Københavns gratis glæder

Det kan være en dyr affære at holde ferie i storbyen, København er ingen undtagelse.

Jeg kender mange gode steder i København for børn og barnlige sjæle…og med dette indlæg har jeg sat mig for at fortælle om de steder, der er gratis. Jeg slutter dog indlægget af med at fortælle om nogle steder, der koster under 100 kr. at besøge.

Indlægget har været lidt længe undervejs pga. sommerferie for mit vedkommende, men jeg vælger at udgive det alligevel, selvom sommeren er ved at være slut. De fleste af oplevelserne kan nemlig bruges året rundt.

København er kendt for mange fede legepladser. Prøv blandt andet legepladserne på Skydebanegade, Ørstedsparken, Kongens Have eller lidt længere ude i Valbyparken. Er vejret dårligt, så søg indenfor og besøg Blegdamsremisen på Østerbro eller KU.BE på Frederiksberg tæt på Flintholm St.. En form for indendørs legepladser/legelande med oceaner af muligheder. Mange af legepladserne i København er faktisk bemandede, så der er pædagogisk personale tilstede. De er gode til at hygge om børnene.

Fælledparken bugner af temalegepladser: Der er for eksempel Trafiklegepladsen, Tårnlegepladsen, Vandlegepladsen og Skaterbanen (der er faktisk to; en til de store børn og en mindre til de små på løbehjul). Vi kan snildt bruge en hel dag i Fælledparken, bare at gå rundt til alle legepladserne. Medbring evt. tæppe og madkurv, så bliver dagen lidt hyggeligere. I kan læse mere om legepladserne i Københavns Kommune på deres hjemmeside her.

Hvis ungerne trænger til at dyppe sig, så er der faktisk mange muligheder i København: Som skrevet ovenover er der Vandlegepladsen i Fælledparken. Legepladsen på Skydebanegade har også et område, der fyldes op med vand, hvis vejret er godt. Man kan tjekke Københavns Kommunes hjemmeside, hvis man vil være sikker på, at der er vand de to steder. I år fyldes soppebassinerne dog ikke pga. Covid-19. Til gengæld er der de forskellige havnebade rundt omkring i byen. Vi kan anbefale Islands Brygge og Sluseholmen. Vi har ikke prøvet de andre…endnu. Hvis man gerne vil have sand under tæerne, så er der Svanemøllen Strand og Amager Strand. Sidstnævnte er inden for de sidste par år blevet fornyet. Det er en oplevelse at være omkring den nye strandpark. Er I på Amager, så besøg Naturcenter Amager Strand eller Naturcenter Vestamager. De er rigtig gode til at lave børnevenlige oplevelser for de små. Følg dem evt. på Facebook.

Vil man gerne  vandet, så findes der Green Kayak, hvor man kan låne en kajak gratis i to timer. Man skal til gengæld samle skrald op i de københavnske kanaler og havne, mens man sejler… Win win for alle parter.

København har også mange grønne områder, som er værd at besøge. Kongens Have, som også har den føromtalte eventyrlige legeplads, har normalt også Marionetteater i sommersæsonen. De spiller to gange om dagen, og det er ganske gratis. Desværre er der lukket ned for det denne sommer pga. Covid-19. Jeg vil dog nævne det alligevel, da det er en fast tradition om sommeren. Frederiksberg Have emmer af hygge og romantik. Med få kroner på lommen, kan man få en skøn tur rundt i søen i en gammel jolle. Super hyggeligt! Ørstedsparken ved Nørreport er Danmarks svar på Central Park, har jeg hørt 😉. Det er muligvis en overdrivelse, men parken er super hyggelig. Mange nyder solen eller lidt mad på skrænterne ned mod søen.

Skal man være kulturel med børnene, så er en gåtur i Frederiksstaden fantastisk. Tag metroen til Marmorkirken. Stå af og gå ind i kirken med Nordeuropas største kuppel. Fantastisk flot. Bagefter går I over vejen til Amalienborg. Hvis I kommer omkring middagstid, så kan I overvære vagtskifte. Gå videre til Amaliehaven og følg kajen nordpå til Kastellet, Den Lille Havfrue og Langelinie. Slut af med en is ved Langelinie 😉.

Et andet interessant område i København er Nordhavn. Inden for de sidste par år er stedet blevet udviklet. Der er for eksempel kommet Havnebad til en kølig dukkert. Konditaget Lüders på toppen af et parkeringshus (Helsinkigade 28) er fyldt med aktiviteter for kroppen for både børn og voksne. Til sidst skal nævnes, at jeg har hørt, at Thomas Dambos skjulte kæmper også kan findes omkring Nordhavn, ligesom de også kan findes på Vestegnen. Man kan gå på jagt efter Kaptajn Nalle i Nordhavn.

Som jeg skrev i starten af indlægget, så er der også flere steder, hvor det koster lidt at komme ind. Mange af de københavnske museer er gratis for børn. Hvis man som voksen har et barn med, kan det sågar blive billigere for den voksne at komme ind. Super smart måde at få børn til at interessere sig for museerne. Husk også, at der indtil d. 9. august er 50% rabat på indgangen til de forskellige museer pga. sommerpakken. Mange af museerne har også ferieaktiviteter i de fleste skoleferier, så tjek endelig deres hjemmeside eller Facebookside ud inden besøget.

Jeg nævnte tidligere de små både i Frederiksberg Have. Vil man gerne “på vandet”, så er kanalrundfart altid hyggeligt og kulturelt. Man kan også leje små cykelbåde ved Kaffesalonen ved Peblingesøen. Super hyggeligt!
En tur i Rundetårn koster næsten ikke noget, og børnene kan lide det. Husk at se deres udstilling midtvejs i Bibliotekssalen – og Stjerneobservatoriet øverst oppe.
Et besøg i Disney Store på Strøget hører jo egentlig til de gratis glæder…meeeen man går sjældent tomhændet derfra. Stedet bugner af eventyr og fantasi, så man bliver helt grebet at stemningen.

Det var lidt steder fra mig… Jeg håber, at I kan bruge det som inspiration og komme ind og nyde vores hovedstad.

Mange hilsner fra Nanna.

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Vilter Ørngot, godnatlæsning der hitter!

Kender I Vilter Ørngot? Ethvert barns bedste drømmemakker? Nutidens Ole Lukøje? Hvis I ikke kender ham allerede, så er det på tide. Dette indlæg indeholder reklame for Drømmepiloten Vilter Ørngot.

To fædre står bag den friske fyr, Vilter Ørngot. Anders, der er musiker og Lars, der er forfatter. Deres mål var at få børnene i seng på en ordentlig måde. De kendte selv til egne børn, der bad dem fortælle historier “ud af det blå”. Det var svært, så de begyndte at skrive dem ned. Det var starten på Vilter Ørngot.

Jeg stødte selv på Vilter Ørngot på Facebook. Her så jeg annoncen, hvor man kan få tre personlige godnathistorier, som er skræddersyet til dit barn…og så oven i købet GRATIS. Jeg havde set annoncerne ang. Vilter Ørngot før…men scrollet videre. Ordene PERSONLIG godnathistorie og GRATIS fik mig dog til at stoppe op en dag…og jeg har ikke fortrudt.

Jeg fik lavet de tre gratis godnathistorier med min yngste søn, Oskar, som hovedperson. De blev sendt til min mail…nemt og smart! Man har altid historierne på sig. Det er bare om at oprette en konto på www.vilter.dk og logge ind, når man vil læse. På hjemmesiden har man et godt overblik over drømmepakkerne og historierne. Pt. har vi de tre gratis historier, 4 drømmepakker og Læs-selv drømmepakken; 53 historier i alt. Hver drømmepakke indeholder 10 historier og koster 99 kr. Men du kan købe alle 5 drømmepakker for 349 kr., så sparer du 146 kr.

Jeg begyndte at læse dem for drengene. Først syntes de, at det var sjovt, at Oskar var hovedperson sammen med Vilter Ørngot. De blev dog hurtigt grebet af historierne, som er så godt fortalt og utroligt fangende…og krydret med det hemmelige “krydderi”: Drømmebolcher.

Hver historie starter hjemme på barnets værelse. Barnet er godt på vej i drømmeland, og pludselig dukker den friske fyr, Vilter Ørngot, op. Han vil have hovedpersonen/barnet med på drømmeeventyr. Og sikke eventyrer! Hvert eventyr er så godt fortalt, og fantasien får frit spil. Man bliver guidet igennem drømmen på en helt fantastisk måde. Man møder forskellige personligheder undervejs, og hver historie slutter af med, at hovedpersonen/barnet er træt og falder i søvn. Hver historie tager ca. 15 min at fortælle. Som en lille bonus kan man afspille Vilters godnatsang efterfølgende. Den ligger som link lige efter historien. Et fantastisk, instrumentalt musikstykke, hvor Vilter Ørngot spiller på sin mundharmonika. Nummeret varer 5 min., og hos os er det nok… Drengene (og jeg) falder i søvn.

Som fortalt tidligere, så kan man oprette en konto på www.vilter.dk. Her skriver man, hvad barnet hedder, hvor det bor, hvad yndlingsbamsen hedder og op til tre venners navne. Dette gør, at historierne bliver så personlige som muligt. Jeg har to drenge, og pt. er Oskar hovedpersonen, og Anton er hans ven. Men man kan hurtigt og let gå ind og ændre profilen, hvis hovedperson, venner eller lignende skal skiftes.
Et ønske er flere historier, hvor hovedpersonen og en anden (ven 1) er ligeligt med i historierne. Anton venter tålmodigt på flere historier, hvor både han og Oskar er med. Men jeg har hørt, at den nye drømmepakke 5, der lige er udkommet, indeholder flere historier, hvor vennerne er med.
Drengenes drøm er også, at Vilter Ørngot bliver filmatiseret. Så Anders og Lars, det er bare om at gå i gang. Drengenes yndlingshistorie er pt. den med Omventplaneten, så den kan I jo starte med 😉.

Når jeg spørger drengene, hvad de godt kan lide ved Vilter Ørngot og alle historierne, så siger Anton, min ældste søn, at det er smart, at det handler om drømme, for så får man automatisk idéer til egne drømme. Oskar er vild med Vilter – og alle historierne. Jeg tror, at han kan se sig selv i Vilter. De er lidt samme type 😉.

Vi får løbende mails fra Vilter Ørngot. Hver mail er interessant at åbne, så man føler ikke, at man bliver spammet. Mails kan f.eks. indeholde diplom til barnet eller tips om nye historier.

Vi giver Vilter Ørngot vores varmeste anbefalinger herhjemme:
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Dagdrømme og drømmebolcher fra Nanna.

Husk, at du kan følge Life with kids på:
Facebook
Instagram

Skolestart: Anmeldelse af skoletasker til børn

Dette indlæg indeholder reklame, da vores to drenge i samarbejde med Børn og Fritid har testet skoletasker fra Beckmann.
Vi modtog forrige weekend en kæmpe papkasse fra Beckmann. Vi har i samarbejde med Børn og Fritid skullet teste skoletasker til vores to drenge på 6 og 9 år. Den kæmpe pakke indikerede, at der var godt med gods i den. Spændte og forventningsfulde åbnede vi kassen. Vi hev den ene taske op efter den anden. Madkasser, drikkedunke og penalhuse fulgte også med. Vi havde helt optur over pakkens indhold.
Efter at have testet indholdet, så har vi stadig optur over taskerne og tilbehøret.
Hvis man overvejer Beckmann til sine børn, så læs nedenstående anmeldelse af to af deres skoletasker samt tilbehør. Det kan godt være, at skoletaskerne ligger i den dyre ende, men jeg kan allerede afsløre nu, at man får rigeligt for pengene. Pengene er godt givet ud.

Vi har testet følgende:

Beckmann Classic 22 (22 liter) inkl. , gymnastiktaske/turtaske (12 l.), et-lags penalhus, ovalt penalhus samt madkasse og drikkedunk. Testpersonen har været Oskar, der går i 0. klasse. Han har valgt modellen Tiger Team.
Beckmann Sport Junior (30 liter) inkl. gymnastiktaske/turtaske (16 l.), ovalt penalhus samt madkasse og drikkedunk. Testpersonen har været Anton på 9 år, der går i 3. klasse. Han har valgt modellen Beckmann Sport Junior, Grey.
Begge drenge har, som skrevet, selv haft mulighed for at vælge deres tasker. Der er mange designs og meget tilbehør til taskerne, så jeg er sikker på, at alle børn kan blive tilfredsstillet på den konto.

Beckmann Classic 22 + tilbehør:

Man ser og mærker hurtigt, hvor lækker kvaliteten er. Taskerne og penalhusene er lavet i kraftigt og slidstærkt materiale. Selve skoletasken har mange finesser, blandt andet utallige reflekser, blinkende lygte på fronten, indbygget regnslag til tasken og de såkaldte buttons, så barnet selv kan skifte de små runde badges, så tasken skifter design. Frontlommen kan ligeledes vendes, så tasken kan få et mere neutralt udtryk.
Komforten er i højsædet. Der er både brystspænde og hoftespænde. Tasken sidder helt tæt til ryggen på grund af den S-formede aluminiumsramme, der følger ryggens form. Både ryg og remme er godt polstrede. Det er tydeligt at se, at tasken sidder tæt til kroppen og dermed fordeler taskens vægt optimalt.
Et lille minus ved tasken; jeg synes, at der mangler et ordentligt madkasserum, som er termoisoleret, så maden kan holdes kølig.
Gymnastiktasken/turtasken er ligeledes lavet i kraftigt materiale. Ligesom selve skoletasken, så er denne taske også udstyret med reflekser, brystspænde, hoftespænde og polstrede remme. Tasken kan spændes fast på skoletaskens hank med et klikspænde. Nemt for barnet. Den virker meget mere robust end de normale gymnastiktasker i tyndt nylon, der ofte følger med skoletasker.
Penalhusene er begge solide og rummelige. Et-lagspenalhuset er udstyret med blyanter, farveblyanter, diverse linealer, viskelæder og blyantspidser med opsamler. Blyanterne og farveblyanterne fra Lyra er de tykke, som er gode at holde på for de mindre børn. Det ovale penalhus har et stort rum, men med en lille lomme i låget. Desuden er der elastikker til at holde styr på de mest brugte blyanter i penalhuset, så man ikke skal lede efter dem hver gang. Det ovale penalhus kan også skifte badge, så barnet selv kan vælge, hvilket udtryk penalhuset skal have.
Madkassen og drikkedunken er i kraftigt plastik. Madkassen lukkes i alle fire sider, så den holder tæt. Der er et skillerum i madkassen, som kan tages ud efter behov.
Drikkedunken er robust med et skruelåg i metal. Den drikkedunk, der følger Beckmann Classic 22, kan indeholde 0,4 l. Det er lige i underkanten for Oskar. Derfor har jeg måttet give ham en ekstra dunk med. Men det er der faktisk plads til i tasken, da der er et rum med lynlås i hver side af tasken.
Både madkasse og drikkedunk er BPA-fri og kan komme i opvaskemaskinen.

Beckmann Sport Junior + tilbehør:

Flot taske, hvor designet passer perfekt til en pre-teen. Designet er mere neutralt end tasken til de mindre børn. Anton går i 3. klasse nu, men vil sagtens kunne bruge denne taske mange år endnu.
Ligesom med Beckmann Classic 22, så er denne taske udstyret med reflekser, polstrede remme, brystspænde, aftageligt hoftespænde og ergonomisk ryg. Tasken indeholder en frontlomme, en lidt større mellemlomme til f.eks. høretelefoner, lader, iPad eller lignende – og til sidst et stort rum med særskilt plads til device. I bunden af tasken finder man et skjult rum med et regnslag til tasken, som nemt kan hives op over selve tasken i tilfælde af dårligt vejr.
Ligesom med Beckmann Classic 22, så mangler jeg et termorum til madkassen, men det er måske yt for en pre-teen 😉? Der er til gengæld plads til to dunke i hver side af tasken.
Stoffet, som tasken er lavet af, er af lidt tyndere kvalitet end tasken til de mindre børn.
Gymnastiktasken/turtasken minder modelmæssigt om en Häglöff. Den er enkel og neutral i designet og utrolig rummelig. Materialet er kraftigt og solidt og ikke ligesom de tynde gymnastiktasker i nylon. De polstrede remme og brystspændet gør den behagelig at gå med som turtaske. Som gymnastiktaske kan den let spændes på skoletasken både oppe foroven og nede ved siderne. En lille smart finesse; i fronten kan man finde et net til en bold eller lignende. Nettet hænger fast til tasken, så man har frie hænder. Der er desuden en lille lomme på fronten til f.eks. mobiltelefon.
Penalhuset, der følger med, er det ovale penalhus, som man også kunne vælge sammen med Beckmann Classic 22. Solidt og i samme design og materiale som tasken. Et stort rum, og med elastikker til de mest brugte skriveredskaber. En lille lomme, som vi har brugt til vinkelmåleren.
Madkassen og drikkedunken er ligesom med Beckmann Classic 22; begge i kraftigt plastik og BPA-fri. Madkassen lukkes i alle fire sider, så den holder tæt. Der er et skillerum i madkassen, som kan tages ud efter behov.
Drikkedunken er robust med et skruelåg i metal. Den drikkedunk, der hører til Beckmann Sport Junior, kan indeholde 650 ml., så det vil sige større end den lille dunk til Beckmann Classic 22.
Både madkasse og drikkedunk kan komme i opvaskemaskinen – også skruelåget af metal.

Vores anbefaling:

Jeg startede med at skrive, at jeg havde optur over kassen med alle produkterne, ligeledes havde jeg optur over, at vi skulle teste det. Jeg har stadig optur over produkterne, mens jeg sidder her og skriver anmeldelsen.
Begge drenge har været yderst begejstrede for taskerne og tilbehøret. Oskar valgte at gå baglæns hen til klassen den første dag, for han ville så gerne have, at de andre børn og læreren kunne se hans nye taske 😂.
Vi kan altså varmt anbefale produkterne fra Beckmann ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Mange hilsner fra Nanna.
Husk, at I kan følge Life with kids på:

Hold jer væk fra mine børn, I småkryb!

Jeg kan lige så godt gøre opmærksom på det fra starten af. Dette indlæg indeholder reklame. Men jeg reklamerer aldrig for noget, jeg ikke kan stå inden for. Det er et princip, jeg har. Jeg har ikke modtaget noget i ydelse for dette indlæg, men vil blot sprede budskabet.

De fleste forælders mareridt er uvelkomne småkryb på deres barn. Det kan være lus, flåter eller lignende.

Vi har været der. Oskar har både haft lus (én gang) og en flåt i nakken. Jeg kan slet ikke have det, og jeg tjekker dem konstant. Mine drenge bliver for eksempel kæmmet to gange om ugen. De bæster til lus er slet ikke velkomne her!

Vi er så heldige, at Kaspers far har et sommerhus på Bornholm. Hver sommer drager vi afsted, men hver sommer frygter jeg også for flåter. Dem er der masser af i den bornholmske natur.

Reima har lige lanceret en ny kollektion til børn: Reima Anti-Bite Kollektionen.
Kollektionen holder alle slags insekter på afstand: Myg, flåter, sandfluer, hestefluer, bier, hvepse og selv lus, uden brug af skadelige midler. Kollektionen indeholder jakker, bukser, bluser, strømper og hatte, så det meste af kroppen kan dækkes til og dermed beskyttes mod de irriterende små kryb.

Tøjet i kollektionen indeholder det insektafvisende middel IR3535. Det beskyttende lag er bionedbrydeligt og skader hverken insekter eller naturen. Det irriterer heller ikke børnenes hud. Det forvirrer bare insekterne, så de ikke ved, hvor de skal angribe. Super smart!

Foruden det smarte, insektafvisende lag så er tøjet fremstillet af 100% økologisk bomuld. Det er åndbart og komfortabelt. Overgangsjakkerne og bukserne i kollektionen er desuden vand- og smudsafvisende. Sidst, men ikke mindst, så har materialet også en naturlig UV-beskyttelse på factor 50+, så tøjet er ideel til brug på forår- og sommerudflugter, når børn både skal beskyttes mod insekter og solstråler.

Med håbet om sommer med sol…men uden irriterende insekter på kroppen og i håret ☀️.

Mange hilsner fra Nanna.

Husk, at I kan følge Life with kids på:
Facebook
Instagram

Ydmyg og yderst tilfreds!

Jeg er vel det, man kalder en mikro-influencer i bloggerverden, én der ikke tjener noget på sin blog. Én der bare skriver indlæg for hyggens skyld.

Jeg bliver sjældent inviteret med til events eller samarbejde med firmaer. Det sker et par gange om året. Nogle gange siger jeg også nej tak til samarbejde, hvis det ikke er relevant for bloggen og dens målgruppe. Jeg vil gerne være så tro mod bloggens koncept som muligt.

Derfor er glæden også stor, når der tikker en relevant invitation ind i min inbox.

Det skete blandt andet i september måned. PR firmaet, Think PR, og Reima inviterede mig, mine drenge og en ældre generation med til Reimas 75 års fødselsdag.

Eventet blev holdt i slutningen af september hos Go Monkey i Søborg. Idéen med eventet var blandt andet at se den nye vinterkollektion til børn. Men dagen var også krydret med hotdogs, bål og træklatring i træernes kroner – og til sidst lagkage. Det var jo en fødselsdag! 🇩🇰

Da jeg fik invitationen, tilmeldte jeg mine drenge og mig selv, men også min mor, drengenes mormor, kom med. Reima og Think PR ville jo gerne se flere generationer, da det var en 75 års fødselsdag.

Et par uger før eventet fik vi endnu mail fra PR-bureauet, der kunne fortælle os, at Reima gerne ville forkæle alle børnene med et fuldt vintersæt; jakke/bukser eller flyverdragt samt hue, vanter og støvler. Wow, en besked at få…og ja tak herfra! Til to drenge er det jo flere tusinde kroner, du kan spare. På dagen havde de vinterkollektionen med, og man kunne bestille det, man skulle bruge, derude. Drengene valgte selv deres nye outfit. Anton valgte en grøn Serkku parkajakke med pelskant på hætten (ikke ægte, selvfølgelig!), sorte Loikka overtræksbukser, sortgrå Yura vinterstøvler og hue og vanter. Oskar valgte en sort Naapuri parkajakke, ligeledes med imiteret pels på hættens kant, sorte Loikka overtræksbukser, navy Kinos vinterstøvler og hue og vanter.

 

Dagen var fantastisk hyggelig, ude i den friske natur… Det er ikke sidste gang, at vi prøver træ-klatring i det fri…både Oskar på 6 år og mormor på 70 år syntes, at det var sjovt! Anton på 9 år var sindssyg skrap, så det var svært at følge med ham.

Det sjove blev endnu sjovere, da vi i slutningen af oktober modtog tøjet fra Reima. Jeg har altid kendt mærket, og drengene har også haft huer, vanter og regntøj derfra. Jeg har dog aldrig haft flyverdragt eller skisæt derfra… Og det er ikke sidste gang, at vi ser på det i forbindelse med drengenes vintergarderober. Super stilet udtryk. Fantastisk, holdbar kvalitet. Lækre detaljer. Jeg kan virkelig anbefale det!

Alt deres tøj er vind- og vandtæt med vandtætte sømme. Overfladen er ligeledes vand- og smudsafvisende. Materialet er åndbart, så det er perfekt til aktive børn. En anden bonus er, at tøjet kan tørretumbles efter vask. Fantastisk, når man henter et møgbeskidt barn fra skole eller institution, og man skal nå at have tøjet klar til næste dag.

Prisklassen er fornuftig, specielt vinterstøvlerne, som ligger til et sted mellem 400-750 kr.. Vinterjakkerne ligger på et prisleje over de 1000 kr., men kvaliteten er altså også derefter. Jeg vil stadig anbefale tøjet. Lige nu kører Reima faktisk udsalg på deres hjemmeside.

For god ordens skyld, skal jeg selvfølgelig gøre opmærksom på, at i og med vi har fået drengenes vinteroutfit fra Reima, så er dette indlæg en reklame. Jeg har dog selv taget initiativ til dette indlæg, og jeg har ikke modtaget penge for det.

Det skal også nævnes, at billederne til dette indlæg er taget af drengenes fætter, Silas, da vi var på Bornholm hen over julen.

 

Godt nytår til jer alle fra Nanna, mom with kids.

 

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram