Dette indlæg har været længe undervejs, faktisk et par år. Jeg har villet skrive et indlæg om børn og deres oplevelse af døden. Jeg ville høre jer læsere, hvordan I har tacklet det, når jeres barn har mistet en nær. Hvordan håndterer man det bedst, når ens barn skal stå ansigt til ansigt med døden? Jeg kom bare aldrig så langt… Måske jeg udskød det med vilje?

Sagen er den, at mine drenge havde en oldemor, som de var meget tæt på. I en længere periode besøgte vi hende på plejehjemmet hver fredag, når jeg hentede dem fra skole. Hun fik det dog sværere og sværere. Alle hendes sanser blev taget fra hende, på nær følesansen, men så kom Covid-19 og ødelagde dette. Vi måtte nu ikke røre hende mere. Vi besøgte hende dog stadig i besøgstelte i plejehjemmets have, men den fysiske afstand var til at mærke, specielt for oldemor, der higede efter fysisk kontakt. I starten af marts faldt hun (igen) og brækkede lårbenet. Hun kom sig aldrig. Det var svært at komme i kontakt med hende, og natten mellem d. 25. og 26. marts sov hun ind. Et flot, langt liv på 94 år ebbede ud… ❤️

Jeg ville egentlig skåne mine drenge for den sidste tid, da oldemor ikke var sig selv. Jeg ville vente med at tage dem med, til hun var i bedring… Jeg håbede, at hun ville komme sig… Jeg var nok naiv.

Torsdag d. 25. marts hentede jeg drengene fra skole. Vi skulle egentlig bare hjem og hygge, men da jeg kørte ud fra skolens parkeringsplads, drejede jeg instinktivt til venstre i stedet for højre… Jeg drejede mod oldemor. Jeg fortalte drengene, at vi lige skulle besøge hende kort. Jeg fortalte dem også, at hun nok sov, når vi kom, men at hun vidste, at vi var der. Drengene kom derud. Talte lidt til hende, holdt i hånden og aede hendes kind. Efter en lille time tog vi hjem igen.
Om natten sov hun ind. Ventede hun bare på, at drengene kom og sagde farvel? ❤️

Om fredagen sendte jeg drengene i skole, uden at have fået fortalt dem, at oldemor var sovet ind om natten. Jeg skulle først have styr på mine egne følelser. Vi hentede dem lige efter skole, så de kunne nå at se hende en sidste gang. Den tanke kom til mig, selvom jeg, før det hele skete, var i tvivl, om de skulle se hende død. Oskar syntes, det var lidt mærkeligt, men det var helt naturligt for Anton. Han holdt hendes hånd, fortalte, at han elskede hende, aede hendes kind og kyssede hendes pande. Det hele var så fint! ❤️
Da bedemanden kom, gik vi ud, så de kunne få hende løftet over i kisten. Vi kom ind en sidste gang. Hun lå ligeså fredfyldt i den hvide kiste. Bedemanden påpegede, at der ingen mystik skal være ved døden, så hvis drengene ville hjælpe med kisten, så skulle de være velkomne. Det ville de gerne… De to drenge hjalp med at lægge låg på kisten og skruede skruerne i. En vild oplevelse! Men vild på den gode måde… De to drenge hyggesludrede med de to bedemænd, mens de gjorde det. Oskar ytrede sågar, at han ville være præst, når han blev stor… Det var nok lige i det givne øjeblik 😉.
Sammen fik vi båret kisten ud til rustvognen og fik vinket farvel.

En uges tid efter blev bisættelsen afholdt. Drengene skulle selvfølgelig med… Det var jeg slet ikke i tvivl om på det tidspunkt. Jeg har dog respekt for de familier, der ikke ønsker deres børn med til sådan en følelsesladet begivenhed. Man skal hele tiden huske på, at familier er forskellige…og dermed også børn.
Bisættelsen gik så fint…og vi sluttede af ved oldefars grav, her hvor oldemor også skulle ligge. Så kunne alle være med til “gravøl” uden restriktioner.

Præcis en måned efter hendes død, skulle urnen i jorden. Denne gang var drengene også med. De havde lavet tegninger til hende, som kom med ned sammen med urnen. Graveren spurgte drengene og deres fætter, om de ville være med til at putte jord ned i hullet. Endnu en fin gestus, som jeg tror, vil betyde meget for dem senere hen.

Som jeg skriver i starten af indlægget, så var jeg i tvivl om, hvor meget drengene skulle involveres, når døden pludselig kom tæt på vores familie.
Min bekymring blev gjort til skamme. Alle de valg, som vi tog undervejs, passede så fint til vores drenge. Familier er dog forskellige, så dette indlæg skal ikke ses som gode råd i forbindelse med børn og håndtering af døden, når den pludselig kommer for tæt på. Det er blot et indlæg, der fortæller, hvordan vi håndterede det første gang, drengene mistede én tæt på.
Jeg håber, at der går et stykke tid, før det skal gentages…

Mange eftertænksomme hilsner fra Nanna.

Husk, at I kan følge Life With Kids på:

Facebook

Instagram