En kuffert fuld af bekymringer!

Jeg har afsindigt travlt for tiden – både privat og på arbejde…måske nok lidt for travlt. Derfor er bloggen blevet forsømt de sidste par uger.

Nedenstående indlæg har jeg været næsten to måneder om at skrive. Der er sket meget i mellemtiden, men i og med emnet stadig er relevant, har jeg valgt at udgive det:

Jeg vil vove at påstå, at den dag, man bærer sit lille barn hjem fra fødegangen, slæber man også en stor, usynlig kuffert med bekymringer efter sig.

Fra første dag er man bekymret…om ikke andet, så skal samfundet og andre nok bidrage til det.

Får baby nok mad, hvad gør man mod rød numse, hvilke vitaminer skal baby have – og hvilke vitaminer skal baby IKKE have?

Nogle siger: Små børn, små bekymringer – Store børn, store bekymringer! Og det er nok rigtigt nok! Men bekymringer er bekymringer, og de fylder meget i et moderhjerte.

Tilbage i september/oktober var mit moderhjerte fyldt med bekymringer omkring Oskar.

Som skrevet i et tidligere indlæg, er Oskars sprog underudviklet. Først da han var 2 1/2 år, fik han lagt dræn. Det skete d. 8/1 i år. Desværre alt for sent efter min mening. Derfor er der noget, der skal indhentes…og vi er også så småt på vej. I og med hans sprog ikke er alderssvarende, så er hans begrebsverden også mindre i forhold til hans jævnaldrende. Vi er f.eks. slet ikke i nærheden af at smide sutten… Oskar forstår simpelthen ikke konsekvensen af at aflevere sin sut – og ikke se den igen.

Der skal nu talepædagog på ham. Vi og hans primære pædagog har udfyldt et skema til Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning… Så nu kan vi kun vente på, at kommunen handler. Det bliver godt for Oskar at få et bedre sprog.

Det er lidt mærkeligt med det skema. Det har altid været mig, der som lærer gav det til forældre. Nu står jeg pludselig som forælder på “den anden side” og skal udfylde det på vegne af mit eget barn.

I slutningen af september var vi desuden til trivselssamtale i børnehaven. En samtale, der efterlod en lille klump i maven. Trives min lille øjesten over hovedet?

Det viser sig, at Oskar har to forskellige personligheder: Én, når han er hjemme – og én, når han er i børnehave. Det er selvfølgelig meget normalt for børn.

Hjemme er han snaksaglig, social og kærlig. I børnehaven kan det nogle gange blive for meget for ham, så han trækker sig fra fællesskabet og tuller rundt alene. Når han er sådan, så tager han sjældent selv kontakt til andre børn og heller ikke til de voksne. Det gør bekymrende ondt i mit moderhjerte at høre det. Tænk, hvis han ikke trives i daginstitutionen?

Her skal lige nævnes, at vi har verdens bedste daginstitution til ham. Det er den samme, som Anton gik i, inden han kom i skole. Oskar gik fra vuggestue til børnehave pr. 1/8-16. Han skal selvfølgelig lige vænne sig til den nye situation, hvor det hele er mere frit. Jeg tænker også, at pædagogerne i børnehaven har skullet vænne sig til ham. Han er jo en dreng, der godt kan fylde lidt. Som skrevet i et tidligere indlæg, så er Oskar bredspektret: Han kan være enorm glad og kærlig – men han kan også være enorm bestemmende og temperamentsfuld.

For at undgå for mange gnidninger, er det en god idé at lære at aflæse ham og komme ham i forkøbet. Det er noget, man lærer hen ad vejen… Og jeg kan mærke, at pædagogerne i børnehaven er obs på det. De er i det hele taget gode til at tage hånd om de børn, der i perioder kræver lidt ekstra omsorg…fx. Oskar for tiden. De giver status hver dag, når jeg henter ham… Har det været en god dag – eller en af de knap så gode. Og selvom det kan gøre ondt at høre om de sidstnævnte, så er det rart at vide, at de er opmærksomme på ham.

Som jeg skrev i starten, så har dette indlæg været længe undervejs. 2 måneder faktisk! Alle de bekymringer, som jeg nævner ovenover, er faktisk gået hen og blevet mindre.

Hans sprog har gennemgået en kæmpe udvikling. På bare 14 dage skete der pludselig noget. I dag taler han med lange sætninger – og nye ord kommer til hver dag…og dette helt uden hjælp fra talepædagogen. Vi har nemlig ikke haft møde med ham/hende endnu. Der er ventetid på sådan noget… Hurra for systemet nogle gange!

Oskars humør er tilsvarende blevet super godt. Han er glad, når jeg afleverer ham om morgenen – og glad, når jeg henter ham. Faktisk er han jubelglad for tiden… Det er næsten for meget! ;o)

Mange (u)bekymrende hilsner fra Nanna, mom with kids.

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram