Forældreintra… Helvedets forgård?

Først kontaktbøger, så mails, nu Forældreintra – og senere hen AULA.
Hvad er det med de fora? Og hvorfor er der så meget debat omkring det lige nu?

Da jeg gik i skole, havde vi den fysiske kontaktbog. Da jeg begyndte som lærer, gik der ikke mange år, før vi fik Forældreintra som kommunikationsmiddel mellem skole og hjem. Snart skal vi overgå til AULA. Men hvordan kan det være, at der lige pludselig tvivles på denne form for kommunikation mellem skole og hjem?

Som både forælder og lærer vil jeg gerne komme med mit besyv til denne debat.

For det første: Skal der være den kommunikation mellem skole og hjem? Ja, selvfølgelig… Det kan der forhåbentlig ikke herske nogen tvivl om.
Jeg synes, at man som forældre forpligter sig, når ens barn begynder i skole. Man skal holde sig ajour, man skal følge med i lektiebogen (indtil barnet selv kan administrere det), og man skal samarbejde med skolen. Sidstnævnte står faktisk i Folkeskolelovens formålsparagraf §1. Barnets læring beror på et samarbejde mellem skole og hjem.

Forældre har i debatten givet udtryk for, at Forældreintra stresser. Til det må jeg sige, at der må være meget andet, der stresser i hverdagen. Forældreintra i sig selv bør ikke være stressende…så bliver det i hvert fald brugt forkert.

Som både forælder og lærer tænker jeg, at følgende tre områder i Forældreintra er de primære: Beskeder til og fra skolen, kontaktbogen og lektiebogen. Det er disse, man bør holde sig mest ajour med. Lektiebogen, tænker jeg, er ikke det store problem; tag en dag ad gangen. Kontaktbogen bør heller ikke være et større problem (med mindre man har et barn, der tit “får skrevet hjem”). Beskeder til og fra skolen: Ja, se her kan vi alle nok blive bedre, forældre såvel som lærere. Læreren kan bruge det som informationskilde til hjemmet. Dette kan for eksempel være i form af ugebreve, månedsbreve eller information i forbindelse med “anderledes” dage.
Forældre kan ligeledes bruge beskeder til information. Men her tænker jeg skolerelaterede informationer – og ikke, at lille Ludvig har mistet sin venstre vante. Her kan klassens forældre vælge at bruge en dertil oprettet Facebookgruppe i stedet for. Jeg tror også, at man her vil få bedre respons, da flere er på Facebook end på Intra. Desuden skal man også nogle gange fravælge “at svare alle” i beskeder. Det kunne være, at nogle beskeder ikke var relevante for alle.

Nogle foreslår, at vi skal tilbage til den gamle fysiske kontaktbog. Selvfølgelig skal vi ikke det. Børnene kommer til at glemme den eller smide den væk. Hvis forældre ikke en gang kan tjekke Forældreintra hver dag, skulle de så kunne tjekke kontaktbogen? Jeg tvivler.
Desuden vil det være et tidsproblem for læreren at skulle skrive beskeder i den fysiske bog. Tænk, hvis flere elevers forældre skulle have den samme besked? Nej tak, herfra!

 

Som både forælder og lærer mener jeg, at Forældreintra bør bestå. Det er den nemmeste måde at samarbejde på mellem skole og hjem. Men det er vigtigt, at et forum bliver brugt korrekt af både forældre og skolens personale. Specielt beskeder kan virke overvældende, og her er det vigtigt at skelne mellem relevante/skolerelaterede beskeder – og beskeder, der bør høre til i et andet forum. Hvis alle kunne tænke sig om en ekstra gang, så er jeg sikker på, at Forældreintra (senere hen AULA) kunne blive nemmere at overskue.

Opråb fra en mor og en lærer,
Mvh. Nanna.

 

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram

Skoleindskrivning…nu på ny skole

Så skal vi til det igen; sidste barn skal skrives op til skole.

Vores situation har desværre ændret sig siden sidst. Antons (og min) skole skal desværre lukke, det har byrådet besluttet for nyligt. Indskolingen rykker allerede hen på en anden skole i byen her til sommer. Det er gået (alt for) hurtigt. Mentalt er det svært at følge med.

Oskar skal nu skrives op, men hvor jeg før havde tre skoler at vælge imellem, har jeg nu kun to. Min førsteprioritet er væk.

Det føles som en tvangsflytning for Antons vedkommende – og en nødløsning for Oskars. Men det skal nok blive godt på sigt.

Når vi taler med Anton om det, så har vi ja-hatten på. Han kommer til at gå i skole med flere af vores tætte venners børn.

Med hensyn til Oskar, så har vi faktisk ikke fortalt ham det endnu. Han glæder sig simpelthen så meget til at begynde på Søagerskolen. Vi har ikke fundet det rette tidspunkt til at fortælle ham, at det ikke bliver den skole alligevel. Det skal nok komme. Og når tidspunktet er, så tager vi ned og besøger den nye skole. Igen med ja-hatten på 😉

Til at starte med var det trods alt en trøst, at de to drenge kunne følges ad på den nye skole. Nogle søskende bliver nemlig skilt ad, da det kun er indskolingen, der flytter til sommer. Men vores to drenge begynder faktisk ikke på samme tid (det havde vi håbet). Oskar begynder nemlig i Mini-SFO allerede til april. Anton kommer først omkring sommerferien. Endnu et slag i ansigtet.

Nå, som skrevet er Ja-hatten på, og det hele skal nok blive godt til sidst.

Hvis det har interesse, så har jeg tidligere skrevet et indlæg omkring de tanker, man skal gøre sig, når man skal vælge skole til sit barn. Vi har nemlig alle forskellige behov…og vigtigst af alt; børn er forskellige.

I kan læse det tidligere indlæg her.

Mange hilsner fra en skolemor/skolelærer,

Nanna.

 

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram

Glad, lettet…og meget stolt!

I foråret fik vi besked om, at talepædagogen i børnehaven ville prøve at få Oskar i sproggruppe. Et kommunalt tilbud for de børn, der skal have et ekstra skub i den sproglige/kommunikative retning.

Oskar er ørebarn, og det blev desværre opdaget for sent. Derfor har han haft udtalevanskeligheder og ringere ordforråd, da hans sprog først begyndte at blive udviklet senere end jævnaldrende. Da han var to år, talte han fuldstændig sort. Da han var 2 år og 4 mdr. fik han lagt dræn. Først dér kunne hans sprog udvikles optimalt. Dette gjorde, at noget skulle indhentes.

Oskar har i et års tid gået til talepædagog i børnehaven… Men der skulle ske noget mere. Den kommunale sproggruppe kunne være svaret. Ansøgningen blev sendt afsted… Og han fik en plads.

I midten af april begyndte han derude. Tre formiddage om ugen (onsdag-fredag) skulle han gå fire timer i sproggruppe. Her blev der stillet kommunikative krav til ham og de andre børn hele tiden. Igennem lege, oplæsninger, rim og remser blev sproget en vigtig del af dagligdagen i sproggruppen.

Jeg indrømmer, at jeg havde en del bekymringer, inden han begyndte derude:

  • Tre formiddage om ugen ville han gå glip af aktiviteter hos Troldebørnene (de store børnehavebørn). Hvad hvis vennerne i børnehaven “glemte” ham?
  • Transporten om morgenen. Han skulle være i Ølstykke senest klokken 8.00 om morgenen, over 9 km fra vores hjem… Hvordan kunne vi få det til at hænge sammen, når jeg møder 8.15 i Smørum?
  • Når han omkring middag skulle retur til børnehaven skulle han køre i en minibus med en mand, jeg aldrig havde mødt.
  • Med 4 timer i sproggruppe, næsten 1 times kørsel hjem til børnehaven efterfølgende – og så yderligere 3 timer i børnehaven. Sikke en lang dag for en 4-årig. Det er næsten et overgreb med de skift i løbet af dagen.

Ja, bekymringer var der en del af.

I dag står jeg med det færdige resultat: Oskar og hans diplom. Fem måneder endte han med at gå der. Fem seje måneder… Men Oskar er så p**** robust, så han har taget det hele i stiv arm. Han har aldrig brokket sig…tværtimod. Han har været vildt glad for at gå i sproggruppen. Han har været træt de tre dage…bevares! Han har også været overloadet…men han har klaret det.

Og resultatet taler for sig selv.

Han ligger nu alderssvarende i aktivt ordforråd – og over (!) alderssvarende i sprogforståelse. Damn, mor er stolt!

Desuden har sprogpædagogerne fortalt, at han er opmærksom og lyttende, når de forklarer en aktivitet, og han går nysgerrigt og motiverende ind til opgaven. Han deltager engageret, fordybende og reflekterende i alle aktiviteterne.

Til næste år skal han i skole… Det skal nok blive godt! Jeg er ikke så bekymret mere…

Mange hilsener fra en stolt mor.

 

Husk at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram

En kuffert fuld af bekymringer!

90_ppr

Jeg har afsindigt travlt for tiden – både privat og på arbejde…måske nok lidt for travlt. Derfor er bloggen blevet forsømt de sidste par uger.

Nedenstående indlæg har jeg været næsten to måneder om at skrive. Der er sket meget i mellemtiden, men i og med emnet stadig er relevant, har jeg valgt at udgive det:

Jeg vil vove at påstå, at den dag, man bærer sit lille barn hjem fra fødegangen, slæber man også en stor, usynlig kuffert med bekymringer efter sig.

Fra første dag er man bekymret…om ikke andet, så skal samfundet og andre nok bidrage til det.

Får baby nok mad, hvad gør man mod rød numse, hvilke vitaminer skal baby have – og hvilke vitaminer skal baby IKKE have?

Nogle siger: Små børn, små bekymringer – Store børn, store bekymringer! Og det er nok rigtigt nok! Men bekymringer er bekymringer, og de fylder meget i et moderhjerte.

Tilbage i september/oktober var mit moderhjerte fyldt med bekymringer omkring Oskar.

Som skrevet i et tidligere indlæg, er Oskars sprog underudviklet. Først da han var 2 1/2 år, fik han lagt dræn. Det skete d. 8/1 i år. Desværre alt for sent efter min mening. Derfor er der noget, der skal indhentes…og vi er også så småt på vej. I og med hans sprog ikke er alderssvarende, så er hans begrebsverden også mindre i forhold til hans jævnaldrende. Vi er f.eks. slet ikke i nærheden af at smide sutten… Oskar forstår simpelthen ikke konsekvensen af at aflevere sin sut – og ikke se den igen.

Der skal nu talepædagog på ham. Vi og hans primære pædagog har udfyldt et skema til Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning… Så nu kan vi kun vente på, at kommunen handler. Det bliver godt for Oskar at få et bedre sprog.

Det er lidt mærkeligt med det skema. Det har altid været mig, der som lærer gav det til forældre. Nu står jeg pludselig som forælder på “den anden side” og skal udfylde det på vegne af mit eget barn.

I slutningen af september var vi desuden til trivselssamtale i børnehaven. En samtale, der efterlod en lille klump i maven. Trives min lille øjesten over hovedet?

Det viser sig, at Oskar har to forskellige personligheder: Én, når han er hjemme – og én, når han er i børnehave. Det er selvfølgelig meget normalt for børn.

Hjemme er han snaksaglig, social og kærlig. I børnehaven kan det nogle gange blive for meget for ham, så han trækker sig fra fællesskabet og tuller rundt alene. Når han er sådan, så tager han sjældent selv kontakt til andre børn og heller ikke til de voksne. Det gør bekymrende ondt i mit moderhjerte at høre det. Tænk, hvis han ikke trives i daginstitutionen?

Her skal lige nævnes, at vi har verdens bedste daginstitution til ham. Det er den samme, som Anton gik i, inden han kom i skole. Oskar gik fra vuggestue til børnehave pr. 1/8-16. Han skal selvfølgelig lige vænne sig til den nye situation, hvor det hele er mere frit. Jeg tænker også, at pædagogerne i børnehaven har skullet vænne sig til ham. Han er jo en dreng, der godt kan fylde lidt. Som skrevet i et tidligere indlæg, så er Oskar bredspektret: Han kan være enorm glad og kærlig – men han kan også være enorm bestemmende og temperamentsfuld.

For at undgå for mange gnidninger, er det en god idé at lære at aflæse ham og komme ham i forkøbet. Det er noget, man lærer hen ad vejen… Og jeg kan mærke, at pædagogerne i børnehaven er obs på det. De er i det hele taget gode til at tage hånd om de børn, der i perioder kræver lidt ekstra omsorg…fx. Oskar for tiden. De giver status hver dag, når jeg henter ham… Har det været en god dag – eller en af de knap så gode. Og selvom det kan gøre ondt at høre om de sidstnævnte, så er det rart at vide, at de er opmærksomme på ham.

Som jeg skrev i starten, så har dette indlæg været længe undervejs. 2 måneder faktisk! Alle de bekymringer, som jeg nævner ovenover, er faktisk gået hen og blevet mindre.

Hans sprog har gennemgået en kæmpe udvikling. På bare 14 dage skete der pludselig noget. I dag taler han med lange sætninger – og nye ord kommer til hver dag…og dette helt uden hjælp fra talepædagogen. Vi har nemlig ikke haft møde med ham/hende endnu. Der er ventetid på sådan noget… Hurra for systemet nogle gange!

Oskars humør er tilsvarende blevet super godt. Han er glad, når jeg afleverer ham om morgenen – og glad, når jeg henter ham. Faktisk er han jubelglad for tiden… Det er næsten for meget! ;o)

Mange (u)bekymrende hilsner fra Nanna, mom with kids.

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram

Få “styr” på dit barn…

Logo

Uh, med første barn har man så mange intentioner… Man skal være overskudsmor og gå til alt muligt med den lille, man skal bage speltboller hveranden dag – og man skal nøje nedskrive barnets udvikling i Barnets bog.

Alle, der har børn, ved, at det kommer ikke helt til at ske… Man har så mange idéer – og kun mindstedelen af dem bliver til noget.

Jeg gemte alle mulige billeder og data på førstearvingen. Glædede mig til at føre det ind i den indkøbte Barnets bog.
Denne bog står stadig uudfyldt på hylden. Det samme gør lillebrorens. Pinligt!

Nu er jeg blevet gjort opmærksom på den gratis app “Sweet Child of Mine“. To fædre står bag app’en – og de havde åbenbart samme problem som mig.
Det er en app, hvori man løbende kan udfylde Barnets bog. På den måde kan man hele tiden tilpasse den – og man har den altid på sig.
Man kan skrive om barnets første 4 år. Fra graviditet, til fødsel og barnets udvikling. Man kan dele den med andre (ex. bedsteforældre) – og til sidst kan man vælge at købe den færdige bog som pdf-fil eller trykt bog.

Jeg er selv gået i gang med Oskars bog. Den er nem at gå til. Selv jeg, som ikke er specielt teknisk kyndig, kan finde ud af det.
Man kan selv vælge fra og til, hvad man vil udfylde. På den måde kan man selv vælge, hvor lang bogen skal være.
Min eneste ulempe er bare, at jeg ikke er gået i gang før… Der ligger lidt arbejde foran mig! Men det er jo også hyggeligt at gå og pusle med det… Så kan man lige få genopfrisket alle de dejlige minder!

App’en kan hentes her:
https://itunes.apple.com/dk/app/sweet-child-of-mine/id1074632478?l=da&mt=8

Det var bare et lille fif fra mig!

Kan I alle få en helt fantastisk weekend!
Hilsner fra Nanna, mom with kids.

 

P.s. Hvis man føler for det, så vil jeg blive ovenud lykkelig, hvis I gad at bruge 2 min. på at nominere min blog til dette års Børn i byen Prisen.
Gå ind på dette link og skriv gerne “www.lifewithkids.dk” under kategorien Bedste blog.

http://bornibyen.dk/koebenhavn/articles/26059-boern-i-byen-prisen-2016