Perfekt påske!

Foråret er kommet, solen og varmen titter frem med mellemrum, og påskeferien er lige begyndt for skolebørnene.

Det er gået op for mig, hvor mange af jer der egentlig bruger mine ferietips. Flere fortæller, at de bliver inspireret af mine indlæg – og nogen efterlyser ligefrem tips fra mig. Det varmer utroligt meget at høre. Det betyder utroligt meget for mig. Det var min primære målsætning med bloggen, da jeg startede den for over 7 år siden; jeg ville informere om børnevenlige oplevelser.

Det kan godt være, at jeg ikke kommer ud med indlæg så tit, men det er en målsætning for mig at komme ud med ferie-indlæggene.

Derfor får I her min liste over oplevelser for børnene i påskeferien. Tryk på stedets navn, så er der lagt et link ind.

 

Efter flere coronanedlukninger er Legoworld i Bella Centeret vendt tilbage. Det er fra d 15-18/4. Det er altid et besøg værd, både for store og små.

Ligesom i vinterferien er der detektivjagt med Ramasjang Mysteriet på Rosenborg Slot. Børnene skal finde spor og løse gåder. Vi prøvede det i vinterferien, og det var en succes.

Nationalmuseet holder Magisk påske. Oplev gys, heksekunst og væmmelige væsener…hvis du tør.

På DAC/dansk Arkitektur Center kan du finde din indre arkitekt frem og bygge med Legoklodser. Besøg desuden familieværkstedet og lav skæg med æg.

Københavns Museum hiver jer tilbage i tiden, tilbage til 90’erne med forskellige tidskapsler. Deltag i skattejagten, hvor I skal finde bestemte ting fra 90’erne. Det Arkæologiske Værksted (Stormgade 20) sætter desuden spot på temaet ”Havn og handel”. Kom tæt på de mange arkæologiske fund.

På Amalienborgmuseet kan man komme på smykkejagt. I vil blive sendt på jagt blandt Dronningens mange smykker. Der er store smykker, flotte smykker, små smykker og mærkelige smykker. Kom og oplev udstillingen med opgaver, der skal løses undervejs.

Havfruen er tilbage på Den Blå Planet. Oplev havfruen dykke i måneskin til toner af Beethovens “Moonlight Sonata” hver aften kl. 18.00. Du kan også lave din egen mulepose med fiskeaftryk og komme med backstage.

Påsken står på påskesjov og cirkusleg på Cirkusmuseet. Det kreative værksted på museet har også åbent.

Det Kongelige Teater tilbyder rundvisning på Gamle Scene og Operaen

Tivoli er pyntet i alle påskens farver. Deltag i Påskejagten med Anthon Berg.

Bakken har et pakket program i påskedagene. Børnene kan blandt andet møde Hr. Skæg, deltagerne fra MGP ’22 og Oda Omvendt.

Tag et smut til Helsingør. Der er historiejagt på Kronborg Slot: Mordforsøg på Kronborg Slot… Hvem er den skyldige? Kongen er rystet, vred og oprørt. En sen aften har nogen forsøgt at forgifte ham. Kongen har forgæves forsøgt at opklare hvem det kunne være. Er der vigtige spor, han har overset? Er der nogen, der lyver? Hjælp ham med at opklare mysteriet.

Nu du er i Helsingør, så besøg M/S Museet for Søfart. Stedet inviterer til Pivfarlig Påske, hvor man kan møde havmonstre og søuhyrer. Man kan også være kreativ på museet eller besøge den store legeplads Drømmeskibet.

Påske på Frilandsmuseet: Pynt påskeæg, lav påskepynt, gå på æggejagt, se hønseskidning eller mød påskeharen. Programmet er tæt pakket i påskeferien på Frilandsmuseet.

Vikingeskibsmuseet i Roskilde: I påskeferien kan I komme helt tæt på fortiden. Gå i arkæologens fodspor og undersøg spændende fund fra havets dyb.

I påsken er der påskejagt på Willumsens Museum i Frederikssund. Fortællingen “På jagt efter Willumsens farver” tager jer med på en rejse ind i unge Willumsens verden.

Påske på Brorfelde Observatorium: Mal dit eget æg og tril det bagefter ned af bakkerne omkring observatoriet.

Søndag d. 10/4 er der påskehygge hos Børn i Byen på Vesterbro. Det er fra kl. 10-13, og det er for klubmedlemmer. Dagen står på påskejagt og krea-værksted.

Er du til street, så er der gratis feriecamp i Game Street Mekka på Enghavevej. Oplev Parkour, streetdance, PANNA, streetbasket. Mega fedt sted på Vesterbro.

DR Koncerthuset har flere rundvisninger kørende. For de mindste kan der opleves “Mig og Ramasjang” og “Ramasjang Mysteriet”. Vi har oplevet sidstnævnte for et par år siden. Det var godt og gennemarbejdet.

Børn i Byen har lavet en hel oversigt over påskeaktiviteter i Fjordlandet (Frederikssund, Roskilde, Lejre). Tjek det ud ved at trykke på dette link: https://bornibyen.dk/koebenhavn/articles/paaske-og-foraarsoplevelser-i-fjordlandet?fbclid=IwAR3wRoLGOrSqDajHrG6boLX7nLfYRzr8YcELykZ6HLxmGW2RdFLQ16iI3tg_aem_ARSfm_61SgVEkICBHay17RpMOGruBlJt-U-iIU8nd1PcXTFbXL9S-5oql_RN0GKPtJeD6QxtobUB2geYHBVTCzADtiIujWf1xrNxicD3zoT-fvtaz2NG3UnTx8nuZmUFaJ8

Falck Danmark holder åbent for familier på Falckstationerne i Greve og Randers. Her kan I møde ægte brandmænd, seje ambulancereddere, komme helt tæt på de imponerende udrykningskøretøjer og redningsudstyret, tage brandmandstest med diplom, slukke en brand og meget, meget mere.

Er vejret skidt, så tag en tur i biografen. Følgende film kører i de fleste større biografer:

  • Sonic The Hedgehog 2
  • Hopper og jagtens på mørkets hamster
  • Krummerne
  • Dumbledores Hemmeligheder

 

Jeg håber, at I kan blive inspireret til en god og oplevelsesrig påske.

Mange påskehilsner fra Nanna.

Husk, at I kan følge Life With Kids på:

Ferie, ferie, ferie…

Yes, yes, yes… Vinterferien er begyndt for nogen…og samtlige restriktioner er væk. For første gang i næsten to år er alt ligesom før den unævnelige virus. Det skal udnyttes max.

Diverse kulturattraktioner og steder har lagt sig i selen og arrangeret særlige programmer for vinterferien. Flere af stederne har program både i uge 7 og uge 8. Nedenfor har jeg linket til flere arrangementer. Tryk på det vedhæftede link og læs mere. På mobiltelefoner kan linkene være svære at se, tryk blot på stedets navn.

 

Museer:

På Krigsmuseet kan børnene komme i Sørøverskole. Krigsmuseet i sig selv er altid et besøg værd.

Politimuseet på Nørrebro er også altid værd at besøge. Et mindre, men virkelig spændende museum. I uge 7 er der både krimigåder, politibiler og -motorcykler på programmet.

Københavns Museum har lige åbnet en særudstilling med tidskapsler fra ‘90’erne. Så kan børnene høre om mors og fars vilde ungdom med Aqua og Buffalosko.

Arbejdermuseet kører også fuldt program i vinterferien. Der er blandt andet skattejagt, kludedukkeværksted og højtlæsning. Der er også program for uge 8. 

Besøg Arktis på Nationalmuseet. Prøv blandt andet en magisk tromme, se nordlys eller prøv at kaste med harpun.

På Medicinsk Museion kan man gå på opdagelse i samlingen. Man kan komme helt tæt på lægevidenskaben og bruge følesansen samtidig.

Glyptoteket er altid en flot fornøjelse. Fornøjelsen kan blive endnu flottere, hvis man bestiller billetter til forestillingen “Den hemmelige have”.

På Statens Museum for Kunst kan børnene være kreative. De kan lave tryk og skulpturer på Børneværkstedet.

På DAC, Dansk ArkitekturCenter, kan du bruge Legoklodser og gå i arkitektens fodspor. Desuden kan man tilmelde familien en guidet tur i området omkring DAC, hvor man ser på arkitekturen.

Tæt på DAC ligger Den Sorte Diamant. Her kan børnene gå på skattejagt og være kreativ i værkstedet.

Frilandsmuseet holder fastelavn hele vinterferien. Der vil være masser af aktiviteter hver dag.

På Den Blå Planet har mange aktiviteter i vinterferien. For eksempel kan man efter kl. 18.00 komme backstage på akvariet. Her kan man besøge steder, man normalt ikke har adgang til.

Planetariet får fornemt besøg. Sigurd Barrett fortæller og synger om naturvidenskaben. Vi har været til hans show om Danmarkshistorien. Det var en fantastisk oplevelse, så det tænker jeg også, at dette kan være.

Cirkusmuseet har fuldt program hele vinterferien, både i uge 7 og 8. Den står på show og cirkuslege hver dag.

Danmarks Tekniske Museum i Helsingør inviterer indenfor til Gaming, Pixels og perler. Tirsdag, torsdag og fredag kl. 10:30 og 13.00 er der desuden gratis rundvisning i museets permanente udstillinger blandt fly og biler.

Museum Vestsjælland, der dækker over flere museer i det vestsjællandske, har fuldt program for museer i Sorø. Holbæk, Slagelse, Ringsted, Kalundborg og Odsherred. Se overblikket her. 

 

Historiske bygninger:

Shane Brox og Christiansborg Slot inviterer til uhygge i slottets mørke. Mød alle Shanes monstre nede i ruinerne.

De 7 skurke fra Ramasjang Mysteriet er på spil på Rosenborg Slot. De vil stjæle kronjuvelerne, og derfor skal børn og barnlige sjæle hjælpe med at aktivere alarmen til juvelerne.

Kronborg Slot inviterer til vinterferie i børnehøjde, både i uge 7 og 8. Oplev legende omvisninger og sjove aktiviteter, hvor I kan blive klogere på livet på slottet for 400 år siden.

Er du til eventyr, så besøg H.C. Andersens Eventyrtårn i Rundetårn. Gæt hvilke eventyr, der vises i Eventyrtårnet. Tag derefter turen hele vejen op til Rundetårns top og nyd udsigten ud over Københavns tage.

På Kragerup Gods kan man booke et 3 dags ophold med masser af aktiviteter og god mad. Det gad jeg godt selv 😉

Esrum Kloster tager dig på en tidsrejse fra fortiden, gennem nutiden og til fremtiden. Bliv klog på menneskets syn på tro, universet og jorden.

Observatoriet i Brorfelde fyrer den af i vinterferien. Desuden kan man lørdag og torsdag opleve observatoriet i mørke.

I Roskilde Domkirke handler det om de glemte dronninger. Få en guidet tur rundt i kirken og løs opgaver undervejs. Det er kl. 11.00 + 13.00, både i uge 7 og 8.

 

Lys i mørket:

Sædvanen tro er der Copenhagen Light Festival i februar måned. Flere steder i København er der flotte lysinstallationer. Tjek stederne ud på deres hjemmeside.

Lumagica har åbnet et nyt, flot lysshow. Denne gang i Espelunden i Rødovre. Oplev det fantastiske “Frozen Kingdom”.

 

Indkøbscentre:

I Rødovre Centrum kan man købe en vinterferiebillet til 60 kr. (værdi op til 470 kr.). Med billetten i hånden kan man få én på opleveren, få noget i maven og små gaver.

Hos Field’s Shopping kan man også købe et børnepas til 60 kr. (værdi 625 kr.). Dette giver blandt andet adgang til DGI Vandkulturhus. Børnene kan desuden deltage gratis i en skattejagt rundt i centeret. Her skal findes 5 figurer fra den nye børnefilm Syng 2.

Hos Næstved Storcenter er der Kryb og Kravl. Køb en larve-billet til 50 kr. og gå på jagt efter gode gaver og overraskelser. Der er desuden græshoppejagt og gigantiske insekter i centeret.

 

Andre steder:

Zoologisk Have byder både på koncerter og krea-workshops. Man kan desuden lave sit eget fastelavnsris, så man er klar til deres fastelavnsweekend sidst på måneden.

KU.BE på Frederiksberg er altid et besøg værd. Mange aktiviteter på flere etager. I vinterferien kan I blandt andet lege cirkusartister. Der er også musikforestillingen Guld.

Børnekulturhus Ama’r holder børnemusikfestival med et hav af koncerter.

 

Biografen:

Er vejret trist, så snup en tur i biografen. Der er flere børnevenlige film på programmet, blandt andet:

Syng 2

Robot Bror

Pil’s Eventyr

Encanto

Monsterfamilien – Den uperfekte mission

 

Jeg håber, at I kan blive inspireret – og jeg håber, at de af jer, der har ferie, får en forrygende ferie.

Mange hilsner fra Nanna.

Husk, at følge Life With Kids på:

I denne søde juletid…

Jeg må indrømme, at jeg ikke er stor fan af vinter, kulde og mørke… Jeg er tilgengæld fan af december måned, den søde julemåned.

Jeg elsker alt omkring julen, specielt traditionerne; julesokkerne, der kommer op at hænge, en tur i Tivoli, kalenderlys, pynte juletræ og hygge med familien og vennerne.

Der findes så mange aktiviteter her i julen, som kan gøre ventetiden lidt kortere, og følelsen af at de korte dage bliver udnyttet lidt mere.

Over alt er der julemarkeder. Jeg elsker at besøge julemarkeder. Smage lækkerierne og se på smukt julepynt. I år har vi indtil videre besøgt Anchers Havecenter i Greve, og jeg ved, at vi også skal besøge julemarkedet ved Højbro Plads i København.

Der kommer også et kæmpe julemarked inde i Parken lige før jul…med skøjtebane og boder.

En kombination af julehygge og fælde eget juletræ er win-win. Vi fælder altid vores eget juletræ hos venner af familien. En tradition, som jeg elsker. Bor man i nærheden af Abildgården, Dyssegården og Grennesminde, så har jeg hørt, at deres udendørs arrangementer skulle være super hyggelige.

Som jeg skrev tidligere, så skal vi traditionen tro også besøge Tivoli. De er så fantastiske med deres udsmykning til alle sæsoner. Sidste år var der oven i købet en skøjtebane ved Nimb, hvor man kunne leje skøjter og hjelme. Jeg kan ikke læse mig til, om der også er det i år.

Mon ikke vi også når et smut i Zoologisk Have? Zoo reklamerer også med julehygge og skøjtebane. Vi gjorde det sidste år. Banen er dog ikke så god, men man kan sagtens komme frem og tilbage – og op og ned 😉. Skøjter kan lejes på stedet. Hver fredag frem til jul er der “Friday Night Skate”, hvor børn får gratis adgang og voksne kommer ind til halv pris.

Bor man på Syd-/Vestsjælland så skal man næsten et smut til Lumagicas Christmas Wonderland i Ringsted. De smukkeste jule-lysinstallationer. Det ser så godt ud. Jeg gad godt at få tid til at komme derned i år…og ellers må det blive næste år.

Er man mere til jul med gang i den, så tag et smut forbi DR Koncerthuset. Både Onkel Reje og Hr. Skæg underholder i julemåneden. Det vil helt sikkert glæde de små…

En tur i biografen kan altså også noget. Der er en del julefilm på programmet i år, blandt andet Julemand og Co. og den danske film Familien Jul og nissehotellet.

Naturen er helt speciel i denne tid. En frisk tur i skoven efterfulgt af varm kakao – eller en kælketur, hvis vejret tillader det. Sidste år kælkede vi på Herstedhøje i Albertslund og “Bjerget” i Skovlunde Bypark (navnet er en overdrivelse, men det er alligevel en fed kælkebakke med mange muligheder).

Er man mere til hjemlig hygge, så er der masser af muligheder for at skabe julestemning derhjemme:

  • Gense gamle julekalendre (streaming eller dvd, hvis man stadig har det)
  • Bage julekager
  • Lave konfekt
  • Pynte kagehus (man kan ofte få hus-delene, så det bare skal samles og pyntes)
  • Pynte juletræ (jeg eeelsker det!)
  • Se de traditionelle julefilm (ex. Alene Hjemme, Fars Fede Juleferie, Polarexpressen, Et Juleeventyr)

Jeg håber, at indlægget kan inspirere jer…og så vil jeg ellers bare ønske jer alle en rigtig glædelig jul! ❤️

Mange julehilsner fra Nanna.

 

Husk, at I kan følge Life With Kids på:

Facebook

Instagram

Fif til ferien

Wuhu, efterårsferien står for døren – og samtlige restriktioner er ophævet. Det betyder, at vi igen kan komme ud og opleve. I love it! 😃

Det betyder også, at jeg igen kan lave et indlæg, hvor jeg kommer med fif til børnevenlige oplevelser. Denne gang handler det om børnevenlige oplevelser i efterårsferien, primært i hovedstadsområdet…men også nogle arrangementer udenfor.

 

Mange museer kan igen invitere indenfor til hyggelige – og uhyggelige – oplevelser og arrangementer. Nedenfor har jeg listet museer med tilhørende links, så I kan læse mere om deres arrangementer her i efterårsferien.

Andre steder, foruden de ovenstående museer, har også arrangementer for børn i forbindelse med efterårsferien:

Man kan også snuppe en tur i teateret:

 

Biograferne har en del børnefilm på repertoiret her i efterårsferien:

  • Familien Addams 2
  • Paw Patrol
  • Peter Kanin hopper hjemmefra
  • Boss Baby – Det bli’r i familien
  • Ternet Ninja 2
  • Forsvundet til Halloween
  • Kagekampen
  • Knudsen & Ludvigsen
  • Spirit 2
  • Buster Oregon Mortensen
  • Croods – En ny tid
  • Flummerne

 

Bornholm har lavet deres helt eget børnevenlige program for ferien, så hvis I er på de kanter, så er det værd at tjekke ud: https://boernenesbornholm.dk/events/.

 

Jeg håber, at I kan bruge indlægget til at få gode fif, så efterårsferien kan nydes fuldt ud.

Vores eget program for ferien kommer blandt andet til at blive fyldt ud med Dansefeber på Det Kongelige Teater, en tur på Christiansborg og en tur til Esrum Kloster.

 

God efterårsferie! 🍂

Hilsner fra Nanna, Life With Kids.

 

Husk, at følge Life With Kids via:

Facebook

Instagram

Efterårets eftertragtede ferie

Så står efterårsferien snart for døren… Én uge tilbage! 😃
Det har været en udfordrende skolestart; skolenedlægning, skift af arbejdsplads, fusion, Corona og et dødsfald blandt mine nærmeste kolleger. Derfor har der også været stille på bloggen, hele 2 måneder. Jeg tænker, at resten af dette skoleår (forhåbentligt) kun kan gå bedre… Jeg er ihvertfald klar til dette skoleår.

Men først efterårsferie… Sædvanen tro har jeg undersøgt sagerne, og jeg kommer derfor med mit bud på 30 børnevenlige oplevelser i hovedstadsområdet. Der er vedhæftet links til de forskellige steder og aktiviteter.

 

I sommerferien besøgte vi Medicinsk Museion i Bredgade. Børnene deltog i en workshop, hvor de kunne få lægevidenskaben mellem hænderne. I efterårsferien har museet endnu en workshop for børn, hvor der bliver kigget nærmere på krop, knogler og kranier.

Endnu et københavnsk museum inviterer børnene ind til en sanseoplevelse. Glyptoteket udstyrer børn og voksne med høretelefoner, så man via lydfortællinger kan høre historierne om verdens skabelse og de græske guders fødsel.

Statens Museum for Kunst inviterer børnefamilier på kreativ familietur rundt i kunstsamlingen. Man kan også besøge de tre store krea-værksteder og se teater med Mimbo Jimbo.

Krigsmuseet kan man komme i lære som spion. Den danske efterretningstjeneste mangler dygtige spioner, der kan infiltrere det sovjetiske samfund og skaffe vigtige informationer, som skal bruges i forsvaret mod Warszawapagten. Børnene skal igennem syv poster, inden de er klar til at arbejde undercover i Sovjetunionen.

Børnemuseet på Frederiksberg inviterer børnene indenfor i Harry Potters univers. Det er fra torsdag d. 15/10 til søndag d. 18/10. I dagene inden er der bageworkshop og kreacamp. Læs mere på museets Facebookside.

Nationalmuseet byder på kedsomhedsknapper, et tilbageblik på mormors barndom og en familieskattejagt. Museet er så stort og alsidigt, at det altid er interessant at besøge.

Arbejdermuseet kan man i efterårsferien gå i fodsporene på arbejderbarnet Christian Christensen, som voksede op på Nørrebro for mere end 100 år siden.

Københavns Museum tager også børnene tilbage i tiden. Bliv arkæolog for en dag. Arkæologisk Værksted ved museet har åbent hver dag i ferien fra kl. 10-14. Der er gratis adgang for børn under 18 år.

Er man mere interesseret i det arkæologiske, så findes udstillingen Dinosauernes Konge stadig på Statens Naturhistoriske Museum i København. Her kan man se et af de mest velbevarede Tyrannosaurus Rex-skeletter, Tristan Otto.

Besøg Experimentarium i Hellerup og brug både hjerne og krop. Man kan også se den nye tegnefilm Familien Bigfoot i stedets MovieHouse.

(U)hyggen breder sig på Frilandsmuseet. I efterårsferien vender Halloween tilbage på Frilandsmuseet i Kongens Lyngby. Denne gang er det væsner fra den nordiske folketro, der har overtaget museet. I løbet af dagen vil der være forskellige shows og forskellige aktiviteter.

Arken i Ishøj har for tiden udstillingen “Dyr i kunsten”. Et spændende univers for børnene. Tirsdag til lørdag i efterårsferien er der desuden kreativ, farverig workshop kl. 14-16. Tilmelding skal ske på Arkens hjemmeside. Arkens udeområde bør også udforskes, hvis man er på de kanter; skulpturparken og stranden tæt ved.

Kroppedal Museum på Vestegnen afholder stjerneaften, hvor Mars er i fokus. Man kan stille alle de spørgsmål, man har om Mars, missioner og marsmænd. Der findes ingen dumme spørgsmål.

Christiansborg Slot er hjemsøgt af Blåtårns Spøgelser. I Ruinerne under Christiansborg Slot brokker nogle af spøgelserne fra Blåtårn sig over deres skæbne. Men blev de uskyldigt dømt? Find beviserne i de mørke slotsruiner!

Et andet slot, Rosenborg Slot i Kongens Have, tager børnene tilbage i historien. De åbner dørene for en sanselig oplevelse med Christian d. 5., som hovedperson. Den kunsteriske fortolkning hedder Paryk, Krone, Gevir.

I Hillerød ligger Frederiksborg Slot. Her kan børnene i efterårsferien møde datidens berømte konger og dronninger i “levende live”. De fortæller hver især om deres egen historie.

Er man mere til en tur i teateret, så inviterer Østre Gasværk indenfor til forestillingen Storm over Ramasjang. Gense alle de fantastiske figurer fra DR.

Tag en tur i Det Kongelige Teater og oplev børneballetten ’De glemte børn’, der byder på både gys, grin og hjertevarme budskaber – for hele familien.

Comedy Zoo i Indre By inviterer børnene indenfor til Komik for børn. Det er alle dage i ferien pånær mandag. Der er to shows om dagen, kl. 11 og kl. 13. Jeg er sikker på, at børnene får sig et godt grin.

Er man mere til at stå på de skrå brædder selv, så tilbyder Scenekunst en efterårscamp, hvor børnene kan synge, danse og spille skuespil hele ugen. Se mere på SceneKunsts Facebookside.

Skal der mere musik til, så har DR Koncerthuset to musikalske oplevelser: Sigurd Barrett med Peter og Ulven og DR Musikariets Metalskole. Billetterne koster 30 kr. stk.

I den lille, hyggelige landsby, Pederstrup, mellem Ballerup og Smørum ligger Ballerup Museum. Museet inviterer børn indenfor til en dag med kreative efterårsssysler.

Vil man mere ud i naturen, så findes Thomas Dambos kæmper efterhånden flere steder i landet. Få et overblik her.

Efterårets natur er smuk med de flotte, brændte farver. Besøg Dyrehaven og slå et smut forbi Eremitageslottet, der holder åbent i ferien fra d. 14-18/10.

Hvis man er i Dyrehaven, så er der god underholdning for børnene på Bakken. DR Ramasjangs Kristian og Onkel Reje besøger på skift Friluftscenen.

Et alternativ til Bakken er Tivoli. De har pyntet op til Halloween fra d. 9/10… Tivoli går altid All-in på udsmykning til de forskellige sæsoner. Det er virkelig flot!

Vil man være mere aktiv, så er en klatretur med Go Monkey i Gladsaxe en sikker vinder. Vi har prøvet det. I efterårsferien kræser de lidt ekstra for klatrerne; de serverer skumfiduser og varm kakao ved bålet.

Mere aktivitet: Københavns Hovedbibliotek har åbnet en ny etage, “LÆS”, med hele 10 aktivitetszoner. Afprøv blandt andet Lydengen, Bogstavkilden og Ordbjerget.

I efterårsferien kan børnene blive certificerede børnedetektiver på Den Sorte Diamant. Børnene kan sammen med deres voksne komme i træning hos bibliotekets detektiv, Erik von Libris, og lære hans bedste tricks til at løse mysterier.

I Field’s kan børnene komme på skattejagt. I samarbejde med Nordisk Film skal børnene finde dyrene og karakterer fra den nye tegnefilm Familien Bigfoot. Slut eventuelt af med at se filmen i biografen.

 

Hvis ovenstående oplevelser ikke er nok, så har Børn i Byen lavet en stor efterårsguide. Den kan I finde her.

Jeg håber, at I kan blive inspireret til ture med hele familien i efterårsferien…
Må I alle få nogle dejlige kvalitetsdage her i efteråret!

Mange hilsner fra Nanna.

 

Husk, at I kan følge Life with kids på:
Facebook
Instagram