Wow, vinterferie!

Vinterferien er begyndt for nogen. Vejret er sådan lidt så som så. Lidt sne, lidt regn, lidt blæst. Men det er ingen undskyldning for ikke at komme ud og opleve med familien, store som små, hvad enten det er indendørs eller udenfor.

Traditionen tro kommer her mit bud på næsten 30 familievenlige oplevelser i ferien. De fleste ligger i København, hovedstadsområdet og resten af Sjælland (Undskyld til fynboer og jyder!). Indlægget er inddelt i de tre områder, så det er nemt at navigere i. Hvert sted er markeret med et link, så I kan læse mere om aktiviteterne. Tryk blot på stedets navn.

Vær opmærksom på, at der kan være steder, der ikke har et specielt program i uge 8, hvor nogle kommuner holder vinterferie.

 

København:

Museer er altså ikke kun for voksne. Der findes utallige museer, der har specielle aktiviteter for børnefamilier i ferien.

Ét af vores yndlingsmuséer er Politimuseet. I vinterferien kan alle børn besøge Politilaboratoriet på 3. sal. Her kan børnene blandt andet prøve at sikre fingeraftryk og undersøge det i et mikroskop, få taget eget fingeraftryk, matche sålaftryk med sko og prøve politiuniformer i børnestørrelser. Desuden kan de mindre børn også komme med på børnerundvisningen: Mysteriet om hundetyven. Politiet har brug for hjælp til at opklare forbrydelsen. Hold øjne og øre åbne, og vær med at udpege hvem der er hundetyven. De lidt større børn over 9 år kan blive efterforsker for en dag. En direktør er fundet død på sit kontor. Meget tyder på at der er sket en forbrydelse. Politiet har brug for din hjælp til at opklare forbrydelsen og finde gerningsmanden. Undersøg spor og gerningssted, find ud af hvem af de mistænkte der lyver og løs mordgåden.

Ét af vores andre yndlingsmuseer, Krigsmuseet, har også et specielt program for børn i vinterferien. I ferien kan du komme i soldatertræning som soldat i Christian den 4.s hær på Krigsmuseet. Lær om hærene og soldaterne på Christian 4.’s tid ved at prøve deres udrustning, tyd et latinsk rytterflag og tegn dit eget. Forbered flåden til kanonkamp ved at veje og lade kanonerne og stig til hest som vaskeægte ringrider.

ENIGMA fylder vinterferien med aktiviteter til hele familien. Besøg museet i uge 7 og 8 og få en museumsoplevelse med skattejagt, opfinderværksted, arkademaskiner og smugkig på vores kommende særudstilling om kunstig intelligens. Besøg ENIGMAs børneområde Teleportalen – og tag tilbage i tiden i Arkadekælderen.

I vinterferien forvandler Nationalmuseet deres Festsal til et arktisk landskab. Her kan du lære at gå på jagt efter en sæl, pakke en hundeslæde og lave en beskyttende amulet. I deres arktiske udstilling kan I høre fortællingen om Havets Moder, den mægtige gudinde, der bor på havbunden og beskytter dyrene.

Børn og familier inviteres til at bygge skulpturer i Børnenes Værksted på Statens Museum for Kunst (SMK). I kan tage med på familieture rundt på museet og gå på opdagelse blandt Giacomettis slanke skulpturer. Slut besøget af i museets café med en knasende sød fastelavnsbolle.

Er du vild med at tegne og kender du alt til antik mytologi? Eller tegner du som en brækket arm og tror at Mars er en chokoladebar? Alle er velkomne til at komme og tegne og dykke ned i myternes verden på Glyptoteket. To gange om dagen kan I gå med værterne på en lille udflugt, hvor tegningerne, skulpturerne og myterne smelter sammen til en samlet oplevelse.

I skolernes vinterferie kan I prøve livet som arbejderbørn på egen krop på Arbejdermuseet. Hvad lavede børnene egentlig dengang skærme ikke fandtes, og hvor man ikke havde råd til at købe legetøj? I Børnenes Arbejdermuseum må man lege med det hele. Prøv for eksempel at sortere flasker på bryggeriet, at være cykelbud eller at lege købmand.

Københavns Museum kan I flyve gennem Københavns historie med rådhusduen Flaks, en ny folder for børn og deres familier viser vej, eller få en børneguide, hvor børn fortæller, hvad de synes er sjovt, sejt eller klamt på museet. Både voksne og større børn kan være kreative på den populære porcelæns-workshop i Arkæologisk Værksted, hvor I kan male på genbrugsporcelæn med inspiration fra arkæologiske fund.

Statens Naturhistoriske Museum inviterer jer ind i naturens verden. Undersøg kranier i Abeværkstedet og deltag i Den Store Abedyst. Gå ikke glip af verdens 100 bedste natur- og dyrefotos i den nyåbnede udstilling “Wildlife Photographer of the Year. Slut eventuelt dagen af i Palmehuset, hvor I kan gå på opdagelse blandt kæmpebambus og farverige blomster.

I kan opleve gakkede shows og flotte udstillinger i vinterferien i uge 7. Udfordr familien i manegen og slip fantasien løs på det kreative værksted, når Cirkusmuseet byder på sjove oplevelser i ferien.

I vinterferien uge 7 holder Musikmuseet åbent. Tag familien med og oplev musikkens magi. Oplev museets interaktive musikinstallationer, spil på fremtidens instrumenter, gå på digitale skattejagter og prøv kræfter med en verden af instrumenter i prøv-selv-rummet.

Både i uge 7 og uge 8 har DAC et stort program med aktiviteter. Det er sidste chance for at opleve udstillingen Copenhagen in Common. Tag også børnene med i So Danish! og få en forståelse for, hvordan dansk arkitektur har udviklet sig fra vikingetiden helt frem til i dag. Børnene kan desuden være med til fastelavnsris-workshop, plantetryk eller LEGO workshop i Salen.

Christiansborg Slot kan hele familien komme med på rundvisning i De Kongelige Stalde. På omvisningen fortælles der om traditionerne i staldene og om arbejdet, der finder sted her for både heste og mennesker. I kommer også forbi karetsamlingen og hører om den funklende guldkaret, som majestæten bruger ved særlige lejligheder, og den elegante guldbryllupskaret, som netop har været i brug ved tronskiftet. Mød også Kongens hvide heste, der trækker den flotte karet.

Game Streetmekka på Vesterbro inviterer til gratis feriecamp for børn og unge. Oplev street basket, parkour, panna, street fodbold, street dance, street art og meget mere.

Besøg Home of Carlsberg i vinterferien, og varm jer ved bålfade i Bryggergården, rist bløde skumfiduser, smag fastelavnsboller, og nyd en god kop kaffe fra Madklubben Home of Carlsbergs mad- & drikke-luger. I kan også tage på skattejagt og hilse på de søde bryggerheste.

 

Hovedstadsområdet:

Besøg Ejbybunkeren i Rødovre. Ejbybunkeren byder på masser af interaktiv historie for hele familien. I kan blive klogere med ingeniøren, grave med voldbissen, cykle med soldaten og forsøge at forhindre Cubakrisen i at udvikle sig til tredje verdenskrig. Prøv også om I kan fange Koldkrigsspionen i bunkerens mobilspil – eller forsøg at finde den hemmelige tunnel. Hvis vejret arter sig, kan I gå på opdagelse flere steder på volden og finde de historiske spor. I kan hente kort i indgangen til Ejbybunkeren eller finde dem digitalt på deres hjemmeside.

Frilandsmuseet byder på ringridning med kæpheste, klovneshow og fastelavnsrundvisning alle dage fra den 10.-18. februar. Det er åbnes også op i krea-værkstedet, hvor det er muligt at lave kæpheste, farverige fastelavnsris, -masker og -hatte. Vær også med til tøndeslagning for både børn og voksne hver dag. Traditionen tro, udnævnes der både kattekonger og –dronninger.

Ordrupgaard i Charlottenlund inviterer børn og voksne til hyggelige stunder i kunstens verden. Med et aktivitetshæfte i hånden kan I sammen blive klogere på impressionismen, mens I oplever kunst i verdensklassen. Hæftet er fyldt med spændende opgaver, som I kan tale om i fællesskab. I kan også tage med på en sanseomvisning sammen med Ordrupgaards omvisere, der har pakket en lille ’picnickurv’ med genstande, der åbner op for forståelsen af værkerne. Undervejs skal I bruge sanserne, for I skal nemlig se, høre, dufte og føle. Børnene kan desuden lege i installationen ’Villapük’, og i krearummet kan børn og voksne udfolde deres kreativitet.

Cecilie’s i Herlev og City 2 tilbyder deres populære Happy Sharing tilbud. Tilbuddet består af en tur rundt på deres 18-hullers minigolfbane eller en omgang bowling med efterfølgende saftige byg-selv-burgere og fritter.

 

Resten af Sjælland:

Louisiana i Humlebæk kan I deltage i en lang række værksteder og aktiviteter for hele familien. Bliv inspireret af kunstneren Ryan Gander, som kan ses i den aktuelle udstilling Det uerstattelige menneske, og skab en dyremaske. Bliv inspireret af Louisianas arkitektur og naturen omkring museet, og skab din egen arkitekturmodel. På scenen i Børnehuset kan du klæde dig ud og forestille dig, at du er en anden end dig selv.

Vikingeskibsmuseet i Roskilde kan man hver dag i uge 7 og 8 høre om marinarkæologernes arbejde med udgravning af skibe, stenalderbopladser og hvad der ellers findes i farvandene omkring Danmark. Dette sker på Museumsøen. I Vikingeskibshallen kan du gå ombord på et handelsskib og et krigsskib i udstillingen ‘Stig ombord’, tage med på en familierundvisning fortalt som et handelstogt eller prøve at undersøge vikingeskibet Skuldelev 5 på nogle af de samme måder som en arkæolog.

Tag med på rumrejse i vinterferien, når Observatoriet i Tølløse holder åbent hver dag fra d. 10. til d. 25. februar kl. 11-17. Oplev Andreas Mogensens rummission, lad dig fascinere af vores raketshow og se Danmarks største teleskop.

Vinterferien på Holmegaard Værk byder på massevis af spændende aktiviteter og arrangementer for hele familien. Bliv glaspuster for en dag, få støbt din hånd i glas, tag på spændende skattejagt, oplev glaspusterne arbejde, design og sandblæs dine egne glas, eller jagt tidsrejsende stenalderdyr i Holmegaard Mose.

Vinterferien på Esrum Kloster & Møllegård er fyldt med sjove og tankevækkende aktiviteter målrettet familier med børn fra 5 til 12 år. I skal åbne minken Stefans tidskapsel, være nysgerrige og udforske historien sammen. Oplev et af de ældste verdenskort, mal fantastiske fabeldyr, find stjernebogen og betragt stjernebillederne som middelalderens mennesker gjorde. Lad jer indhylle i den stemningsfulde atmosfære af munkenes sang i kirken, hvor Stefan tilbragte utallige timer hver eneste dag.

Oplev Frederiksborg Slots nye restaurant, Rabarbergaarden Slottet, der åbner d. 10. februar. Se den nye særudstilling Guder Genskabt med skulpturværksted for børn og voksne – og prøv Nordsjællands smukkeste og vildeste kælkebakker, hvis sneen falder, i Slotshaverne omkring magiske Frederiksborg Slot.

I vinterferien på Kronborg Slot kan I blandt andet komme med på historiejagten ”Kongens hemmelighed”, hvor I kan møde skuespillere på slottet og hjælpe Kronborgs konge med en gådefuld opgave, eller I kan besøge vores uhyrligt populære udstilling ”Monster – stygge skabninger med store følelser”, der giver stof til eftertanke – uanset alder.

Tag hele familien med til M/S Museet for Søfart i vinterferien, hvor der venter oplevelser og udfordringer for alle aldre og flere timers underholdning. Få en ægte sømandstatovering i Tattoosalonen, byg jeres eget drømmeskib eller test jer selv i den store M/S test: er I landkrabber eller søulke?

Er I forældre træt af børn foran skærmen? I hele vinterferien, kan I på Danmarks Tekniske Museum prøve kræfter med forskellige aktiviteter, som hverken kræver strøm eller en god wifi-forbindelse. Spil i stedet BRIO’s labyrintspil, sy jeres helt egen stofpose med en symaskine, der syr på håndkraft eller lyt til traktgrammofonens toner eller se på eksotiske feriebilleder og filmscener i 3D med ViewMasteren.

Magten er kommet til Danmarks Borgcenter i Vordingborg. Dyk ned i magtens intrigante verden og oplev Vordingborgs middelalderlige storhed i udstillingen ‘MAGT’ på Danmarks Borgcenter. I udstillingen kan I glæde jer til at blive klogere på den magt, der altid knytter sig til en borg. Fra konger til dronninger, kirker, våben, smykker og meget mere.

 

I biografen:

Har I bare lyst til at hygge i de bløde biografsæder, så er der “fuldt program” på den konto. Der vises en del børnefilm i ferien. Blandt andet:

  • Drengen og hejren
  • Miniheltene
  • De tre Bukke Bruse i Badeland
  • Sigurd Sommerfugl
  • Lassie på nye eventyr
  • Inspector Sun og den sorte enkes forbandelse
  • Langt fra Andedammen
  • Ønsket
  • Wonka

 

Jeg håber, at I kan lade jer inspirere af ovenstående og dermed få en fantastisk og oplevelsesrig vinterferie sammen med familien.

Del gerne indlægget, så det kan komme ud til flere. Det vil gøre mig glad.

Mange hilsner fra Nanna.

 

Husk at I kan følge Life With Kids på:

F som Ferie, efterårsferie!

Halloween i Tivoli

For bare et par uger siden havde vi sensommer herhjemme. Shorts og solbriller var fundet frem igen. Fra den ene dag til den anden kom det rigtige efterårsvejr med kulde, blæst og regn…men også med en snarlig efterårsferie.

Traditionen tro har jeg researchet og kommer her med min liste over hyggelige og uhyggelige arrangementer for familien i ferien.

Første del af indlægget drejer sig primært om efterårsarrangementer på Sjælland. Anden del er deciderede halloween-arrangementer.

Alle steder er fremhævet med et link, som leder dig direkte hen til en hjemmeside, hvor du kan finde flere information er om arrangementet.

 

Først vil jeg dog gerne nævne Kulturnatten, som hvert år ligger fredagen inden ferien, det vil sige, at Kulturnatten i år ligger fredag d. 13/10. Tjek programmet ud og find lige præcis det eller de steder, der kunne være interessante for jer. Vær opmærksom på, at de populære steder ofte har kø for at komme ind.

Kulturnatten

Når efterårsferien er skudt i gang holder flere museer særlige arrangementer for børn og barnlige sjæle:

Experimentarium i Hellerup følger i Andreas Mogensens fodspor og inviterer indenfor til rumrejse, laserskydning, raketværksted og fremtidsteknologi.

Krigsmuseet kan I blive hemmelig modstandsperson for en dag og hjælpe modstandsbevægelsen med at vinde over tyskerne. Tag på en undendørsrundvisning i Christian 4.’s gamle krigshavn og bliv klogere på svenskerkrigene. I kan også tage på en rundvisning, der handler om, hvordan det har været at være soldat gennem historien.

Politimuseet på Nørrebro kan I bruge jeres evner som efterforskere og forsøge at opklare et røveri. I kan prøve at sidde i en rigtig politibil og tale med de folk, der er ansat i Politiet.

Nationalmuseet kan I møde vikingerne, Fenrisulven, Loke, Odin, Vølven og andre væsner fra vikingernes verden. I kan opleve Ragnarok og komme med på børnerundvisningen “Vikingebrødre”.

Kælderen på Thorvaldsens Museum bliver i ferien omdannet til et værksted for de mest uhyggelige væsener. Kom forbi i efterårsferien og byg et museum til alle de uhyggelige væsner, der dukker op til Halloween. Slip fantasien løs og lav jeres helt eget monster-museum.

I efterårsferien er der aktiviteter for hele familien både inde og ude hos BLOX. Fire dage i efterårsferien kan du besøge aktivitetsteltet på Bryghuspladsen foran BLOX, hvor du kan skære  græskarlygter, lave kastanjedyr, få lavet ansigtsmaling med halloween-tema og andet kreativt.

Dansk Arkitektur Center (DAC) er åben hver dag hele efterårsferien. Her kan du opleve 3 aktuelle udstillinger. I vores børneunivers Educatorium kan du komme til familieworkshop og lave lystryk med planter fra Københavns kirkegårde, eller bygge en lysere fremtid som LEGO ® arkitekt. Du kan også komme med ud på en guidet tur i efterårsbyen.

Arbejdermuseet ser på historiens kvinder. Oplev udstillingen “Kvindeliv”, inspireret af historiens heltinder kan I lave jeres egen heltefigur – og I kan høre om Tove Ditlevsen oppe på loftet.

Børn (6-12 år) og deres voksne har i efterårsferien mulighed for at gå på ledsaget opdagelse i Shane Brox’ udstilling ”Beauty in the Beast” i Nikolaj Kunsthal. Udstillingen hylder den frisættende kreativitet og det indre, uspolerede barn i os alle. Med udstillingen vil Shane Brox gerne inspirere os til at være tro mod os selv og turde vise, hvem vi er.

Tag familien med på Musikmuseet og oplev musikkens magi. Oplev museets interaktive musikinstallationer, spil på fremtidens instrumenter, gå på digitale skattejagter og prøv kræfter med en verden af instrumenter i prøv-selv rummet.

Har I endnu ikke besøgt det forholdsvis nye museum, Enigma, så er det på tide. Enigma er et museum for post, tale og kommunikation. I kan blandt andet besøge Teleportalen og Arcadeum , der er et Slaraffenland for børn og barnlige sjæle.

Enigma

I ferien kan man opleve den næsten magiske stemning af nærvær og samvær på Vikingeskibsmuseet i Roskilde, når man samles om bålet for at bage vikingebrød. I kan også gå i det store telt for at høre historier fra den nordiske mytologi.

Kom helt tæt på poppens og rockens verden, når RAGNAROCK i efterårsferien inviterer børnefamilier ind til en legesyg tur gennem museets faste udstilling. Vi skal lytte til den fedeste musik, danse sjove danse og quizze. Du kan også komme forbi kreaværkstedet og designe dit helt eget fan-merchandise.

Mød den folkekære konge, Frederik d. 7., på Christiansborg Slot. Frederik 7. har fået et brev fra sin afdøde far med en lang liste med ting, der skal ændres i Danmark. Men har Frederik overhovedet lyst til at følge sin fars formaninger?

Når nu man er i nærheden af Christiansborg Slot, så slå et smut forbi Folketinget. Eventet Børn på Borgen har vi selv oplevet for et par år siden. Det var en kæmpe oplevelse! Både børn og voksne lærer, hvordan det er at være ansat i Folketinget. Man finder bl.a. ud af, hvor god man er til holde styr på, at uindbudte gæster ikke sniger sig ind, hvor lynhurtig man er til at sortere affald, og hvordan det er at få lov til at bestemme lidt mere, end man gør derhjemme.

Gå i Christian 4.s fodspor, når I i efterårsferien kan gå på kronejagt på Rosenborg Slot. Når jagten er til ende, kan I fortsætte jeres krone-eventyr i Det Kongelige Kroneværksted, hvor børn kan udsmykke deres helt egen smukke krone.

Besøg værkstedet i Den Sorte Diamant, hvor du kan lave din egen gaming-gadget eller spil dig igennem udstillingen i spillet “Alt på spil “ – computerspillets sygt farlige historie. Besøg også udstillingen #DKgame og gå på opdagelse i de danske computerspils historie.

Lær at tegne den snoede Sneglegang og fantasifulde forslag til tårnets arkitektur, når Rundetaarn inviterer til omvisninger og tegneworkshops for børn og voksne. Man kan også lade sig inspirere af den nye udstilling, “Dansker med ulve”, og skabe sin helt egen ulvemaske.

I Ejbybunkeren i Rødovre kan I fange Koldkrigsspionen og forhindre, at Ejbybunkeren bliver saboteret og 3.verdenskrig bryder ud. Lån en Ipod I lugen og gå på jagt efter spor I bunkeren, så I kan få afsløret den spion.

Mordforsøg på Kronborg Slot – Hvem er skyldig? Frederik 2. er rystet, vred og oprørt. En sen aften har nogen forsøgt at forgifte ham. En eller anden omkring ham ønsker ham død. Men hvem? Kongen har forgæves forsøgt at opklare hvem, der vil slå ham ihjel. Men uden held. Er der vigtige spor, han har overset? Er der nogen, der lyver? Hjælp ham med at opklare mysteriet.

Efterårsferien på M/S Museet for Søfart byder på masser af sørøver-spas og en helt ny udstilling om små modelskibe. Rundt på museet har de glemsomme sørøvere efterladt spændende ting, der gør dig klogere på de sande fortællinger fra de syv have.

Elsker dine børn at løse mysterier? Så besøg Esrum Kloster og Møllegård i efterårsferien, hvor I kan prøve gådespillet ”Munkenes hemmelighed”. Sammen skal I på en eventyrlig rejse, hvor I som medlemmer af De Hvide Munkes Loge skal på jagt efter en kiste, der indeholder en 800 år gammel hemmelighed.

Ballerup Museum i den hyggelige landsby Pederstrup kan I være kreative med uld, væve og garn. I kan også gå på jagt efter museumsgenstande i udstillingen på Pederstrupgård.

Gl. Holtegaard kan I få stimuleret jeres sanser og kreativitet i værkstedet, både på egen hånd og med værkstedsvært. I kan også gå med hele familien på opdagelse i udstillingen “Masquerade” sammen med kunsthallens omviser, der guider i børnehøjde blandt udstillingens værker.

Besøg Kragerup Gods i ferien og få en oplevelse for livet. Tilbring efterårsferien på godset med sjove aktiviteter, hygge og god mad. Tjek hele pakken ud på godsets hjemmeside.

Begiv dig ud i efterårsvejret og ind i varmen på Holmegaard Værk, hvor vi byder på hyggelige (og uhyggelige) aktiviteter for alle sanser og for aldre i hele efterårsferien. Blæs dit eget drikkeglas, få støbt din hånd i glas, se glaspusterne blæse Danmarks (måske) største græskar, tag på spændende skattejagt, spøgende aftenomvisning eller super (u)hyggelig familieworkshop.

GoMonkey i Gladsaxe holder efterårsevent i ferien. Man kan blandt andet prøve Gladiatorkamp, hygge ved bål, se show med “Jungle Jim” og deltage i fede konkurrencer med mange præmier. Husk også at nyde en tur i trætoppene.

Tag familien med til en hyggelig efterårsdag på Ungdomsøen. Mærk historiens vingesus, når der åbnes op for sjove og familievenlige aktiviteter på det gamle militærfort fra 1894. Glæd jer til at gå på opdagelse i fortets hemmelige kroge under en spændende skattejagt og til bålhygge med ristede skumfiduser.

Katrine Muff og band inviterer til fællessang i DR Koncerthuset i efterårsferien. Muff fortolker klassiske børnesange på ’Flere Sange Til Børn & Deres Voksne’ – et album der slipper fantasien løs og tager jer med i børnelandets magiske verden af ord, lyde og fællessang.

Astralis Nexus afholder camp for dem, der er glade for at game. Få en uforglemmelig gaming-oplevelse, der vil tage din Fortnite- og CS-oplevelse til det næste niveau. Aldersgrænsen er 8-13 år. Det foregår d. 16.-17. oktober.

Madspildsskolen forvandler I sammen overskudsvarer til nye, lækre måltider. I lærer om sanserne, grundsmagene og enkle køkkenteknikker, der er i samspil med overskudsvarer og basisprodukter ender med et velsmagende måltid, som I nyder sammen. Dygtige undervisere sørger for gode og trygge rammer, hvor kreativitet og ambitioner kan udfolde sig uanset alder.

Har I mere lyst til hjemmehygge med kreative sysler, så hjælp Dansk Flygtningehjælp med at samle penge ind til de millioner af børn og voksne, der lige nu er på flugt. Tegn og upload din tegning af dit hjem. Del dit eget donationslink, så venner og familie kan støtte sagen. Måske du bliver den heldige, der får udstillet din tegning i Louisianas Børnehus.

 

Halloween:

Grev Spiegelberg inviterer til Monsterbal. Endelig er Halloween lige om hjørnet, og når man som den skøre Grev Spiegelberg har ventet et helt år i lidende længsel og ensomhed, så er det eneste rigtige at gøre at invitere til et kæmpe Monsterbal.

Med overraskende 40.000 besøgende i oktober 2022, blev det slået fast at Horror Drive Thru er helt i toppen, når det kommer til danskernes foretrukne horror-oplevelse. Oplev deres nye show “Paranoia – på grænsen mellem virkelighed og fantasi”.

Horror Drive Thru

Det er uhyggeligt og lidt skræmmende at besøge Odsherreds Museum i efterårsferien. Det er nemlig natten, hvor genfærd og spøgelser kommer frem fra skjul og sprækker og går hvileløst rundt. Bliv ikke forskrækket af deres ånde i nakken.

Væsener fra den nordiske folketro overtager Frilandsmuseet. Landsbybeboerne har brug for jeres hjælp til at overvinde trolde, nisser, hekse og huldre. Mød kloge koner, skræmte landsbybeboere og bekæmp væsner med bue og pil. Der vil også være sjove pauser fra det uhyggelige med trylleri, ansigtsmaling, græskar lanterne værksted, forhindringsbaner og farlige snacks, såsom giftig candy floss og mugne popcorn.

Tivoli er som sædvanlig pyntet flot op i efterårsferien. Heksene har fortryllet haven, så I kan gå på opdagelse blandt uhyggelige edderkopper, krager og flere end 20.000 græskar, der danner rammen om Tivolis stemningsfyldte efterårssæson. Hvis I tør, så besøg Villa Vendetta, hvor den glemte familie har mistet forstanden – eller måske tør I tage turen gennem det hjemsøgte hospital, hvor de indlagte aldrig slap ud?

Bakken har ligeledes pyntet op til Halloween. For de mindste er der Onkel Reje show og Halmballelabyrint. De lidt ældre børn kan besøge Rædselsdybet…hvis de tør?

Vi bevæger os et lille smut til Jylland. Legoland holder Monsterfest, hvor I kan møde de skræmmende halloweenvæsner og komme inden for til det store Monsters’ Ball, hvor monstrene byder jer op til dans. I kan også tage på den (u)hyggelige Brick or Treat-rute gennem det forheksede Legoland.

Zoologisk Have er hoppet i halloween-kostumet og er blevet pyntet op med spindelvæv, kryb, kravl og store edderkopper. Gå på opdagelse i haven fyldt med græskar og (u)hyggelige oplevelser for hele familien, hvor de modige har chance for at se deres frygt i øjnene … Skab dit eget seje slim, hjælp Pelle & Kaya med den store halloween-gåde og vær med, når der skal skæres trick & treat-græskar til havens dyr.

Vi bliver i dyrenes verden. Pangea Park i Bjæverskov er overtaget af Zombier. For de modige er der aftenarrangement, når mørket er faldet på. For de sartere sjæle eller bare mindre børn findes der en børne-edition om dagen. Her er der ikke skræmmende personer og bevægelige rekvisitter.

Kunne I tænke jer en lille getaway, så tag et smut til Oslo med DFDS’ Halloween Cruise. Flagermus, mosekoner, hekse, vampyrer, skeletter og andre skøre skabninger overtager skibet.

Cirkus Arenas “Halloween Cirkus” fører atter engang børnefamilierne sikkert gennem årets mest uhyggelige højtid. Oplev et totalshow med artister, sangere, dansere, skuespillere og influensere.

Oplev en af Danmarks største Halloween events. “Den Hjemsøgte By” har overtaget Brøndby Hallen med dens gys og rædsler. “Den Hjemsøgte By” består af over 150 personer som er klædt ud; alt fra zombier til figurer fra gyserfilm og døde mennesker.

 

Er man ikke til museer eller Halloween, så tag et smut i biografen. Der er mange børnefilm på programmet i efterårsferien. Oplev blandt andet Trolls 3 og Paw Patrol.

 

Jeg håber, at I kan blive inspireret af indlægget og har mod på at komme ud og opleve i efterårsferien.

God ferie – og god fornøjelse!

Mange hilsner fra Nanna.

Husk, at I kan følge Life With Kids på:

Påskeferiens påfund

Ja, påskeferien er godt nok begyndt for skolebørnene, så dette indlæg kommer nok i sidste øjeblik…men I skal ikke snydes for det.

Traditionen tro får I her en liste over steder, der har et særligt program for familier her i påsken. Det drejer sig primært om steder i hovedstadsområdet, men der er også enkelte andre steder på Sjælland uden for hovedstadsområdet. Trykker i på stedets navn, så ledes I via et link hen til stedets hjemmeside, hvor I kan læse mere.

 

Hovedstadsområdet:

Nationalmuseet inviterer til påskemagi. Prøv nat-universet, lav amuletter i hekseværkstedet, tæm et uhyggeligt væsen, træd ind i pengenes verden. Der er utallige muligheder på det store museum.

Statens Museum for Kunst (SMK) kan I støde på en desperat slagtermester, et familievenligt kødværksted og pølser i lange baner! Det er nogle af ingredienserne i påskeferieprogrammet, hvor man kan lade sig inspirere af Carl Blochs malerier af mad og dyr. Tag med på en familietur, hvor I hjælper slagtemester Svend med at stoppe pølser, lav jeres egne ‘slagtervarer’ i kødværkstedet eller skab insekter og skaldyr i Børnenes Værksted.

Københavns Museum kan I gå en farverig påske i møde. Nyd påsken i farver med Ib Antonis smukke plakater, HuskMitNavn-skattejagt, fortidens kulører og jagt på historiske påskeharer i flotte dragter. Kom tæt på Københavns forsvundne byporte, klostre og kirker i det Arkæologiske Værksted.

Krigsmuseet kan familien holde en KANON påskeferie. Hvem kan vælge de rigtige kanoner til skibet, få flest point i kast med kanokugler og lade kanonen rigtigt? Tag hele familien med på Krigsmuseet i påskeferien og dyk ned i kanonernes forunderlige verden og spændende historier.

Arbejdermuseet inviterer til de tre P’er: Påske, perler og protest. Museet markerer 10 års dagen for lærerlockouten i 2013. Verdens største lockout-perleplade lavet af elever og lærere under konflikten.

Besøg det nye kommunikationsmuseum Enigma på Østerbro. I påsken er ENIGMA fyldt med aktiviteter til store og små gæster. Arcadeum inviterer jer til at dyste i 80’ernes spilteknologi på både arkademaskiner og spillekonsoller. I værkstedet kan I træde i opfinderens fodspor og med små elektroniske klodser bygge fortidens utrolige teknologier. I kan tegne jeres eget frimærke i Teleportalen og købe det med hjem i form af 36 små klistermærker. Læs eventuelt mit forrige opslag om stedet på Life With Kids’ Instagram.

DAC (Dansk Arkitektur Center) kan man bygge med mursten og muslinger i Påskeværkstedet. Byg et relief af muslingeskaller, leg med minimursten, eller støb din helt egen flise, du kan tage med hjem og pynte dine forårsgrene med. Man kan også bygge LEGO arkitektur til fremtidens by, når Dansk Arkitektur Center og Lego Build the Change inviterer børn og familier til LEGO workshops i påsken.

Designmuseum Danmark er der også et Påskeværksted. I ferien kan børn og voksne slippe deres indre designer løs på Designmuseum Danmark, finde finurlige mønstre i udstillingen Mønsterkraft og gå på æggejagt i museumshaven. I Påskeværkstedet kan man designe sit eget silketørklæde.

Reffen har påskejagt, påskepetanque og påskejazz på programmet. Der er lidt for alle aldre. Nyd samtidig deres lækre mad fra Copenhagen Streetfood.

Tag børnene med i Ruinerne under Christiansborg Slot i påskeferien. Leonora Christine har brug for jeres hjælp til at hævne sig. Oplev Ruinerne og lær historien om Leonora Christine i den nye, interaktive opgavejagt i påskeferien til en sjov og lærerig aktivitet.

Vil I hellere have en kilden i maven, så er både Tivoli og Bakken åbnet for forårssæsonen. Nyd stedernes smukke udsmykning og forårets mange flotte farver.

 

Resten af Sjælland:

Har du nogensinde pustet et æg? Eller trillet et? Der er sjove æggelege i alle afskygninger i Sagnlandet Lejre hele påsken.

Garderhøjfortet: Lav din egen soldaterkylling, løs mysteriet om gækkebrevet, kom på familierundvisning og prøv de interaktive udstillinger med aktiviteter for hele familien.

Ballerup Museum i Pederstrup er der kreative påskesysler. Gå en tur rundt i det skønne Pederstrup og se, om I kan finde et lille lam eller to.

Oplev Storhed og Fald på Esrum Kloster. Rejs med tilbage i historien, når der i påskeferien sættes spot på Esrum Klosters storhed og fald. I kan komme på tur i landskabet med stedets nye digitale reality-oplevelse, deltage i et spil, hvor I har magten og bestemmer Esrums Klosters skæbne – og I kan fordybe jer i stedets tegnestue, hvor I kan undersøge de smukke sten, som klosteret engang var bygget af.

Kronborg slot: I påskeferien kan I både opleve monster-udstillingen af Shane Brox – og så kan I løse ”Monstergåden – en historiejagt for hele familien”. Med historiejagten bevæger I jer rundt på slottet, graver i en historie og udspørger slottets beboere om, hvad de har set og oplevet. Historiejagten tager 30-90 minutter, og I er selv med til at afgøre, hvordan historien ender.
Historiejagten er særligt egnet til børn 5-12 år, men alle er velkommen til at deltage.

 

Jeg håber, at I kan blive inspireret af de forskellige oplevelser i indlægget.

Jeg ønsker jer alle en rigtig god påske! 🐣

Mange hilsner fra Nanna.

 

Husk at I kan følge Life With Kids på:

Facebook

Instagram

Vinterlige ferie-fif

Så nærmer vinterferien sig. For nogen er det allerede i næste uge, for andre er det først i uge 8. Traditionen tro har jeg samlet en del familievenlige oplevelser, som man kan bruge ferien på. De fleste steder har både et program i uge 7 og et i uge 8. Ved at trykke på stedets navn, har jeg vedhæftet et link, så I kan læse mere om både arrangementet – og også om der er åbent i uge 8.

Jeg har kun koncentreret mig om oplevelser på Sjælland, så er du i Jylland i vinterferien, så kan du springe dette indlæg over 😉.

 

Det første, jeg gerne vil fremhæve, er steder i København og Storkøbenhavn.

Copenhagen Light Festival lyser endnu en gang København op fra forskellige steder. Oplev de flotte lysinstallationer, når mørket sænker sig. Det er fantastisk flot at se på hvert år.

Har du endnu ikke prøvet den familievenlige skattejagt “Seek’n’See”, så er der mulighed for det nu. Brug vinterferien med børnene, hvor I kommer rundt på egen hånd inde omkring Indre By. I kan oven i købet hoppe over på Life with kids’ Instagram nu og deltage i en konkurrence, hvor præmien er en skattejagt for dig og din familie samt en ekstra skattejagt til jeres venner. I vinder desuden en goodiebag med en t-shirt til et barn + et gavekort til Broens Gadekøkken. Skynd jer over på Instagram, for vinderen trækkes allerede på søndag d. 12/2-23 kl. 20.00. Link til Instagram findes i bunden af dette indlæg.

Når I alligevel er inde i København, så besøg Rundetårn, hvor et eventyrligt blomsterflor vil omdanne bibliotekssalen til en smuk sansehave. Blomsterkunstner Signe Kejlbo har ladet sig inspirere af Christian IV’s liv og historie, og børn kan tilføje egne papirsdekorationer.

Statens Museum for Kunst (SMK) inviterer familier til en farverig vinterferie. Tag med på en Odyssé gennem den dansende installation “Regnbuen” – eller lad kreativiteten flyde i de daglige værksteder. Du kan også møde Matisse og hans venner.

Et andet kunstmuseum, Thorvaldsens Museum, inviterer børn til portrætmodellering. Med udgangspunkt i børnenes egne ansigter, får de lov at prøve kræfter med ler og ansigtets anatomi.

Nationalmuseet har lige åbnet den nye udstilling “Jagten på danmarkshistorien”. Her kan du møde de personer, der ved hjælp af f.eks. metaldetektorer har fundet ældgamle danefæ. Desuden bliver Nationalmuseet omdannet til en pengeby i anledning af Nationalmuseets nye særudstilling om dine og vores penge, KA-CHING! Hele familien kan prøve kræfter med falskmøntneri, aktier og andre pengemaskiner. I kan løfte en ægte guldbarre, arbejde for pengene i vores hamsterhjul og blive klogere på, hvordan penge styrer jeres liv.

Designmuseum Danmark har en workshop for familiens yngste, hvor børnene kan lave dyremasker i designværkstedet. Prøv også deres lækre fastelavnsboller eller slå katten af tønden i museumshaven.

Arbejdermuseet kan man gå på opdagelse i museets kroge, man kan slippe kreativiteten fri med skovtrolden Arnvid, eller man kan deltage i en skattejagt. Besøg deres børnemuseum – “Det’ for børn”.

Krigsmuseet kan I teste, hvem i familien der er den hurtigste, stærkeste eller mest udholdende. I kan udfordre hinanden i sjove militærøvelser. Der er desuden særudstillinger om Svenskerkrigene og soldaterlivet. Krigsmuseet er altid et besøg værd.

Frihedsmuseet kan man være på den anden side af “fronten” og opleve besættelsen i børnehøjde. Man kan opleve, hvordan børn levede i krigens mørke.

Politimuseet slår dørene op til en spændende og sjov vinterferie med masser af aktiviteter for hele familien. Større børn og voksne kan få afprøvet deres evner som ”Efterforsker for en dag”. Få afgjort hvem der har den bedste politinæse i familien, når en drabssag bliver genåbnet og skal efterforskes og opklares. For de mindre børn er der også aktiviteter, når museet dagligt inviterer til børnerundvisninger. Her skal børnene i samarbejde med en af museets undervisere finde ud af, hvem gerningsmanden er i ”Mysteriet om hundetyven”.

Rosenborg Slot i Kongens Have kan I gå på jagt efter chokoladen. Se, om I kan finde de eksotiske råvarer, som man brugte i chokoladedrikken i 1600-tallet. Undervejs vil I også kunne dufte til ingredienserne og komme tættere på chokoladens kongelige historie og smag.

Christiansborg Slot sidder Leonora Christine fængslet i Blåtårn. Hjælp hende med at få hævn over Dronningen. Slotsruinerne bliver vækket til live ved hjælp af interaktive installationer. Ved hjælp af ledetråde og opgaver skal I hjælpe Leonora Christine.

STORM Museet på Frederiksberg åbner dørene for en interaktiv rejse gennem dansk humor med udstillingen “Men hvad må vi så?!”. Oplev værker fra Halfdans ABC, Ib Spang Olsen og Anders Morgenthaler. Prøv et prutteklaver eller slæng dig i John Dillermand-puden. Besøg køkkenet, hvor intet er, som det plejer.

Vil I gerne holde vinterferie i musikkens tegn, så er der faktisk flere muligheder. På Musikmuseet kan hele familien slå sig løs på Københavns lydlegeplads. Man kan se gamle musikinstrumenter, spille på symfoniorkesterets instrumenter og via VR-briller dirigere Copenhagen Phil.

Rytmisk Center på Vesterbro slår også dørene op til en vinterferie i musikkens tegn. Her kan man lave musiklege og lære at skrive sange.

Zoologisk Have har traditionen tro fuldt program i ferien. Zoo inviterer til Vinterfestival, hvor man blandt andet kan møde Pelle og Kaya i deres kreaværksted, Bluey og Bingo, Børste – og Silje Okking, der giver koncert. Man kan desuden teste sine klatreevner mellem kænguruer og pandaer.

Besøg Ejbybunkeren, hvor I kan blive klogere med ingeniøren, grave med voldbissen, cykle med soldaten og forsøge at forhindre Cubakrisen i at udvikle sig til en tredje verdenskrig. Prøv også om I kan fange koldkrigsspionen i deres mobilspil.

Det er ikke kun København, der har familievenlige oplevelser i vinterferien.

I Nordsjælland kan man besøge Kronborg Slot, der i ferien har besøg af monstre og stygge skabninger med store følelser. Mød Shane Brox’ 12 historiske monstre i slottets dunkle og dystre kasematter. Børnene kan også bygge dit eget monster af genbrugsmaterialer – eller få ansigtet malet som et monster.

Hvis I kan slå to fluer med ét smæk, så ligger M/S Museet for Søfart lige ved siden af Kronborg Slot. Her kan I finde ud af, om I er ægte landkrabber eller søulke. I kan også gå ombord på Drømmeskibet, hvor I kan lege, at I er besætning på et rigtigt skib. Vil I være kok, kaptajn eller gast?

Frederiksborg Slot vil Christian IV forbyde fastelavnsfesten. Hver dag kan familier med børn, på egen hånd eller sammen med museets omviser, gå på jagt efter beviser på, at fastelavn er en vigtig højtid, der skal bevares. I slottets gamle spisesal er der fastelavnsværksted for børn og kreative sjæle. Her kan der kan pyntes fastelavnsris og laves fantasifulde fastelavnsmasker.

Garderhøjfortet, der ligger i Gentofte, kan I prøve kræfter med en soldaterbog om sanitetstjenesten, lære førstehjælp, se dig omkring i den interaktive udstilling eller gå med på en familievenlig rundvisning i det store To-kanon tårn.

Børnene kan fejre fastelavn på Frilandsmuseet i Lyngby. Der vil være tøndeslagning, kattejagt og ansigtsmaling. Børnene kan desuden lave deres egne fastelavnsris, -masker eller -hatte.

Rudersdal Museerne, der består af Mothsgården og Vedbækfundene, inviterer til vintersjov i ferien. Mothsgården har stjerneløb og middelalderquiz på programmet. Desuden kan man farvelægge Moths flotte våbenskjold eller tegne en flot tegning af Kong Valdemar og hans ven Absalon. Besøg Vedbækfundene og tag på storvildtjagt i jægerstenalderen. Gå på jagt efter ”The Big Five” – elefant, bøffel, leopard, løve og næsehorn, som er de fem farligste dyr at gå på jagt efter.

 

Resten af Sjælland kan også bryste sig af fine familiearrangementer i vinterferien.

Observatoriet i Brorfelde i Tølløse holder aftenåben, så alle friske børn og voksne kan se stjernetåger og stjernebilleder.

Børnenes Museum Vestsjælland, som består af flere museer har en masse på programmet. Kalundborg Museum har fastelavnsværksted. På Holbæk Museum kan du komme på dybt vand i et Escape Room. På Ringsted Museum og Arkiv kan du lave dit eget stamtræ og forske i din egen slægt.

 

Til sidst skal nævnes, at flere shoppingcentre også har fine arrangementer for børn i ferien. Det er f.eks. Lyngby StorcenterFields, Frederiksberg Centeret og City 2.

Desuden har Børn i Byen lavet en fin guide til vinterferie i Malmø. Tjek den ud, hvis I skal en tur over Sundet.

 

Jeg håber, at I kan bruge indlægget som inspiration, så I kan få en god og oplevelsesrig vinterferie i familiens skød.

Mange hilsner fra Nanna.

 

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram

Årets guide for efterårsferien 2022

Efteråret føles altid grå, trist og lang. Der er dog lyspunkter; mine sønners fødselsdage, min egen og så efterårsferien. Yes, den er lige begyndt. Selvom min blog har taget en drejning ren indholdsmæssig, da mine drenge er blevet ældre (den ældste nærmer sig teenage-årene), så vil jeg altid forsøge at skrive de indlæg, hvor jeg fortæller om børnevenlige oplevelser i ferierne. Mange kulturelle steder i Danmark er gode til at arrangere særlige programmer for børnefamilier. Et lille fif er at følge jeres yndlingssteder på de sociale medier, på den måde får man oftest et hint med hensyn til deres programmer i de forskellige ferier.

Følgende steder har jeg fundet frem til. Der er steder både i hovedstaden, resten af Sjælland, Fyn, Jylland, Samsø, Norge og Sverige. Det bliver et langt indlæg, så scroll gerne ned til det geografiske område, der passer til jer som familie.

Tryk på stedets navn, så kommer du via et link til en beskrivelse af arrangementet på stedets egen hjemmeside.

 

Hovedstaden: 

Tivoli har som sædvanlig pyntet flot op til Halloween. Hvis du tør, så besøg det uhyggelige Villa Vendetta.

Bakken holder også åbent i efterårsferien. For de mindre børn, så optræder den skønne Onkel Reje på Friluftsscenen hver dag i ferien kl. 14.00. For de lidt ældre og mere modige børn, så kan man besøge Rædselsdybet under vandrutsjebanen.

Hvis vi bliver i den uhyggelige kategori, så er Reffen også stedet. Her kan du i egen bil opleve “Horror Drive Thru”. Et 20 minutters langt rædselshelvede i egen bil.

Gudskelov er alt ikke uhyggeligt. Det Kongelige Teater slår endnu en gang dørene op for børneballetten “Kom Bamse, nu balletter vi!”.

DR Byen søger børn, der kan hjælpe med at løse Ramasjang Mysteriet. Kom på opdagelse i DR Byen og hjælp med at løse spor, der kan finde frem til hvilken skurk, der er på spil.

DR Koncerthuset har et hav af børnekoncerter i efterårsferien. Mød blandt andet Motor Mille, Katrine Bille og Hipsomhap.

Kunne det være spændende at arbejde i Folketinget? Folketinget søger dygtige børn, der kan hjælpe med arbejder i det travle hus.
Vi var der sidste år, det var simpelthen så godt og så sjovt.

Nattens væmmeligste væsener er via en åben portal sluppet løs på Nationalmuseet . Hjælp med at få lukket portalen igen.

Krigsmuseet kan du få noget ud af ferien både udenfor og indenfor. Udenfor er der en rundvisning, hvor du kan komme med tilbage i tiden til dengang området omkring Krigsmuseet var krigshavn for danske kongers krigsskibe. Indenfor kan du komme i krigstræning hos selveste Christian IV.

Hos Københavns Museum byder på rigtig meget. Du kan blandt andet bliver arkæolog for en dag, eller tage tilbage til tiden til de farverige 90’er. Der er desuden både gådejagt og skattejagt. Alle aldre kan blive godt underholdt på museet.

Besøg Zoologisk Museum inden de lukker dørene for sidste gang d. 23/10-22. Museet rykkes hen til Botanisk Have og åbner igen om nogle år. Mød museets forskere hver eftermiddag – og tag din bamse under armen mandag og fredag, hvor Bamse-zoologerne besøger museet.

Der bliver efterårshygget på BLOX…med blandt andet græskarlygter og kastaniedyr. Undgå at se serien Kastanjemanden inden besøget på BLOX 😉.

Hos DAC kan børnene skabe deres eget værelse. Der kan også bygges måne-arkitektur i LEGO.

Thorvaldsens Museum vil I kunne opleve en efterårsferie fuld af farver. Gå på opdagelse i farvernes verden med de vidunderlige pulverfarver Panpastels.

I Glyptotekets lerværksted kan børn, deres voksne og alle kreative sjæle lade sig inspirere af museets finurlige udsmykninger og skabe mønstre og monstre i ler.

SMK byder på farverige og fantasifulde oplevelser for børn hver dag i efterårsferien med en hyldest af den franske mestermaler Henri Matisse. Oplev den store udstilling Matisse: Det røde atelier, og lav dine egne eksperimenter med vilde farver og former i Børnenes Værksted.

Tag hele familien med i Planetarium. Oplev Det Vilde Raketshow, lav din egen planet i Planetariekuplen og byg din egen raket i raketværkstedet.

Experimentariet er der kommet en ny udstilling: The Science Behind Pixar. Det er helt sikkert, at vi skal ind og se den på et tidspunkt. Vi elsker Pixars tegnefilm her hjemme.

KU.BE på Frederiksberg: Lav sprælledukker, stå på skateboard, kæmp på laser-banen og lær cirkus-kunstner.

Børnene kan lave kartoffeltryk, lanterner og skattejagt på Ballerup Museum i hyggelige Pederstrup.

 

Resten af Sjælland: 

ARKEN i Ishøj har fået kunstoplevelse “Giant Billiard” til Danmark. Den kan mest af alt beskrives som en kæmpe, hvid hoppepude med enorme, hvide bolde på. Værs’go at prøv!

M/S Museet for Søfart i Helsingør: Mytemytteri og sørøver-spas. Find din indre sørøver frem.

Når nu du er i Helsingør, så tag et smut over til Kronborg Slot, der ligger få minutter væk fra M/S Museet for Søfart. Her kan du gå på heksejagt. En lille sidegevinst: Nordsjællands Veterantog kører fra Hovedbanegården via Klampenborg til Kronborg Slot i Helsingør d. 22 og 23. Oktober. Hver dag afgang kl. 11.19 og retur kl. 15.10.

Hygge og uhygge på Frilandsmuseet i forbindelse med Halloween. Mød væsener fra den nordiske folketro.

Gådefuld efterårsferie på Esrum Kloster. Løs koder og find frem til en stor hemmelighed i gådespillet ”De Hvide Munkes hemmelighed”.

Farvemættet og fantasifuld efterårsferie på Willumsens Museum i Frederikssund. Der er både portrætworkshop og grafisk værksted.

I oktober åbner det længe ventede oplevelsescenter ved Stevns Klint: Stevns Klint Experience. Oplevelsescentret er bygget ind i selve klinten, og med denne placering, er der skabt en naturlig adgang til havet og landskabet.

Lær førstehjælp på Garderhøjfortet. Prøv kræfter med en soldaterbog om sanitetstjenesten, se dig omkring i den interaktive udstilling eller gå med på en familievenlig rundvisning i det store To-kanon tårn.

Besøg Mosede Fort i efterårsferien og gå i soldatens fodspor. Træn med soldaten og prøv kræfter med bajonetfægtning og håndgranatskast

Der er fuldt program i Sagnlandet Lejre i efterårsferien. Oplev Sagnkongefestival, Vikinger, Krigertræning og kom i audiens hos Kongen.

Er du på disse kanter, så besøg også Lejre Museum. Prøv kræfter som Odins trofaste følgesvende i efterårsferien, når museet inviterer hele familien på besøg i Hugin og Munins verden d. 18., 19. og 20. oktober.

Alle aftener fra kl. 19-22 tager Observatoriets formidlere jer med på en rejse gennem nattens stjernebilleder og himmelobjekter – enten udendørs eller digitalt indendørs. Husk varmt tøj!
Observatoriet i Tølløse har også åbent i dagstimerne, hvis det andet bliver for sent.

Destination Sjælland har også lavet en guide til børnevenlige oplevelser i efterårsferien på Sjælland. Find den her.

 

Fyn:

Hvis du er til mystik og magi, store knoldede trolde og højhattede troldmænd, så er det Magiske Dage i Odense, du skal besøge i efterårsferien.

 

Jylland:

Besøg Fængslet i Horsens og oplev “Lukket og slukket – Lygtetur efter lukketid. Der slukkes for stikkontakterne og fortælles historier fra dengang, hvor fængselslivet udspillede sig i petroleumslampernes dunkle skær.

 

Samsø:

Der bliver også holdt efterårsferie på Samsø, eller skulle man i dette tilfælde kalde ferien Kartoffelferien som i gamle dage. På Samsø kan man komme på flere skattejagter rundt på øen.

 

Nabolandene Sverige og Norge:

Hvis man mere er til en lille getaway til udlandet, så kan vores kære nabolande anbefales.

Vi har selv lige været med DFDS til Oslo, en kort smuttur. I efterårsferien har DFDS Gaming Cruise. På skibet vil der være et turneringsområde for de dedikerede gamere, der kan prøve EA SPORTS FIFA, samt et familieområde, hvor de yngste fra 3 år og op kan hygge sig med spil som Just Dance, Mario Kart, Fruit Ninja i Virtual Reality og andre familievenlige spil.

Jeg har stødt på flere artikler, der fortæller om børnevenlige oplevelser i Sverige. Jeg lister områder med tilhørende links nedenfor:

Malmø

Gøteborg

Vestsverige

 

Jeg håber, at I kan bruge guiden til at blive inspireret – og jeg håber, at I alle får en skøn ferie, de af jer, der har ferie.

 

Mange hilsner fra Nanna.

 

Husk at følge Life With Kids på:

Facebook

Instagram