Expat i solrige Dubai

Mie ved vandet

Når vejret er så bidende koldt, som det er lige nu, så kan man godt drømme sig væk til varmere himmelstrøg…som f.eks. Dubai.

Mød her danske Mie, der er en vaskeægte housewife i Dubai:

 

Sammen med min engelske mand, fire måneder gamle datter og søn på 18 måneder, bor jeg i den solrige ørkenby Dubai i de Forenede Arabiske Emirater. Jeg er lige nu en vaskeægte Dubai housewife, der ikke arbejder.

Der er sket meget siden jeg flyttede herned i foråret 2010. Jeg var på det tidspunkt single, meget karrierefokuseret og hungrede efter at opleve verden, så da et spændende job tilbød sig i Dubai, var jeg ikke længe om at sige ja tak. Jeg var betaget af, at alt var større, vildere, varmere – ja bare anderledes end Aarhus, hvor jeg boede. Jeg solgte alt, hvad jeg ejede og flyttede til Dubai helt alene med bare to kufferter. Det var en udfordring at starte et nyt liv op fra bunden. Masser af praktisk i forhold til at skaffe lejlighed, bil, bank mv. men også i forhold til at etablere et socialt netværk, starte i en international virksomhed, hvor alt foregik på engelsk, og lære en ny arbejdskultur at kende – alt var noget anderledes end hvad jeg var vant til. Men det var en fed udfordring, som bestemt har gjort mig meget selvstændig og stærk.

Da jeg blev gravid, tilbød min tidligere arbejdsgiver mig de hernede obligatoriske 45 dages barsel, hvilket jeg naturligvis ikke kunne acceptere, så det var et nemt valg at stoppe med at arbejde. Mit “housewifeliv” er dejligt men ikke så glamourøst, som nogen nok tror! Jo, vi har det godt hernede og mangler intet, men jeg vasker også tøj, laver aftensmad og skifter bleer dagen lang lige som alle andre mødre på barsel 🙂 Men jeg føler mig priviligeret ikke at behøve arbejde og at være på nonstop ‘barsel’ sådan et skønt sted som Dubai. Samtidig har jeg mange mummy ‘kollegaere’, da det er ganske almindeligt at få børn hernede, mens manden gør karriere. Det varme vejr gør, at vi bruger meget tid udendørs, gåture i solen, legepladser, parker, strandture og babysvømning i en meget varm udendørspool under palmer.

Hvis der er lidt tid tilovers, skriver jeg om at være udenlandskdansker, gravid og ny mor langt væk hjemmefra, hvor tingene nogle gange er lidt anderledes end hjemme i DK på min blog: www.meandthebump.com.

P.t. går jeg hjemme med lillesøster, og storebror er i et engelsk nursery. Allerede fra 6 mdr. har de sprog, kunst, musik, sport, svømning to gange om ugen og meget mere. Det virker måske overdrevet, men der er masser af aktiviteter, og han nyder, at der sker en masse. De møder kl. 8, og jeg kører ham hver dag (i vores benzinslugende firhjulstrækker lige som alle de andre mødre!), da det 20 min. kørsel fra vores hjem. Der er altid meget trafik, men sådan er det jo i storbyer. Jeg henter ham igen kl. 15 – sharp – er man der for sent, er der en bøde! Hjemme får han snack, og vi hygger om eftermiddag med lillesøster. Vi går i pool, går en tur til legepladsen, går i mall, har en legedate eller skyper bedsteforældre. Aftensmad kl. 18, bad og så i seng kl 19. Alt i alt ligner det vel nok en almindelig dag for en et-årig i DK 🙂

Jeg har kun prøvet at være mor hernede, så jeg ved ikke, hvordan det er at være housewife i andre lande, men jeg ved, at vi savner vores familier og venner rigtig meget hver evig eneste dag. Der er aldrig en hjælpende bedsteforældrehånd om hjørnet, og de savner omvendt også børnene meget. Til gengæld kommer familien på besøg i mange dage af gangen, og så nyder vi kvalitetstiden.

Det er dejligt vejr 8-9 mdr. om året, hvilket giver rig mulighed for at nyde solen og udendørsaktiviteter. Vores ældste på 15 mdr. er allerede en stor vandhund, da han er i udendørs swimmingpool flere gange om ugen. Vi skal ikke købe en masse vintertøj og støvler, som jeg kan se, alle gør derhjemme, vi nøjes med shorts og badetøj! Jeg mener, at det er en stor fordel for børnene at lære om andre kulturer helt tæt på, og de fleste børn bliver som minimum to-sproget.

Vi betaler ingen indkomstskat, men det er ret dyrt at leve hernede. Boligudgiften er høj, skole og pasning er meget dyr samt alt inden for sundhedsvæsenet er selvbetalt. Til gengæld er det af høj standard. Dagligvarer, især sunde ting, er meget dyrt, da alt er importeret. Omvendt betaler vi ikke meget for mange typer service, biler, benzin og fast food – ved ikke om sidstnævnte er en fordel eller ulempe 😉

Arbejdsdagene er lange, så mange børn ser deres forældre meget lidt. Vores børn ser da også kun deres far kort hver aften. Der er ikke rigtig nogle deltidsjobs at få, så hvis jeg starter med at arbejde igen bliver det lange dage i nursery eller med en nanny 🙁

Vi kan godt føle os lidt rodløse som expats. Vi ved ikke, hvor længe vi skal være her, og vi savner en fast base. Men vi ved, at vi ikke skal bo her for evigt. Dubai er en dejlig by, men måske ikke altid den virkelige verden. Vores børn skal også opleve at være børn i Europa.

– Mie

Appelsinen i min turban // Expat i Texas

54_Expat i Texas

Godt nytår, alle sammen! Jeg håber, at I alle kom godt ind i det nye år…

Her kommer en expat-historie fra det virkelige liv, skrevet af Hanne, der er bosiddende i Texas:

Hvad gør man, når livet i Danmark føles lidt for meget leverpostej og lidt for lidt paté? Man begynder at lege med de forskellige muligheder, der kan være for at lægge lidt farver på en kedelig hverdag, og efter et par år med disse tanker kom løsningen endelig. En spændende jobmulighed til min mand i Houston, Texas, blev vores appelsin i turbanen. Endelig kom muligheden for den ændring, vores familie trængte til.

Beslutningen tog vi i august 2013, og på fem måneder blev alt sat i stand. Huset i Danmark blev solgt, og huset i Houston blev fundet, og i starten af februar startede vores “nye” liv som expats i USA op. Vi er en familie bestående af min mand, mig og vores tre børn, som på daværende tidspunkt var 12, 9 og 4 år. Vi flyttede ind i et hus, hvor vi kun havde senge, resten skulle skaffes på et splitsekund, så vi kunne komme i gang med at integrere os selv og vores børn i det amerikanske liv. Så med hjertet i halsen og klumpen i maven gik vi i gang med at famle os frem, halvt i blinde og halvt på en erfaring vi havde fra et tidligere ophold i Norge. Men et ophold med børn i et andet land, med et andet sprog og en anden kultur kræver en uendelig tro på, at det man gør, er det rigtige, at det man gør ikke skader børnene og familien. Så vi var stensikre og meget overbevisende om dagen – og bange og usikre om natten. Børnene begyndte på public schools i nærområdet hurtigst muligt. Gustav (12 år) på Junior High faldt til med det samme. Han talte flydende engelsk og kunne derfor hurtigt finde sig selv til rette. Det anderledes amerikanske skolesystem blev Gustavs appelsin i turbanen. Aksel (9 år) begyndte på Elementary, og det var en frygtelig begyndelse. Uden sproget i sin magt gik han helt i sort og græd sig gennem en meget hård opstart, jeg ikke kan bære at tænke tilbage på. Alma (4 år) startede også i Elementary, men som 4-årige gør, klarede hun sig med tegnesprog og kropssprog. En start med mange op- og nedture, forandringer og savn, men også med latter og glæde.

Min egen hverdag er anderledes end i Danmark da jeg her kan kaldes en “soccermom”, hvilket kort fortalt er at få alt og alle op at køre på alle måder. Skole, socialt, sport, integrering etc. Nu, hvor vi er faldet godt til, bruger jeg mere tid på mig selv og hygge. Når børnene er fulgt i skole, kører jeg hver dag afsted til racket ball og træner i et par timer. Derefter fikser jeg alle de almindelige gøremål, som vi i Danmark fiksede efter job. Derefter skal der gøres rent, vaskes tøj, og kl 15.30 henter jeg børnene. Derefter starter en travl eftermiddag op med mange lektier og forskellige sportsgrene. Jeg kører med børn og hjælper dem med lektier. Lektierne er voldsomme, og afstandene store, så børnene kan ikke transportere dem selv og vi bruger derfor meget tid i bilen. Men jeg må sige, at vi har vænnet os til det, og børnene accepterer det ekstra pres, der er på deres hverdag. Til gengæld har jeg (næsten) altid god tid til dem.

Da alt for det meste er ordnet af mig, inden alle andre kommer hjem, er der derfor ikke de store diskussioner om rengøring, indkøb etc. Til gengæld er det ind imellem svært for mig personligt at acceptere min egen position i familien. Sagt på en anden måde ; jeg skal have et højt selvværd for at respektere min position… Og det kan være svært i perioder, men vi er som par meget bevidste om dette aspekt.

Nu næsten 2 år efter kan vi alle fem se vores liv her i Texas som en fantastisk gave. Vi har alle hver især fundet vores plads herovre. Børnene går i skole fra 8.15 til 15.30 hver dag. Deres skemaer er næsten det samme hver dag. De har mere rutine, disciplin og lektier, end de havde i den danske skole. Der er karakterer i alle fag på begge skoler, selv for Alma, der går i 1. klasse. Undervisningen er niveaudelt i et fællesskab. Med dette mener jeg, at det ikke er noget børnene tænker på i hverdagen. I klasserne på Elementary (klassetrin kindergarden til 5. klasse) er de ikke opdelt i niveau i klasserne, kun i undervisningen. På Junior High er de niveaudelt i klasserne, men da de ikke har en fast klasse, de følger i alle fag, har de venner på kryds og tværs af fag og niveauer. Vores børns hverdag er mere travl, end den var i Danmark.

 

Dette var et lille indblik i Hannes og hendes families liv i Texas. Det lyder spændende – men også lidt grænseoverskridende – at rive alt op og begynde forfra et andet sted.

Næste expat-historie kommer på søndag – og denne gang handler det om Mie og hendes familie, der er bosiddende i Dubai.

 

Mange hilsner fra Nanna, mom with kids.

 

Husk, at I kan følge Life with kids på:

Facebook

Instagram

    Newer posts