Bloggens fremtid

 

Da jeg startede denne blog tilbage i december 2014, var mine drenge hhv. 1 og 4 år. Jeg elskede – og elsker stadig – at opleve med dem. At komme ned i børnehøjde. Danmark er smækfyldt med fantastiske, børnevenlige oplevelser, nogle mere kendte end andre. Min idé med bloggen var at afprøve disse forskellige steder og skrive om dem. Sådan har min blog primært været bygget op igennem årene, og jeg har nydt at have denne blog; at opleve og skrive om stederne.

Nu skriver vi 2023. Drengene fylder her i efteråret hhv. 10 år og 13 år. Vi oplever stadig meget sammen, men samtidigt med at drengene er blevet ældre, er vores liv og hverdag også ændret en smule. Jeg vil stadig skrive om børnevenlige oplevelser, men målgruppen er naturligt nok rettet mod lidt større børn og deres familier.

Desuden har jeg – som noget nyt – tænkt på at tage forskellige samfundsproblematikker op. Det kan f.eks. folkeskolen i dag, forældrerollen, shaming på nettet osv.

Man må hjertens gerne deltage i de eventuelle debatter i kommentarsporet, bare man holder den gode tone. Det er vigtigt for mig.

 

Jeg håber, at I fortsat vil læse med. Det vil glæde mig!

 

Mange hilsner fra Nanna,

Life With Kids, eller snarere Life With Preteens.

 

Husk, at I kan følge Life With Kids på:

Facebook

Instagram

Københavns gratis glæder

Det kan være en dyr affære at holde ferie i storbyen, København er ingen undtagelse.

Jeg kender mange gode steder i København for børn og barnlige sjæle…og med dette indlæg har jeg sat mig for at fortælle om de steder, der er gratis. Jeg slutter dog indlægget af med at fortælle om nogle steder, der koster under 100 kr. at besøge.

Indlægget har været lidt længe undervejs pga. sommerferie for mit vedkommende, men jeg vælger at udgive det alligevel, selvom sommeren er ved at være slut. De fleste af oplevelserne kan nemlig bruges året rundt.

København er kendt for mange fede legepladser. Prøv blandt andet legepladserne på Skydebanegade, Ørstedsparken, Kongens Have eller lidt længere ude i Valbyparken. Er vejret dårligt, så søg indenfor og besøg Blegdamsremisen på Østerbro eller KU.BE på Frederiksberg tæt på Flintholm St.. En form for indendørs legepladser/legelande med oceaner af muligheder. Mange af legepladserne i København er faktisk bemandede, så der er pædagogisk personale tilstede. De er gode til at hygge om børnene.

Fælledparken bugner af temalegepladser: Der er for eksempel Trafiklegepladsen, Tårnlegepladsen, Vandlegepladsen og Skaterbanen (der er faktisk to; en til de store børn og en mindre til de små på løbehjul). Vi kan snildt bruge en hel dag i Fælledparken, bare at gå rundt til alle legepladserne. Medbring evt. tæppe og madkurv, så bliver dagen lidt hyggeligere. I kan læse mere om legepladserne i Københavns Kommune på deres hjemmeside her.

Hvis ungerne trænger til at dyppe sig, så er der faktisk mange muligheder i København: Som skrevet ovenover er der Vandlegepladsen i Fælledparken. Legepladsen på Skydebanegade har også et område, der fyldes op med vand, hvis vejret er godt. Man kan tjekke Københavns Kommunes hjemmeside, hvis man vil være sikker på, at der er vand de to steder. I år fyldes soppebassinerne dog ikke pga. Covid-19. Til gengæld er der de forskellige havnebade rundt omkring i byen. Vi kan anbefale Islands Brygge og Sluseholmen. Vi har ikke prøvet de andre…endnu. Hvis man gerne vil have sand under tæerne, så er der Svanemøllen Strand og Amager Strand. Sidstnævnte er inden for de sidste par år blevet fornyet. Det er en oplevelse at være omkring den nye strandpark. Er I på Amager, så besøg Naturcenter Amager Strand eller Naturcenter Vestamager. De er rigtig gode til at lave børnevenlige oplevelser for de små. Følg dem evt. på Facebook.

