Hvorfor gør den skolelukning så ondt?

I sidste uge skrev jeg et indlæg, hvor jeg fortalte, at min og Antons skole skal lukke på sigt. Jeg skrev også i indlægget, at det er hårdt mentalt at stå midt i det.

Jeg vil gerne forklare mig…eller måske mere forklare hvad Søagerskolen står for, og hvorfor det gør så ondt.

Tilbage i 2004 var jeg i praktik på Søagerskolen. Jeg var ved at være færdig med min uddannelse som lærer, så jeg havde været en del i praktik på det tidspunkt. Men dette praktikforløb var noget særligt. Da jeg var færdig med praktikken på Søagerskolen, var jeg sikker; jeg ville gerne tilbage og arbejde på skolen, når jeg var færdiguddannet. Selvom jeg “bare” var praktikant, følte jeg mig velkommen og fuldt ud accepteret af dem, der arbejdede der. Det er desværre ikke altid, at man føler det sådan, når man kommer ud som praktikant…men det er en anden historie.

Sommeren 2006 blev jeg færdiguddannet. Inden da havde jeg sendt en uopfordret ansøgning til Søagerskolen – og jeg fik jobbet. Det vil sige, at jeg i skrivende stund har arbejdet på skolen i over 12 år. Det kommer der en del følelser af.

Nu springer jeg lidt i tiden. I efteråret 2015 skulle vi skrive vores ældste dreng op til skole. Det har hele tiden været skrevet i kortene, at han selvfølgelig ikke skulle være på min skole. Han skulle have sin egen skole uden mors “indblanden”. Men da tidspunktet kom for indskrivningen, fik jeg ondt i maven. Hans personlighed (han er forsigtig og følsom) hørte mere til på en lille, nærværende skole. Vi endte med at skrive ham op på Søagerskolen – og har aldrig fortrudt.

Det er klart, at det kræver noget at have barn på ens egen skole, men jeg synes egentlig, at det går fint med at administrere de to “kasketter”. Det hjælper også, at indskolingen, hvor han går, og udskolingen, som jeg har, ligger i hver sin ende af skolen. Jeg ser ham under 10 gange på et skoleår i løbet af en skoledag. Det er ikke meget.

Jeg vil gerne forklare skolen…eller rettere den specielle ånd og atmosfære, der er på skolen. Som skrevet tidligere, så er det en lille skole. Vi har lidt over 400 elever. Dette gør, at nærværet er i højsædet. Man kender i grove træk de fleste på skolen. Det, synes jeg, er et stort plus.

Vi ser og anerkender hinanden på skolen, små som store. Vi hilser alle på hinanden på gangene – også selvom det kan være forældre, man ikke rigtig kender.

Sådan en lille ting, som at vi har dyr på skolen (ex. vagtler, gekkoer, skægagamer), gør det også hyggeligt at gå rundt. Det giver desuden eleverne et specielt forhold til de dyr. De bliver opmærksomme og ansvarsbevidste overfor dem.

Man kan ikke sige Søagerskolen uden at nævne Smugen. Den lille figur, der er på billedet øverst oppe. Så vidt jeg ved, blev den tegnet for omkring 35-40 år siden af en tidligere lærer på skolen, Bruno Kvist.

Smugen ER skolen.

De børn, der går på skolen, lærer Smugen at kende fra start af – og de “tager” den med i deres bevidsthed, når de går ud.

Det er svært at forklare, hvad Smugen kan, for den er ikke bare en figur. Den er en form for ånd. Jeg vil prøve at forklare dens “primære virke”: Når man opfører sig dumt overfor andre, så dør Smugen. Når man er god ved andre, så fordobles den. Ingen har set den/dem rigtigt, men den findes – om ikke andet i vores bevidsthed. Den bliver en stor del af den trivsel og opdragelse, det er at gå på Søagerskolen. Jeg kender mange på min egen alder, der stadig kan huske Smugen, fra dengang de gik på skolen. Smugen betyder meget for Søagerskolen – og for Søagerskolen børn og voksne…også selvom de er “fløjet fra reden”. Vi kalder det også for Smugeånden , når man taler trivsel på skolen. Hvis jeg skal forsøge at forklare Smugeånden med få ord, så er den lig med anerkendelse, opmærksomhed og hjælpsomhed.

Som jeg skrev i mit indlæg i sidste uge (læs det her), så har byrådet i Egedal Kommune besluttet, at to skoler i kommunen skal lukke, blandt andet Søagerskolen.

Jeg vil ikke gå ind i en politisk debat i dette indlæg (det vil jeg fri jer for), men jeg vil gerne komme med min bekymring omkring denne forhastede og kortsigtede beslutning. Jeg frygter simpelthen for konsekvenserne, fordi det skal foregå så hurtigt (hele indskolingen – elever, lærere og pædagoger – rykker allerede til sommer).

Jeg frygter, at trivslen hos både elever og ansatte kommer på prøve.

Jeg frygter, at resten af Søagerskolen vil blive en spøgelsesskole efterhånden.

Jeg frygter elev-, lærer- og pædagogflugt.

Jeg frygter, at beregningerne ikke holder, så der kommer stigende børnetal i kommunen, og der derfor skal presses flere elever ind i klasselokalerne – eller at der hurtigst muligt må bygges en ny skole til at rumme de mange børn.

Jeg frygter for vores samfund, hvor alt skal slåes sammen og være “super”; ex. supersygehuse…og nu superskoler med 1200 elever. Måske ikke alle kan overskue så store skoler.

Når alt det så er sagt, så vil jeg gerne slutte mit indlæg af med at sige, at jeg er fortrøstningsfuld. Jeg ved, at ledere, skolebestyrelse og kolleger gør ALT for, at denne overgang bliver så smertefri som overhovedet muligt.

Jeg ved, at kollegerne på den anden skole (hvor vi skal flyttes hen) bliver klar til at modtage os, børn som voksne…og jeg ved, at de vil gøre det med åbne arme.

Selvom Smugen bliver svær at tage med, så vil den altid være i vores bevidsthed, og derfor kommer den med i vores tanker og handlinger.

Det kan godt være, at det hele er lidt trist nu…men det skal nok blive godt!

Mange Smuge-hilsner fra Nanna.

 

Husk, at følge Life with kids på:

Facebook

Instagram

Skoleindskrivning…nu på ny skole

Så skal vi til det igen; sidste barn skal skrives op til skole.

Vores situation har desværre ændret sig siden sidst. Antons (og min) skole skal desværre lukke, det har byrådet besluttet for nyligt. Indskolingen rykker allerede hen på en anden skole i byen her til sommer. Det er gået (alt for) hurtigt. Mentalt er det svært at følge med.

Oskar skal nu skrives op, men hvor jeg før havde tre skoler at vælge imellem, har jeg nu kun to. Min førsteprioritet er væk.

Det føles som en tvangsflytning for Antons vedkommende – og en nødløsning for Oskars. Men det skal nok blive godt på sigt.

Når vi taler med Anton om det, så har vi ja-hatten på. Han kommer til at gå i skole med flere af vores tætte venners børn.

Med hensyn til Oskar, så har vi faktisk ikke fortalt ham det endnu. Han glæder sig simpelthen så meget til at begynde på Søagerskolen. Vi har ikke fundet det rette tidspunkt til at fortælle ham, at det ikke bliver den skole alligevel. Det skal nok komme. Og når tidspunktet er, så tager vi ned og besøger den nye skole. Igen med ja-hatten på 😉

Til at starte med var det trods alt en trøst, at de to drenge kunne følges ad på den nye skole. Nogle søskende bliver nemlig skilt ad, da det kun er indskolingen, der flytter til sommer. Men vores to drenge begynder faktisk ikke på samme tid (det havde vi håbet). Oskar begynder nemlig i Mini-SFO allerede til april. Anton kommer først omkring sommerferien. Endnu et slag i ansigtet.

Nå, som skrevet er Ja-hatten på, og det hele skal nok blive godt til sidst.

Hvis det har interesse, så har jeg tidligere skrevet et indlæg omkring de tanker, man skal gøre sig, når man skal vælge skole til sit barn. Vi har nemlig alle forskellige behov…og vigtigst af alt; børn er forskellige.

I kan læse det tidligere indlæg her.

Mange hilsner fra en skolemor/skolelærer,

Nanna.

 

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram

Glad, lettet…og meget stolt!

I foråret fik vi besked om, at talepædagogen i børnehaven ville prøve at få Oskar i sproggruppe. Et kommunalt tilbud for de børn, der skal have et ekstra skub i den sproglige/kommunikative retning.

Oskar er ørebarn, og det blev desværre opdaget for sent. Derfor har han haft udtalevanskeligheder og ringere ordforråd, da hans sprog først begyndte at blive udviklet senere end jævnaldrende. Da han var to år, talte han fuldstændig sort. Da han var 2 år og 4 mdr. fik han lagt dræn. Først dér kunne hans sprog udvikles optimalt. Dette gjorde, at noget skulle indhentes.

Oskar har i et års tid gået til talepædagog i børnehaven… Men der skulle ske noget mere. Den kommunale sproggruppe kunne være svaret. Ansøgningen blev sendt afsted… Og han fik en plads.

I midten af april begyndte han derude. Tre formiddage om ugen (onsdag-fredag) skulle han gå fire timer i sproggruppe. Her blev der stillet kommunikative krav til ham og de andre børn hele tiden. Igennem lege, oplæsninger, rim og remser blev sproget en vigtig del af dagligdagen i sproggruppen.

Jeg indrømmer, at jeg havde en del bekymringer, inden han begyndte derude:

  • Tre formiddage om ugen ville han gå glip af aktiviteter hos Troldebørnene (de store børnehavebørn). Hvad hvis vennerne i børnehaven “glemte” ham?
  • Transporten om morgenen. Han skulle være i Ølstykke senest klokken 8.00 om morgenen, over 9 km fra vores hjem… Hvordan kunne vi få det til at hænge sammen, når jeg møder 8.15 i Smørum?
  • Når han omkring middag skulle retur til børnehaven skulle han køre i en minibus med en mand, jeg aldrig havde mødt.
  • Med 4 timer i sproggruppe, næsten 1 times kørsel hjem til børnehaven efterfølgende – og så yderligere 3 timer i børnehaven. Sikke en lang dag for en 4-årig. Det er næsten et overgreb med de skift i løbet af dagen.

Ja, bekymringer var der en del af.

I dag står jeg med det færdige resultat: Oskar og hans diplom. Fem måneder endte han med at gå der. Fem seje måneder… Men Oskar er så p**** robust, så han har taget det hele i stiv arm. Han har aldrig brokket sig…tværtimod. Han har været vildt glad for at gå i sproggruppen. Han har været træt de tre dage…bevares! Han har også været overloadet…men han har klaret det.

Og resultatet taler for sig selv.

Han ligger nu alderssvarende i aktivt ordforråd – og over (!) alderssvarende i sprogforståelse. Damn, mor er stolt!

Desuden har sprogpædagogerne fortalt, at han er opmærksom og lyttende, når de forklarer en aktivitet, og han går nysgerrigt og motiverende ind til opgaven. Han deltager engageret, fordybende og reflekterende i alle aktiviteterne.

Til næste år skal han i skole… Det skal nok blive godt! Jeg er ikke så bekymret mere…

Mange hilsener fra en stolt mor.

 

Husk at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram

Skolevalg…et af livets svære og afgørende valg

skolestart

For 2 år siden stod jeg selv i den situation, som en del forældre står i nu: At skulle vælge skole til sit barn. Hvordan får man valgt den rigtige skole til sin dyrebareste? Han/hun skal trods alt gå der i min. 10 år. Som overskriften lyder, så kan det være et af livets svære valg som forælder.

Nu tillader jeg mig at tage min professionelle kasket på. Qua mit arbejde som skolelærer vil jeg mene, at jeg kender en del til skoleforhold.
Så her er mine råd til jer, der skal ud og vælge skole til jeres barn:

1) Opsøg de forskellige skoler, der er i nærheden af jeres hjem. Førstehåndsindtrykket giver ofte en mavefornemmelse. Man kan læse sig til meget på skolernes hjemmesider, men atmosfæren på skolen kan ikke mærkes gennem det trykte medie. Kom gerne på besøg i et tidsrum, så I både kan mærke atmosfæren, når der er time – og når der er frikvarter.

2) Overvej, om jeres barn vil trives bedst på en stor eller lille skole. Der er både fordele og ulemper ved begge. Det handler i det store og hele tit om barnets personlighed, når man skal vælge en skole, der vil passe til poden.

3) Det er dejligt, hvis nogle af vennerne fra børnehaven følger med. Men det er ikke det vigtigste. Barnet skal nok få nye kammerater.
Tilgengæld er det en stor fordel at vælge en skole i nærområdet, så det er nemmere at få organiseret legeaftaler.

4) Gode karakterer er én ting, men kig hellere på skolens sociale engagement. Hvordan arbejder de f.eks. med trivsel?

5) Find ud af skolens profil. Nogle vægter kreativitet højt, andre idræt og sundhed. Hvad passer til jeres barn?

Det er de 5 punkter, som var vigtige for mig, da jeg skulle vælge skole til mit barn.

 

Mange hilsner fra Nanna, mor og lærer 😉

Husk, at I kan følge Life with kids på:
Facebook
Instagram

Kender I SKAM? Kender I så også MOT?

mot-logo

Kender I SKAM?

Kender I så også MOT?

Begge kommer fra Norge – og begge handler om unge.

Mit indlæg her kommer til at handle om sidstnævnte.

Noget af det, der står mig allernærmest i mit virke som lærer, er arbejdet med elevernes trivsel. Jeg mener ikke, at der kan opnås optimal læring, hvis ikke barnet trives. Jeg holder jævnligt selv trivselssamtaler med den enkelte elev i mine klasser – og ved lejlighed også klassemøder.

Glæden var derfor stor, da jeg i foråret 2016 blev spurgt af min leder, om jeg ville uddannes som MOT coach.

MOT stammer fra Norge. Det har faktisk kørt i 20 år deroppe – og 25% af de norske folkeskoler er med i projektet.

Herhjemme i Danmark har det kørt i 4 år, og indtil videre er 22 skoler blevet MOT-skoler…men flere kommer til. Løbende bliver der uddannet nye coaches fra nye MOT-skoler, og efter sommerferien kommer antallet af danske MOT-skoler op på 50. 

Kort og godt går MOT ud på at gøre de større elever (7.-9. kl.) i skolen robuste. Det handler om at skabe trygge og robuste miljøer for eleverne – både i skolen men også uden for skolen. De skal lære at stå ved dem selv og træffe egne valg.

MOT coaches kommer løbende på besøg i en klasse, og via samtaler og øvelser får man eleverne til at reflektere over egen virke. Samtalerne og øvelserne tager udgangspunkt i MOT’s værdier: Mod til at leve, mod til at vise omsorg og mod til at sige nej.

mot-unge

Resultater viser, at MOT-skoler næsten halverer tilfælde med mobning, har tre gange så god trivsel og har elever med større selvtillid.

Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet i de klasser, jeg har haft det forgangne skoleår… Men jeg glæder mig også til at starte MOT op i de nye 7. klasser.

Jeg vil gøre opmærksom på, at jeg selv har taget initiativ til dette indlæg. Det er ikke sponsoreret af MOT Danmark.

Mange sommerhilsner fra Nanna.

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram