træner nede i Dit Velvær, Thomas Dybro, har præsenteret mig for Taknemmelighedsdagbogen. Hver dag skal man kunne nævne tre gode ting ved dagen. Det kan være noget på arbejdet, noget derhjemme, eller som han siger; bare rene sokker. Jeg synes, at det er fedt og bekræftende at slutte dagen af med tre punkter i taknemmelighedsdagbogen.
Jeg har valgt at se på denne ellers noget udfordrende periode, og her kommer min top ti over positive elementer i Corona-perioden:
  1. Jeg har haft tid. Noget jeg har haft sukket efter længe. Kvalitetstid med mine børn og min mand, og mere tøffetid i weekenderne ❤️
  2. Vi har kunne sove længe(re). Vi er B-mennesker herhjemme. Og vi er ikke så gode til at stå op kl. 6.00. Hjemmeskolen begyndte først, når alle var vågne 😉
  3. Vi har hygget lidt ekstra med drengene om aftenen. Den har tit stået på film og popcorn 🍿
  4. Næstekærlighed. Der er jo ikke grænser for, hvor meget vi danskere har kunne hjælpe hinanden i denne periode. Det har været skønt at overvære. Det må vi gerne blive ved med efter Corona-krisen 🤝
  5. Jeg har fået trænet meget mere, end jeg plejer. Jeg har fået trænet 5-6 gange om ugen. Skønt! 💪🏼
  6. Som alle andre, så har vi fået ryddet op lidt hist og her. Vi er dog langt fra færdige 😅
  7. Der skulle ikke smøres madpakker, mens drengene gik i hjemmeskole 👍🏼
  8. Jeg har fået et meget større indblik i børnenes skole. Det var jo mig, der var læreren 😉
  9. Oskar knækkede læsekoden i hjemmeskole. Sejt! 💙
  10. For at støtte de lokale, har vi nok spist lidt ekstra Take away. Lækker mad, ingen tilberedning! 🍽
Prøv at lave en liste over jeres egen top ti…eller top tre. Man bliver i bedre humør af det!
Mange positive vibes i jeres retning!
  • Nanna.
Husk, at I kan følge Life with kids via:

Det bliver godt igen…men hvornår?…og hvordan?

Mit sidste indlæg handlede om de bekymringer, man som forælder kunne have i forbindelse med genåbningen af folkeskolen. Mine drenge startede i skole i torsdags, og det er gået ud over alle forventninger…trods diverse restriktioner. Da de mødte ind torsdag morgen var der en fantastisk stemning à la “1. Skoledag”. Børnene var spændte, forældrene var spændte og jeg tror også, at alle lærere og pædagoger havde lidt sommerfugle i maven. Sidstnævnte havde knoklet to dage på at få styr på det hele. Og de formåede at udtrykke ro omkring det hele, så man gik derfra med god ro i maven. Vi forældre må ikke komme ind på skolen, så der var lavet specielle “Kys og farvel-zoner” til klasserne. Disse zoner var gjort hyggelige med blomster og flag, så afskedssituationen blev afdramatiseret og hyggelig i stedet.

Nu kan jeg ånde lettet op med hensyn til genåbningen af skolen og det at skulle sende sine børn afsted. Så kan andre bekymringer melde sig. Her er lidt flere tanker fra Coronaland:

De fleste tænker sikkert det samme som mig: Hvornår stopper dette Corona-helvede? Jeg er klar over, at Corona-virussen er kommet for at blive (desværre!), men vi er vel alle enige om, at nedlukningen af landet med diverse restriktioner ikke kan fortsætte for evigt. Så det evige spørgsmål er: Hvornår vil vi være nogenlunde tilbage til normalen? Jeg er klar over, at vi ikke bare lukke op fra den ene dag til den anden, og så er alt fryd og gammen. Jeg er klar over, at genåbningen selvfølgelig skal ske gradvist. Men kan vi overhovedet forvente at komme tilbage til “pre-Corona” på et tidspunkt? Hvad er det for en verden, vi kommer ud til, når Danmark igen er åbnet?

Det der fylder mest hos mig i denne tid er manglen på samvær med familie og venner. Hvornår kommer vi til at kunne være sammen med dem igen? Hvornår må man være mere end ti mennesker sammen? Kommer vi til at kunne give dem en krammer…eller er manglen på krammere bare blevet hverdag, så nu krammer man ikke mere?

Jeg savner mine forældre, min mormor på plejehjem og mine brødre og deres familie. Hvornår kan man ses som familie? Min mormor på snart 94 år sidder mutters alene på plejehjem. Nogle dage er humøret hos hende ok, og man kan mærke, at hun har accepteret den (forhåbentlige) midlertidige hverdag. Andre dage er humøret trist. Hun sidder bare på hendes værelse uden besøg. Personalet på plejehjemmet må ikke give hende den mentale, psykiske omsorg, som hun har brug for, nemlig selskab.
Jeg plejer at besøge hende én gang om ugen. Jeg har ikke set hende i halvanden måned nu. Jeg savner hende! ❤️

En anden bekymring i forbindelse med den verden, som vi kommer ud til, er i forbindelse med oplevelser og rejser. Jeg elsker at opleve – og jeg elsker at rejse. Som H.C. Andersen sagde; at rejse er at leve. Hvornår kan vi komme ud at rejse igen? Kan vi overhovedet komme i vores sommerhus på Bornholm til sommer, når nu vi plejer at køre gennem Sverige?
Oskar, min yngste, savner Tivoli. Hvornår åbner de, så han kan få sine mange ture i Den Flyvende Kuffert og Piratskibene? Hvornår kan vi komme på Pincho Nation igen? Hvornår kan jeg planlægge oplevelser for drengene uden at skulle tænke over, om det er i det fri, afstanden til andre eller andre forholdsregler.

Spørgsmålene er mange, og ikke en gang Søren Brostrøm og Kåre Mølbak kan svare på dem nu… Men hvornår kan de? Hvornår kan de give os et lille håb om en hverdag ligesom før coronaens indtog i Danmark?

Håbefulde tanker fra Nanna.

Husk, at I kan følge Life with kids på:
Facebook
Instagram

Få kulturen ind fra barnsben

Så er endnu en ferie slut. Som altid har vi haft mange oplevelser sammen med børnene. Vi er normalt ikke den type familie, der tilbringer sommeren ved poolens kant med All-inclusive. Vi skal ud og opleve…sådan er det gerne hver gang, der er ferie.

Vi besøger jævnligt museer, kirker, særlige bygninger og andre steder med historie…og jeg elsker det!

Jeg elsker at opleve deres nysgerrighed, se dem lære, og frem for alt kan jeg lide tanken om at videregive den danske kultur til dem.

Det lyder måske lidt nørdet…og det er nok også. Men jeg kan godt lide at give dem lidt dansk kultur og historie, så de på den måde kender til vores fortid. Jeg tænker, at det faktisk er en af de fineste opgaver som forælder; at få dem til at forstå fortiden, for at forstå nutiden. Vi forældre er med til at bære kulturen videre. Hvilken form for kultur og hvordan, kan man jo altid selv bestemme.

Foruden besøg på museer, kirker og andre historiske steder, så dyrker vi også ældre film, musik og litteratur. Vi ser f.eks. Dirch Passers film og Olsen Banden, lytter til “Er du dus med himlens fugle” med Poul Reichhardt og “Du er min øjesten” med Peter Malberg. Af lidt nyere musik tyer vi til Kim Larsen og Sebastian. Anton har for eksempel været til koncert med sidstnævnte. Anton trak gennemsnitsalderen kraftigt ned! 😂

Vi har læst mange af H.C. Andersens eventyr – og Sigurd Barretts forskellige bøger om historie og mytologi. Vi har desuden set teaterkoncerten med Sigurd Barretts Danmarkshistorie… Forestillingen kan klart anbefales.

Af nyere historieformidling kan også nævnes “The Who Was show” på Netflix. Her lærer børn om blandt andet Cæsar, Marco Polo, Frida Kahlo, Einstein, Newton, Galileo, Shakespeare og Amelia Earhart. Drengene synes, at det er et godt og interessant program, og jeg kan høre, at de lærer noget…og det gør jeg også 😉

Det, der glæder mig mest, er, at de virker interesseret i historie og kultur. De er super gode til at huske, så de får også skabt nogle referencerammer på den måde.

Jeg har aldrig selv været skarp til historie, og jeg skal tit læse mig til viden (Tak, Google!)…så for mig er det win win med de oplevelser med børnene. Jeg lærer simpelthen også noget…samtidig med at jeg er sammen med familien.

 

Kulturelle hilsner fra Nanna, Mom with kids.

 

Husk, at I kan følge Life with kids på

Facebook

Instagram