Knæk cancer: Super seje Sofus

sofus

I skal møde én af de sejeste drenge, jeg kender… Han er så sej, at han fortjener et helt indlæg for sig selv 😉

Det handler om Sofus, der er 11 år gammel.

Da han var 9 år gammel, så han Knæk Cancer show i fjernsynet. Han blev så berørt af de mange kræftpatienters skæbner, at han tog en moden beslutning. Han ville hjælpe! Han vidste, at han ikke kunne donere penge ligesom de voksne. Så spørgsmålet var; hvad kan én på 9 år gøre? Sofus’ endelige beslutning var at lade sit hår gro, så han på et tidspunkt kunne donere det til parykker til kræftpatienter.

Hvor de fleste 9-årige drenge måske ville give op undervejs, fortsatte Sofus mod hans mål. Undervejs er han stødt på en del bemærkninger… De fleste gudskelov gode og positive. Men han har også fundet sig i at blive kaldt “Sofie” mange gange. Noget der egentlig ikke rørte Sofus specielt meget. Han havde sit mål for øje.

Den 10. november i år kom Sofus endelig i mål. Det er et krav, at håret er min. 25 cm – helst 30 cm – langt for at kunne blive brugt som paryk. Endelig havde det nået sin længde…efter 2 år. Sammen med sin mor gik Sofus til Frisørskolen for at få klaret hårpragten.

Fem kvarter efter var de ude på gaden igen. Denne gang med en masse lokker i hånden.

sofus-klippes

Men så opstod der et problem. Hvis du donerer dit hår til parykker, kan du ikke være sikker på, at det går til kræftpatienter… Lige præcis dét var det eneste ønske, Sofus havde, da han tog beslutningen for 2 år siden. Lige nu ligger håret hjemme hos Sofus, men planen er selvfølgelig, at det skal videre til de rette. Vi må håbe, at det ender med, at de fine, lyse lokker kommer til at pryde det rigtige hoved, set med Sofus’ øjne.

Hvis nogen kender til projekter, hvor man er sikker på, at det går til kræftpatienter, så sig endelig til.

Trods små bump undervejs, så siger Sofus stålfast, at han gerne gør det igen 👏🏼.

Det er da en vilje, der vil noget!

Super seje Sofus!

Mange hilsner fra Nanna, mom with kids.

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram

Skolevalg…et af livets svære og afgørende valg

skolestart

For 2 år siden stod jeg selv i den situation, som en del forældre står i nu: At skulle vælge skole til sit barn. Hvordan får man valgt den rigtige skole til sin dyrebareste? Han/hun skal trods alt gå der i min. 10 år. Som overskriften lyder, så kan det være et af livets svære valg som forælder.

Nu tillader jeg mig at tage min professionelle kasket på. Qua mit arbejde som skolelærer vil jeg mene, at jeg kender en del til skoleforhold.
Så her er mine råd til jer, der skal ud og vælge skole til jeres barn:

1) Opsøg de forskellige skoler, der er i nærheden af jeres hjem. Førstehåndsindtrykket giver ofte en mavefornemmelse. Man kan læse sig til meget på skolernes hjemmesider, men atmosfæren på skolen kan ikke mærkes gennem det trykte medie. Kom gerne på besøg i et tidsrum, så I både kan mærke atmosfæren, når der er time – og når der er frikvarter.

2) Overvej, om jeres barn vil trives bedst på en stor eller lille skole. Der er både fordele og ulemper ved begge. Det handler i det store og hele tit om barnets personlighed, når man skal vælge en skole, der vil passe til poden.

3) Det er dejligt, hvis nogle af vennerne fra børnehaven følger med. Men det er ikke det vigtigste. Barnet skal nok få nye kammerater.
Tilgengæld er det en stor fordel at vælge en skole i nærområdet, så det er nemmere at få organiseret legeaftaler.

4) Gode karakterer er én ting, men kig hellere på skolens sociale engagement. Hvordan arbejder de f.eks. med trivsel?

5) Find ud af skolens profil. Nogle vægter kreativitet højt, andre idræt og sundhed. Hvad passer til jeres barn?

Det er de 5 punkter, som var vigtige for mig, da jeg skulle vælge skole til mit barn.

 

Mange hilsner fra Nanna, mor og lærer 😉

Husk, at I kan følge Life with kids på:
Facebook
Instagram

Smut en tur i biografen!

den-kaempestore-paere

Så er det en uge siden, at efterårsferien gik på hæld, og man må sige, at drengene og jeg nød den fuldt ud.

Vi var blandt andet på Jedi-skole, i Tivoli, vi besøgte legepladser i Fælledparken, så Ramasjang Mysteriet på Bremen Teater…og vi var to gange i biografen.

Vi så “Den utrolige historie om den kæmpestore pære” og “Sikke et cirkus”.

Begge film er forholdsvis nye på lærredet. Dette indlæg kan ses som en anmeldelse af dem… Jeg skal nok lade være med at afsløre for meget 😉.

“Den utrolige historie om den kæmpestore pære” er lavet efter Jakob Martin Strids bog af samme navn. Fantastisk bog, så hvorfor skulle filmen ikke også være det?

Modsat bogen, får man en lille forhistorie med, når man ser tegnefilmen. Ellers lægger den sig ret godt op ad bogen. Der er dog enkelte småændringer, men intet der gør noget dårligt for filmens handling…tværtimod.

Undervejs i filmen kan der være nogle halvuhyggelige scener, men det var slet ikke noget mine to drenge på 4 og 7 år reagerede på… Jeg tror muligvis, at det var oppe i mit hoved, at uhyggen foregik 😄.

sikke-et-cirkus

“Sikke et cirkus” er en film, hvor vi bevæger os i Ramasjang/Cirkus Summarum universet. Karakterer som Hr. Skæg, Cirkus Direktøren, Motor Mille, Onkel Reje og Rosa fra Rouladegade er med i filmen.

Selvom universet og karaktererne er bekendte, så er vinklen anderledes. I filmen her har vi moderløse børn, trange kår, og personerne i cirkusset må knokle i fællesskab, for at få cirkussæsonen i gang.

Ligesom Cirkus Summarum, rammer “Sikke et cirkus” et bredt publikum. Der er både noget for børn og voksne. Forestillingen balancerer fint mellem det politisk korrekte og det politisk ukorrekte. Sidstnævnte takket være Cirkusdirektøren og den altid sjove Onkel Reje.

filmplakater

Filmene har samme målgruppe, men er alligevel meget forskellige. Mine drenge var vilde med begge film. De taler stadig meget om dem.

Da jeg spurgte den ældste, hvilken en af filmene han foretrak, kunne han faktisk ikke svare…

Så vi sender hermed vores varmeste anbefalinger videre.

Efterårshilsner fra Nanna, mom with kids.

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram

Vis nu hensyn, folkens!

108_vis_hensyn

Jeg må indrømme, at jeg på daglig basis undrer mig… Det undrer mig, hvordan vi voksne – og forholdsvis dannede mennesker – kan være overfor hinanden.

Med fare for at lyde som en bitter, gammel kone og starte en shitstorm, så er det nemlig tit små episoder, der irriterer mig.

Da jeg var gravid med den første, svor jeg, at jeg ikke ville være sådan en mor, der bare pløjede igennem menneskemængden med min barnevogn: “Flyt jer, barnevognsløse skabninger!” Jeg ville have respekt for andre på gaden. Tilgengæld oplevede jeg tit det stikmodsatte. Det var mig, der ofte måtte vige med barnevognen, selvom det ofte var i situationer, hvor det andet var nemmest. Et eksempel er vinteren ’10, som var ekstra streng med meget sne. Jeg kom gående med Anton i barnevogn på et fortov omkring Indre By. Der er sne over det hele – og store snedriver deler vej fra fortov. Forud kan jeg se en flok forældre, der står og venter på en udflytterbus. Sådan som de står, er der er ikke plads til både dem og jeg… Hvis de trak sig lidt tilbage – kunne jeg nok passere…men ingen gjorde noget. Jeg ender med at hive/bære barnevognen over snedriverne, så jeg kan komme ud på gaden og forbi dem…ikke en gang i den situation, er der nogen af dem, der tilbyder hjælp. Jeg var hovedrystende. Men ja, hvorfor kunne jeg ikke bare sige noget til dem? Alene af den grund, at jeg er hamrende konfliktsky… 😏

Andre situationer, der undrer mig, er, når vi danskere står i kø. Det er ikke alle, der er udstyret med en hensynsfuld kø-kultur. Kan vi for eksempel ikke blive enige om, at alle dem, der står i kø, har førsteret til den kasse, der er ved at åbne? Uh, jeg kunne nævne mange kø-situationer, men vælger at stoppe her.

Når man er til børnearrangementer, så undrer det mig, at mange voksne kan finde på at stille sig lige foran børn… Vis nu hensyn og lad de små se, hvad der faktisk er beregnet til dem. Ok, Kristian fra Ramasjang ser da sød ud…men alligevel, ryk nu lidt væk eller sæt dig ned, så alle kan se (også de andre mødre 😉).

Jeg “øffer” videre… Når man stopper op på en forholdsvis befærdet gade – ex. for at orientere sig – kan vi så ikke prøve at trække lidt ind til siden, så andre kan komme forbi? Dette gælder forøvrigt også på motorvejen: Ind til højre med jer! 😉

Med fare for at modsige mig selv i forhold til ovenstående, så tænker jeg her på turister eller andet godtfolk, som synes, at Danmark er et skønt, smukt sted, som bør foreviges. Når nu folk stopper op for at tage et billede, så giv dem chancen for at få det, hvis du alligevel har opdaget dem. Det koster ikke mere end et par sekunder at vente på dem, inden du går forbi…og de bliver så glade.

Okay, dette indlæg blev alligevel et af de længere… Den primære grund til at jeg besluttede mig for at skrive det – og ikke bare “øffe” for mig selv – er, fordi jeg synes, at vi som forældre har et ansvar. Vi skal tænke over vores opførelse, specielt når vi er sammen med vores børn. De ser os som naturlige rollemodeller, og hvis vi ikke behandler hinanden ordentligt, så ender vi med et samfund fyldt med mig-mig-mig individer… Vi er allerede godt på vej!

Så vis nu hensyn, folkens!

Den sure dame takker af… Tak fordi I læste med!

Hilsen Gnavpot aka Nanna, mom with kids.

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram

Kender I SKAM? Kender I så også MOT?

mot-logo

Kender I SKAM?

Kender I så også MOT?

Begge kommer fra Norge – og begge handler om unge.

Mit indlæg her kommer til at handle om sidstnævnte.

Noget af det, der står mig allernærmest i mit virke som lærer, er arbejdet med elevernes trivsel. Jeg mener ikke, at der kan opnås optimal læring, hvis ikke barnet trives. Jeg holder jævnligt selv trivselssamtaler med den enkelte elev i mine klasser – og ved lejlighed også klassemøder.

Glæden var derfor stor, da jeg i foråret 2016 blev spurgt af min leder, om jeg ville uddannes som MOT coach.

MOT stammer fra Norge. Det har faktisk kørt i 20 år deroppe – og 25% af de norske folkeskoler er med i projektet.

Herhjemme i Danmark har det kørt i 4 år, og indtil videre er 22 skoler blevet MOT-skoler…men flere kommer til. Løbende bliver der uddannet nye coaches fra nye MOT-skoler, og efter sommerferien kommer antallet af danske MOT-skoler op på 50. 

Kort og godt går MOT ud på at gøre de større elever (7.-9. kl.) i skolen robuste. Det handler om at skabe trygge og robuste miljøer for eleverne – både i skolen men også uden for skolen. De skal lære at stå ved dem selv og træffe egne valg.

MOT coaches kommer løbende på besøg i en klasse, og via samtaler og øvelser får man eleverne til at reflektere over egen virke. Samtalerne og øvelserne tager udgangspunkt i MOT’s værdier: Mod til at leve, mod til at vise omsorg og mod til at sige nej.

mot-unge

Resultater viser, at MOT-skoler næsten halverer tilfælde med mobning, har tre gange så god trivsel og har elever med større selvtillid.

Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet i de klasser, jeg har haft det forgangne skoleår… Men jeg glæder mig også til at starte MOT op i de nye 7. klasser.

Jeg vil gøre opmærksom på, at jeg selv har taget initiativ til dette indlæg. Det er ikke sponsoreret af MOT Danmark.

Mange sommerhilsner fra Nanna.

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram