Jeg har ikke skrevet et indlæg i lang tid. Sidste indlæg på bloggen var i oktober 2020. Der har været flere grunde til denne stilhed på bloggen. For det første er det svært at skrive om børnevenlige oplevelser, når landet har været lukket ned det meste af 2020. For det andet har jeg haft så udfordrende et år, at mit overskud har været minimalt.

Ja, der kan siges meget om 2020, på både godt og ondt. Lige meget, hvor meget jeg prøver at fokusere på det positive, så har mit år 2020 primært været udfordrende. Vi skal ikke mere end to måneder ind i året, før jeg første gang stifter bekendtskab med Covid-19.

 

 

Helt præcist skal vi hen til søndag d. 1. marts, hvor jeg skulle på Brøndby Stadion og se kampen mellem Brøndby IF og Lyngby Boldklub. I den forbindelse skulle min storebror, Simon, interviewe Thomas Kahlenberg. Inden jeg drog mod stadion, skulle Anton, min ældste søn, spille en håndboldkamp nede i Smørum Hallen. Her mødte jeg netop Kahlenberg, hvis datter også skulle spille kamp. Jeg fik hilst på ham, og vi talte om interviewet og kampen senere på dagen.

Et par dage efter (tre for at være helt præcis), ringede Simon til mig for at fortælle, at Kahlenberg var testet positiv for Covid-19, så Simon og familie skulle gå i isolation. På dette tidspunkt (primo marts) var der ingen testredskaber, så man kunne blive testet. Det hed fjorten dage i isolation fra den dag, man var blevet udsat for en eventuel smitte.

Damn, jeg havde jo også talt med ham den søndag, så jeg endte også i isolation. Jeg måtte flytte hjem til min mor i tolv dage – og hun flyttede ind hos Kasper og drengene. Tolv dage helt alene. Mange ville nok nyde det…ikke mig. Jeg har aldrig været så mange dage væk fra mine børn. Jeg er kontrolfreak, og her mistede jeg kontrollen.

Covid-19 var helt ny i Danmark, og jeg røg allerede i karantæne…for første gang. Det viste sig, at jeg ikke var blevet smittet.

 

 

Jeg nåede ikke engang ud af min isolation, før Mette Frederiksen lukkede landet ned, første gang. Jeg gik altså fra én isolation til en anden form for isolation. Nu skulle vi alle sammen til at stifte bekendtskab med begreber som fjernundervisning, Google Meet og hjemmeskole. Som lærer var det udfordrende at fjernundervise egne elever i udskolingen, samtidig med at køre hjemmeskole for mine egne drenge, der på det tidspunkt gik i 0. og 3. klasse.

Kort før sommerferien kom vi gudskelov tilbage til skolen. Nu med afstand, håndsprit og jævnlig rengøring. Vi forsøgte at få så normal en hverdag som muligt, selvom den stadig var præget af Covid-19 situationen. Samtidig med den nye form for skole, skulle min skole også lukkes ned. Derfor skulle vi sideløbende med undervisningen pakke samtlige lokaler ned. Jeg kan fortælle, at der er utrolig mange redskaber og remedier i en idrætssal. Derfor var det også en tiltrængt sommerferie, vi kunne se frem til.

På familiefronten stod den på afstand, afstand, afstand. Virtuel påskefrokost med bedsteforældre – og en mormor på dengang 93 år, som vi ikke kunne besøge. Der var dog et kæmpe lyspunkt i foråret: Min lillebror og hans kæreste fik den sødeste dreng – og jeg fik min nevø nr. 5 til samlingen 💙. En kæmpe gave i denne tid – men også trist, at man ikke rigtig kunne nyde ham! Jeg glæder mig til, at Covid-19 er fortid, for så skal der knyttes bånd til verdens lækreste Manfred! 💙

Den tiltrængte sommerferie stod selvfølgelig på ferie i Danmark. Slet ikke dårligt. Danmark har utroligt meget at byde på. Vi rejste lidt rundt i Jylland – og tog også et smut til Bornholm. Vi nød samværet og nærværet med de nærmeste. Det var næsten som om, at man kunne lægge Covid-19 bag sig og se lidt fremad.

 

 

Sommeren havde dog en ende, og vi skulle tilbage til skolen. For mit vedkommende til en ny og meget større skole. Det skulle man lige vænne sig til. Starten på den nye skole var udfordrende; dels pga. selve fusionen, dels pga. restriktioner mht. afstand og forskudte pauser. Jeg har aldrig følt mig så alene og ensom som skolelærer og kollega. Man var i sin egen lille boble.

En uges tid inde i det nye år indtraf der en tragisk hændelse, idet en af mine nærmeste kolleger pludselig forsvandt og senere blev fundet druknet i Københavns Havn. Det slog mig ud – og den dag i dag savner jeg ham stadig. Det nye skoleår var kun lige begyndt og allerede udfordrende.

Stadig med afstand, forskudte pauser og andre restriktioner tog vi hul på efteråret. Man håbede lidt naivt, at året 2020 snart var omme, så vi kunne begynde på en frisk (jeg skulle blive klogere!). Da vi kom hen til midten af november, var jeg så drænet for energi, at vi brugte et par feriedage og drog til svigerfars sommerhus på Bornholm. Dejligt med fred og ro! Vi nåede kun at være der i to dage, så fik jeg en mail fra mit lokale fitnesscenter. En, jeg havde været på hold med i weekenden, var blevet testet positiv. Vi skulle være obs på symptomer. Jeg havde ingen symptomer, men her hjemme går vi med livrem og seler; hver gang én af os har været i forbindelse med en Covid-ramt, bliver vi alle fire testet. Selvom der stod i mailen, at jeg ikke behøvede at blive testet, så valgte vi alligevel at afprøve de bornholmske testfaciliteter. Søde og servicemindede. Så har vi prøvet det.

Dagen efter sad jeg og læste lektier med drengene i sommerhuset. Mit testsvar tikkede ind som push-besked: PÅVIST! S***, jeg sprang op! Jeg havde lige siddet tæt sammen med drengene. Jeg havde rørt deres blyanter… Hvad skulle jeg gøre? Ikke panikke, ikke panikke! PANIK!!! Jeg ringede til Kasper, der lige var ude at køre. Han tjekkede sit testsvar: PÅVIST. Han kunne se drengenes svar: Også PÅVIST. Påvist x 4. What to do?! Vi sad næsten for isoleret i et sommerhus, hvor ingen kunne hjælpe med indkøb. Styrelsen for Patientsikkerhed gav os lov til at tage hjem, så længe vi blev siddende i bilen under overfarten. Vi tog hjem dagen efter og isolerede os i en uge. Kasper og jeg havde tungt hoved nogle dage, og Oskar fik feber søndag aften, men ellers slap vi billigt. Så har vi prøvet det!

Små to uger efter, jeg vendte tilbage på arbejde, blev jeg sendt hjem igen. De store elever, som jeg underviser, skulle igen gå i hjemmeskole. De små elever, inkl. mine egne børn, blev sendt hjem lige før jul. Vi skulle igen forholde os til hjemmeskole, Google Meet og fjernundervisning. Gudskelov var vi tæt på juleferien, som kom på et godt tidspunkt.

Juleaften blev holdt med afstand, test inden og kun med de nærmeste. Naivt så man frem mod nytårsaften, for så var 2020 fortid.

Efter juleferien fortsatte hjemmeskolen dog. For de store elever i alt for lang tid. Det er drænende og hårdt! Ensomheden og mangel på struktur påvirker de unge. Jeg er spændt på, hvornår de store kommer helt tilbage til skolen…og gerne indendørs.

 

 

Oven i et udfordrende år har jeg også kæmpet med diverse skavanker med kroppen. De sidste par måneder har blandt andet budt på hælspore, delte mavemuskler (igen) og nyresten. På grund af sidstnævnte føler jeg, at jeg vader ind og ud af diverse hospitaler. Jeg vil gerne snart have sat punktum for det forløb. Min mormor på 94 år er faldet igen og ligger pt på hospitalet med endnu et brækket lårben. I 2018 var det det andet ben.

Jeg er drænet, og overskuddet har været minimalt. Derfor har bloggen også været nedprioriteret. Men det skal vende nu. Jeg vil tilbage, både på skolen, hvor jeg arbejder, på bloggen og med en bedre krop – og et lysere sind.

Jeg er klar over, at vi alle har haft udfordringer det sidste års tid. Jeg tænker ikke, at jeg er et særtilfælde, og alligevel trængte jeg til at komme ud med det – og forklare, hvorfor der har været stille omkring mig.

 

Det var et langt skriv… Tak til jer, der nåede til bunden af dette indlæg 🤗

 

Alt bliver godt igen! ❤️

Virtuelle knus til alle, fra Nanna.

 

Husk, at du kan følge Life With Kids på:

Facebook

Instagram