God "bag(h)jul" og godt nytår, alle sammen!

Overkommelig motion i en hektisk hverdag

06_Life-with-kids_traeningJeg har altid været forholdsvis aktiv og dyrket en del motion igennem hele mit liv. Men efter at have fået to børn, er det svært for mig at finde tiden til det. Samtidig er motion noget af det vigtigste for mig at få dyrket, da det giver mig energi til at klare hverdagen. Min mand kan sikkert også skrive under på, at mit humør ændres, hvis jeg ikke får rørt mig…

Men hvordan får man lige forenet disse to elementer: Familieliv og motion?
I dette indlæg vil jeg komme ind på nogle overkommelige måder at få dyrket motion på… Overkommelige rent tidsmæssigt men også fysisk.
Alle former for motion, jeg nævner i dette indlæg, dyrker jeg selv på ugebasis.

PLANKE OG PUSH-UPS:
Hver morgen og aften laver jeg planken i 2 min. + 15 push-ups (varierer brede, smalle og triceps-pres).
Det er dejligt overkommeligt rent tidsmæssigt – og giver fornuftige, tonede resultater.

LØB:
Jeg prøver så vidt mulig at løbe min. 5 km. 1-2 gange om ugen.
Jeg er ikke god til løbebånd, da jeg let kommer til at kede mig, så det er ude i naturen, jeg løber – og helst i dagstimerne. Nogle gange bliver det krydret med interval, terræn eller Oskar på slæb i løbevogn… Vi har til sidstnævnte “disciplin” indkøbt en Babyjogger City Elite F.I.T til formålet (se billedet øverst). Den kan anbefales som løbevogn, da baby kan ligge helt ned, der er en god kaleche på, den er dejlig nem at slå sammen og fylder minimalt, når det er – og den kan bruges som almindelig klapvogn.
Løb er desuden for mig også et frirum, hvor jeg kan få klaret tankerne.

PILATES:
Min. en gang om ugen får jeg dyrket pilates hjemme på stuegulvet i ca. 30 min.. Dette gør jeg for at få en bedre kropsholdning. Jeg er desværre en af de typer, der falder sammen i kropsstammen, hvis jeg ikke træner den. Det kan f.eks. gøres med en dvd, hvor man følger en pilates-instruktør i et roligt tempo. Der findes en del af disse på markedet.
Det eneste man behøver er denne dvd og evt. en måtte eller et tæppe.
Et godt råd er at sætte sig ind i idéen  bag pilates først – specielt mht. vejrtrækningen, da den er super vigtig i forhold til udførelsen af øvelserne.

7 MIN WORKOUT:
App’en 7 min Workout er et godt alternativ til hjemlig styrketræning, hvor du ikke behøver de store remedier – eller særlig meget tid. Der findes flere apps på markedet, men den jeg bruger hedder “7 Min. Workout – Træningsprogram” fra Fitness Guide Inc. (se billedet øverst).
Her er, hvad de skriver om træningen i app’ens introduktion:
“Forskerne har samlet 12 øvelser, der kan udføres på 7 minutter, men som opnår resultater, der svarer til en times træning. Der er ét krav: Du skal udføre øvelserne, så godt som du kan (ved høj intensitet) og hvile meget lidt mellem øvelserne (kun 10 sekunder). Hvis hvileintervallerne er for lange, underminerer det effekten af træningen. Træningsprogrammet på 7 minutter øger dit stofskifte, hvilket gavner dig resten af dagen.”
De 12 øvelser er bl.a.: planken (både den almindelige og sideplanken), push-ups (med og uden rotation), mavebøjninger, squats, lunges og sprællemænd. Hver øvelser laver man i 30 sekunder – og med 10 sekunders pause mellem hver. En hel session af øvelser tager knap 7 min., men man kan indstille app’en til flere runder (cyklusser). Jeg varierer mellem 2-3 cyklusser – dvs. 14-21 min… Det er da overkommeligt!

De 4 ovenstående områder er det, jeg får gjort på ugebasis.
Men en gang imellem får jeg også udfordret mig selv med diverse udfordringer på f.eks. Facebook, som f.eks. “30-Day AB Challenge” – eller via Anne Bechs bøger: “Guide til gudindekrop” og “Bikini Bootcamp” er begge et forløb på 28 dage… Det kan jeg lige klare. Hendes bog “Fit på 100 dage” er ikke lige mig, da forløbet tager for lang tid. Jeg skal helst kunne se en ende på det hele hurtigt, ellers går (løber) jeg sur i det.
I hendes bøger er kosten også en vigtig faktor i en sund livsstil – og den kan være noget af en øjenåbner. I juni sidste år trænede og spiste jeg efter hendes bog “Bikini Bootcamp”, hvor jeg bl.a. ikke måtte få kulhydrater i 28 dage… Det kan altså ses på kroppen! Man kan vælge at følge bøgerne slavisk – men man kan også bare bruge dem som guideline, hvis det andet er svært. Lidt har jo også ret!

Når der på et tidspunk kommer lidt mere “mig-tid” i dagligdagen, kunne jeg godt tænke mig at prøve Reformer-træning, som er i “familie” med pilates. Her træner man musklerne vha. en slags bænk-maskine, så de bliver lange, slanke, smidige og stærke.

Nu har I læst lidt om, hvordan jeg forsøger at få rørt mig trods en små-hektisk hverdag med små børn, arbejde og huslige pligter…

I næste indlæg vil jeg skrive om genbrug – og dette har intet med glas og gamle aviser at gøre…men genbrug inden for børne- og babyting. Der er mange penge at spare! 😉

Husk at I stadig kan følge bloggen ved at trykke på + øverst oppe.

Mvh. Nanna, mom with kids.

 

3 kommentarer

  • Bebsens mor

    Godt indlæg. Jeg trænger selv til noget motion, men synes det er svært at finde tid, efter jeg er blevet mor. Rart med noget inspiration 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mom with kids

      Det er jeg rigtig glad for at høre… Ja, jeg tænker også, at 20-30 min. et par gange om ugen kan vel lade sig gøre

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hinse

    Godt og inspirerende indlæg -som os uden børn også kan bruge

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

God "bag(h)jul" og godt nytår, alle sammen!