Wow, vinterferie!

Vinterferien er begyndt for nogen. Vejret er sådan lidt så som så. Lidt sne, lidt regn, lidt blæst. Men det er ingen undskyldning for ikke at komme ud og opleve med familien, store som små, hvad enten det er indendørs eller udenfor.

Traditionen tro kommer her mit bud på næsten 30 familievenlige oplevelser i ferien. De fleste ligger i København, hovedstadsområdet og resten af Sjælland (Undskyld til fynboer og jyder!). Indlægget er inddelt i de tre områder, så det er nemt at navigere i. Hvert sted er markeret med et link, så I kan læse mere om aktiviteterne. Tryk blot på stedets navn.

Vær opmærksom på, at der kan være steder, der ikke har et specielt program i uge 8, hvor nogle kommuner holder vinterferie.

 

København:

Museer er altså ikke kun for voksne. Der findes utallige museer, der har specielle aktiviteter for børnefamilier i ferien.

Ét af vores yndlingsmuséer er Politimuseet. I vinterferien kan alle børn besøge Politilaboratoriet på 3. sal. Her kan børnene blandt andet prøve at sikre fingeraftryk og undersøge det i et mikroskop, få taget eget fingeraftryk, matche sålaftryk med sko og prøve politiuniformer i børnestørrelser. Desuden kan de mindre børn også komme med på børnerundvisningen: Mysteriet om hundetyven. Politiet har brug for hjælp til at opklare forbrydelsen. Hold øjne og øre åbne, og vær med at udpege hvem der er hundetyven. De lidt større børn over 9 år kan blive efterforsker for en dag. En direktør er fundet død på sit kontor. Meget tyder på at der er sket en forbrydelse. Politiet har brug for din hjælp til at opklare forbrydelsen og finde gerningsmanden. Undersøg spor og gerningssted, find ud af hvem af de mistænkte der lyver og løs mordgåden.

Ét af vores andre yndlingsmuseer, Krigsmuseet, har også et specielt program for børn i vinterferien. I ferien kan du komme i soldatertræning som soldat i Christian den 4.s hær på Krigsmuseet. Lær om hærene og soldaterne på Christian 4.’s tid ved at prøve deres udrustning, tyd et latinsk rytterflag og tegn dit eget. Forbered flåden til kanonkamp ved at veje og lade kanonerne og stig til hest som vaskeægte ringrider.

ENIGMA fylder vinterferien med aktiviteter til hele familien. Besøg museet i uge 7 og 8 og få en museumsoplevelse med skattejagt, opfinderværksted, arkademaskiner og smugkig på vores kommende særudstilling om kunstig intelligens. Besøg ENIGMAs børneområde Teleportalen – og tag tilbage i tiden i Arkadekælderen.

I vinterferien forvandler Nationalmuseet deres Festsal til et arktisk landskab. Her kan du lære at gå på jagt efter en sæl, pakke en hundeslæde og lave en beskyttende amulet. I deres arktiske udstilling kan I høre fortællingen om Havets Moder, den mægtige gudinde, der bor på havbunden og beskytter dyrene.

Børn og familier inviteres til at bygge skulpturer i Børnenes Værksted på Statens Museum for Kunst (SMK). I kan tage med på familieture rundt på museet og gå på opdagelse blandt Giacomettis slanke skulpturer. Slut besøget af i museets café med en knasende sød fastelavnsbolle.

Er du vild med at tegne og kender du alt til antik mytologi? Eller tegner du som en brækket arm og tror at Mars er en chokoladebar? Alle er velkomne til at komme og tegne og dykke ned i myternes verden på Glyptoteket. To gange om dagen kan I gå med værterne på en lille udflugt, hvor tegningerne, skulpturerne og myterne smelter sammen til en samlet oplevelse.

I skolernes vinterferie kan I prøve livet som arbejderbørn på egen krop på Arbejdermuseet. Hvad lavede børnene egentlig dengang skærme ikke fandtes, og hvor man ikke havde råd til at købe legetøj? I Børnenes Arbejdermuseum må man lege med det hele. Prøv for eksempel at sortere flasker på bryggeriet, at være cykelbud eller at lege købmand.

Københavns Museum kan I flyve gennem Københavns historie med rådhusduen Flaks, en ny folder for børn og deres familier viser vej, eller få en børneguide, hvor børn fortæller, hvad de synes er sjovt, sejt eller klamt på museet. Både voksne og større børn kan være kreative på den populære porcelæns-workshop i Arkæologisk Værksted, hvor I kan male på genbrugsporcelæn med inspiration fra arkæologiske fund.

Statens Naturhistoriske Museum inviterer jer ind i naturens verden. Undersøg kranier i Abeværkstedet og deltag i Den Store Abedyst. Gå ikke glip af verdens 100 bedste natur- og dyrefotos i den nyåbnede udstilling “Wildlife Photographer of the Year. Slut eventuelt dagen af i Palmehuset, hvor I kan gå på opdagelse blandt kæmpebambus og farverige blomster.

I kan opleve gakkede shows og flotte udstillinger i vinterferien i uge 7. Udfordr familien i manegen og slip fantasien løs på det kreative værksted, når Cirkusmuseet byder på sjove oplevelser i ferien.

I vinterferien uge 7 holder Musikmuseet åbent. Tag familien med og oplev musikkens magi. Oplev museets interaktive musikinstallationer, spil på fremtidens instrumenter, gå på digitale skattejagter og prøv kræfter med en verden af instrumenter i prøv-selv-rummet.

Både i uge 7 og uge 8 har DAC et stort program med aktiviteter. Det er sidste chance for at opleve udstillingen Copenhagen in Common. Tag også børnene med i So Danish! og få en forståelse for, hvordan dansk arkitektur har udviklet sig fra vikingetiden helt frem til i dag. Børnene kan desuden være med til fastelavnsris-workshop, plantetryk eller LEGO workshop i Salen.

Christiansborg Slot kan hele familien komme med på rundvisning i De Kongelige Stalde. På omvisningen fortælles der om traditionerne i staldene og om arbejdet, der finder sted her for både heste og mennesker. I kommer også forbi karetsamlingen og hører om den funklende guldkaret, som majestæten bruger ved særlige lejligheder, og den elegante guldbryllupskaret, som netop har været i brug ved tronskiftet. Mød også Kongens hvide heste, der trækker den flotte karet.

Game Streetmekka på Vesterbro inviterer til gratis feriecamp for børn og unge. Oplev street basket, parkour, panna, street fodbold, street dance, street art og meget mere.

Besøg Home of Carlsberg i vinterferien, og varm jer ved bålfade i Bryggergården, rist bløde skumfiduser, smag fastelavnsboller, og nyd en god kop kaffe fra Madklubben Home of Carlsbergs mad- & drikke-luger. I kan også tage på skattejagt og hilse på de søde bryggerheste.

 

Hovedstadsområdet:

Besøg Ejbybunkeren i Rødovre. Ejbybunkeren byder på masser af interaktiv historie for hele familien. I kan blive klogere med ingeniøren, grave med voldbissen, cykle med soldaten og forsøge at forhindre Cubakrisen i at udvikle sig til tredje verdenskrig. Prøv også om I kan fange Koldkrigsspionen i bunkerens mobilspil – eller forsøg at finde den hemmelige tunnel. Hvis vejret arter sig, kan I gå på opdagelse flere steder på volden og finde de historiske spor. I kan hente kort i indgangen til Ejbybunkeren eller finde dem digitalt på deres hjemmeside.

Frilandsmuseet byder på ringridning med kæpheste, klovneshow og fastelavnsrundvisning alle dage fra den 10.-18. februar. Det er åbnes også op i krea-værkstedet, hvor det er muligt at lave kæpheste, farverige fastelavnsris, -masker og -hatte. Vær også med til tøndeslagning for både børn og voksne hver dag. Traditionen tro, udnævnes der både kattekonger og –dronninger.

Ordrupgaard i Charlottenlund inviterer børn og voksne til hyggelige stunder i kunstens verden. Med et aktivitetshæfte i hånden kan I sammen blive klogere på impressionismen, mens I oplever kunst i verdensklassen. Hæftet er fyldt med spændende opgaver, som I kan tale om i fællesskab. I kan også tage med på en sanseomvisning sammen med Ordrupgaards omvisere, der har pakket en lille ’picnickurv’ med genstande, der åbner op for forståelsen af værkerne. Undervejs skal I bruge sanserne, for I skal nemlig se, høre, dufte og føle. Børnene kan desuden lege i installationen ’Villapük’, og i krearummet kan børn og voksne udfolde deres kreativitet.

Cecilie’s i Herlev og City 2 tilbyder deres populære Happy Sharing tilbud. Tilbuddet består af en tur rundt på deres 18-hullers minigolfbane eller en omgang bowling med efterfølgende saftige byg-selv-burgere og fritter.

 

Resten af Sjælland:

Louisiana i Humlebæk kan I deltage i en lang række værksteder og aktiviteter for hele familien. Bliv inspireret af kunstneren Ryan Gander, som kan ses i den aktuelle udstilling Det uerstattelige menneske, og skab en dyremaske. Bliv inspireret af Louisianas arkitektur og naturen omkring museet, og skab din egen arkitekturmodel. På scenen i Børnehuset kan du klæde dig ud og forestille dig, at du er en anden end dig selv.

Vikingeskibsmuseet i Roskilde kan man hver dag i uge 7 og 8 høre om marinarkæologernes arbejde med udgravning af skibe, stenalderbopladser og hvad der ellers findes i farvandene omkring Danmark. Dette sker på Museumsøen. I Vikingeskibshallen kan du gå ombord på et handelsskib og et krigsskib i udstillingen ‘Stig ombord’, tage med på en familierundvisning fortalt som et handelstogt eller prøve at undersøge vikingeskibet Skuldelev 5 på nogle af de samme måder som en arkæolog.

Tag med på rumrejse i vinterferien, når Observatoriet i Tølløse holder åbent hver dag fra d. 10. til d. 25. februar kl. 11-17. Oplev Andreas Mogensens rummission, lad dig fascinere af vores raketshow og se Danmarks største teleskop.

Vinterferien på Holmegaard Værk byder på massevis af spændende aktiviteter og arrangementer for hele familien. Bliv glaspuster for en dag, få støbt din hånd i glas, tag på spændende skattejagt, oplev glaspusterne arbejde, design og sandblæs dine egne glas, eller jagt tidsrejsende stenalderdyr i Holmegaard Mose.

Vinterferien på Esrum Kloster & Møllegård er fyldt med sjove og tankevækkende aktiviteter målrettet familier med børn fra 5 til 12 år. I skal åbne minken Stefans tidskapsel, være nysgerrige og udforske historien sammen. Oplev et af de ældste verdenskort, mal fantastiske fabeldyr, find stjernebogen og betragt stjernebillederne som middelalderens mennesker gjorde. Lad jer indhylle i den stemningsfulde atmosfære af munkenes sang i kirken, hvor Stefan tilbragte utallige timer hver eneste dag.

Oplev Frederiksborg Slots nye restaurant, Rabarbergaarden Slottet, der åbner d. 10. februar. Se den nye særudstilling Guder Genskabt med skulpturværksted for børn og voksne – og prøv Nordsjællands smukkeste og vildeste kælkebakker, hvis sneen falder, i Slotshaverne omkring magiske Frederiksborg Slot.

I vinterferien på Kronborg Slot kan I blandt andet komme med på historiejagten ”Kongens hemmelighed”, hvor I kan møde skuespillere på slottet og hjælpe Kronborgs konge med en gådefuld opgave, eller I kan besøge vores uhyrligt populære udstilling ”Monster – stygge skabninger med store følelser”, der giver stof til eftertanke – uanset alder.

Tag hele familien med til M/S Museet for Søfart i vinterferien, hvor der venter oplevelser og udfordringer for alle aldre og flere timers underholdning. Få en ægte sømandstatovering i Tattoosalonen, byg jeres eget drømmeskib eller test jer selv i den store M/S test: er I landkrabber eller søulke?

Er I forældre træt af børn foran skærmen? I hele vinterferien, kan I på Danmarks Tekniske Museum prøve kræfter med forskellige aktiviteter, som hverken kræver strøm eller en god wifi-forbindelse. Spil i stedet BRIO’s labyrintspil, sy jeres helt egen stofpose med en symaskine, der syr på håndkraft eller lyt til traktgrammofonens toner eller se på eksotiske feriebilleder og filmscener i 3D med ViewMasteren.

Magten er kommet til Danmarks Borgcenter i Vordingborg. Dyk ned i magtens intrigante verden og oplev Vordingborgs middelalderlige storhed i udstillingen ‘MAGT’ på Danmarks Borgcenter. I udstillingen kan I glæde jer til at blive klogere på den magt, der altid knytter sig til en borg. Fra konger til dronninger, kirker, våben, smykker og meget mere.

 

I biografen:

Har I bare lyst til at hygge i de bløde biografsæder, så er der “fuldt program” på den konto. Der vises en del børnefilm i ferien. Blandt andet:

  • Drengen og hejren
  • Miniheltene
  • De tre Bukke Bruse i Badeland
  • Sigurd Sommerfugl
  • Lassie på nye eventyr
  • Inspector Sun og den sorte enkes forbandelse
  • Langt fra Andedammen
  • Ønsket
  • Wonka

 

Jeg håber, at I kan lade jer inspirere af ovenstående og dermed få en fantastisk og oplevelsesrig vinterferie sammen med familien.

Del gerne indlægget, så det kan komme ud til flere. Det vil gøre mig glad.

Mange hilsner fra Nanna.

 

Husk at I kan følge Life With Kids på:

F som Ferie, efterårsferie!

Halloween i Tivoli

For bare et par uger siden havde vi sensommer herhjemme. Shorts og solbriller var fundet frem igen. Fra den ene dag til den anden kom det rigtige efterårsvejr med kulde, blæst og regn…men også med en snarlig efterårsferie.

Traditionen tro har jeg researchet og kommer her med min liste over hyggelige og uhyggelige arrangementer for familien i ferien.

Første del af indlægget drejer sig primært om efterårsarrangementer på Sjælland. Anden del er deciderede halloween-arrangementer.

Alle steder er fremhævet med et link, som leder dig direkte hen til en hjemmeside, hvor du kan finde flere information er om arrangementet.

 

Først vil jeg dog gerne nævne Kulturnatten, som hvert år ligger fredagen inden ferien, det vil sige, at Kulturnatten i år ligger fredag d. 13/10. Tjek programmet ud og find lige præcis det eller de steder, der kunne være interessante for jer. Vær opmærksom på, at de populære steder ofte har kø for at komme ind.

Kulturnatten

Når efterårsferien er skudt i gang holder flere museer særlige arrangementer for børn og barnlige sjæle:

Experimentarium i Hellerup følger i Andreas Mogensens fodspor og inviterer indenfor til rumrejse, laserskydning, raketværksted og fremtidsteknologi.

Krigsmuseet kan I blive hemmelig modstandsperson for en dag og hjælpe modstandsbevægelsen med at vinde over tyskerne. Tag på en undendørsrundvisning i Christian 4.’s gamle krigshavn og bliv klogere på svenskerkrigene. I kan også tage på en rundvisning, der handler om, hvordan det har været at være soldat gennem historien.

Politimuseet på Nørrebro kan I bruge jeres evner som efterforskere og forsøge at opklare et røveri. I kan prøve at sidde i en rigtig politibil og tale med de folk, der er ansat i Politiet.

Nationalmuseet kan I møde vikingerne, Fenrisulven, Loke, Odin, Vølven og andre væsner fra vikingernes verden. I kan opleve Ragnarok og komme med på børnerundvisningen “Vikingebrødre”.

Kælderen på Thorvaldsens Museum bliver i ferien omdannet til et værksted for de mest uhyggelige væsener. Kom forbi i efterårsferien og byg et museum til alle de uhyggelige væsner, der dukker op til Halloween. Slip fantasien løs og lav jeres helt eget monster-museum.

I efterårsferien er der aktiviteter for hele familien både inde og ude hos BLOX. Fire dage i efterårsferien kan du besøge aktivitetsteltet på Bryghuspladsen foran BLOX, hvor du kan skære  græskarlygter, lave kastanjedyr, få lavet ansigtsmaling med halloween-tema og andet kreativt.

Dansk Arkitektur Center (DAC) er åben hver dag hele efterårsferien. Her kan du opleve 3 aktuelle udstillinger. I vores børneunivers Educatorium kan du komme til familieworkshop og lave lystryk med planter fra Københavns kirkegårde, eller bygge en lysere fremtid som LEGO ® arkitekt. Du kan også komme med ud på en guidet tur i efterårsbyen.

Arbejdermuseet ser på historiens kvinder. Oplev udstillingen “Kvindeliv”, inspireret af historiens heltinder kan I lave jeres egen heltefigur – og I kan høre om Tove Ditlevsen oppe på loftet.

Børn (6-12 år) og deres voksne har i efterårsferien mulighed for at gå på ledsaget opdagelse i Shane Brox’ udstilling ”Beauty in the Beast” i Nikolaj Kunsthal. Udstillingen hylder den frisættende kreativitet og det indre, uspolerede barn i os alle. Med udstillingen vil Shane Brox gerne inspirere os til at være tro mod os selv og turde vise, hvem vi er.

Tag familien med på Musikmuseet og oplev musikkens magi. Oplev museets interaktive musikinstallationer, spil på fremtidens instrumenter, gå på digitale skattejagter og prøv kræfter med en verden af instrumenter i prøv-selv rummet.

Har I endnu ikke besøgt det forholdsvis nye museum, Enigma, så er det på tide. Enigma er et museum for post, tale og kommunikation. I kan blandt andet besøge Teleportalen og Arcadeum , der er et Slaraffenland for børn og barnlige sjæle.

Enigma

I ferien kan man opleve den næsten magiske stemning af nærvær og samvær på Vikingeskibsmuseet i Roskilde, når man samles om bålet for at bage vikingebrød. I kan også gå i det store telt for at høre historier fra den nordiske mytologi.

Kom helt tæt på poppens og rockens verden, når RAGNAROCK i efterårsferien inviterer børnefamilier ind til en legesyg tur gennem museets faste udstilling. Vi skal lytte til den fedeste musik, danse sjove danse og quizze. Du kan også komme forbi kreaværkstedet og designe dit helt eget fan-merchandise.

Mød den folkekære konge, Frederik d. 7., på Christiansborg Slot. Frederik 7. har fået et brev fra sin afdøde far med en lang liste med ting, der skal ændres i Danmark. Men har Frederik overhovedet lyst til at følge sin fars formaninger?

Når nu man er i nærheden af Christiansborg Slot, så slå et smut forbi Folketinget. Eventet Børn på Borgen har vi selv oplevet for et par år siden. Det var en kæmpe oplevelse! Både børn og voksne lærer, hvordan det er at være ansat i Folketinget. Man finder bl.a. ud af, hvor god man er til holde styr på, at uindbudte gæster ikke sniger sig ind, hvor lynhurtig man er til at sortere affald, og hvordan det er at få lov til at bestemme lidt mere, end man gør derhjemme.

Gå i Christian 4.s fodspor, når I i efterårsferien kan gå på kronejagt på Rosenborg Slot. Når jagten er til ende, kan I fortsætte jeres krone-eventyr i Det Kongelige Kroneværksted, hvor børn kan udsmykke deres helt egen smukke krone.

Besøg værkstedet i Den Sorte Diamant, hvor du kan lave din egen gaming-gadget eller spil dig igennem udstillingen i spillet “Alt på spil “ – computerspillets sygt farlige historie. Besøg også udstillingen #DKgame og gå på opdagelse i de danske computerspils historie.

Lær at tegne den snoede Sneglegang og fantasifulde forslag til tårnets arkitektur, når Rundetaarn inviterer til omvisninger og tegneworkshops for børn og voksne. Man kan også lade sig inspirere af den nye udstilling, “Dansker med ulve”, og skabe sin helt egen ulvemaske.

I Ejbybunkeren i Rødovre kan I fange Koldkrigsspionen og forhindre, at Ejbybunkeren bliver saboteret og 3.verdenskrig bryder ud. Lån en Ipod I lugen og gå på jagt efter spor I bunkeren, så I kan få afsløret den spion.

Mordforsøg på Kronborg Slot – Hvem er skyldig? Frederik 2. er rystet, vred og oprørt. En sen aften har nogen forsøgt at forgifte ham. En eller anden omkring ham ønsker ham død. Men hvem? Kongen har forgæves forsøgt at opklare hvem, der vil slå ham ihjel. Men uden held. Er der vigtige spor, han har overset? Er der nogen, der lyver? Hjælp ham med at opklare mysteriet.

Efterårsferien på M/S Museet for Søfart byder på masser af sørøver-spas og en helt ny udstilling om små modelskibe. Rundt på museet har de glemsomme sørøvere efterladt spændende ting, der gør dig klogere på de sande fortællinger fra de syv have.

Elsker dine børn at løse mysterier? Så besøg Esrum Kloster og Møllegård i efterårsferien, hvor I kan prøve gådespillet ”Munkenes hemmelighed”. Sammen skal I på en eventyrlig rejse, hvor I som medlemmer af De Hvide Munkes Loge skal på jagt efter en kiste, der indeholder en 800 år gammel hemmelighed.

Ballerup Museum i den hyggelige landsby Pederstrup kan I være kreative med uld, væve og garn. I kan også gå på jagt efter museumsgenstande i udstillingen på Pederstrupgård.

Gl. Holtegaard kan I få stimuleret jeres sanser og kreativitet i værkstedet, både på egen hånd og med værkstedsvært. I kan også gå med hele familien på opdagelse i udstillingen “Masquerade” sammen med kunsthallens omviser, der guider i børnehøjde blandt udstillingens værker.

Besøg Kragerup Gods i ferien og få en oplevelse for livet. Tilbring efterårsferien på godset med sjove aktiviteter, hygge og god mad. Tjek hele pakken ud på godsets hjemmeside.

Begiv dig ud i efterårsvejret og ind i varmen på Holmegaard Værk, hvor vi byder på hyggelige (og uhyggelige) aktiviteter for alle sanser og for aldre i hele efterårsferien. Blæs dit eget drikkeglas, få støbt din hånd i glas, se glaspusterne blæse Danmarks (måske) største græskar, tag på spændende skattejagt, spøgende aftenomvisning eller super (u)hyggelig familieworkshop.

GoMonkey i Gladsaxe holder efterårsevent i ferien. Man kan blandt andet prøve Gladiatorkamp, hygge ved bål, se show med “Jungle Jim” og deltage i fede konkurrencer med mange præmier. Husk også at nyde en tur i trætoppene.

Tag familien med til en hyggelig efterårsdag på Ungdomsøen. Mærk historiens vingesus, når der åbnes op for sjove og familievenlige aktiviteter på det gamle militærfort fra 1894. Glæd jer til at gå på opdagelse i fortets hemmelige kroge under en spændende skattejagt og til bålhygge med ristede skumfiduser.

Katrine Muff og band inviterer til fællessang i DR Koncerthuset i efterårsferien. Muff fortolker klassiske børnesange på ’Flere Sange Til Børn & Deres Voksne’ – et album der slipper fantasien løs og tager jer med i børnelandets magiske verden af ord, lyde og fællessang.

Astralis Nexus afholder camp for dem, der er glade for at game. Få en uforglemmelig gaming-oplevelse, der vil tage din Fortnite- og CS-oplevelse til det næste niveau. Aldersgrænsen er 8-13 år. Det foregår d. 16.-17. oktober.

Madspildsskolen forvandler I sammen overskudsvarer til nye, lækre måltider. I lærer om sanserne, grundsmagene og enkle køkkenteknikker, der er i samspil med overskudsvarer og basisprodukter ender med et velsmagende måltid, som I nyder sammen. Dygtige undervisere sørger for gode og trygge rammer, hvor kreativitet og ambitioner kan udfolde sig uanset alder.

Har I mere lyst til hjemmehygge med kreative sysler, så hjælp Dansk Flygtningehjælp med at samle penge ind til de millioner af børn og voksne, der lige nu er på flugt. Tegn og upload din tegning af dit hjem. Del dit eget donationslink, så venner og familie kan støtte sagen. Måske du bliver den heldige, der får udstillet din tegning i Louisianas Børnehus.

 

Halloween:

Grev Spiegelberg inviterer til Monsterbal. Endelig er Halloween lige om hjørnet, og når man som den skøre Grev Spiegelberg har ventet et helt år i lidende længsel og ensomhed, så er det eneste rigtige at gøre at invitere til et kæmpe Monsterbal.

Med overraskende 40.000 besøgende i oktober 2022, blev det slået fast at Horror Drive Thru er helt i toppen, når det kommer til danskernes foretrukne horror-oplevelse. Oplev deres nye show “Paranoia – på grænsen mellem virkelighed og fantasi”.

Horror Drive Thru

Det er uhyggeligt og lidt skræmmende at besøge Odsherreds Museum i efterårsferien. Det er nemlig natten, hvor genfærd og spøgelser kommer frem fra skjul og sprækker og går hvileløst rundt. Bliv ikke forskrækket af deres ånde i nakken.

Væsener fra den nordiske folketro overtager Frilandsmuseet. Landsbybeboerne har brug for jeres hjælp til at overvinde trolde, nisser, hekse og huldre. Mød kloge koner, skræmte landsbybeboere og bekæmp væsner med bue og pil. Der vil også være sjove pauser fra det uhyggelige med trylleri, ansigtsmaling, græskar lanterne værksted, forhindringsbaner og farlige snacks, såsom giftig candy floss og mugne popcorn.

Tivoli er som sædvanlig pyntet flot op i efterårsferien. Heksene har fortryllet haven, så I kan gå på opdagelse blandt uhyggelige edderkopper, krager og flere end 20.000 græskar, der danner rammen om Tivolis stemningsfyldte efterårssæson. Hvis I tør, så besøg Villa Vendetta, hvor den glemte familie har mistet forstanden – eller måske tør I tage turen gennem det hjemsøgte hospital, hvor de indlagte aldrig slap ud?

Bakken har ligeledes pyntet op til Halloween. For de mindste er der Onkel Reje show og Halmballelabyrint. De lidt ældre børn kan besøge Rædselsdybet…hvis de tør?

Vi bevæger os et lille smut til Jylland. Legoland holder Monsterfest, hvor I kan møde de skræmmende halloweenvæsner og komme inden for til det store Monsters’ Ball, hvor monstrene byder jer op til dans. I kan også tage på den (u)hyggelige Brick or Treat-rute gennem det forheksede Legoland.

Zoologisk Have er hoppet i halloween-kostumet og er blevet pyntet op med spindelvæv, kryb, kravl og store edderkopper. Gå på opdagelse i haven fyldt med græskar og (u)hyggelige oplevelser for hele familien, hvor de modige har chance for at se deres frygt i øjnene … Skab dit eget seje slim, hjælp Pelle & Kaya med den store halloween-gåde og vær med, når der skal skæres trick & treat-græskar til havens dyr.

Vi bliver i dyrenes verden. Pangea Park i Bjæverskov er overtaget af Zombier. For de modige er der aftenarrangement, når mørket er faldet på. For de sartere sjæle eller bare mindre børn findes der en børne-edition om dagen. Her er der ikke skræmmende personer og bevægelige rekvisitter.

Kunne I tænke jer en lille getaway, så tag et smut til Oslo med DFDS’ Halloween Cruise. Flagermus, mosekoner, hekse, vampyrer, skeletter og andre skøre skabninger overtager skibet.

Cirkus Arenas “Halloween Cirkus” fører atter engang børnefamilierne sikkert gennem årets mest uhyggelige højtid. Oplev et totalshow med artister, sangere, dansere, skuespillere og influensere.

Oplev en af Danmarks største Halloween events. “Den Hjemsøgte By” har overtaget Brøndby Hallen med dens gys og rædsler. “Den Hjemsøgte By” består af over 150 personer som er klædt ud; alt fra zombier til figurer fra gyserfilm og døde mennesker.

 

Er man ikke til museer eller Halloween, så tag et smut i biografen. Der er mange børnefilm på programmet i efterårsferien. Oplev blandt andet Trolls 3 og Paw Patrol.

 

Jeg håber, at I kan blive inspireret af indlægget og har mod på at komme ud og opleve i efterårsferien.

God ferie – og god fornøjelse!

Mange hilsner fra Nanna.

Husk, at I kan følge Life With Kids på:

Bloggens fremtid

 

Da jeg startede denne blog tilbage i december 2014, var mine drenge hhv. 1 og 4 år. Jeg elskede – og elsker stadig – at opleve med dem. At komme ned i børnehøjde. Danmark er smækfyldt med fantastiske, børnevenlige oplevelser, nogle mere kendte end andre. Min idé med bloggen var at afprøve disse forskellige steder og skrive om dem. Sådan har min blog primært været bygget op igennem årene, og jeg har nydt at have denne blog; at opleve og skrive om stederne.

Nu skriver vi 2023. Drengene fylder her i efteråret hhv. 10 år og 13 år. Vi oplever stadig meget sammen, men samtidigt med at drengene er blevet ældre, er vores liv og hverdag også ændret en smule. Jeg vil stadig skrive om børnevenlige oplevelser, men målgruppen er naturligt nok rettet mod lidt større børn og deres familier.

Desuden har jeg – som noget nyt – tænkt på at tage forskellige samfundsproblematikker op. Det kan f.eks. folkeskolen i dag, forældrerollen, shaming på nettet osv.

Man må hjertens gerne deltage i de eventuelle debatter i kommentarsporet, bare man holder den gode tone. Det er vigtigt for mig.

 

Jeg håber, at I fortsat vil læse med. Det vil glæde mig!

 

Mange hilsner fra Nanna,

Life With Kids, eller snarere Life With Preteens.

 

Husk, at I kan følge Life With Kids på:

Facebook

Instagram

Perfekt påske!

Foråret er kommet, solen og varmen titter frem med mellemrum, og påskeferien er lige begyndt for skolebørnene.

Det er gået op for mig, hvor mange af jer der egentlig bruger mine ferietips. Flere fortæller, at de bliver inspireret af mine indlæg – og nogen efterlyser ligefrem tips fra mig. Det varmer utroligt meget at høre. Det betyder utroligt meget for mig. Det var min primære målsætning med bloggen, da jeg startede den for over 7 år siden; jeg ville informere om børnevenlige oplevelser.

Det kan godt være, at jeg ikke kommer ud med indlæg så tit, men det er en målsætning for mig at komme ud med ferie-indlæggene.

Derfor får I her min liste over oplevelser for børnene i påskeferien. Tryk på stedets navn, så er der lagt et link ind.

 

Efter flere coronanedlukninger er Legoworld i Bella Centeret vendt tilbage. Det er fra d 15-18/4. Det er altid et besøg værd, både for store og små.

Ligesom i vinterferien er der detektivjagt med Ramasjang Mysteriet på Rosenborg Slot. Børnene skal finde spor og løse gåder. Vi prøvede det i vinterferien, og det var en succes.

Nationalmuseet holder Magisk påske. Oplev gys, heksekunst og væmmelige væsener…hvis du tør.

På DAC/dansk Arkitektur Center kan du finde din indre arkitekt frem og bygge med Legoklodser. Besøg desuden familieværkstedet og lav skæg med æg.

Københavns Museum hiver jer tilbage i tiden, tilbage til 90’erne med forskellige tidskapsler. Deltag i skattejagten, hvor I skal finde bestemte ting fra 90’erne. Det Arkæologiske Værksted (Stormgade 20) sætter desuden spot på temaet ”Havn og handel”. Kom tæt på de mange arkæologiske fund.

På Amalienborgmuseet kan man komme på smykkejagt. I vil blive sendt på jagt blandt Dronningens mange smykker. Der er store smykker, flotte smykker, små smykker og mærkelige smykker. Kom og oplev udstillingen med opgaver, der skal løses undervejs.

Havfruen er tilbage på Den Blå Planet. Oplev havfruen dykke i måneskin til toner af Beethovens “Moonlight Sonata” hver aften kl. 18.00. Du kan også lave din egen mulepose med fiskeaftryk og komme med backstage.

Påsken står på påskesjov og cirkusleg på Cirkusmuseet. Det kreative værksted på museet har også åbent.

Det Kongelige Teater tilbyder rundvisning på Gamle Scene og Operaen

Tivoli er pyntet i alle påskens farver. Deltag i Påskejagten med Anthon Berg.

Bakken har et pakket program i påskedagene. Børnene kan blandt andet møde Hr. Skæg, deltagerne fra MGP ’22 og Oda Omvendt.

Tag et smut til Helsingør. Der er historiejagt på Kronborg Slot: Mordforsøg på Kronborg Slot… Hvem er den skyldige? Kongen er rystet, vred og oprørt. En sen aften har nogen forsøgt at forgifte ham. Kongen har forgæves forsøgt at opklare hvem det kunne være. Er der vigtige spor, han har overset? Er der nogen, der lyver? Hjælp ham med at opklare mysteriet.

Nu du er i Helsingør, så besøg M/S Museet for Søfart. Stedet inviterer til Pivfarlig Påske, hvor man kan møde havmonstre og søuhyrer. Man kan også være kreativ på museet eller besøge den store legeplads Drømmeskibet.

Påske på Frilandsmuseet: Pynt påskeæg, lav påskepynt, gå på æggejagt, se hønseskidning eller mød påskeharen. Programmet er tæt pakket i påskeferien på Frilandsmuseet.

Vikingeskibsmuseet i Roskilde: I påskeferien kan I komme helt tæt på fortiden. Gå i arkæologens fodspor og undersøg spændende fund fra havets dyb.

I påsken er der påskejagt på Willumsens Museum i Frederikssund. Fortællingen “På jagt efter Willumsens farver” tager jer med på en rejse ind i unge Willumsens verden.

Påske på Brorfelde Observatorium: Mal dit eget æg og tril det bagefter ned af bakkerne omkring observatoriet.

Søndag d. 10/4 er der påskehygge hos Børn i Byen på Vesterbro. Det er fra kl. 10-13, og det er for klubmedlemmer. Dagen står på påskejagt og krea-værksted.

Er du til street, så er der gratis feriecamp i Game Street Mekka på Enghavevej. Oplev Parkour, streetdance, PANNA, streetbasket. Mega fedt sted på Vesterbro.

DR Koncerthuset har flere rundvisninger kørende. For de mindste kan der opleves “Mig og Ramasjang” og “Ramasjang Mysteriet”. Vi har oplevet sidstnævnte for et par år siden. Det var godt og gennemarbejdet.

Børn i Byen har lavet en hel oversigt over påskeaktiviteter i Fjordlandet (Frederikssund, Roskilde, Lejre). Tjek det ud ved at trykke på dette link: https://bornibyen.dk/koebenhavn/articles/paaske-og-foraarsoplevelser-i-fjordlandet?fbclid=IwAR3wRoLGOrSqDajHrG6boLX7nLfYRzr8YcELykZ6HLxmGW2RdFLQ16iI3tg_aem_ARSfm_61SgVEkICBHay17RpMOGruBlJt-U-iIU8nd1PcXTFbXL9S-5oql_RN0GKPtJeD6QxtobUB2geYHBVTCzADtiIujWf1xrNxicD3zoT-fvtaz2NG3UnTx8nuZmUFaJ8

Falck Danmark holder åbent for familier på Falckstationerne i Greve og Randers. Her kan I møde ægte brandmænd, seje ambulancereddere, komme helt tæt på de imponerende udrykningskøretøjer og redningsudstyret, tage brandmandstest med diplom, slukke en brand og meget, meget mere.

Er vejret skidt, så tag en tur i biografen. Følgende film kører i de fleste større biografer:

  • Sonic The Hedgehog 2
  • Hopper og jagtens på mørkets hamster
  • Krummerne
  • Dumbledores Hemmeligheder

 

Jeg håber, at I kan blive inspireret til en god og oplevelsesrig påske.

Mange påskehilsner fra Nanna.

Husk, at I kan følge Life With Kids på:

Når døden banker på…


Dette indlæg har været længe undervejs, faktisk et par år. Jeg har villet skrive et indlæg om børn og deres oplevelse af døden. Jeg ville høre jer læsere, hvordan I har tacklet det, når jeres barn har mistet en nær. Hvordan håndterer man det bedst, når ens barn skal stå ansigt til ansigt med døden? Jeg kom bare aldrig så langt… Måske jeg udskød det med vilje?

Sagen er den, at mine drenge havde en oldemor, som de var meget tæt på. I en længere periode besøgte vi hende på plejehjemmet hver fredag, når jeg hentede dem fra skole. Hun fik det dog sværere og sværere. Alle hendes sanser blev taget fra hende, på nær følesansen, men så kom Covid-19 og ødelagde dette. Vi måtte nu ikke røre hende mere. Vi besøgte hende dog stadig i besøgstelte i plejehjemmets have, men den fysiske afstand var til at mærke, specielt for oldemor, der higede efter fysisk kontakt. I starten af marts faldt hun (igen) og brækkede lårbenet. Hun kom sig aldrig. Det var svært at komme i kontakt med hende, og natten mellem d. 25. og 26. marts sov hun ind. Et flot, langt liv på 94 år ebbede ud… ❤️

Jeg ville egentlig skåne mine drenge for den sidste tid, da oldemor ikke var sig selv. Jeg ville vente med at tage dem med, til hun var i bedring… Jeg håbede, at hun ville komme sig… Jeg var nok naiv.

Torsdag d. 25. marts hentede jeg drengene fra skole. Vi skulle egentlig bare hjem og hygge, men da jeg kørte ud fra skolens parkeringsplads, drejede jeg instinktivt til venstre i stedet for højre… Jeg drejede mod oldemor. Jeg fortalte drengene, at vi lige skulle besøge hende kort. Jeg fortalte dem også, at hun nok sov, når vi kom, men at hun vidste, at vi var der. Drengene kom derud. Talte lidt til hende, holdt i hånden og aede hendes kind. Efter en lille time tog vi hjem igen.
Om natten sov hun ind. Ventede hun bare på, at drengene kom og sagde farvel? ❤️

Om fredagen sendte jeg drengene i skole, uden at have fået fortalt dem, at oldemor var sovet ind om natten. Jeg skulle først have styr på mine egne følelser. Vi hentede dem lige efter skole, så de kunne nå at se hende en sidste gang. Den tanke kom til mig, selvom jeg, før det hele skete, var i tvivl, om de skulle se hende død. Oskar syntes, det var lidt mærkeligt, men det var helt naturligt for Anton. Han holdt hendes hånd, fortalte, at han elskede hende, aede hendes kind og kyssede hendes pande. Det hele var så fint! ❤️
Da bedemanden kom, gik vi ud, så de kunne få hende løftet over i kisten. Vi kom ind en sidste gang. Hun lå ligeså fredfyldt i den hvide kiste. Bedemanden påpegede, at der ingen mystik skal være ved døden, så hvis drengene ville hjælpe med kisten, så skulle de være velkomne. Det ville de gerne… De to drenge hjalp med at lægge låg på kisten og skruede skruerne i. En vild oplevelse! Men vild på den gode måde… De to drenge hyggesludrede med de to bedemænd, mens de gjorde det. Oskar ytrede sågar, at han ville være præst, når han blev stor… Det var nok lige i det givne øjeblik 😉.
Sammen fik vi båret kisten ud til rustvognen og fik vinket farvel.

En uges tid efter blev bisættelsen afholdt. Drengene skulle selvfølgelig med… Det var jeg slet ikke i tvivl om på det tidspunkt. Jeg har dog respekt for de familier, der ikke ønsker deres børn med til sådan en følelsesladet begivenhed. Man skal hele tiden huske på, at familier er forskellige…og dermed også børn.
Bisættelsen gik så fint…og vi sluttede af ved oldefars grav, her hvor oldemor også skulle ligge. Så kunne alle være med til “gravøl” uden restriktioner.

Præcis en måned efter hendes død, skulle urnen i jorden. Denne gang var drengene også med. De havde lavet tegninger til hende, som kom med ned sammen med urnen. Graveren spurgte drengene og deres fætter, om de ville være med til at putte jord ned i hullet. Endnu en fin gestus, som jeg tror, vil betyde meget for dem senere hen.

Som jeg skriver i starten af indlægget, så var jeg i tvivl om, hvor meget drengene skulle involveres, når døden pludselig kom tæt på vores familie.
Min bekymring blev gjort til skamme. Alle de valg, som vi tog undervejs, passede så fint til vores drenge. Familier er dog forskellige, så dette indlæg skal ikke ses som gode råd i forbindelse med børn og håndtering af døden, når den pludselig kommer for tæt på. Det er blot et indlæg, der fortæller, hvordan vi håndterede det første gang, drengene mistede én tæt på.
Jeg håber, at der går et stykke tid, før det skal gentages…

Mange eftertænksomme hilsner fra Nanna.

Husk, at I kan følge Life With Kids på:

Facebook

Instagram