Yes, yes, yes… Vinterferien er begyndt for nogen…og samtlige restriktioner er væk. For første gang i næsten to år er alt ligesom før den unævnelige virus. Det skal udnyttes max.

Diverse kulturattraktioner og steder har lagt sig i selen og arrangeret særlige programmer for vinterferien. Flere af stederne har program både i uge 7 og uge 8. Nedenfor har jeg linket til flere arrangementer. Tryk på det vedhæftede link og læs mere. På mobiltelefoner kan linkene være svære at se, tryk blot på stedets navn.

 

Museer:

På Krigsmuseet kan børnene komme i Sørøverskole. Krigsmuseet i sig selv er altid et besøg værd.

Politimuseet på Nørrebro er også altid værd at besøge. Et mindre, men virkelig spændende museum. I uge 7 er der både krimigåder, politibiler og -motorcykler på programmet.

Københavns Museum har lige åbnet en særudstilling med tidskapsler fra ‘90’erne. Så kan børnene høre om mors og fars vilde ungdom med Aqua og Buffalosko.

Arbejdermuseet kører også fuldt program i vinterferien. Der er blandt andet skattejagt, kludedukkeværksted og højtlæsning. Der er også program for uge 8. 

Besøg Arktis på Nationalmuseet. Prøv blandt andet en magisk tromme, se nordlys eller prøv at kaste med harpun.

På Medicinsk Museion kan man gå på opdagelse i samlingen. Man kan komme helt tæt på lægevidenskaben og bruge følesansen samtidig.

Glyptoteket er altid en flot fornøjelse. Fornøjelsen kan blive endnu flottere, hvis man bestiller billetter til forestillingen “Den hemmelige have”.

På Statens Museum for Kunst kan børnene være kreative. De kan lave tryk og skulpturer på Børneværkstedet.

På DAC, Dansk ArkitekturCenter, kan du bruge Legoklodser og gå i arkitektens fodspor. Desuden kan man tilmelde familien en guidet tur i området omkring DAC, hvor man ser på arkitekturen.

Tæt på DAC ligger Den Sorte Diamant. Her kan børnene gå på skattejagt og være kreativ i værkstedet.

Frilandsmuseet holder fastelavn hele vinterferien. Der vil være masser af aktiviteter hver dag.

På Den Blå Planet har mange aktiviteter i vinterferien. For eksempel kan man efter kl. 18.00 komme backstage på akvariet. Her kan man besøge steder, man normalt ikke har adgang til.

Planetariet får fornemt besøg. Sigurd Barrett fortæller og synger om naturvidenskaben. Vi har været til hans show om Danmarkshistorien. Det var en fantastisk oplevelse, så det tænker jeg også, at dette kan være.

Cirkusmuseet har fuldt program hele vinterferien, både i uge 7 og 8. Den står på show og cirkuslege hver dag.

Danmarks Tekniske Museum i Helsingør inviterer indenfor til Gaming, Pixels og perler. Tirsdag, torsdag og fredag kl. 10:30 og 13.00 er der desuden gratis rundvisning i museets permanente udstillinger blandt fly og biler.

Museum Vestsjælland, der dækker over flere museer i det vestsjællandske, har fuldt program for museer i Sorø. Holbæk, Slagelse, Ringsted, Kalundborg og Odsherred. Se overblikket her. 

 

Historiske bygninger:

Shane Brox og Christiansborg Slot inviterer til uhygge i slottets mørke. Mød alle Shanes monstre nede i ruinerne.

De 7 skurke fra Ramasjang Mysteriet er på spil på Rosenborg Slot. De vil stjæle kronjuvelerne, og derfor skal børn og barnlige sjæle hjælpe med at aktivere alarmen til juvelerne.

Kronborg Slot inviterer til vinterferie i børnehøjde, både i uge 7 og 8. Oplev legende omvisninger og sjove aktiviteter, hvor I kan blive klogere på livet på slottet for 400 år siden.

Er du til eventyr, så besøg H.C. Andersens Eventyrtårn i Rundetårn. Gæt hvilke eventyr, der vises i Eventyrtårnet. Tag derefter turen hele vejen op til Rundetårns top og nyd udsigten ud over Københavns tage.

På Kragerup Gods kan man booke et 3 dags ophold med masser af aktiviteter og god mad. Det gad jeg godt selv 😉

Esrum Kloster tager dig på en tidsrejse fra fortiden, gennem nutiden og til fremtiden. Bliv klog på menneskets syn på tro, universet og jorden.

Observatoriet i Brorfelde fyrer den af i vinterferien. Desuden kan man lørdag og torsdag opleve observatoriet i mørke.

I Roskilde Domkirke handler det om de glemte dronninger. Få en guidet tur rundt i kirken og løs opgaver undervejs. Det er kl. 11.00 + 13.00, både i uge 7 og 8.

 

Lys i mørket:

Sædvanen tro er der Copenhagen Light Festival i februar måned. Flere steder i København er der flotte lysinstallationer. Tjek stederne ud på deres hjemmeside.

Lumagica har åbnet et nyt, flot lysshow. Denne gang i Espelunden i Rødovre. Oplev det fantastiske “Frozen Kingdom”.

 

Indkøbscentre:

I Rødovre Centrum kan man købe en vinterferiebillet til 60 kr. (værdi op til 470 kr.). Med billetten i hånden kan man få én på opleveren, få noget i maven og små gaver.

Hos Field’s Shopping kan man også købe et børnepas til 60 kr. (værdi 625 kr.). Dette giver blandt andet adgang til DGI Vandkulturhus. Børnene kan desuden deltage gratis i en skattejagt rundt i centeret. Her skal findes 5 figurer fra den nye børnefilm Syng 2.

Hos Næstved Storcenter er der Kryb og Kravl. Køb en larve-billet til 50 kr. og gå på jagt efter gode gaver og overraskelser. Der er desuden græshoppejagt og gigantiske insekter i centeret.

 

Andre steder:

Zoologisk Have byder både på koncerter og krea-workshops. Man kan desuden lave sit eget fastelavnsris, så man er klar til deres fastelavnsweekend sidst på måneden.

KU.BE på Frederiksberg er altid et besøg værd. Mange aktiviteter på flere etager. I vinterferien kan I blandt andet lege cirkusartister. Der er også musikforestillingen Guld.

Børnekulturhus Ama’r holder børnemusikfestival med et hav af koncerter.

 

Biografen:

Er vejret trist, så snup en tur i biografen. Der er flere børnevenlige film på programmet, blandt andet:

Syng 2

Robot Bror

Pil’s Eventyr

Encanto

Monsterfamilien – Den uperfekte mission

 

Jeg håber, at I kan blive inspireret – og jeg håber, at de af jer, der har ferie, får en forrygende ferie.

Mange hilsner fra Nanna.

Husk, at følge Life With Kids på: