Barn nr. 2?

Brotherlove

Vi har altid vidst, at Anton ikke skulle være enebarn. Vi ville gerne give ham en legekammerat i form af en søster eller en bror. Én der altid ville være i der – både hjemme og på ferie.
Min mand og jeg har begge søskende, som vi har haft stor glæde af, både da vi var børn – og i dag som voksne.

Men hvornår findes det bedste tidspunkt? Hvor mange år skal der være imellem de to børn?

Familier er forskellige – og med forskellige behov. Dette indlæg er skrevet ud fra egne erfaringer, så det er ikke en perfekt guideline.

Overvejelserne inden
Der er 2 år og 10 mdr. mellem Anton og Oskar. Da vi begyndte at tale om barn nr. 2, var der flere forhold, vi ønskede at tage højde for.
Vi havde talt om, at 3 år imellem dem ville være perfekt for os. Med den aldersforskel ville børnene få stor glæde af hinanden. Samtidig ville Anton være så stor, at bleen kunne smides, og sutten afleveres til suttetræet. Desuden ville han have en alder, hvor han kunne forstå det meste omkring det nye familieliv.
Mit arbejde spillede også en rolle. Jeg er skolelærer i udskolingen, og jeg ville gerne gøre min daværende klasse færdig og føre dem op til eksamen.
Jeg endte med en terminsdato, der hed 30/8, så det kunne ikke passe bedre.

Hemmeligheden afsløres
En dag lå der et lille, sødt brev i Antons garderobe i vuggestuen. Brevet var “skrevet” af Anton selv, og i brevet stod der, at Anton ønskede sig en lillebror IKKE en lillesøster. Det havde han talt med pædagogerne om. På det tidspunkt var jeg 7-8 uger henne – og INGEN (pånær Kasper og mig) vidste det. Hm, skæbne?! På det tidspunkt kendte vi ikke kønnet på barnet i maven, men med det brev, så håbede man jo næsten, at det blev en lille dreng 😉
Brevet gjorde også, at vi fik nys om, at Anton var bevidst om begreberne lillesøster og lillebror.
Vi introducerede ham dog først for den kommende lillesøster eller lillebror, da det kunne begynde at ses på maven. Så havde han noget at forholde sig til. Løbende talte vi med ham om det, så han var lidt med i processen. Han virkede glad ved tanken, men min frygt var, at han måske forventede, at babyen var til låns – og helst skulle afleveres tilbage, når han ikke gad den længere.

Tiden efter fødslen
Min frygt var dog ikke berettiget. Han var lykkelig for sin lilleBROR fra første dag. Han var selv med til at bære ham ud fra hospitalet. Det var stort for både ham og forældre.
Han deltog gerne i bleskift, madning, og når lillebror skulle bades. Jeg tror, at han følte sig stolt og stor, når vi spurgte, om han ville hjælpe. Den dag i dag er han stadig meget hjælpsom omkring lillebror.
I dag er de hhv. 2 år og snart 5 år – og de er de bedste venner i verden.
De bruger hinanden rigtig meget, og de er opmærksomme på hinanden – både inden for og uden for hjemmets fire vægge.

På fødegangen

“Mortid”
Man ser ofte jalousi imellem søskende, når den ældste føler, at mors opmærksomhed bliver “taget” af den yngste.
Inden lillebrors fødsel var Anton mors dreng. Det var derfor vigtigt for mig, at jeg også fik “alenetid” med ham, når lillebror var kommet til verden. Ét er Antons behov for mor, men jeg kunne mærke, at jeg også havde behov for ham…alene!
Far var gudskelov god til at tage Oskar, så Anton og jeg kunne få noget tid alene. Men faktisk var der ikke det store behov for “mortid” fra Antons side. Det viste sig faktisk, at jeg havde et større behov for tid med Anton, end han havde med mig.
Den dag i dag kan jeg stadig savne tid med ham alene… Men næste weekend bliver en mor-Anton-weekend…og jeg glæder mig!

Mange hilsner fra Nanna, Mom with kids.

Husk at I kan følge Life with kids på:
Facebook
Instagram

Jeg skal på “date” med min ældste søn… Vil du med? Deltag i konkurrencen.

40_De Ukendtes SkovI et tidligere indlæg har jeg skrevet om det at blive “fravalgt” af sit eget barn. Indlægget kan læses her. I dette tilfælde er det vores ældste søn, der vælger far frem for mor. Specielt derfor har jeg savnet alenetid med ham, især efter lillebror er kommet til.
Nu har jeg muligheden. I næste weekend skal jeg hygge med ham – helt alene.
Om lørdagen tager vi ind til København. Her skal vi på restaurant – og så vil vi sove derinde til søndag.
Søndag har vi været så heldige at blive inviteret til forpremieren på tegnefilmen “De Ukendtes Skov”.
Det er Buster Filmfestival og Cartoon Network, der står bag arrangementet – og DU har mulighed for at komme med!
Derfor kan du nu deltage i en konkurrence om at vinde to billetter til forpremieren søndag d. 27/9 kl. 10.00 i Palads.
Alt du skal gøre er at skrive en kommentar nedenfor.
Vinderen bliver trukket søndag d. 20/9 kl. 20.00.

Mange hilsner fra Nanna, Mom with kids.

Husk at I kan følge Life with kids via:
Facebook
Instagram

Top 5 over…

Min primære intension med denne blog har altid været at komme med råd og fif til forskellige oplevelser med børn. Mine egne børn lægger krop til mange af disse oplevelser, og til dette indlæg er det ingen undtagelse.
Det handler om vores 5 favorit-legepladser i København.
Man behøver ikke at bo i København for at besøge disse legepladser. Som turist i byen er de bestemt også en del af den store oplevelsespakke, når hovedstaden skal besøges. De fleste af Københavns legepladser er store og råder over mange forskellige aktiviteter.

Vores førstefødte var ikke særlig gammel, da vi opdagede legepladsen i Fredens Park (på Østerbro mellem Rigshospitalet og søerne). Her er lidt for alle aldre. Specielt de helt små bliver forkælet her. Her er alt fra gynger og trampolin til legetårn og sandkasse. Desuden er der borde og bænke i skyggen af store træer, så man kan sagtens sidde og hygge sig med en medbragt madpakke. Vi brugte legepladsen meget med vores mødregruppe, da børnene var små.
En ekstra bonus er, at ambulance og helikopter ikke er et sjældent syn. Det er lige noget for de små poder.

Legepladsen i Kongens Have i Indre By er altid et hit. For voksne kan den måske ved første øjekast se lidt kedelig ud, men det er den bestemt ikke i børnehøjde. Her kan kroppen bruges på alle mulige måder. Der kan bl.a. balanceres, kravles og leges med sand. Det er en sand oase for både små og store sjæle. Temaet er eventyr, så drager og guldæg kan ofte spille en stor rolle i børnenes lege.

Legeplads

Tårnlegepladsen i Fælledparken ved Østerbro har også altid været et stort hit hos os. Her er Københavns mange tårne brugt som udsmykning i forbindelse med de forskellige legeredskaber. Rundetårn er gjort til en kæmpe rutchebane – og i sandkassen kan man sidde i skyggen under Marmorkirkens store kuppel. Det er så godt lavet!
Der er masser af plads imellem aktiviteterne, så man føler ikke rigtigt, at den kan være overrendt.
Også her er der borde og bænke, som man kan nyde sin madpakke ved.

Tårnlegepladsen

Legepladsen på Skydebanegade på Vesterbro er populær hos mange børnefamilier. Den gamle skydebanemur tårner op i den ene ende af legepladsen som en kæmpe borgvæg. Dette er en oplevelse i sig selv. Legepladsen rummer masser af muligheder. Her er alt fra et kæmpe klatrestativ til svævebane. Hvor legepladsen i Fredens Park var god for de helt små, så er Skydebanegadens legeplads nok for de lidt ældre. Når det så er sagt, så er der selvfølgelig også plads til og aktiviteter for de helt små.

Skydebanegade

Til sidst vil jeg nævne den bemandede legeplads i Ørstedsparken (Kbh. K). København har flere bemandede legepladser, hvor pædagogisk personale står for forskellige aktiviteter i løbet af dagen. Dette kan være alt fra at bage snobrød til legestuer.
Facebook kan man følge med i legepladsens forskellige tilbud.
Legepladsen rummer både aktiviteter for de små men også for de lidt større børn.
Og så ligger den jo i Københavns svar på Central Park. Alene Ørstedsparken er et besøg værd.

Inde på Københavns Kommunes hjemmeside kan man læse lidt om de forskellige københavnske legepladser.

Dette var vores Top 5 over legepladser, som I kan bruge som inspiration.
Vi hører gerne fra jer, hvis I har andre gode råd om legepladser i Storkøbenhavn.

Mange weekend-hilsner fra Nanna, Mom with kids.

Husk at I kan følge Life with kids via:
Facebook
Instagram