Vil man gerne  vandet, så findes der Green Kayak, hvor man kan låne en kajak gratis i to timer. Man skal til gengæld samle skrald op i de københavnske kanaler og havne, mens man sejler… Win win for alle parter.

København har også mange grønne områder, som er værd at besøge. Kongens Have, som også har den føromtalte eventyrlige legeplads, har normalt også Marionetteater i sommersæsonen. De spiller to gange om dagen, og det er ganske gratis. Desværre er der lukket ned for det denne sommer pga. Covid-19. Jeg vil dog nævne det alligevel, da det er en fast tradition om sommeren. Frederiksberg Have emmer af hygge og romantik. Med få kroner på lommen, kan man få en skøn tur rundt i søen i en gammel jolle. Super hyggeligt! Ørstedsparken ved Nørreport er Danmarks svar på Central Park, har jeg hørt 😉. Det er muligvis en overdrivelse, men parken er super hyggelig. Mange nyder solen eller lidt mad på skrænterne ned mod søen.

Skal man være kulturel med børnene, så er en gåtur i Frederiksstaden fantastisk. Tag metroen til Marmorkirken. Stå af og gå ind i kirken med Nordeuropas største kuppel. Fantastisk flot. Bagefter går I over vejen til Amalienborg. Hvis I kommer omkring middagstid, så kan I overvære vagtskifte. Gå videre til Amaliehaven og følg kajen nordpå til Kastellet, Den Lille Havfrue og Langelinie. Slut af med en is ved Langelinie 😉.

Et andet interessant område i København er Nordhavn. Inden for de sidste par år er stedet blevet udviklet. Der er for eksempel kommet Havnebad til en kølig dukkert. Konditaget Lüders på toppen af et parkeringshus (Helsinkigade 28) er fyldt med aktiviteter for kroppen for både børn og voksne. Til sidst skal nævnes, at jeg har hørt, at Thomas Dambos skjulte kæmper også kan findes omkring Nordhavn, ligesom de også kan findes på Vestegnen. Man kan gå på jagt efter Kaptajn Nalle i Nordhavn.

Som jeg skrev i starten af indlægget, så er der også flere steder, hvor det koster lidt at komme ind. Mange af de københavnske museer er gratis for børn. Hvis man som voksen har et barn med, kan det sågar blive billigere for den voksne at komme ind. Super smart måde at få børn til at interessere sig for museerne. Husk også, at der indtil d. 9. august er 50% rabat på indgangen til de forskellige museer pga. sommerpakken. Mange af museerne har også ferieaktiviteter i de fleste skoleferier, så tjek endelig deres hjemmeside eller Facebookside ud inden besøget.

Jeg nævnte tidligere de små både i Frederiksberg Have. Vil man gerne “på vandet”, så er kanalrundfart altid hyggeligt og kulturelt. Man kan også leje små cykelbåde ved Kaffesalonen ved Peblingesøen. Super hyggeligt!
En tur i Rundetårn koster næsten ikke noget, og børnene kan lide det. Husk at se deres udstilling midtvejs i Bibliotekssalen – og Stjerneobservatoriet øverst oppe.
Et besøg i Disney Store på Strøget hører jo egentlig til de gratis glæder…meeeen man går sjældent tomhændet derfra. Stedet bugner af eventyr og fantasi, så man bliver helt grebet at stemningen.

Det var lidt steder fra mig… Jeg håber, at I kan bruge det som inspiration og komme ind og nyde vores hovedstad.

Mange hilsner fra Nanna.

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Ydmyg og yderst tilfreds!

Jeg er vel det, man kalder en mikro-influencer i bloggerverden, én der ikke tjener noget på sin blog. Én der bare skriver indlæg for hyggens skyld.

Jeg bliver sjældent inviteret med til events eller samarbejde med firmaer. Det sker et par gange om året. Nogle gange siger jeg også nej tak til samarbejde, hvis det ikke er relevant for bloggen og dens målgruppe. Jeg vil gerne være så tro mod bloggens koncept som muligt.

Derfor er glæden også stor, når der tikker en relevant invitation ind i min inbox.

Det skete blandt andet i september måned. PR firmaet, Think PR, og Reima inviterede mig, mine drenge og en ældre generation med til Reimas 75 års fødselsdag.

Eventet blev holdt i slutningen af september hos Go Monkey i Søborg. Idéen med eventet var blandt andet at se den nye vinterkollektion til børn. Men dagen var også krydret med hotdogs, bål og træklatring i træernes kroner – og til sidst lagkage. Det var jo en fødselsdag! 🇩🇰

Da jeg fik invitationen, tilmeldte jeg mine drenge og mig selv, men også min mor, drengenes mormor, kom med. Reima og Think PR ville jo gerne se flere generationer, da det var en 75 års fødselsdag.

Et par uger før eventet fik vi endnu mail fra PR-bureauet, der kunne fortælle os, at Reima gerne ville forkæle alle børnene med et fuldt vintersæt; jakke/bukser eller flyverdragt samt hue, vanter og støvler. Wow, en besked at få…og ja tak herfra! Til to drenge er det jo flere tusinde kroner, du kan spare. På dagen havde de vinterkollektionen med, og man kunne bestille det, man skulle bruge, derude. Drengene valgte selv deres nye outfit. Anton valgte en grøn Serkku parkajakke med pelskant på hætten (ikke ægte, selvfølgelig!), sorte Loikka overtræksbukser, sortgrå Yura vinterstøvler og hue og vanter. Oskar valgte en sort Naapuri parkajakke, ligeledes med imiteret pels på hættens kant, sorte Loikka overtræksbukser, navy Kinos vinterstøvler og hue og vanter.

 

Dagen var fantastisk hyggelig, ude i den friske natur… Det er ikke sidste gang, at vi prøver træ-klatring i det fri…både Oskar på 6 år og mormor på 70 år syntes, at det var sjovt! Anton på 9 år var sindssyg skrap, så det var svært at følge med ham.

Det sjove blev endnu sjovere, da vi i slutningen af oktober modtog tøjet fra Reima. Jeg har altid kendt mærket, og drengene har også haft huer, vanter og regntøj derfra. Jeg har dog aldrig haft flyverdragt eller skisæt derfra… Og det er ikke sidste gang, at vi ser på det i forbindelse med drengenes vintergarderober. Super stilet udtryk. Fantastisk, holdbar kvalitet. Lækre detaljer. Jeg kan virkelig anbefale det!

Alt deres tøj er vind- og vandtæt med vandtætte sømme. Overfladen er ligeledes vand- og smudsafvisende. Materialet er åndbart, så det er perfekt til aktive børn. En anden bonus er, at tøjet kan tørretumbles efter vask. Fantastisk, når man henter et møgbeskidt barn fra skole eller institution, og man skal nå at have tøjet klar til næste dag.

Prisklassen er fornuftig, specielt vinterstøvlerne, som ligger til et sted mellem 400-750 kr.. Vinterjakkerne ligger på et prisleje over de 1000 kr., men kvaliteten er altså også derefter. Jeg vil stadig anbefale tøjet. Lige nu kører Reima faktisk udsalg på deres hjemmeside.

For god ordens skyld, skal jeg selvfølgelig gøre opmærksom på, at i og med vi har fået drengenes vinteroutfit fra Reima, så er dette indlæg en reklame. Jeg har dog selv taget initiativ til dette indlæg, og jeg har ikke modtaget penge for det.

Det skal også nævnes, at billederne til dette indlæg er taget af drengenes fætter, Silas, da vi var på Bornholm hen over julen.

 

Godt nytår til jer alle fra Nanna, mom with kids.

 

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram

Pinseudflugter

Yes, endnu en forlænget weekend… Vi glæder os! Glæder os til at sove længe (jeps, også børnene) – og vi glæder os til, at far kommer hjem efter 10 dage i Las Vegas. Han er så heldig (?), at han kommer hjem til pinsen, og han kommer ikke til at ligge på den lade side 😉

Pinsen er nemlig fyldt med mange børnevenlige oplevelser i Storkøbenhavn.

Københavns Middelalder Marked åbner portene fra d. 7-10/6 til et helt univers i Middelalderens og Vikingetidens tegn. Altid en stor succes hos mine to drenge. I år har de rykket teltpælene op og er flyttet fra Valby til Ballerup, Kræmmerstien 1.

Copenhagen Carnival har været fast tradition i Pinsen, siden jeg var lille. Jeg husker, at jeg sad på min fars skuldre og så det flotte, musikalske, dansende optog bølge igennem Københavns gader. Karnevallet er fra d. 8-9/6, og den store sambaparade er om lørdagen.

BørnefestiBAL bliver større og større. Vi var til det første arrangement i Østre Anlæg for en del år siden. Efterhånden er flere byer kommet til. I år er BørnefestiBAL i Fælledparken hele to dage; 8. og 9. juni. Sjov fest for de små, med god musik og mange aktiviteter.

Er familien mere til at være aktiv, så er der Royal Run i København/Frederiksberg på mandag (2. Pinsedag). Her kan man sammen med de små løbe “one mile” (1,6 km)…eller for de større løbe 10 km. Er man ikke til løb, kan man jo også bare heppe på de seje løbere.

Rosenborg kan man blive optaget ved Frederik d. 4’s kongelige hof. Der vil være rundvisning rundt på slottet og værksted, hvor man kan lave sit eget våbenskjold. Det er fra d. 8-10/6, og det anbefales, at man er mellem 4-9 år.

 

Med håbet om en dejlig pinse,

Mange hilsner fra Nanna.

 

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram

Kvalitetstid… 365 lege for børn

Her hjemme har vi været heldige at skulle teste og anmelde bogen “365 lege til børn“.

Da jeg fik bogen i hånden, var mit førstehåndsindtryk: Wow, sikke en moppedreng (over 365 sider). Det skal nok blive sjovt, det her! 

Bogen var desuden flot sat op og med super lækre billeder i.

Med titlen “365 lege til børn” er det tydeligt, at hensigten er, at der er én leg til hver dag i løbet af et år. Den er kronologisk inddelt således, at påskelegene ligger cirka en tredjedel inde i året/bogen, og bogen slutter af med jule- og nytårslege. Smart tanke, meeen den holder ikke helt i længden, da aldersgrænsen for de forskellige lege spænder vidt (fra 0-10 år). Første del af bogen indeholder lege som “Borte, tit, tit” og “Klappe, klappe, kage”. Jeg er sikker på, at min søn Anton på 8 år vil synes, at de er lige lovlige kedelige, de lege. Tilgengæld vil et mindre barn synes, at lege som “Hoppe i elastik” og “Kendt person” er for svære. 

Selvom den er for børn, så kan flere af legene udvikles, så unge og voksne også kan få glæde af dem. To af legene (Limbo og Stoledans) er min udskolingsklasses favorit-aktivitet, når de selv må vælge en aktivitet i forbindelse med bevægelse i undervisningen 😉.

I starten af bogen er der en fin indholdsfortegnelse. Alle legene er inddelt i kategorier – ex. Boldlege, Gemmelege, Udendørslege osv.. Desuden er der knyttet signaturer til hver leg. Det betyder, at når man finder legen i bogen, så kan man for eksempel se, om den kræver samarbejde, finmotorik, kreativitet mm.. Jeg savner dog, at man kan se aldersgruppen allerede ude i indholdsfortegnelse. Så man hurtigere kan få et overblik og finde en leg, der passer målgruppen. Det vil hjælpe lidt, så man ikke skal bladre så meget frem og tilbage.

Bagest i bogen er der skabeloner til de af legene, der kræver det. Der er tænkt på det hele 😉.

Nogle af legene i bogen er sjove og kreative – andre er lidt kedeligere, efter min smag 😉. Størstedelen af legene kender man egentlig godt, så det er begrænset, hvad der er af nye lege. Men når det er sagt, så må det også være svært at finde på 365 forskellige lege.

Jeg synes personligt, at bogen er super fin som opslagsværk. Dette kunne f.eks. være i børnehaven, i de små klasser i folkeskolen, til børnefødselsdag eller legegruppe.

 

Alt i alt vil jeg gerne give bogen “365 lege til børn” fire stjerner ud af fem.

⭐️⭐️⭐️⭐️

 

Fakta:

Titel: “365 lege til børn“.

Forfatter: Sabine Lemire

Forlag: Alvilda, 2017

Pris: 200-250 kr.

 

Legehilsner fra Nanna, mom with kids.

(Sponsoreret indlæg, i samarbejde med Mamawise.dk)

 

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram