Foråret er kommet, solen og varmen titter frem med mellemrum, og påskeferien er lige begyndt for skolebørnene.

Det er gået op for mig, hvor mange af jer der egentlig bruger mine ferietips. Flere fortæller, at de bliver inspireret af mine indlæg – og nogen efterlyser ligefrem tips fra mig. Det varmer utroligt meget at høre. Det betyder utroligt meget for mig. Det var min primære målsætning med bloggen, da jeg startede den for over 7 år siden; jeg ville informere om børnevenlige oplevelser.

Det kan godt være, at jeg ikke kommer ud med indlæg så tit, men det er en målsætning for mig at komme ud med ferie-indlæggene.

Derfor får I her min liste over oplevelser for børnene i påskeferien. Tryk på stedets navn, så er der lagt et link ind.

 

Efter flere coronanedlukninger er Legoworld i Bella Centeret vendt tilbage. Det er fra d 15-18/4. Det er altid et besøg værd, både for store og små.

Ligesom i vinterferien er der detektivjagt med Ramasjang Mysteriet på Rosenborg Slot. Børnene skal finde spor og løse gåder. Vi prøvede det i vinterferien, og det var en succes.

Nationalmuseet holder Magisk påske. Oplev gys, heksekunst og væmmelige væsener…hvis du tør.

På DAC/dansk Arkitektur Center kan du finde din indre arkitekt frem og bygge med Legoklodser. Besøg desuden familieværkstedet og lav skæg med æg.

Københavns Museum hiver jer tilbage i tiden, tilbage til 90’erne med forskellige tidskapsler. Deltag i skattejagten, hvor I skal finde bestemte ting fra 90’erne. Det Arkæologiske Værksted (Stormgade 20) sætter desuden spot på temaet ”Havn og handel”. Kom tæt på de mange arkæologiske fund.

På Amalienborgmuseet kan man komme på smykkejagt. I vil blive sendt på jagt blandt Dronningens mange smykker. Der er store smykker, flotte smykker, små smykker og mærkelige smykker. Kom og oplev udstillingen med opgaver, der skal løses undervejs.

Havfruen er tilbage på Den Blå Planet. Oplev havfruen dykke i måneskin til toner af Beethovens “Moonlight Sonata” hver aften kl. 18.00. Du kan også lave din egen mulepose med fiskeaftryk og komme med backstage.

Påsken står på påskesjov og cirkusleg på Cirkusmuseet. Det kreative værksted på museet har også åbent.

Det Kongelige Teater tilbyder rundvisning på Gamle Scene og Operaen

Tivoli er pyntet i alle påskens farver. Deltag i Påskejagten med Anthon Berg.

Bakken har et pakket program i påskedagene. Børnene kan blandt andet møde Hr. Skæg, deltagerne fra MGP ’22 og Oda Omvendt.

Tag et smut til Helsingør. Der er historiejagt på Kronborg Slot: Mordforsøg på Kronborg Slot… Hvem er den skyldige? Kongen er rystet, vred og oprørt. En sen aften har nogen forsøgt at forgifte ham. Kongen har forgæves forsøgt at opklare hvem det kunne være. Er der vigtige spor, han har overset? Er der nogen, der lyver? Hjælp ham med at opklare mysteriet.

Nu du er i Helsingør, så besøg M/S Museet for Søfart. Stedet inviterer til Pivfarlig Påske, hvor man kan møde havmonstre og søuhyrer. Man kan også være kreativ på museet eller besøge den store legeplads Drømmeskibet.

Påske på Frilandsmuseet: Pynt påskeæg, lav påskepynt, gå på æggejagt, se hønseskidning eller mød påskeharen. Programmet er tæt pakket i påskeferien på Frilandsmuseet.

Vikingeskibsmuseet i Roskilde: I påskeferien kan I komme helt tæt på fortiden. Gå i arkæologens fodspor og undersøg spændende fund fra havets dyb.

I påsken er der påskejagt på Willumsens Museum i Frederikssund. Fortællingen “På jagt efter Willumsens farver” tager jer med på en rejse ind i unge Willumsens verden.

Påske på Brorfelde Observatorium: Mal dit eget æg og tril det bagefter ned af bakkerne omkring observatoriet.

Søndag d. 10/4 er der påskehygge hos Børn i Byen på Vesterbro. Det er fra kl. 10-13, og det er for klubmedlemmer. Dagen står på påskejagt og krea-værksted.

Er du til street, så er der gratis feriecamp i Game Street Mekka på Enghavevej. Oplev Parkour, streetdance, PANNA, streetbasket. Mega fedt sted på Vesterbro.

DR Koncerthuset har flere rundvisninger kørende. For de mindste kan der opleves “Mig og Ramasjang” og “Ramasjang Mysteriet”. Vi har oplevet sidstnævnte for et par år siden. Det var godt og gennemarbejdet.

Børn i Byen har lavet en hel oversigt over påskeaktiviteter i Fjordlandet (Frederikssund, Roskilde, Lejre). Tjek det ud ved at trykke på dette link: https://bornibyen.dk/koebenhavn/articles/paaske-og-foraarsoplevelser-i-fjordlandet?fbclid=IwAR3wRoLGOrSqDajHrG6boLX7nLfYRzr8YcELykZ6HLxmGW2RdFLQ16iI3tg_aem_ARSfm_61SgVEkICBHay17RpMOGruBlJt-U-iIU8nd1PcXTFbXL9S-5oql_RN0GKPtJeD6QxtobUB2geYHBVTCzADtiIujWf1xrNxicD3zoT-fvtaz2NG3UnTx8nuZmUFaJ8

Falck Danmark holder åbent for familier på Falckstationerne i Greve og Randers. Her kan I møde ægte brandmænd, seje ambulancereddere, komme helt tæt på de imponerende udrykningskøretøjer og redningsudstyret, tage brandmandstest med diplom, slukke en brand og meget, meget mere.

Er vejret skidt, så tag en tur i biografen. Følgende film kører i de fleste større biografer:

  • Sonic The Hedgehog 2
  • Hopper og jagtens på mørkets hamster
  • Krummerne
  • Dumbledores Hemmeligheder

 

Jeg håber, at I kan blive inspireret til en god og oplevelsesrig påske.

Mange påskehilsner fra Nanna.

Husk, at I kan følge Life With Kids på: