Så står efterårsferien snart for døren… Én uge tilbage! 😃
Det har været en udfordrende skolestart; skolenedlægning, skift af arbejdsplads, fusion, Corona og et dødsfald blandt mine nærmeste kolleger. Derfor har der også været stille på bloggen, hele 2 måneder. Jeg tænker, at resten af dette skoleår (forhåbentligt) kun kan gå bedre… Jeg er ihvertfald klar til dette skoleår.

Men først efterårsferie… Sædvanen tro har jeg undersøgt sagerne, og jeg kommer derfor med mit bud på 30 børnevenlige oplevelser i hovedstadsområdet. Der er vedhæftet links til de forskellige steder og aktiviteter.

 

I sommerferien besøgte vi Medicinsk Museion i Bredgade. Børnene deltog i en workshop, hvor de kunne få lægevidenskaben mellem hænderne. I efterårsferien har museet endnu en workshop for børn, hvor der bliver kigget nærmere på krop, knogler og kranier.

Endnu et københavnsk museum inviterer børnene ind til en sanseoplevelse. Glyptoteket udstyrer børn og voksne med høretelefoner, så man via lydfortællinger kan høre historierne om verdens skabelse og de græske guders fødsel.

Statens Museum for Kunst inviterer børnefamilier på kreativ familietur rundt i kunstsamlingen. Man kan også besøge de tre store krea-værksteder og se teater med Mimbo Jimbo.

Krigsmuseet kan man komme i lære som spion. Den danske efterretningstjeneste mangler dygtige spioner, der kan infiltrere det sovjetiske samfund og skaffe vigtige informationer, som skal bruges i forsvaret mod Warszawapagten. Børnene skal igennem syv poster, inden de er klar til at arbejde undercover i Sovjetunionen.

Børnemuseet på Frederiksberg inviterer børnene indenfor i Harry Potters univers. Det er fra torsdag d. 15/10 til søndag d. 18/10. I dagene inden er der bageworkshop og kreacamp. Læs mere på museets Facebookside.

Nationalmuseet byder på kedsomhedsknapper, et tilbageblik på mormors barndom og en familieskattejagt. Museet er så stort og alsidigt, at det altid er interessant at besøge.

Arbejdermuseet kan man i efterårsferien gå i fodsporene på arbejderbarnet Christian Christensen, som voksede op på Nørrebro for mere end 100 år siden.

Københavns Museum tager også børnene tilbage i tiden. Bliv arkæolog for en dag. Arkæologisk Værksted ved museet har åbent hver dag i ferien fra kl. 10-14. Der er gratis adgang for børn under 18 år.

Er man mere interesseret i det arkæologiske, så findes udstillingen Dinosauernes Konge stadig på Statens Naturhistoriske Museum i København. Her kan man se et af de mest velbevarede Tyrannosaurus Rex-skeletter, Tristan Otto.

Besøg Experimentarium i Hellerup og brug både hjerne og krop. Man kan også se den nye tegnefilm Familien Bigfoot i stedets MovieHouse.

(U)hyggen breder sig på Frilandsmuseet. I efterårsferien vender Halloween tilbage på Frilandsmuseet i Kongens Lyngby. Denne gang er det væsner fra den nordiske folketro, der har overtaget museet. I løbet af dagen vil der være forskellige shows og forskellige aktiviteter.

Arken i Ishøj har for tiden udstillingen “Dyr i kunsten”. Et spændende univers for børnene. Tirsdag til lørdag i efterårsferien er der desuden kreativ, farverig workshop kl. 14-16. Tilmelding skal ske på Arkens hjemmeside. Arkens udeområde bør også udforskes, hvis man er på de kanter; skulpturparken og stranden tæt ved.

Kroppedal Museum på Vestegnen afholder stjerneaften, hvor Mars er i fokus. Man kan stille alle de spørgsmål, man har om Mars, missioner og marsmænd. Der findes ingen dumme spørgsmål.

Christiansborg Slot er hjemsøgt af Blåtårns Spøgelser. I Ruinerne under Christiansborg Slot brokker nogle af spøgelserne fra Blåtårn sig over deres skæbne. Men blev de uskyldigt dømt? Find beviserne i de mørke slotsruiner!

Et andet slot, Rosenborg Slot i Kongens Have, tager børnene tilbage i historien. De åbner dørene for en sanselig oplevelse med Christian d. 5., som hovedperson. Den kunsteriske fortolkning hedder Paryk, Krone, Gevir.

I Hillerød ligger Frederiksborg Slot. Her kan børnene i efterårsferien møde datidens berømte konger og dronninger i “levende live”. De fortæller hver især om deres egen historie.

Er man mere til en tur i teateret, så inviterer Østre Gasværk indenfor til forestillingen Storm over Ramasjang. Gense alle de fantastiske figurer fra DR.

Tag en tur i Det Kongelige Teater og oplev børneballetten ’De glemte børn’, der byder på både gys, grin og hjertevarme budskaber – for hele familien.

Comedy Zoo i Indre By inviterer børnene indenfor til Komik for børn. Det er alle dage i ferien pånær mandag. Der er to shows om dagen, kl. 11 og kl. 13. Jeg er sikker på, at børnene får sig et godt grin.

Er man mere til at stå på de skrå brædder selv, så tilbyder Scenekunst en efterårscamp, hvor børnene kan synge, danse og spille skuespil hele ugen. Se mere på SceneKunsts Facebookside.

Skal der mere musik til, så har DR Koncerthuset to musikalske oplevelser: Sigurd Barrett med Peter og Ulven og DR Musikariets Metalskole. Billetterne koster 30 kr. stk.

I den lille, hyggelige landsby, Pederstrup, mellem Ballerup og Smørum ligger Ballerup Museum. Museet inviterer børn indenfor til en dag med kreative efterårsssysler.

Vil man mere ud i naturen, så findes Thomas Dambos kæmper efterhånden flere steder i landet. Få et overblik her.

Efterårets natur er smuk med de flotte, brændte farver. Besøg Dyrehaven og slå et smut forbi Eremitageslottet, der holder åbent i ferien fra d. 14-18/10.

Hvis man er i Dyrehaven, så er der god underholdning for børnene på Bakken. DR Ramasjangs Kristian og Onkel Reje besøger på skift Friluftscenen.

Et alternativ til Bakken er Tivoli. De har pyntet op til Halloween fra d. 9/10… Tivoli går altid All-in på udsmykning til de forskellige sæsoner. Det er virkelig flot!

Vil man være mere aktiv, så er en klatretur med Go Monkey i Gladsaxe en sikker vinder. Vi har prøvet det. I efterårsferien kræser de lidt ekstra for klatrerne; de serverer skumfiduser og varm kakao ved bålet.

Mere aktivitet: Københavns Hovedbibliotek har åbnet en ny etage, “LÆS”, med hele 10 aktivitetszoner. Afprøv blandt andet Lydengen, Bogstavkilden og Ordbjerget.

I efterårsferien kan børnene blive certificerede børnedetektiver på Den Sorte Diamant. Børnene kan sammen med deres voksne komme i træning hos bibliotekets detektiv, Erik von Libris, og lære hans bedste tricks til at løse mysterier.

I Field’s kan børnene komme på skattejagt. I samarbejde med Nordisk Film skal børnene finde dyrene og karakterer fra den nye tegnefilm Familien Bigfoot. Slut eventuelt af med at se filmen i biografen.

 

Hvis ovenstående oplevelser ikke er nok, så har Børn i Byen lavet en stor efterårsguide. Den kan I finde her.

Jeg håber, at I kan blive inspireret til ture med hele familien i efterårsferien…
Må I alle få nogle dejlige kvalitetsdage her i efteråret!

Mange hilsner fra Nanna.

 

Husk, at I kan følge Life with kids på:
Facebook
Instagram