Appelsinen i min turban // Expat i Texas

Expat i solrige Dubai

Mie ved vandet

Når vejret er så bidende koldt, som det er lige nu, så kan man godt drømme sig væk til varmere himmelstrøg…som f.eks. Dubai.

Mød her danske Mie, der er en vaskeægte housewife i Dubai:

 

Sammen med min engelske mand, fire måneder gamle datter og søn på 18 måneder, bor jeg i den solrige ørkenby Dubai i de Forenede Arabiske Emirater. Jeg er lige nu en vaskeægte Dubai housewife, der ikke arbejder.

Der er sket meget siden jeg flyttede herned i foråret 2010. Jeg var på det tidspunkt single, meget karrierefokuseret og hungrede efter at opleve verden, så da et spændende job tilbød sig i Dubai, var jeg ikke længe om at sige ja tak. Jeg var betaget af, at alt var større, vildere, varmere – ja bare anderledes end Aarhus, hvor jeg boede. Jeg solgte alt, hvad jeg ejede og flyttede til Dubai helt alene med bare to kufferter. Det var en udfordring at starte et nyt liv op fra bunden. Masser af praktisk i forhold til at skaffe lejlighed, bil, bank mv. men også i forhold til at etablere et socialt netværk, starte i en international virksomhed, hvor alt foregik på engelsk, og lære en ny arbejdskultur at kende – alt var noget anderledes end hvad jeg var vant til. Men det var en fed udfordring, som bestemt har gjort mig meget selvstændig og stærk.

Da jeg blev gravid, tilbød min tidligere arbejdsgiver mig de hernede obligatoriske 45 dages barsel, hvilket jeg naturligvis ikke kunne acceptere, så det var et nemt valg at stoppe med at arbejde. Mit “housewifeliv” er dejligt men ikke så glamourøst, som nogen nok tror! Jo, vi har det godt hernede og mangler intet, men jeg vasker også tøj, laver aftensmad og skifter bleer dagen lang lige som alle andre mødre på barsel 🙂 Men jeg føler mig priviligeret ikke at behøve arbejde og at være på nonstop ‘barsel’ sådan et skønt sted som Dubai. Samtidig har jeg mange mummy ‘kollegaere’, da det er ganske almindeligt at få børn hernede, mens manden gør karriere. Det varme vejr gør, at vi bruger meget tid udendørs, gåture i solen, legepladser, parker, strandture og babysvømning i en meget varm udendørspool under palmer.

Hvis der er lidt tid tilovers, skriver jeg om at være udenlandskdansker, gravid og ny mor langt væk hjemmefra, hvor tingene nogle gange er lidt anderledes end hjemme i DK på min blog: www.meandthebump.com.

P.t. går jeg hjemme med lillesøster, og storebror er i et engelsk nursery. Allerede fra 6 mdr. har de sprog, kunst, musik, sport, svømning to gange om ugen og meget mere. Det virker måske overdrevet, men der er masser af aktiviteter, og han nyder, at der sker en masse. De møder kl. 8, og jeg kører ham hver dag (i vores benzinslugende firhjulstrækker lige som alle de andre mødre!), da det 20 min. kørsel fra vores hjem. Der er altid meget trafik, men sådan er det jo i storbyer. Jeg henter ham igen kl. 15 – sharp – er man der for sent, er der en bøde! Hjemme får han snack, og vi hygger om eftermiddag med lillesøster. Vi går i pool, går en tur til legepladsen, går i mall, har en legedate eller skyper bedsteforældre. Aftensmad kl. 18, bad og så i seng kl 19. Alt i alt ligner det vel nok en almindelig dag for en et-årig i DK 🙂

Jeg har kun prøvet at være mor hernede, så jeg ved ikke, hvordan det er at være housewife i andre lande, men jeg ved, at vi savner vores familier og venner rigtig meget hver evig eneste dag. Der er aldrig en hjælpende bedsteforældrehånd om hjørnet, og de savner omvendt også børnene meget. Til gengæld kommer familien på besøg i mange dage af gangen, og så nyder vi kvalitetstiden.

Det er dejligt vejr 8-9 mdr. om året, hvilket giver rig mulighed for at nyde solen og udendørsaktiviteter. Vores ældste på 15 mdr. er allerede en stor vandhund, da han er i udendørs swimmingpool flere gange om ugen. Vi skal ikke købe en masse vintertøj og støvler, som jeg kan se, alle gør derhjemme, vi nøjes med shorts og badetøj! Jeg mener, at det er en stor fordel for børnene at lære om andre kulturer helt tæt på, og de fleste børn bliver som minimum to-sproget.

Vi betaler ingen indkomstskat, men det er ret dyrt at leve hernede. Boligudgiften er høj, skole og pasning er meget dyr samt alt inden for sundhedsvæsenet er selvbetalt. Til gengæld er det af høj standard. Dagligvarer, især sunde ting, er meget dyrt, da alt er importeret. Omvendt betaler vi ikke meget for mange typer service, biler, benzin og fast food – ved ikke om sidstnævnte er en fordel eller ulempe 😉

Arbejdsdagene er lange, så mange børn ser deres forældre meget lidt. Vores børn ser da også kun deres far kort hver aften. Der er ikke rigtig nogle deltidsjobs at få, så hvis jeg starter med at arbejde igen bliver det lange dage i nursery eller med en nanny 🙁

Vi kan godt føle os lidt rodløse som expats. Vi ved ikke, hvor længe vi skal være her, og vi savner en fast base. Men vi ved, at vi ikke skal bo her for evigt. Dubai er en dejlig by, men måske ikke altid den virkelige verden. Vores børn skal også opleve at være børn i Europa.

– Mie

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Appelsinen i min turban // Expat i Texas