Overkommelig motion i en hektisk hverdag

Det koster at få børn … på mange områder.

07_Genbrug

Dette indlæg handler om de økonomiske omkostninger i forbindelse med det at få og have børn … eller rettere; hvordan man kan få de økonomiske omkostninger ned på et tåleligt niveau.

Jeg vil præsentere tre måder at spare på, når det drejer sig om at erhverve eller videresælge baby- eller børne-udstyr, legetøj og tøj.

 

1) Mit foretrukne sted at sælge og købe brugt børnetøj og -udstyr er app’en Reshopper. Reshopper blev udviklet i oktober 2012 af en flok fædre, der var godt trætte af fyldte lofts- og kælderrum. Det er der sikkert nogen, der kender til. Her hjemme gør vi i hvert fald.

App’en går kort og godt ud på at sælge eller købe børne-gear i dit nærområde. Hvor f.eks. Trendsales og DBA viser varer i hele landet, sørger Reshopper for at vise dig tøj og udstyr inden for en radius af max 20 km. Denne radius kan man selv justere, ligesom man kan justere køn og alder på sine børn, så kun det mest relevante bliver vist.

Det man kan lide, kan man markere som favorit, så det er nemt at finde igen, hvis man vil købe det.

Hvis man skal sælge i stedet for at købe, er det også nemt at oprette sin egen shop. Her kan man løbende lægge varer op. Når en vare skal lægges på shoppen, indsætter man et billede samt skriver kort, hvad det er (dette kan bruges som søgning). Desuden skriver man pris, mærke, stand samt hvilket køn, det henvender sig til. Man kan selv vælge, hvor anonym man vil være; om man vil informere om telefonnummer og præcis adresse, eller om man blot vil kontaktes via app’en.

Lige p.t. findes app’en kun i AppStore, men snart kan folk med Android også få glæde af den. De er i gang med at teste versionen inden for Android, så uden at lægge hovedet på bloggen (!), vil jeg tro, at den kommer i løbet af foråret.

Der er virkelig mange penge at spare her!

Se mere på www.reshopper.com

 

2) Mødrehjælpen er en humanitær organisation, der rådgiver og støtter gravide og børnefamilier, der har det svært – eksempelvis økonomisk. Men Mødrehjælpen har også børnetøjsbutikker flere steder i landet. Her kan man aflevere alt det brugte babytøj og -udstyr, som man er færdig med at bruge, og så sørger de for at vaske det og hænge det pænt op i butikken – inddelt i kategorier (størrelser og style), så det er nemt at finde det, man lige præcis søger. De sørger for at kassere det tøj eller udstyr, der er for brugt, så kvaliteten er faktisk helt fin. Alle kan handle hos Mødrehjælpen, og overskuddet går direkte til organisationen.

I kan læse mere på www.moedrehjaelpen.dk

 

3) Ganske almindelige loppemarkeder er også en rigtig god idé til at få købt og solgt baby- og børneudstyr. Som sælger skal man bare overveje, om man orker at stå og bruge næsten en hel dag på at sælge for et par hundrede kroner. Men hvis man slår sig sammen med et par veninder, kan det blive ganske hyggeligt. Det har jeg gjort flere gange, og så bliver det pludselig til en tøse-hygge-dag.

Min erfaring inden for loppemarkeder er, at det handler meget om geografi og demografi. Et loppemarked på Østerbro er helt anderledes i forhold til et loppemarked på Nørrebro. Fra område til område er der forskelligt sortiment. Der kan være forskel på storby og provins og som før skrevet bare i de forskellige bydele. Et godt råd er at kigge på, hvilke typer der bor i det givne område. Det synes jeg, at man skal have med i sine overvejelser… både som køber og sælger.

På Facebook er der flere grupper, der informerer om loppemarkeder. Ex. “Loppemarkeder.nu”, “Loppemarkeder i Danmark” og “Loppemarked online og i Storkøbenhavn”.

 

Mit næste indlæg på bloggen kommer også til at handle om køb, salg og en smule om bæredygtighed.. I får sneak peaks fra Børne Modemessen, som jeg lige har været på.

I kan godt glæde jer!

Mvh. Nanna, mom with kids.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Overkommelig motion i en hektisk hverdag